Kontakt med dem, som fortjener fred
   Sorlísa var nervøs. Meget nervøs.
   Det de ældste ville gøre ... det de ville gøre virkede så forkert. Næsten lige så forkert som den krig de andre unge drager planlagde.
   Hun sukkede og kiggede på den eneste anden unge drage, som var på Solbjerget.
   Det var hendes bror og hun var glad for, at han var fulgt med de ældste og hende, men hun havde efterladt sit hjerte hos de andre unge.
   Krigen havde allerede bragt sorg. Endnu før den helt var begyndt.
   Hendes mage, den drage, som hun elskede og havde planlagt at tilbringe resten af sit liv med, ønskede krigen. Det gjorde hun ikke.
   Derfor var de blevet skilt fra hinanden. Skilt af den kommende krig, men hendes hjerte var stadig hos ham.
   Sorlísa bar deres børn i sit indre og deres æg ville snart komme til verden. De ville blive født til en verden i krig.
   Hun tænkte igen på sin elskede.
   Hendes håb tilhørte ham. Sorlísa håbede, at han ville klare det. Håbede at han ville nå at se sine børn. Håbede at han ville indse at krigen var forkert.
   Lige så forkert som det, de nu ville gøre for at forhindre den selv samme krig.
   Sorlísa kiggede på den ældste. Han stod rank og stolt foran hende.
   De havde dannet kredsen igen og hun fornemmede, at de andre drager ligesom hende forsøgte at samle modet til det utilgivelige, som de skulle til at gøre.
   Da den ældste begyndte at tale havde hun endnu ikke fået samlet modet, men hun havde også en mistanke om, at hun aldrig kunne få det samlet hvor lang tid hun så end fik.
   "Venner. Tiden er kommet. Vi vil nu gøre det, som aldrig er blevet gjort før. Bed om tilgivelse for vores handling, men gør det med tanken om at det er vores eneste mulighed. Det eneste vi kan gøre."
   Hun bad allerede.
   Store forfædre straf os ikke for vores synd, men hjælp os i vores nød. Vis os en løsning."
   Den ældste begyndte igen at tale og hun stoppede sin indre bøn for at lytte til, hvad han sagde. "Vi skal sender vores flammer ind i midten af kredsen, så de mødes. Brug næseborene da I samtidig skal bede om forfædrenes hjælp. Spy jeres ild ... nu."
   Sorlísa skyndte sig at sende sin ild af sted samtidig med de andre drager.
   Ilden mødtes i midten og samledes til en flammende sol, som sendte gnister ud til alle sider.
   Hun kiggede et øjeblik fascineret på den, hvorefter hun igen begyndte at bede, men denne gang højt. "Kære forfædre hjælp os. Vi søger i fortvivlelse jeres vejledning."
   Sorlísa kunne høre, at de andre også bad.
   Foran hende begyndte ildsolen at udvide sig. Den blev ved indtil den havde samme størrelse som den ældste og så begyndte den at ændre farve og form.
   Hun betragtede den med store øjne. Hun var ikke den eneste, som var holdt op med at bede, men nogle af de ældste blev stædigt ved.
   Ilden blev langsomt gennemsigtig med et svagt lyseblåt skær, som den varmeste midte af en altfortærende flamme.
   Sorlísa gispede forbløffet, da hun genkendte formen der var ved at dannes.
   Det var en drage.
   Eller nok nærmere et spøgelse af en drage. Det var en af forfædrenes ånder.
   Hun betragtede den måbende, imens hun forsatte med at spy ild.
   Ånden begyndte at tale med en stemme der lød, som om den kom tusindvis af kilometer derfra, men ikke desto mindre rungede, som ekkoet i en stor hule.
   "Hvorfor forstyrrer I vores velfortjente hvile? Hvad er grunden til denne synd."
   Den ældste begyndte at tale, imens han forsatte med at sende ild ud af sine næsebor.
   "Vi beklager af hele hjertet denne forbrydelse, men vi behøver desperat jeres råd.
   Dragerne er på vej i krig."
   En sløret hvid røg steg op fra drageåndens næsebor og dens dybe røst buldrede. "Krig? Hvem ønsker dragerne at bekrige? Kender de ikke dragernes lov? Er vores visdom ikke blevet bragt videre?"
   Den ældste svarede ham med sørgmodig stemme. "Mennesket fangede en hundrage. Min datter. De holdt hende fanget og tog hendes æg og... og... jeg bragte det største offer for at bevare freden og lod hende forblive i menneskenes varetægt, men nu har hendes undslupne børn ophidset de unge til krig. De gamle love er blevet glemt. Vi er de eneste, som ikke ønsker krig. Hvad kan vi gøre for at forhindre den?"
