Fortabte sjæle
   Han var forvirret.
   De havde angrebet.
   De slavebundne drager lyttede ikke til ord om frihed og de havde været nødt til at forsvare sig. Dræbe drager.
   De ældste havde haft ret.
   Omkring ham døde drager. Drager slået ihjel af drager. I stedet for at redde de tilfangetagne dræbte de dem for selv at overleve, men de fri drager forstod sig ikke på kamp og mange tøvede for længe, imens deres indre kæmpede.
   Den ene halvdel forbød dem at kæmpe eller dræbe og mindede dem alt for sent om de gamle love. Den anden halvdel beordrede dem at forsvare sig. Efter de første par minutter af slaget var gået, gjorde de fleste hvad de blev givet ordre på og dræbte eller blev selv dræbt. Der var ingen vindere kun tabere.
   Omkring ham blev der kæmpet.
   Drager myrdede drager.
   Sorgen og skammen over denne forbrydelse knuste hans hjerte og var lige ved at bringe tårer frem i hans øjne, men han holdt dem tilbage. Hvis han begyndte at græde og sank ned i den dybe sorg ville han dø og han havde så meget at leve for.
   Byens drager og deres fangevogtere ... De mennesker som de tjente var livsfarlige. De tilfangetagne drager var trænet til kamp og havde prøvet det før. Deres tomme øjne viste ingen tøven eller anger.
   Han kiggede sig trist omkring og lagde mærke til, at en af byens drager var på vej imod ham. En grøn hundrage.
   Mennesket på hendes ryg sendte noget der lignede et blåt lyn imod ham. Han havde set, hvad de blå lyn kunne gøre og undveg, men kun med nød og næppe. Han kunne mærke, at det hvislede lige forbi ham, men han så ikke på det. Hans blik var rettet fast imod dragen og dens rytter.
   De var snart indenfor rækkevidde af hans ild, men han havde ikke lyst til at sende den af sted.
   Det var, som om alle lydene omkring ham forstummede. Det eneste han kunne høre var sit eget åndedræt og hans hjerte der dunkede hårdt i brystet.
   Han sansede ikke længere kampene, som forsatte omkring ham. Det eneste han så var den grønne drage og mennesket på hendes ryg.
   Han kunne se, at de begge forberedte sig. Hundragen på at spy ild og mennesket på at sende endnu et lyn af sted.
   Det var som om det foregik i uendeligt langsomt tempo.
   Som om han fik mulighed for at vælge den rigtige handling. Han tog sin beslutning, selv om han var bange for at den i sidste ende ville være den forkerte.
   Han sendte sin ild af sted.
   Flammerne brølede af sted imod hundragen og hendes rytter.
   De undveg samtidig med at de sendte ild og et blåt lyn imod ham.
   Han kunne undgå lynet, men ikke ilden.
   Han tænkte hurtigt og vendte bugen til. Det var det sted, som ilden ville gøre mindst skade, trak sine vinger bagud og kneb øjnene sammen.
   Ilden ramte ham. Prellede af på hans skældækkede bug, men på trods af hans anstrengelser fik flammerne alligevel fat i noget af den tynde hud på hans ene vinge.
   Det sved forfærdeligt og han brølede af smerte. Han baskede hurtigt med vingerne for at slukke ilden og komme fremad for at besvare angrebet.
   De nåede ikke at reagere, før han var over dem. Han svingede sin hale imod mennesket og gjorde derefter hurtigt front imod hundragen med hævede kløer.
   Mennesket fløj skrigende af hendes ryg og faldt mod jorden.
   Menneskets skæbne interesserede ham ikke. Det eneste han havde øje for var hundragen.
   Hun sprang rasende på ham og han brugte både tænder og kløer for at forsvare sig. Hendes kløer borede sig ind imellem hans skæl og lavede dybe flænger. Hun bed efter hans hals, snerrede da han undgik hendes bid og kradsede endnu dybere i hans bryst, som om hun forsøgte at grave sig ind til hans dunkede hjerte.
   Han snappede og kradsede hektisk igen.
   Han sigtede ikke engang efter noget specielt, men pludselig lukkede hans gab sig hårdt omkring det sårbare sted på hendes hals lige under hovedet. Han kunne mærke hendes varme blod løbe ind i sin mund og ned over kæberne.
   Han havde ikke lyst til at bide til, men de var stadig slynget sammen, som i en omfavnelse og hun kradsede stadig i ham.
   Han vidste, at hvis han slap hende ville hun dræbe ham.
   Han lukkede forpint sine øjne og bed til, imens han rykkede hurtigt med hovedet.
   Hendes kløer holdt op med at kradse og hun blev slap i hans dødsgreb. Han gav blidt slip på hende og hun faldt livløs til jorden.
   Det var drage imod drage. Dræb eller bliv dræbt.
   Måtte forfædrene tilgive ham.
   Han ville aldrig kunne tilgive sig selv.