Hadets frø
   Adrenalinen løb vildt igennem Hvidaras krop, og hun følte det som om, at det måtte være så mørkt og tydeligt, at de andre drager kunne se det igennem hendes glitrende hvide skæl.
   De ville snart gribe til handling og befri deres slavebundne racefæller. De ville herefter slutte sig til dem og i fællesskab ville de hævne sig grusomt på menneskene. Fangevogtere, undertrykker og brutale dyr var alt hvad menneskene var og nu var tiden kommet, hvor de skulle betale for deres forbrydelser.
   Dragernes genopstandelse til magt og menneskenes undergang rykkede hastigt nærmere.
   Hvidara rettede sin opmærksomhed imod Sorba, som stod i deres midte.
   Den sorte handrage var lige vendt tilbage fra menneskenes by, og hun kunne tydeligt se stoltheden stå skrevet i hans ansigt, side om side med hadet.
   Hun var jaloux.
   Sorba havde kun fået chancen, fordi han var sort.
   For første gang i sit tusindårige liv hadede hun sin egen farve. Hvorfor havde hun denne kedelige farve? Hvorfor havde hendes forfædre valgt at hylde noget så kedeligt, som den blide vinter med det dulmende og fredfyldte lag af sne? Hvis de havde videregivet deres viden om, hvordan man skiftede farve ville hun absolut have ændret sig. Hvorfor havde de egentlig ikke videregivet denne magi? Havde de været egoistiske og ikke ønsket at dele denne værdifulde information med deres børn?
   Hun skammede sig og lysten til at gøre sig ærefuldt bemærket i den kommende kamp steg.
   Hun opfattede fraværende Sorbas ord.
   "Menneskene er sårbare. De forventer ikke et angreb. De føler sig sikre bag deres mure, mens vores slavebundne fæller beskytter dem. Hvis vi angriber, vil de aldrig opdage hvad der ramte dem, før det er for sent og vores fæller vil være frie til at tage del i hævnen."
   Hvidara rettede sin opmærksomhed imod Daksí og betragtede med stor interesse hans reaktion på Sorbas ord.
   Bare han ville sende dem i kamp.
   Han var en vidunderlig drage og hun beundrede ham ud over alle grænser.
   Hun forstod ikke hvorfor de ældste og to af de unge drager ikke kunne se hans lys. Det lyste jo så klart for hende. Selv hans ældre søskende fulgte hans ord med den passende ærbødighed.
   Han var deres befrier, deres leder, deres gud.
   De fredselskende måtte være meget svage og hvis hun skulle blive såret i den kommende kamp ville hun hellere dø end søge deres hjælp. Hun var sikker på at hvis de fik mulighed for det, ville de straks påtvinge hendes deres egne meninger.
   Hvidara rettede igen sin opmærksomhed imod Daksí og til hendes glæde så han begejstret ud. Hans lys skinnede klarere.
   "Udmærket. Vi flyver af sted med det samme, så skulle vi kunne angribe sidst på eftermiddagen, hvor menneskene begynder at blive dvaske og uopmærksomme"
   Hun havde lyst til at juble og adrenalinen begyndte endnu engang at bruse hurtigt.
   Hvidara rettede sit blik imod Daksís mage Gordía. Hun havde kendt Gordía, siden de begge var små og aldrig følt andet end beundring og varme for sin gyldne artsfælle, men nu var en anden følelse dukket op.
   Den var endnu så svag, at hun ikke kunne sætte navn på den.
   Hvidara betragtede intenst Gordía i håbet om at identificere følelsen. Det lykkedes ikke.
   Hun rettede igen sin opmærksomhed imod Sorba, hvis mage, en grøn drage nu stod ved hans side.
   Hvidara misundte også den grønne hundrage, hvis navn hun ikke kunne huske. Ikke fordi hun havde den mindste interesse i Sorba, men for den opmærksomhed den grønne også opnåede på sin plads ved sin mages side.
   "Hvad venter I på? Lad os redde mine søskende. Lad os bringe livet tilbage til deres øjne og lyset til deres skæl. Lad os lære dem ordet frihed. Lad os tage hævne over menneskene. En blodig hævn. Lad os bringe dem den samme lidelse, som de har bragt os. Lad os flå deres slægt fra deres arme og stjæle livet fra deres øjne, før vi slukker det helt."
   Hvidara følte sig omtåget og opløftet af deres leders ord.
   Hun rystede på hovedet og kiggede rundt på de andre drager, som hun kunne se. De var så mange.
   Hvidara hørte deres begejstrede brøl, som svar til deres leders tale. Hun sluttede sig til dem, og brølede så højt hun kunne. Hun var så spændt.
   De gjorde straks klar til at lette, og hun fulgte de andre, imens hun holdt sit blik rettet imod Daksí.
   Hun ville følge ham til verdens ende.
   Hævnen var nær.
   Hun kunne mærke den så tæt på.
   Deres mission var fastlagt.
   Længe leve de hævnende og befriende drager. Skam til de kujonagtige og gammeldags drager på solbjerget.