Dragernes kald
   Charmina nussede nervøst drageungen under hagen.
   Hun var igen i det ingenmandsland, som man bevægede sig igennem, når man blinkede sig fra et sted til et andet.
   Ligesom sidst var det som om hun blev iagttaget, men denne gang var følelsen meget mere intens, som om ungen tiltrak endnu flere af de ukendtes blikke.
   Charmina følte sig dog ikke truet af hvem der end kiggede. Luften nærmest emmede af nysgerrighed og underligt nok glæde.
   Drageungen snusede med stor interesse ud i luften, hvorefter den glad begyndte at nynne.
   Pludselig havde Charmina slet ikke lyst til at tage tilbage til den virkelige verden. Der var meget mere simpelt og trygt her.
   Som ved et trylleslag ændrede stemningen i luften sig og kunne mildest talt kaldes direkte afvisende.
   Ungen begyndte at klynke.
   Nej her var de åbenbart heller ikke velkomne.
   Charmina blinkede hurtigt med øjnene imens hun holdt godt fast i ungen, som pressede sig tæt ind til hende.
   Sekundet efter var de tilbage i dragegrotten. Hun var taget her til, fordi hun regnede med, at det var det sidste sted de ville lede efter hende. Lance måtte nu være taget tilbage til byen for at underrette hendes far om, hvad han havde set og hørt.
   Charmina havde mest af alt lyst til at græde og da drageungen begyndte at klynke kunne hun ikke længere holde tårerne tilbage.
   Hun følte sig mere fortabt og ubrugelig end nogensinde før. Hun havde troet, at Lance var hendes ven. At i det mindste han ville forstå og støtte hende. Det gjorde ondt at tage fejl.
   Charmina knugede drageungen tæt ind til sig stadig med tårerne trillende ned ad kinderne og gik hen til hylden i klippevæggen, hvor det sorte skæl stadig lå. Det glitrede svagt, selvom der var helt mørkt i hulen. Det var, som om det var fyldt med liv eller også var det bare hadet.
   På sin vis kunne hun godt forstå Lances had og foragt. De frie drager havde handlet i overensstemmelse med deres had, måtte de have været grusomme under angrebet. Ikke desto mindre var det alligevel forkert at møde had med had. Krigen ville aldrig få en ende, hvis det forsatte på den måde.
   Drageungen begyndte pludselig at klynke højere og hun bemærkede, at den så på drageskællet.
   Charmina gik langsom ned i knæ og satte sig med drageungen på skødet, imens hun strøg den blidt over hovedet.
   "Du skal ikke være ked af det lille ven. Jeg skal nok beskytte dig og så må du love mig, at du aldrig bliver så opslugt af had som skællets ejermand."
   Ungen holdt op med at klynke og løftede hovedet for at kigge op på hende. Hun forsatte dæmpet med at tale: "Du må forstå, at vi aldrig gjorde det i en ond mening. De fleste mennesker forstår bare ikke, at drager er mere end dyr."
   Hun betragtede trist drageungen og kunne se dens øjne glitre i mørket.
   "Jeg er ked af at Lance kaldte dig ond og gjorde nar af dine øjne. Du har smukke øjne."
   Tårerne trillede igen ned ad Charminas kinder ved tanken om Lance og ungen begyndte at nynne blidt. Efter et øjebliks undren forstod hun, at den forsøgte at trøste. Charmina fremtvang et lille smil, hvorefter hun hårdt tørrede tårerne væk.
   "Du har ret. Jeg har ikke tid til at græde. Jeg må hellere gøre klar til natten. Jeg tvivler på, at nogen vil lede efter os her, men i løbet af de næste par dage må vi alligevel hellere begynde at lægge planer om, hvor vi skal tage hen. Vi må også finde noget mad, for vi kommer ikke langt på det, som er tilbage i bylten."
   Ungen så tilbedende op på Charmina, og hun rejste sig med besvær. Hun vaklede hen i den anden ende af grotten, hvor hun tidligere havde lavet en primitiv seng af tørrede blade og grannåle. Charmina havde med vilje lavet den så langt væk fra det sorte skæl som muligt, så hendes søvn ikke ville blive forstyrret af hadet, som fortsat nærmest emmede fra det.
   Charmina satte drageungen ned på de tørre blade, som knasede let under den. Ungen snusede nysgerrigt til dem, før den igen gloede på hende. Hun forsøgte endnu engang at smile, men opgav til sidst og lagde sig i stedet ned ved siden af den.
   Drageungen krøb straks hen og lagde sig tæt ind til hende. Hun kunne endelig smile en smule og faldt i søvn med den lille krusning om munden.

Hendes drømme bragt hende til et sted, som mindede meget om det ingenmandsland, hvor hun havde opholdt sig, før ankomsten til skoven. Denne gang kunne hun med sikkerhed sige, at hun ikke var alene. Foran hende stod eller nok nærmere svævede en tågeagtig drage der spredte mørket omkring dem med et svagt gyldent skær.
   Det var det smukkeste syn hun nogensinde havde haft og hun følte sig ikke det mindste bange, for drømmedragen betragtede hende med venlige sørgmodige øjne.
   Charmina kunne fornemme, at den blidt smilede til hende, hvorefter den begyndte at tale med en stemme, som kom alle steder fra. Som om hun var omringet af flere drømmedrager, som skjulte sig i skyggerne. Hun så sig forvirret omkring.
   "Du er den udvalgte."
   Charmina rettede igen sit forundrede blik imod dragen og spurgte tøvende: "Hvad mener du? Hvor er jeg og hvem eller hvad er du?"
   Tågedrage smilede igen til hende, før den delvist besvarede hendes spørgsmål med den rungende stemme: "Jeg er en af dragernes forfædre. Jeg var en af dem som formede verden, til hvad den er i dag, men jeg er ikke vigtig. Det er du. En krig er begyndt og du har en mission at opfylde. Du må straks tage af sted sammen med drageungen."
   Hun stirrede spørgende på Ånden.
   "Drage af sted? Hvorhen?"
   "Du vil kende vejen i dit indre og det vil ungen også. Alle dine spørgsmål vil blive eller allerede være besvaret, når I når frem til jeres bestemmelsessted."
   Charmina følte sig fuldstændig forvirret, og som om dragen forstod hende smilede den beroligende til hende.
   "Du er et meget specielt menneske Charmina, og du har et kald, men sov nu roligt. Vi vil gøre din søvn ubesværet, så du er udhvilet til morgendagens prøvelser."
   Dragen begyndte langsomt at flyde ud, som en tågebanke og omsluttede hende. Charmina havde det, som om hun faldt ned i et fløjlsblødt mørke.
   Hun følte sig mere tryg og elsket end nogensinde før, og alle bekymringer og spørgsmål var forsvundet fra hendes tanker.
   Hun havde et kald. Hun var ikke ubrugelig.