Den mørke flugt
   Elvira så sig grådkvalt over skulderen.
   Bag dem lå deres smukke mægtige by Evengila badet i månens skær og nattens mørke skygger.
   Det var den by, som hun var født og opvokset i. Dens gader var indprentet i hendes erindring og ville måske være det for evigt.
   Hun havde haft sin daglige gang til en af dens store offentlige brønde, så længe hun kunne huske tilbage. Først ved sin mor og mormors side og derefter med sin egen lille datter, som følgeskab.
   I hendes erindringer var der børn, som løb og legede, imens deres mødre, bedstemødre og ældre søstre lo og snakkede, mens de vaskede tøj og hentede friskt vand til den daglige husholdning.
   Elvira huskede med bittersødme mødet med sit livs kærlighed. Hans kamp for at vinde hendes gunst og deres efterfølgende bryllup, hvor alle byens borgere havde ladet blomster regne ned over dem, imens de løb leende imod deres nye fælles liv. Herefter fulgte fødslen af deres børn. Hun ville aldrig glemme sin elskedes store smil, da han stod med først deres nyfødte datter i armene og nogle år efter, deres spæde søn.
   Det var hendes hjem. Havde været hendes hjem. Deres hjem.
   På hendes arm klynkede Elviras toårige søn, og hun kunne mærke sin datters Gerrys faste greb i sine beskidte skørter. Hun var taknemmelig for, at de begge stadig var i live.
   Elvira tyssede dæmpet på drengen, før hun igen så sig tilbage.
   I den by havde hun haft hele sit liv, og hun rejste nu fra den for muligvis aldrig at vende tilbage.
   Hun rejste fra sin elskede for muligvis aldrig at se ham igen.
   Dragevogternes råd havde besluttet at alle kvinder, børn, ældre og sårede skulle rejse til Silvisan. Hun havde mærket manglen på håb, da meddelelsen var blevet læst op. Håbløsheden havde lagt sig, som et tungt mørkt tæppe over hele hendes folk.
   Elvira kunne høre dæmpet gråd fra flere steder i flokken, og den ene af dem kom fra hendes side. Hun så ned på sin datter og blev mødt af store blanke øjne og et lille vådt og beskidt ansigt, som gav hende en hård klump i halsen.
   Hendes lille pige havde oplevet mere ondt på denne korte tid, end et menneske burde gennemgå på et helt liv.
   Gerry hviskede ganske dæmpet. "Jeg vil have far. Hvor er far?"
   Elviras hjerte knugede sig sammen i hendes bryst. Hun ville også have sin elskede.
   Hun tyssede blidt på datteren og hviskede. "Far har travlt lige nu, lille skat, men når vi er nået frem til Silvisan, så kommer han senere."
   "Hvorfor kommer han ikke med nu? De slemme drager angriber jo."
   Elvira sank en klump.
   "Fordi far skal hjælpe med at beskytte vores hjem imod de slemme drager."
   Gerry nikkede alvorligt til hende og stirrede igen snøftende ned i jorden. Mange af hendes venner havde allerede mistet deres fædre.
   Elvira sukkede og mindedes sin mand.
   Deres hastige farvel havde været alt for lidt, når det måske var sidste gang, de så hinanden.
   De eneste mænd som var med dem var dem, som var for gamle, syge eller sårede til at kæmpe og et par enkelte drageryttere på deres drager. De var med for at beskytte dem.
   Hun misundte de kvinder, som var gift med deres beskyttere.
   De fik lidt længere tid sammen med deres mænd, før også de blev nødt til at sige farvel, måske forevig.
   Elvira så sig igen over skulderen.
   Evengila var nu næsten skjult for hendes blik af mørkets skygger og træer. En sky var gledet for månen. Hun måtte bare se den en enkelt gang mere, før det måske var for sent.
   Hun holdt sit blik rettet bagud, indtil månen igen dukkede frem, og hun fik et sidste glimt af byen.
   Hun vendte igen sit blik fremad.
   Hun følte sig helt tom indvendig. Vidste, at hun havde efterladt en stor del af sit hjerte bag Evengilas mure, og frygtede, at hun aldrig ville få det tilbage.
   En tåre trillede lydløst ned ad hendes kind, og hun kiggede blindt op imod den mørke himmel.
   De vilde drager var skræmmende. Mere skræmmende end deres egne nogensinde havde været. Hvorfor havde de angrebet?
   Hvorfor angreb de stadig?
   Hvad havde hun og hendes familie nogensinde gjort dem?
   Deres angreb stod friske i hendes erindring. Der havde været så meget blod, ild, aske, død og sorg.
   Hun ville aldrig glemme det, selvom det var det eneste af hendes minder, som hun virkelig ønskede at glemme.
   Hun frygtede, at mindet om hendes mand ville falme, før det gjorde.
   Endnu en tåre trillede.
   På hendes arm begyndte hendes søn igen at klynke, og hun tyssede blidt på ham.
   Pludselig lagde hun mærke til at alle omkring hende var blevet helt stille og så hørte hun det over sin søns klynken.
   Den lyd de alle havde frygtet at høre denne nat. Lyden af dragevinger der baskede i den mørke nat.
   Uden andet varsel blussede ilden op i græsset og træerne imellem dem og byen.
   Hun skreg.
   På hendes arm forvandledes hendes søns klynken sig til gråd og Gerry skreg rædselsslagene ved hendes side.