Det højeste råd
   Yderdøren smækkede op og ind humpede Adser, imens han råbte.
   - Han taler sandt... det er jeg i hvert fald ret sikker på... Hvad har han sagt?
   Chanie kiggede op fra Excelsia.
   - Han sagde, at hun er blevet revet af en sort drage for en uge siden. Symptomerne viste sig først for tre dage siden, og han gav hende noget Beltissa-urt.
   Adser nikkede så energisk, at hans briller røg helt ned på næsetippen.
   - Ja, ja det er helt korrekt. Kan I redde hende?
   Den muskuløse healer nikkede kort, hvorefter han lagde sin ene hånd på Excelsias pande og den anden over riften på hendes kind. Chanie lagde blidt sin ene hånd på Excelsias hals og den anden over hendes hjerte. De lukkede begge to øjnene og koncentrerede sig om at heale.

- Ærede Mortíss jeg bringer dystre nyheder.
   Den gamle drage Mortíss kiggede sørgmodigt på sin nevø Tritas.
   - Det ser jeg. Dine skader er påført i kamp, og du er den eneste som vender tilbage.
   Tritas bøjede hovedet.
   - Bartílí er faldet, men Liska lever stadig. Hun følges med dem som efter Solarnis bud skal samle de godes hær. De er rejst til Bergliot for at samle healere til den forestående kamp.
   Mortíss sukkede dybt.
   - En krig. Har denne kamp noget at gøre med de gyldne drager, som er forsvundet på deres rejse over Salinara?
   Tritas nikkede.
   - Mørkets herre Gravillish er vendt tilbage. Intet lever i Salinara ud over ham og hans mørke horder.
   Mortíss sukkede endnu engang dybt.
   - Jeg har ventet dette. Min bedstefar var intet andet end en ung drage, da guderne forlod vores verden og svor aldrig at vende tilbage, men min bedstefar vidste, at Gravillish aldrig ville holde sit ord. Advarslen om hans tilbagevenden er blevet givet videre fra far til ældste søn i vores familie og nu ser det ud til, at det er min søn og jeg der skal opleve dette.
   Mortíss rystede træt på hovedet.
   - Send de andre i familien ud til alle andre gyldne drager med dette budskab.
   "Gravillish er vendt tilbage. Alle skal forberede sig på krig. Den korte våbenhvilen der har været imellem de gyldne og de sorte er forbi. Alle skal rejse til Bergliot så hurtigt som muligt."

