Mørkets Herre
   Hun var den smukkeste skabning, han nogensinde havde set.
   Hendes hud var bleg og fin og håret vildt og mahognifarvet med livlige strejf af solskin. Hun var slank og fin og hvert af hendes skridt var, som et fjerlet dansetrin fra en dans han ikke kendte, men ville gøre næsten alt for at lære.
   Et let vindpust viftede så blidt, som en elskers kærtegn det lange hår væk fra hendes ansigt og det ene øre og han så ikke overraskede, at hun var af elverslægt, men alligevel var hun den smukkeste skabning, han nogensinde havde set.
   - Gillis.
   En ældre mand med næsen så højt i sky at man undrede sig over, at han ikke væltede over noget trådte hen bagved sin herre.
   - De ønsker Sir Devillis?
   - Kom herhen Gillis.
   Gillis trådte stift hen ved siden af sin herre og fulgte med sit rolige blik den handske beklædte finger, som pegede ud af paladsvinduet.
   - Jeg ønsker at se den elverkvinde til min banket i aften.
   For første gang i uendelige tider krakelerede Gillisés stive maske, da han fik øje på den smukke elverkvinde.
   - Hende! Sir Devillis, men hun...
   Sir Devillis rettede sit kolde gennemborende blik imod Gillis.
   - Du ved, hvem hun er?
   Gillis sank med besvær en klump i halsen.
   - Ja, Sir. Jeg har en ide om, hvem hun er.
   Sir Devillis kiggede afventende på ham og Gillis sank endnu en besværlig klump i halsen.
   - Efter hvad jeg har hørt, er hun den mægtige troldkvinde, som går under navnet Excelcia.
   Sir Devillis klemte skeptisk øjnene sammen, da han endnu engang kiggede ud af paladsvinduet for at få et glimt af elverkvinden.
   - Troldkvinden Excelsia... Hvis det er rigtigt skal det nok blive interessant.
   Da han ikke kunne få øje på hende, vendte han endnu engang sit isblik imod den nu nervøst trippende Gillis.
   Gillis kendte det blik.
   - Uanset hvem hun er troldkvinde eller landsbytosse, så ønsker jeg stadig at se hende i aften. Find hende og overbring hende min invitation. Hvis ikke dette lykkes for dig skal du ikke tænke på at vendte tilbage, fordi så vil dit hoved pryde spidsen af min lanse.
   Nu begyndte Gillis øjne også at flakke nervøst, og han nærmest faldt over sine egne ben, og alt hvad der var indenfor deres rækkevidde for at komme så hurtigt som muligt af sted, og hvis det var muligt, derved undgå sin herres vrede.
   Da han kom ud af sin herres luksuriøse værelse og hurtigt fortsatte ud af paladset, var hans ansigt så fordrejet af frygt, at der ikke var nogen som forsøgte at tiltale ham.

En let banken på døren rev Adser ud af hans hemmelige og forbudte studier. Han rejste sig lydløst, men med stærkt rystende hænder fra den gamle højryggede stol han havde siddet i, han brugte ikke mere end et sekund til at få sine rystende hænder under kontrol, hvorefter han med den ene nu rolige hånd lavede en svingende bevægelse over bordet, imens han hviskede et ord, fra et gammelt sprog, som kun meget få kendte. Bordet var tomt. Alle hans magiske ting og eliksirer var forsvundet.
   Han brugte endnu et sekundt til at få kontrol over sit vildt bankende hjerte og stemmen.
   - Hvem der?
   Med et ængsteligt blik på den solide egetræs dør ventede han utålmodigt på svar, som kort efter kom, men ikke hvorfra han havde regnet med.
   - Jeg ser at du stadig roder med magien på trods af, at det er blevet forbudt i denne uvidenhedens by. Du ved vel, at det straffes med døden?
   Adser genkendte, med et sæt straks den melodiøse stemme og vendte sig med et smil imod dens ejer.
   - Excelsia dejligt at se dig, men næste gang vil du så ikke være sød, at vente til jeg åbner døren, før du kommer ind?
   Excelsia lo sin perlende latter, som straks fik Adser til at forelske sig en smule i hende. Han rystede fortumlet på hovedet, og Excelsia tilbageholdt endnu en latter med et fnis.
   - Det må du undskylde Adser, jeg havde helt glemt effekten af min latter.
   Adser kiggede med et skævt smil på hende.
   - Nej du gjorde ikke. Du nyder bare at se dens virkning på det mandlige køn. Nogengange ville jeg ønske, at jeg ikke havde hjulpet dig med at lære den formular... som om dit udseende ikke er nok.
   - Måske, men den er mig en stor hjælp, når jeg er nødt til at bevæge mig ind i byer som denne.
   Excelsia fniste endnu engang og blinkede forførende med sine store blå.lilla øjne, der altid havde mindet Adser om en stedmor dækket med nattens sidste fugt.
   Adser kiggede beundrende på hende, hvorefter han endnu engang rystede på hovedet for at klare tankerne.
   - Nå hvad bringer dig så hertil, som du jo selv siger er denne by ikke et sikkert sted, for skabninger der lever for magien.
   Excelsia kiggede sorgmodigt på Adser og sukkede trist.
