Fortrydelse, misundelse og svigt
   Hvídara var vred.
   Det var flere timer siden, de havde trukket sig tilbage fra menneskenes by, men vreden brusede stadig igennem hendes krop som en sort vild flod.
   Drager var døde og det var menneskenes skyld. De havde hjernevasket de tilfangetagene drager, så de ikke lyttede til fornuft og angreb de frie drager.
   Hun slikkede hårdt på en flænge i sin ene vinge. En af de tilfangetagene handrager havde givet hende den og hun havde været nødt til at dræbe ham, men det ville hun ikke tænke på nu, for mindet blandede vredens flod med skam og sorg. Følelser, som ville gøre hende svag og måske overbevise hende om, at det de gjorde var forkert, men det var ikke forkert og dem, som troede det var fjolser.
   Der var nogen, som var blevet svage, efter at deres elskede var blevet dræbt i dag. De var alle blevet tilbage på Solbjerget og deltog ikke i dette møde. De var tåber.
   Alt for længe havde dragerne skjult sig, holdt sig tilbage og i stilhed sørget over de tilfangetagene drager.
   Og hvorfor?
   På grund af nogle gamle støvede regler, som var blevet indprentet i alle drager længe før, at mennesket begyndte at udnytte dragerne.
   Tåbeligt.
   Hvídara rettede sin opmærksomhed imod Daksí. Ved hans side stod Gordía og så mat og trist ud.
   Hun misundte Gordía denne plads og hendes mørke vrede blev vendt imod den gyldne hundrage. Det føltes godt at være vred.
   Hvor vovede hun at se så trist ud? Havde hun ikke alt, hvad man kunne ønske sig?
   Daksí burde ikke have så svag en mage. Selv stod han ret og stolt foran dem.
   Han begyndte at tale og hun lyttede koncentreret.
   "Venner! Denne dag har bragt meget død, men det er ikke kun os, som har lidt store tab. Menneskene er dem, som har mistet mest..."
   Han holdt en kunstpause for at lade sine ord synke ind og hun holdt vejret af bare spænding, mens hun ventede på hans næste ord. Hungrede efter dem, som en tørstende efter vand.
   "...Vi vil lave snigangreb. Vi vil brænde deres marker og afgrøder, indtil de er svage og rystende og så vil vi knuse dem i et sidste storstilet angreb."
   Hun havde lyst til at huje og hendes øjne brændte af hævntørst.
   "Vi vil vælge hold, som angriber menneskene på forskellige dage og tidspunkter. De skal frygte os, men ikke vide hvornår vi kommer. Er der nogen, som har protester imod denne plan?"
   Hvídara kiggede vredt rundt.
   Hvis der var nogen som havde indsigelser imod hans planer skulle hun nok tage sig af dem. De ville blive straffet hårdt for deres svaghed.
   Ingen sagde noget, men nogen holdt deres hoveder sænkede og hun vidste, at det var for at skjule tvivlen og skammen i deres øjne.
   Hun fnøs hånligt.
   Hvis de havde været lige så stærke, som hun ville de aldrig have tilladt at tvivlen og skammen fik lov til at erstatte deres flod af vrede.
   Sådan nogen tåber.
   De var ikke værdige til at være en del af denne flok. De kunne ikke kæmpe ordentligt.
   Hvídara trådte frem og Daksí kiggede vredt på hende og Gordía håbefuldt.
   "Jeg har ingen protester imod din plan ærede leder, men jeg synes, at der bør sorteres i rækkerne. Dem som bærer på tvivl eller skam bør ikke være med. De er ikke værdige."
   Hans vrede ændrede sig til beundring og hun følte stoltheden risle igennem sig sammen med vreden og begæret.
   "Du har ret."
   Han henvendte sig til de andre drager. "Hvis I har nogen af disse følelser kan vi ikke bruge jer. I er svage og bør derfor slutte jer til de andre svage på Solbjerget. Gå nu. Vi har ikke brug for jer og I er ikke længere velkomne."
   Hun kiggede triumferende på Gordía, som nu græd.
   Daksí drejede hovedet og kiggede undrende på sin mage, som mødte hans blik med undskyldende bedende øjne.
   "Jeg er ked af det min elskede, men dem som tvivler er ikke de svage. Det er dem som ønsker denne krig, ikke føler anger og har glemt fornuften, som er svage. Du er en af de svage min elskede. Dit sind er blevet forkrøblet af dit fangeskab og derefter hadet, men jeg vil els..."
   Daksí brølede af vrede og langede ud efter Gordía, som blev slået til jorden af hans slag.
   Godt han havde indset sin mages svaghed.
   Hvídara betragtede den grædende Gordía med triumf, da Daksí vendte sig fra sin mage.
   "De andre tvivlere kan samle dette ynkelige væsen op og bringe hende til Solbjerget. Mødet er hævet og dem som ikke skammer sig bør gå til hvile. Vi får travlt."
   Hun nikkede tilfreds og vendte sig.
   Det interesserede hende ikke hvad der skete med Gordía, så længe hun bare forsvandt herfra.
   Vredens flod brusede i hendes indre. Nu var vejen åben for de stærke drager og specielt hende.

* * *

Gordías hjerte var langsomt ved at blive knust og det var, som om hendes sjæl blev flået i mange forskellige retninger på samme tid.