Excelsia vågnede tidligt den næste morgen. Hun satte sig op i den seng, hun var blevet lagt i dagen før.
   Det sidste hun huskede var, da hun gik i seng på kroen. Der var dog nogen korte erindringsglimt, som hun ikke kunne placere. De viste Síleon, Adser og himlen. Derefter var der fornemmelsen af varme.
   Hun kiggede sig undrende omkring.
   Hun lå på et lille sparsomt møbleret værelse, hvor den eneste udsmykning var et maleri af en kvinde.
   Nogen lavede en langtrukken snorkelyd i et af værelsets mørke hjørner, og Excelsia kunne kun lige skimte en hvid kåbe, et langt hvidt skæg og et par briller der var gledet halvt ned af en kroget næse.
   - Adser?
   Udbrød hun uden at tænke over det.
   Adser sprang forskrækket op af stolen, som han havde siddet i og begyndte at bokse ud i luften. Hans ben var blevet healet dagen før.
   Kort efter opdagede han, at der ikke stod nogen som kunne modtage hans slag. Han kiggede sig forvirret omkring og fik først nu øje på Excelsia. Han sprang hurtigt hen til hende og satte sig på kanten af sengen.
   - Min kære har du det godt?
   Han lagde prøvende sin hånd på hendes pande og konstaterede til sin lettelse, at den havde normal temperatur.
   Excelsia smilede blidt til ham.
   - Hvor er vi henne Adser?
   Adser smilede stolt.
   - Vi er i Bergliot. En healer ved navn Pius lånte os sit værelse, og jeg kan godt fortælle dig, at han er noget af en kæmpe. Han er næsten så muskuløs, som jeg var før i tiden. Han var en af dem, som healede dig.
   Excelsia kiggede uforstående på ham.
   - Hvad mener du med, at han var en af dem, som healede mig?
   Adser kiggede alvorligt på hende.
   - Vi var tæt på at miste dig min kære. Giften fra den sorte drages klo nåede at gå i dit blod.
   Han lod blidt sin tommelfinger glide hen over hendes kind.
   - Pius og Chanie siger, at du altid vil have arret.
   Excelsia løftede sin hånd og lod den glide hen over det fine ar på hendes kind. De havde reddet hendes liv.
   - Hvor er de healere der reddede mig? Jeg vil gerne takke dem.
   Adser rejste sig og smilede ned til hende.
   - Selvfølgelig jeg går ud og ser om, de er vågne. De havde begge to brug for hvile, efter de havde helbredt dig.
   Han gik ud af værelset og lukkede stille døren bag sig.
   Excelsia kravlede forsigtigt ud af sengen.
   Hun ønskede ikke kun at takke dem. Hun var nødt til at advare dem og få dem til at hjælpe hende med at overbevise resten af byen om, at de var i fare.
   Sir Devillis måtte have fundet de døde drager nu og regnet ud, hvor de var rejst hen.
   Excelsia tog sig til hovedet.
   Hun vidste ikke engang hvor mange dage der var gået siden dragekampen.

Sir Devillis kravlede op på ryggen af Sorlía.
   - Vi angriber Bergliot klokken tolv middag.
   Sorlía drejede hovedet og kiggede ondt på ham.
   - Ja herre.
   Sir Devillis ignorerede hendes hadefulde blik.
   - Har de andre sorte drager i din familie fået besked og er nogen blevet sendt ud til de andre flokke?
   Sorlía svarede igen hvislende.
   - Ja herre.
   Han nikkede tilfreds.
   - Godt. Vi skal helst nå frem inden alle de gyldne drager, men hvis ikke vil de dø.
   Denne gang havde en kold glæde sneget sig ind i Sorlías stemme.
   - Ja herre.
   Hun håbede, at troldkvindens drage ville være der. Ingen drage skulle slippe fra hende to gange.
   Raseriet ulmede i hendes røde øjne ved mindet om den gyldne drage Daktílí, og hvordan han var forsvundet, da hun troede, at hun havde ham nøjagtig, hvor hun ville.
   En sort ridder kom løbende hen imod Sorlía. Han stoppede nervøst et stykke fra hende og gjorde honnør for Devillis.
   - Herre. Vi har fået besked. Troldkvinden Excelsia er ankommet til Bergliot. Under dragekampen blev hun ramt af en sort drages klo. Det var kun en lille rift hen over hendes ene kind, men giften bredte sig i hendes blod. Hun er blevet helbredt med succes.
   Sir Devillis smilede sit sjældne lille smil.
   - Godt så kan jeg selv slå hende ihjel.
   Den sorte ridder løb hen til en ventende drage.
   - Af sted Sorlía ellers når vi ikke frem til middag.
   Sorlía slikkede sig blodtørstigt om munden og lettede sammen med over tre hundrede andre sorte drager.