   - Vis mig hvad du er i gang med for øjeblikket, så skal jeg nok fortælle dig det imens.
   Adser bevægede endnu engang sin hånd over bordet og hviskede et ukendt ord. Alle hans magiske ting dukkede endnu engang op på bordet.
   Excelsia nikkede anerkendende.
   - Meget effektiv forsvindingsformular. Fra den gamle tid ikke?
   - Jo. Den blev desværre en livsnødvendig formular, da magien blev forbudt her i byen. Uanmeldte besøg er ikke sjældne, hvis man har en fortid indenfor magien.
   Excelsia nikkede forstående og satte sig ned på en af de to gamle stole, som stod ved bordet.
   Adser satte sig ned på den anden og kiggede alvorligt på Excelsia med de beroligende øjne, som hun var kommet til at holde så meget af igennem deres fortid. Der var kommet flere rynker omkring dem, men ellers var de præcis, som de havde været dengang.
   Adser øjne bliv pludselig urolige.
   - Har du stadigvæk den der drage?
   Excelsia smilede og nikkede, hvilket gjorde Adser blik endnu mere uroligt.
   - Jeg håber ikke, at du her efterladt den her i nærheden.
   - Bare roligt Daktílì ved godt, hvordan han skal skjule sig.
   Det urolige blik forsvandt ikke, da Adser dæmpet mumlede.
   - Ved han også, hvordan man lader være med at æde alt levende indenfor en kilometers afstand?
   Excelsia fniste endnu engang.
   - Bare roligt. Han kan godt holde sig i skindet.
   Adsers blik blev endnu engang alvorligt, da han nikkede.
   - Fortæl mig nu hvorfor du er her. Det må være vigtigt, når du bringer din elskede gyldne drage så tæt på de sorte drager.
   Excelsia sukkede endnu engang og begyndte at fortælle.
   - Som du måske husker, rejste jeg tilbage til Salinara og der har jeg været lige siden, hvis altså man ser bort fra de gange, hvor jeg var nødt til at rejse med ud for at forsvare Salinara. Da disse kampe var overstået og vundet bredte freden sig i Salinara og i et godt stykke tid forblev det sådan, men så begyndte det.
   Vejret begyndte at blive mørkere og koldere. Sommeren holdt snart helt op med at komme og en tilsyneladende endeløs vinter lagde sig, som et dødens tæppe over Salinara magiske natur.
   Du husker godt Salinaras natur ikke? Hvert træ og selv hver eneste lille blomst var fyldt med magi, og vi elvere kunne høre dem synge om magiens vidunderlige historie. Sådan er det ikke mere. Salinaras natur døde langsomt og under tilsyneladende store smerter.
   Derefter gik der ikke lang tid, før alle elvere i Salinara langsomt begyndte at sygne hen og dø.
   Jeg forsøgte med alle, de formler og besværgelser jeg kender. Da ingen af disse havde nogen længerevarende effekt gik jeg i gang med at undersøge alle magiske bøger for en forklaring. Du husker vel stadig besøget i hovedstaden Sanilis store magiske bibliotek.
   Adser nikkede, og Excelsia fortsatte sin fortælling.
   - Min søgen tog næsten to år imens tilstanden i Salinara forværredes for hver dag der gik og så fandt jeg endelig svaret.
   Excelsia stak sin spinkle hånd ned i en usynlig lomme i sin hvide sølvglitrende kåbe.
   Hun trak et stykke sammenfoldet papir op af den. Det var gammelt af ælde og hjørne var så slidte, at de nærmest smuldrede, da hun forsigtigt foldede det ud.
   Det var blankt.
   Adser kiggede på hende med et hævet let gråligt øjenbryn, og Excelsia forklarede.
   - En ekstra sikkerhedsforanstaltning. De sorte riddere og deres troldmænd vil blive meget begejstrede, hvis de finder ud af dette. Hvis altså ikke de allerede har fundet ud af det.
   Excelsia hviskede et magisk ord på samme sprog, som Adser havde brugt til sin forsvindingsformular og tekst skrevet på det gamle sprog dukkede frem på papiret, efterfulgt af en skræmmende mørk tegning af et dødt land, med sorte forkrøblede figurer der mindede om døde træer, og døde mennesker, elvere og enkelte dværge indimellem lå overalt.
   Adser kiggede forfærdet på tegningen, hvorefter han rettede sit blik imod Excelsia.
   - Er det sådan Salinara ser ud nu?
   Excelsia gengældte hans blik med tåre i de smukke øjne og nikkede, da hun ikke følte, at hun kunne svare.
   Adser rettede endnu engang sit blik imod papiret og begyndte da læse teksten.
   Efterhånden, som han nåede igennem teksten blev hans blik mere uroligt og tåre begyndte også at blinke i hans øjne. Da han havde læst teksten rettede han endnu engang sit blik imod Excelsia.
   - Hvis dette er hvad du mener er skyld i Salinaras tilstand er vi alle i fare.
   Excelsia nikkede.
   - Det ved jeg og derfor er vi nødt til at kæmpe imod det.
   - Jamen en gud, hvad kan vi dødelige gøre imod en gud? Og ikke en hvilken som helst gud, men Mørkets ubestridte herre. Gravillish. Guden over død og forfald.