En by i flammer
   Excelsia og alle andre tilstedeværende for ud af salen.
   Himlen over byen var næsten sort af drager, og mange af dem sendte deres ødelæggende ild ned i byens gader.
   Over halvdelen af Bergliot stod allerede i flammer.
   Excelsia vendte sig med vilde øjne imod Adser.
   - Hvor er Daktílí?
   Adser stod og kiggede chokeret op på himlen og hørte hende slet ikke.
   Hun greb fat i hans skuldre og ruskede ham hårdt.
   De havde ikke tid til, at han gik i baglås nu.
   - Adser, hvor er Daktílí henne?
   Adser fokuserede endelig på hende og svarede forvirret.
   - Daktílí? Han er øhhh... Han og Liska er fløjet ud for at underrette nogen af de andre gyldne drager.
   Excelsia pustede lettet ud.
   - Godt. Vi er nødt til at komme væk herfra. De har helt sikkert spærret porten.
   Hun vendte sig imod et af rådsmedlemmerne, som stirrede måbende op på himlen.
   - Er der nogen andre veje ud af byen?
   Den ældre mand rettede sit skræmte blik imod hende og der gik et par sekunder før han svarede.
   - J-Ja. Der findes adskillige tunneler overalt i byen. De blev lavet, da byen blev bygget og er ikke blevet vedligeholdt i mange år, men nogen af dem burde stadig være i orden.
   Excelsia kiggede fortvivlet på ham.
   - Hvor er den nærmeste?
   - Excelsia!
   Hun kiggede fortumlet på Síleon og havde mest af alt lyst til at råbe "Hvad nu!".
   Han stod og pegede op på himlen. Hun fulgte hans finger og fik øje på det, som han pegede på.
   Det var en stor sort drage med rytter.
   Síleon mødte hendes blik.
   - Sorlía.
   Excelsia nikkede og kæmpede for at holde panikken der voksede i hende nede. Hun rettede igen sin opmærksomhed imod det gamle rådsmedlem.
   - Hvor?
   Han kiggede befippet på hende.
   - Ikke langt herfra. Kun en enkelt gade.
   Excelsia nikkede.
   - Du viser vej.
   Hun vendte sig imod resten af rådsmedlemmerne. Størstedelen af dem stirrede skrækslagne op på himlen.
   - Det gælder om at få så mange som muligt med, alle vi møder på vores vej skal med.
   De nikkede mere eller mindre fraværende, hvorefter de begav sig ned i den panikslagne by.
   Der gik ikke lang tid, før de mødte to healere der i fællesskab bar en mand med et brækket ben og nogen slemme brandsår. De så begge to trætte og skræmte ud. Den ene af dem havde endda også et brandsår på den ene arm.
   - Følg med os. Vi kender en vej ud.
   De to healere kiggede kort på hinanden og fulgte derefter med dem. Manden med det brækkede ben og brandsårene blev løftet op på Dísíos hesteryg.
   Omkring dem brølede ilden og dødens skrig hørtes fra alle retninger.
   De mødte mange flere sårede. Nogen af dem var healere, og andre var mennesker, elvere og dværge som var kommet til byen for at blive helbredt.
   De mødte også healere, som kun havde småskader. Disse gik straks i gang med at hjælpe dem, som havde problemer med at gå selv.
   Mange af de huse de kom forbi stod i flammer. Ilden brændte så kraftigt, at det føltes som om, at den forbrændte deres ansigter.
   I et af huse var en kvindelig healer blevet fanget under en brændende bjælke i døråbningen.
   Pius og to andre trodsede flammerne, for at løfte bjælken væk fra kvinden imens Excelsia og Adser trak hende fri af den. Hun var hårdt såret, men stadig i live.
   Hun var en af de heldige.
   Overalt lå der døde. Ilden buldrede. Folk skreg i smerte og de sorte drager skreg i fryd.
   Mange af healerne i flokken græd. De havde viet deres liv til at hjælpe, og nu var der så lidt de kunne gøre ud over selv at forblive levende.
   Efter noget der virkede, som en evighed nåede de endelig frem til en kæmpe stor port, som skrånede ned i jorden.
   Den stod allerede åben og en flok var på vej ned i mørket. Hist og her kom der stadig sårede haltende, kravlende eller hjulpet hen imod den.
   Excelsia råbte til den flok, som hun var kommet med.
   - Begynd at gå ned i tunnelen alle som er sårede. Dem som ikke selv kan gå skal hjælpes.
   Hun vendte sig imod Dísío. Han bar allerede to hårdt sårede mennesker på ryggen og en bevidstløs elver i armene.
   - Dísío du bringer dem, som du allerede bærer i sikkerhed.
   Dísío nikkede og gik overdrevet forsigtigt hen til den lille kø der havde dannet sig foran tunnelåbningen. Køen bevægede sig hurtigt, fordi folk var desperate efter at komme ned i sikkerhed og snart forsvandt han ned i mørket.
   - Vi må hjælpe dem, som er sårede.
   Hun gik hen til tunnelåbningen. Der var næsten ikke flere, som ventede på at kunne gå ned.
   - Find så mange sårede som muligt her i nærheden og bring dem ned i tunnelen.
   Excelsia hjalp en forvirret mand med en blodig flænge i panden ned i tunnelen.
   Síleon kom bærende med en bevidstløs elver og lignede en der mest af alt havde lyst til at smide sin byrde fra sig.
   - Síleon fortsæt ned i tunnelen.
   Han kiggede ligegyldigt på hende og forsvandt ned i mørket.