   Sorlísas hjerte blødte for den gamle drage.
   Ånden kiggede rundt og hun gispede, da dens hvide blik gled over hende og hvilede på hende et par sekunder, før det gled videre..
   "Kun så få. Jeg må snakke med de andre. Jeg vil vende tilbage snart."
   Drageånden begyndte at opløses og snart havde den igen forvandlet sig til ildsolen.
   Hun kiggede fortumlet på den og hørte den ældstes ord, som om han talte igennem et tykt tæppe.
   "Stop med at sende jeres ild... nu."
   Sorlísa stoppede som i en døs samtidig med de andre.
   Ilden svandt ind til gnister, som blev blæst væk af et let vindstød.
   Hvordan ville drageånden vende tilbage, når de ikke længere spyede ild?
   Hun kiggede spørgende på den ældste. Han smilede træt til hende og besvarede det tavse spørgsmål. "Vi venter. Når de er klar vil drageånden vende tilbage og den vil ikke længere have brug for vores hjælp, fordi den kommer af egen fri vilje. De vil bringe os en løsning. Vi kan godt opløse kredsen nu."
   Sorlísa nikkede, selv om hun ikke var helt sikker på, at hun forstod og hun flyttede sig heller ikke.
   Hun vidste alligevel ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv, så derfor kunne hun lige så godt blive, hvor hun var.
   Flere af de andre drager blev også hvor de var. Inklusivt hendes bror.
   Den ældste gik langsomt hen i nærheden af en stor klippeblok og lagde sig ned. En af de andre ældste, en hun ved navn Gíldíra fulgte bekymret efter ham.
   Der var ingen som talte og Sorlísa regnede med, at de havde det på samme måde som hende. Hendes hoved sværmede med forskellige tanker, men mange af dem var så forvirrede, at hun havde svært ved at holde styr på dem.
   At vente havde aldrig været så svært, som nu.
   Tiden gik og solen bevægede sig hen over himlen. Hun forblev, hvor hun var.
   Sorlísa holdt ikke øje med hvor lang tid der gik. Hun turde ikke.
   Pludselig begyndte luften at flimre i midten af den brudte kreds.
   Hun kiggede henført på den glitrende luft og så kun ud af øjenkrogen den ældste rejse sig og indtog sin tidligere plads.
   Drageånden begyndte at tale, endnu før hans luftige krop var helt færdigdannet. "Vi har diskuteret jeres problem og er nået frem til en løsning, men den kræver et offer."
   Til hendes frygt kiggede ånden på hende.
   "Et drageæg skal overlades i et ganske specielt menneskes varetægt."
   Sorlísa havde lyst til at ryste på hovedet og skrige. Ikke hendes æg. Alt andet end dem. Hvordan kunne forfædrene overhovedet vide at hun var med æg?
   Drageånden kiggede på hende.
   "En dragemoder og hendes æg var begyndelsen til krigen og nu må en dragemoder og et af hendes æg også bringe slutningen på krigen."
   De hvide øjne blev så milde, som det nu var muligt og hans stemme blød.
   "Bare rolig mit barn. Det menneske vi har valgt vil tage sig godt af dit barn og bringe det tilbage til dig. Du mister ikke helt dit barn."
   Han fjernede sit knusende blide blik fra hende og kiggede rundt på de andre drager.
   "Dette offer er stort. Det ved vi, men det er den eneste løsning. Når I har besluttet jer, ægget er kommet til verden og der er taget afsked skal i bringe ægget til en menneskepige med ravnsort hår. Hendes navn er Charmina og når tiden er til det vil I finde hende i skoven nær menneskenes by. Vis jer ikke. Bare efterlad ægget. Hun vil finde det og passe på det."
   Drageånden begyndte at flimre og forsvandt langsomt, men for Sorlísa var det hele en tåge.
   Tårer blændende hendes øjne og hun mærkede pludselig tydeligt fødslen af sine æg nærme sig, men hun havde allerede besluttet sig. Hendes hjerte knustes langsomt, men hun havde besluttet sig.
   Hun ville ofre et æg.
   Et af sine børn.
   For alles fremtid.
   Sorlísa håbede bare, at hendes elskede ville forstå, når han fik det af vide.
   Tårer trillede ned ad siderne på hendes hoved og fik de små skæl der dækkede det til at blinke.
   Hendes håb var ved ham.