   Hun havde været forblindet af kærlighed og var blevet forledt af en malplaceret hengivenhed og loyalitet.
   Gordía havde gjort unævnelige ting og hun skammede sig noget så grusomt.
   Drager var blevet dræbt. Drager hun havde kendt hele sit liv og de var blevet ført i døden af den drage, som hun elskede og selv havde valgt at følge.
   Hun kiggede på Daksí. Hendes elskede. Han stod ret og stolt ved hendes side.
   Gordía havde reddet ham fra menneskene og derved dømt sine venner til døden. Hun havde bragt ham og dermed denne krig ind i deres midte. Og hun havde gjort det ved hjælp af dragernes lov, som alle nu tilsyneladende havde glemt.
   Deres ældgamle visdom var blevet glemt i en blodig tørst efter hævn.
   Hvad havde hun dog gjort?
   Hun burde være fulgt med de ældste til Solbjerget, men i stedet havde hun fulgt sit hjerte.
   Kunne forfædrene nogensinde tilgive hende for de grusomheder, som hun havde begået i kærlighedens navn?
   Daksí begyndte at tale og hun kiggede træt på ham.
   "Venner! Denne dag har bragt meget død, men det er ikke kun os, som har lidt store tab. Menneskene er dem, som har mistet mest."
   Han holdt en kunstpause for at lade sine ord synke ind og hun kunne ikke lade være med at beundre ham. Han var en stor taler og forstod at få andre til at lytte og adlyde.
   "Vi vil lave snigangreb. Vi vil brænde deres marker og afgrøder, indtil de er svage og rystende og så vil vi knuse dem i et sidste storstilet angreb."
   Gordía havde lyst til at græde.
   Han sendte hendes venner og familie i kamp, som kunne koste dem livet uden så meget som at blinke. Og hun ville ligesom dem følge ham, om det så var mod hendes egen undergang.
   Han forsatte med at tale.
   "Vi vil vælge hold, som angriber menneskene på forskellige dage og tidspunkter. De skal frygte os, men ikke vide hvornår det næste angreb kommer. Er der nogen som har protester imod denne plan?"
   Hun havde lyst til at slippe den protest der skreg i hendes indre ud. Give ord for sine følelser.
   Denne krig var forkert. Det handlede ikke længere om at befri de tilfangetagene drager. De slog dem jo ihjel og hvorfor?
   For at kunne dræbe menneskene.
   Gordía sænkede hovedet og kiggede ned i jorden.
   Hun skammede sig noget så grusomt over sin egen svaghed.
   I hendes hjerte vidste hun jo stadig at alt liv var helligt.
   Der gik et stykke tid og alle var stille, men så trådte en hvid hundrage frem. Det var Hvídara, som hun havde kendt hele sit liv.
   Et kort øjeblik følte hun håb, men så, så hun vreden i Hvídaras andens blik. En vrede som lige nu var vendt imod hende.
   Vreden var så mørk og stærk, at hun blev helt forskrækket. Hvad havde de dog gjort?
   Daksí kiggede vredt på den hvide hundrage. Han troede, at hun ville protestere imod hans planer.
   "Jeg har ingen protester imod din plan, men jeg synes, at der bør sorteres i rækkerne. Dem som bærer på tvivl eller skam bør ikke være med. De er ikke værdige."
   Gordía kunne se Daksís vrede ændre sig til beundring og hendes hjerte knustes for evigt, da han talte. "Du har ret."
   Han henvendte sig til de andre drager. "Hvis I har nogen af disse følelser kan vi ikke bruge jer. I er svage og bør derfor slutte jer til de andre svage på Solbjerget. Gå nu. Vi kan ikke bruge jer og I er ikke længere velkomne her."
   Hvídara kiggede triumferende på hende og hun vidste, at hun havde tabt. Hendes elskede ville snart vende sig imod hende.
   Tårer begyndte at løbe ned af hendes kinder, men hun ville ikke forlade ham under et sidste ord.
   Daksí vendte sig og kiggede forbløffet på hende. Hvad andet kunne hun gøre end kigge undskyldende på ham, for det hun nu ville sige.
   "Jeg er ked af det min elskede, men dem som tvivler er ikke de svage. Det er dem som ønsker denne krig, ikke føler angre og har glemt fornuften, som er svage. Du er en af de svage min elskede. Dit sind er blevet forkrøblet af dit fangeskab og derefter hadet, men jeg vil els..."
   Et kort øjeblik kunne hun se smerte i hans øjne, men så brølede han vredt og langede ud efter hende.
   Hans slag ramte hende så hårdt, at hun faldt om på jorden.
   Han havde slået hende.
   Alt var tabt.
   Tårer løb i små floder ned over hendes ansigt, da han vendte sig væk fra hende og begyndte at tale. "De andre tvivlere kan samle dette ynkelige væsen op og bringe hende til Solbjerget. Mødet er hævet og dem som ikke skammer sig bør gå til hvile. Vi får travlt."
   Derefter gik han.
   Hun havde mistet ham, men på trods af hans vrede, slag og grusomme ord elskede hun ham stadig.
   Nogen af de andre drager kom hen og hjalp hende på benene.
   Deres øjne var fyldt med medlidenhed og det fik hende bare til at have det endnu værre.
   Gordía bredte sine vinger ud og lettede sammen med de andre tvivlere, men hun tog sit knuste hjerte med og efterlod en del af sin sjæl.