Da Excelsia havde takket de to healere, gik hun i gang med at fortælle hvordan og hvorfor hun var blevet såret.
   Síleon sad i et hjørne af rummet og snorkede så højt, at man var helt sikker på, at han bare rævesov.
   Da Excelsia var færdig med at fortælle kiggede Pius og Chanie skræmt på hende.
   - Hvis dette er sandt må vi straks gå til det højeste råd her i byen. Angrebet kan jo komme når som helst.
   Excelsia nikkede.
   - Det er desværre sandheden.
   Síleon var holdt op med at rævesove for et stykke tid siden, og rejste sig nu fra den stol han havde siddet i.
   - Jamen så se dog at komme i gang. Jeg har personligt ikke lyst til at ende mine dage som en levende fakkel.
   De to healere kiggede mistroisk på ham, hvorefter Chanie henvendte sig til Excelsia.
   - Hvordan kan du være sikker på, at vi kan stole på ham der.
   Hun gjorde et kast med hovedet hen imod Síleon.
   - Fordi han er fra Salinara, og fordi han dømte sig selv til døden hos de sorte, da han valgte at rejse med os.
   Pius nikkede for at vise, at han accepterede forklaringen, men Chanie blev ved med at kigge skeptisk på Síleon, som bare stirrede uforskammet tilbage.

Hele flokken af dværge, elvere, mennesker og en enkelt kentaur begav sig af sted imod midten af byen, hvor det højeste råd tog imod folk.
   Det var dog ikke helt let at komme ind til rådet og klokken blev elleve, før de endelig blev vist ind i en stor sal. For enden af salen sad femten kvinder og mænd bag et langt bord.
   Deres fodtrin rungede da de gik igennem salen. Dísíos hovslag højst.
   Adser kiggede sig nervøst omkring, men Excelsia holdt sit blik stift rettet imod de femten rådsmedlemmer.
   Da de var 3 meter væk fra den forhøjning, som rådet sad på fik Pius dem til at stoppe. Han gik et skridt frem, faldt ned på det ene knæ og bøjede hovedet.
   - Højt ærede rådsmedlemmer. Vi bringer vigtig nyt. Dette er elvertroldkvinden Excelsia.
   Han gjorde en henvisning til Excelsia med den ene hånd.
   - Hun bringer dette nyt.
   Rådet rettede deres blik imod hende.
   Kvinden der sad som nummer otte og derfor midt for løftede den ene hånd.
   - Tal elvertroldkvinde Excelsia.
   Excelsia nikkede og trådte et skridt frem.
   - Jeg vil gøre dette så kort som muligt da tiden måske er knap. Guden Gravillish er vendt tilbage til vores verden. Han har allerede udryddet eller fordrevet alt liv i elvernes land Salinara...
   Síleons ansigt så mere hårdt ud, end det plejede.
   - Jeg er overbevist om, at Sir Devillis fra Delia er klar over dette. Efter at Síleon og jeg flygtede fra hans palads...
   Hun gjorde en henvisning til Síleon.
   - Er vi blevet jagtet lige siden.
   Hun pegede på det fine ar på sin kind.
   - Dette fik jeg, da jeg deltog i en dragekamp imellem de gyldne og de sorte. En krig er begyndt og Guden Solarní har bedt mine følgesvende og jeg om at samle de godes hær.
   Dette bringer mig videre til hvorfor, jeg står her nu. Vi ønsker, at så mange som muligt af de hvide healere skal slutte sig til kampen og dette ved Devillis med sikkerhed. Derfor vil der ikke gå lang tid, før han angriber Bergliot.
   Da hun tav sænkede stilheden sig over salen.
   Pludselig begyndte et af de mandlige rådsmedlemmer at le. Snart lo resten af rådet også.
   Da kvinden der havde bedt Excelsia tale endelig holdt op med at le smilede hun overbærende til Excelsia og sagde.
   - Dragegiften må have skabt disse fantasier. Guderne forlod denne verden for mange tusind år siden og intet tyder på at nogen af dem vil vende tilbage. Vi har hørt om Salinaras bortgang. En forfærdelig sygdom må have ramt landet.
   Derudover lader Sir Devillis os være i fred, så længe vi healer de mennesker, som betaler skat til ham. Derfor vil det, du siger ikke ske.
   Et skrig der fik blodet til at isne i årene lød over byens grænse. Et kraftigt lysglimt oplyste vinduerne i den ene side af salen og et kor af rædselsslagne skrig hævede sig fra byen.
   Klokken var tolv og de sorte drager angreb.