Næsten opdaget
   Charmina holdt hånden op, for at skygge for solen og så op på ungen, som svævede over hende. Dens skæl glitrede som blodrøde rubiner i solens stråler.
   Hun sukkede.
   Det var helt forkert og passede slet ikke ind i hendes planer, men siden drageungen var begyndt at flyve havde hun haft et hungrende ønske om at flyve op imod himlen sammen med den.
   Svæve under den blå himmel, føle den friske sensommer luft suse imod sit ansigt og igennem sit hår. Mærke solens stråler varme sit ansigt og føle den altfortærende svimlende frihed ved at svæve igennem luften kun i selskab med en ven.
   Men hvis hun først en gang var kravlet op på ryggen af ungen og fløj med den, så var hun sikker på at den aldrig ville blive helt fri.
   Noget i dens indre ville altid være bundet, og det ønskede hun ikke.
   Charmina så at den dykkede ned mellem nogle buske, som afgrænsede en lille klynge træer, som tilsyneladende stædigt kæmpede for at blive en skov.
   En lyd der mindede om en triumferende latter, lød i Charminas øre, men hun ignorerede det og smilede glad. Hun hørte stadig lydene oftere og oftere, men havde nu besluttet sig for at lade som om hun ikke hørte dem. Hvem det end var, som lavede dem, så ville han eller hun allerede have skadet dem nu, hvis det var hensigten.
   Drageungen havde åbenbart fundet deres aftensmad.
   Kort efter steg den op i luften igen, og hun fulgte den med beundring i sit blik.
   Ungen hævede sig højere og højere op i luften og det var på dette tidspunkt, at hun fik øje på et lille dusin små drageformede pletter, som hastigt voksede sig større, mens de nærmede sig.
   Charmina kunne mærke, hvordan frygten indtog hende og fik alle hendes muskler til at spænde.
   Hvad ville de vilde drager gøre, hvis de fandt et menneske sammen med en drageunge?
   Ville de kun dræbe hende eller dem begge?
   Sekundet efter landede drageungen foran hende.
   Dens sorte øjne udstrålede en dyb bekymring og den så sig nervøst bagud, mens den stadig holdt et lille rådyr i munden. Hun kiggede febrilsk på den.
   "Vi bliver nødt til at gemme os. De må ikke finde os."
   Charmina så sig vildt omkring. Hendes blik gled over det bare flade landskab, indtil de igen faldt på den lille klynge træer.
   Det var det eneste mulige gemmested i nærheden, men de ville være nødt til at løbe imod de frie drager, som hastigt nærmede sig.
   Hun og ungen var ikke desto mindre nødt til at gøre forsøget. Det var deres eneste chance.
   Charmina kiggede beslutsomt på drageungen.
   "Vi bliver nødt til at forsøge at nå hen til træerne og gemme os der, indtil de vilde drager er fløjet over os.
   Ungen lagde sig straks ned og så opfordrende på hende, som om den ønskede, at hun skulle kravle op på ryggen af den, så de sammen kunne flyve i sikkerhed.
   Charmina tøvede i et splitsekund, men rystede så hektisk på hovedet og udbrød med fast stemme.
   "NEJ! Jeg vil ikke flyve på dig. Aldrig!"
   Drageungen så såret på hende, men hun ignorerede dens sorte blik og begyndte at sætte sig i bevægelse imod træerne, imens hun lavt råbte over skulderen.
   "Du burde heller ikke flyve, fordi så ser de os straks. Du må også klare ture til fods."
   Charmina begyndte at løbe, så hurtigt hun kunne og snart kom ungen tonsende forbi hende.
   Når man tænkte på, hvor elegant den var, når den susede igennem luften over hendes hoved så, så den mildest talt ret gumpetung og klodset ud, når den løb henover jorden. Godt nok flaksede dens vinger ikke længere efter den, men lå pænt foldet ind til siden.
   Dens ben så ikke desto mindre ret hjulbenede ud, og halen svingede faretruende fra side til side, så den nær havde dasket hende omkuld.
   Ikke desto mindre var den meget hurtigere på sine fire ben, end hun var på sine to.
   Hun skævede nervøst op imod de vilde drager. De var nu så tæt på, at hun kunne begynde at skelne deres forskellige farver.
   Hvor var de smukke. Smukke med meget dødbringende.
   Drageungen var nu flere meter foran hende og havde netop passeret de buske, hvor den havde fanget det lille rådyr, som den stadig bar i munden.
   Pludselig smed den byttet og vendte om, så hurtigt at buskene omkring den nær var blevet revet op med roden.
   Charmina hektisk bankene hjerte sprang et slag over af bar forskrækkelse.
   Hvad lavede den dog?
   Den var jo så tæt på at være i sikkerhed.
   Hun hviskede, så højt hun turde. Hun vidste jo ikke hvor godt drager hørte.
   "Hvad laver du din dumme øgle? Se at komme i sikkerhed."
   Charmina syntes, at hun hørte et hånligt fnys og kiggede op imod de hastigt fremrykkende drager. I samme sekund nåede ungen frem til hende og snappede rimeligt ublidt fast i hendes skørter og løftede hende et stykke op over jorden.
   Hun kunne ikke tilbageholde et lille forskrækket skrig, da hun kom op og hænge næsten vandret i luften, men blev hurtigt afbrudt, da drageungen begyndte at gungre tilbage imod træerne med et fast bid i hendes kjole.
   Charmina kunne mærke en af dens spidse hjørnetænder skrabe huden på det nederste af hendes ene balle.
   Eftersom hun hang med hovedet nedad dækkede hendes lange sorte hår for hendes ansigt, så hun ikke kunne se hverken de vilde drager, eller om de nærmede sig træerne.
   Pludselig klaskede en busk lige ind i ansigtet på hende, og hun erkendte til sin lettelse, at de måtte være tæt på træerne.
   Kort efter blev hun bekræftet i dette, da ungen maste sig ind imellem to træstammer, så Charmina skrabede fødderne imod den ene og nær havde slået sit hoved imod den anden. Hun svingede fra side til side, indtil drageungen kort efter langsomt sænkede hovedet, så hun blidt blev lagt ned på den mos og kvist dækkede jord mellem træerne.
   Hun løsnede tavst sin nu meget hullede kjole fra ungens tænder og så nervøst op.
   Træernes tætte kroner dækkede helt for himlen over dem. Hvilket var godt, fordi så ville de frie drager forhåbentlig ikke opdage dem.
   Det hun var mest bekymret for var, om de ville få øje på ungens glitrende røde skæl, men forhåbentlig ville de bare tro, at det var liget af en af deres fæller.
   Pludselig kom hun til at tænke på hvor åndssvagt det egentlig var, at hun forsøgte at gemme drageungen.
   Hendes plan var jo at bringe den tilbage til sine racefæller. Og nu fløj de selvsamme lige over dem og så fik hun ungen til at gemme sig.
   Charmina skævede tøvende op på drageungen og hviskede med brudt stemme.
   "Øh ... du skal have tak, fordi du reddede mit liv, men hvis du gerne vil slutte dig til de andre drager, så skal du bare gøre det. Jeg skal nok klare mig."
   Det gav et stik i hendes hjerte, imens hun sagde det. Hun ønskede jo ikke at miste ungen. Specielt ikke til drager, som åbenlyst var på vej til hendes hjemby, for at fortsætte med ødelæggelsen af den.
   Drageungen så hånligt ned på hende, hvorefter den demonstrativt lagde sig ned ved siden af hende.
   Charmina følte det, som om hendes hjerte flaksede af glæde i hendes bryst.