   Adser dukkede op med et lille barn. Pius og Chanie kom med en hårdt såret mand og kvinde. De forsvandt alle ned i tunnelen.
   Ilden havde bredt sig i de nærtstående bygninger og åd sig hurtigt igennem træet, imens det brændt så kraftigt, at Excelsias ansigt blussede rødt af varme.
   Hun kiggede desorienteret op på himlen, og der gik et par sekunder, før hun fik fokuseret på den sorte drage, som var på vej lige imod hende. Den skreg triumferende.
   Hun rettede fortvivlet blikket imod kaoset foran hende.
   Der dukkede stadig sårede op.
   Nogen greb hende bagfra og trak hende hurtigt ind i tunnelen. Hun kæmpede først imod, men det havde været i sidste øjeblik, for kort efter slikkede flammerne omkring tunnelåbningen. Man kunne høre rædselsslagne skrig udefra, men de forstummede hurtigt.
   Excelsia vendte sig imod sin redningsmand. I mørket kunne hun lige ane, at det var Síleon. Hun nåede slet ikke at sige tak, for i sammen øjeblik greb han hendes hånd og de begyndte at løbe ned i den let skrånende tunnel. Excelsia kiggede sig over skulderen og fik øje på en sort drages dampende røde øjne i tunnelåbningen.
   Kort efter bølgede ilden ind i tunnelen.

Daktílí kiggede surt på Charmírt.
   Den gyldne drage som tilfældigvis også var hans far.
   - Far jeg har ikke tid til det her… Vi har ikke tid til det her.
   Charmírt kiggede endnu mere surt på sin søn.
   - Ikke tid? Ikke tid siger du. Min søn, som bare fløj ud på en lille tur for 100 år siden er kommet tilbage og forlanger, at vi straks skal gøre os klar til kamp. Jeg er muligvis gammel, men jeg er ikke død endnu, så det er ikke dit job at give ordre endnu.
   Daktílí pegede med en klo på flængen der gik hen over hans bryst.
   - Hvad tror du, at det her er?
   Han svarede selv på sit spørgsmål, inden Charmírt fik et ord indført.
   - Det er en krigsskade tilføjet i kamp imod en sort drage.
   Charmírt kiggede hånligt på ham.
   - Din mor har givet mig værre sår, når hun er sur.
   Daktílí havde et kort øjeblik lyst til at bide sin far, men afgjorde med sig selv at det dog ville være for barnligt.
   En gylden drage landede udenfor den kæmpe grotte, som de opholdt sig i og kom nærmest tumlende ind.
   Det var Daktílís søster Charmí, som var hans fars yngling.
   - Far han taler sandt. Jeg mødte en fra Mortìss slægt. Der er udbrudt krig.
   Hun skævede nervøst til Daktílí.
   - De er alle sammen på vej imod Bergliot. De siger, at den er blevet angrebet af de sorte drager.
   Daktílí kiggede forskrækket på sin søster, hvorefter han bestemt kiggede på sin far.
   - Excelsia er i Bergliot. Jeg flyver tilbage der til. Med eller uden dig far.
   Charmírt kiggede chokeret på ham.
   Daktílí vendte hurtigt om. Gik ud af grotten og lettede.
   Charmírt kiggede på sin datter og sukkede.
   - Flyv efter ham Charmí. Sig at vi alle kommer. Hvis hans rytter stadig kan reddes skal vi nok hjælpe ham.
   Charmí gik hurtigt ud af grotten og lettede kort efter for at indhente sin bror.
   Deres far rystede opgivende på hovedet.
   Så havde den gamle tosse til Mortíss alligevel ret.
   Han stod et øjeblik i sine egne tanker, hvorefter han kaldte resten af sin familie sammen.
   Hans mage kiggede surt på ham, men det var der ikke noget nyt i. Hun havde kigget surt på ham lige siden Daktílí forsvandt.

Excelsia og Síleon undgik med nød og næppe ilden, som var så tæt på dem at den sved kanterne på deres kåber, som flagrede bag dem da de løb.
   De forsatte med at løbe hånd i hånd, til de nåede frem til flokken foran dem. Her slap Síleon straks hende hånd. Den ynkelige flok skabninger gik langsomt på grund af de mange sårede iblandt dem. Nogen af dem havde tændt fakler, så de nu kunne se.
   Excelsia kastede et blik imod Síleon, men han var allerede på vej væk fra hende.
   - Tak, hviskede hun efter ham.
   Hun gik selv ind i flokken for at lede efter et af rådsmedlemmerne. Hun fandt den kvinde der for noget som mindede om en evighed siden, havde bedt hende om at tale.
   - Hvor føre tunnelen hen og hvornår er vi fremme?
   Rådskvinden kiggede nervøst på hende.
   - Alle tunnelerne fra byen fører af forskellige ruter ud til en grotte fem kilometer fra byen.
   Med det tempo vi går i, burde vi være fremme om cirka 2 timer… hvis altså ikke tunnelen er spærret. Hvis den er det… er vi fangede.
   Excelsia smilede beroligende til hende.
   - Bare rolig. Husk på, at I har en troldkvinde og to troldmænd med jer. Vi kan sagtens rydde vejen, hvis det bliver nødvendigt.
   Excelsia gik et stykke væk fra kvinden og kiggede fortvivlet ned i jorden.
   Håbede hun da.
   Der var så mange døde. Hun håbede ikke, at hun havde dømt alle de skabninger der gik omkring hende til en endnu værre død.