Lyde og flyvning
   Charmina så sig nervøst omkring. Dette var noget, som hun oftere og oftere var begyndt at gøre. Lige siden lydene begyndte.
   Hun forvente egentlig ikke længere at få øje på nogen, men hun kunne alligevel ikke lade være med at kigge. Hvis hun holdt op med det, var det, det samme, som at erkende at det var hende, som der var noget galt med. At det kun var hende, som hørte disse lyde i sit eget hoved.
   Charmina havde flere gange spurgt sig selv om hun var ved at miste forstanden, men hver gang forkastede hun skræmt denne tanke.
   Det kunne ikke være sandt. Det måtte ikke være sandt. Fordi hvis hun virkelig var ved at miste forstanden var det muligt at denne underlige rejse var uden et mål og at hun havde forladt sit hjem og sin familie for at føre sig selv og drageungen imod deres egen død.
   Hun standsede øjeblikkelig den bane hendes tanker havde slået ind på og rettede sit blik imod ungen.
   Den gik et lille stykke foran hende eller gik var måske så meget sagt, fordi den baskede prøvende med vingerne, hvilket fik den til at lette et par centimeter over jorden, hvorefter den svævede nogle meter og derefter igen landede tungt på jorden. Dette blev efterfulgt af et par hoppende skridt fremad, hvorefter den igen baskede med vingerne og fløj endnu et par meter.
   Charmina betragtede den beundrende.
   I løbet af få dage var ungen blevet meget mindre klodset og dens forsøg på at flyve så mere og mere rigtige ud.
   Måske hang det sammen med ungens fortsat alarmerende vokseværk.
   Dens krop var blevet længere og smidigere. Hun kunne se dens muskler bevæge sig under det skællede skind. Den voksede også i højden, skarpt efterfulgt af halen, vingerne, tænder og klør. Den var næsten på højde med hende nu.
   Charmina syntes at den var noget af det smukkeste hun nogensinde havde set.
   Dens røde skæl glitrede i solen og dens blide sorte øjne betragtede hende ofte hengivent.
   Med et forbløffet udbrud så hun den pludselig lette fra jorden og fortsætte opad indtil den svævede i luften over hende.
   Hendes hjerte sprang et slag over.
   Ville den forlade hende nu?
   Men hun var jo slet ikke parat til at sige farvel.
   Tårer fyldte Charminas øjne og hun løb et par skridt efter den, indtil hun med et kom i tanke om at hun jo hele tiden havde sagt at hendes planer var at den skulle være fri, og det var den så sandelig nu.
   Charmina betragtede den med et stik i hjertet, da den pludselig dykkede og derefter hurtigt steg op i luften igen. Hendes hjerte begyndte at banke hurtigere, da hun til sin glæde så at den fløj tilbage imod hende.
   Charmina lagde mærke til at den holdt noget i sit gab og da den kom tættere på kunne hun se, at det var et eller andet pelset dyr.
   Kort efter måtte hun springe af vejen, da ungen kom susende lige imod hende og udførte en ret halsbrækkende landing, som fik støvet til at stå op omkring den, som en sky.
   Da den havde afsluttet sin trilletur og støvet havde lagt sig en smule skyndte hun sig bekymret hen til den.
   Bare der nu ikke var sket noget med den.
   Lige før hun nåede hen til ungen svingede den pludselig halen væk fra sit hoved og rejste sig med et stolt udtryk i øjnene.
   Charmina kunne have svoret på at hun hørte noget der lød, som en veltilfreds kluklatter, men hun ignorerede det og rettede sit blik imod dyret i drageungens mund.
   Det lignede en ret mast og oversavlet hare.
   Charmina lyste op i et stort smil.
   "Du har fanget en hare... tror jeg nok. Hvor er det vidunderligt. Du er simpelthen fantastisk."
   Det så næsten ud, som om ungen smilede, da den smed sit første bytte på jorden foran hende. Derefter begyndte den stolt at nynne. Charmina smilede til den. Dette var i det mindste en lyd hun kunne forholde sig til.
   Hendes mave knurrede rumlende. Endnu en lyd hun kunne nikke genkendende til og hun lo.
   "Jamen for at fejre dit bytte, så synes jeg at vi skal slå lejr for i dag. Det bliver alligevel snart mørkt."
   Charmina kiggede tøvende på ungen, hun var godt nok sulten, men dette var dens første bytte, så den skulle selv have lov til at spise det.
   Før hun nåede at sig noget bakkede ungen dog væk fra hende, hvorefter den vendte sig om og med nogle hårde bask fra vingerne igen lettede.
   Charmina så et øjeblik bekymret efter den, men samlede så haren op og gik på jagt efter nogle grene til at tænde op med.
   Forhåbentlig vendte drageungen tilbage, men hvorfor skulle den ikke gøre det? Hun var jo den eneste, som ungen kendte.
   Pludselig hørte hun noget der lød som en triumferende latter og havde nær tabt de grene, hun allerede havde samlet, af bar forskrækkelse.
   Charmina spejdede sig nervøst omkring, men som alle de andre gange var der ingen at se.
   Med rystende hænder gik hun i gang med at grave et hul i jorden, som hun derefter stablede grenene i, så de dannede et lille bål.
   Så var det bare problemet med at få tændt op. Godt nok havde hun kniven, men hun havde intet strygestål. Hun kunne jo også bruge sin magi, men af en eller anden grund holdt hun sig tilbage.
   I samme øjeblik landede ungen et stykke fra hende - denne gang var landingen bedre - og spankulerede hen til hende, mens den gumlede på noget som efter halen, der hang ud i den ene side af ungens mund at dømme, højst sandsynligt havde været en ræv.
   Charmina betragtede spørgende drageungen.
   Måske...
   Drager kunne jo spy ild, ungen havde endnu ikke vist nogen eksempler på denne evne, hvis man altså lige så bort fra dens askeagtige savl.
   "Kunne du...?"
   Drageungen så alvorligt på hende, hvorefter den til Charminas væmmelse spyttede det halvt tyggede rævekadaver ud.
   Den stirrede undersøgende på den lille bunke grene i bunden af hullet.
   Efter et øjeblik trak ungen vejret dybt ind og pustede.
   Charmina faldt forskrækket bagover, da grene, jord og svidende gnister susede imod hende.
   Hun sprang hurtigt op og klappede overalt på sig selv, hvor hun kunne mærke de små stikkende gløder.
   Til sidst havde hun fået slukket dem alle og stod tilbage med den skarpe lugt af brændt hår og stof i næseborene.
   Charmina kunne hører en larmende latter, men undlod demonstrativt at se sig omkring. I stedet holdt hun blikket fast rettet imod jorden, da hun gik hen og satte sig ved siden af hullet igen. Det var nu delvist fyldt igen og hun gravede hurtigt den løse jord op igen, før hun kiggede på ungen, som så tilbage på hende med et muntert glimt i de sorte øjne.
   "Nå, men så fik vi da prøvet det, men indtil du har fået lidt mere styr på det må jeg hellere sørge for ilden."
   Hun lagde nogle grene ned i hullet igen, hvorefter hun efter en kort tøven fremmanede noget ild.
   Drageungen skulede fornærmet til hende, men Charmina så det ikke og da hun hørte et fornærmet fnys ignorerede hun det.