Magtesløshed og håb
   Byron hørte skrigene og så skæret fra ilden lyse op imod den mørke himmel. Det var som om en kold vind blæste ind i ham og fik alle hans muskler til at spænde og ryste krampeagtigt. En vind der varslede mere død og tab.
   Et øjeblik var det som om alle i byen frøs til is, fordi vinden gav dem de mest forfærdelige forudanelser.
   Store Fader, ikke kvinderne og børnene. Ikke hans kvinde og børn ...
   Som ved et trylleslag blev alle igen sat i bevægelse.
   Han kunne høre at nogen råbte, at dragerne skulle sendes af sted.
   Byron var ikke en dragerytter og satte kurs imod en af de trapper, som førte op til bymurens top.
   Dragevogternes råd skulle aldrig have sendt dem af sted. De havde kun få drager med som beskyttelse.
   Byron greb en bue og en håndfuld pile i forbifarten og sprang op ad trappen.
   Hans hjerte hamrede så hårdt og hurtigt, at det overdøvede alle andre lyde omkring ham.
   Oppe i borggården lettede de første fem drager.
   Han var nødt til at redde dem, hvis hans egen og alle de andres familier døde ville der ikke være noget at kæmpe for. Dem som var blevet tilbage for at kæmpe, ville allerede være støv og aske uden selv at vide det.
   Der var vildt tumult på bymuren.
   Byron så ansigter, som afspejlede hans egne følelser. Fulde af frygt, vrede og håbløshed.
   Ilden oplyste natten. Både himlen og jorden, så det så ud som om begge dele brændte.
   Han kunne høre skrigene igennem lyden fra sit hamrende hjerte.
   Store Fader, vis nåde, hjælp os til at redde vores kvinder og børn! Lad dem nå i sikkerhed.
   Byron maste sig ind imellem to andre mænd ved murens brystværn og gjorde buen klar.
   Ilden blændede ham og fik hans øjne til at svie. Det eneste han kunne se var de altædende flammer og med jævne mellemrum store mørke skikkelser i luften, som bevægede sig ind og ud af røgen.
   Byron løftede buen til skud. Den rystede i hans hænder, da han fulgte en af de mørke skikkelser med pilens spids.
   Han turde ikke skyde. Kunne ikke se hvem der var ven eller fjende.
   Byron havde lyst til at råbe sin smerte og afmagt ud. Tårerne fik hans blik til at svømme og han kneb øjnene hårdt sammen.
   Hans hænder var så hårdt knugede at neglene skar ind i de kødfulde håndflader.
   Oppe i borggården lettede flere drager med deres ryttere.
   Uden for byen blandede dragers smerteskrig sig nu med kvinder og børns rædselsslagne skrig.
   Han var nødt til at gøre noget. Kunne ikke bare stå her og gøre intet.
   Byron kylede den ubrugelige bue og pilene fra sig og løb ned fra bymuren.
   Var nødt til at gøre noget. Måtte ud til sin kone og sine børn. Sikre sig at de var okay og, at de forblev sådan, om det så skulle koste ham livet.
   Han løb hen til byporten.
   Den stod allerede på klem. Andre havde fået den samme ide, som ham.
   Byron skulle lige til at mase sig ud, da en hånd blev lagt på hans ene skulder. Han vendte sig irriteret. Parat til at slå håndens ejermand, hvis det var en, som ønskede at stoppe ham.
   Det var deres leder Almar. Hans ansigt var hærget og det så ud, som om han allerede var død indvendig.
   "Sørg for at de kommer af sted. Bring dem ikke her tilbage. Tag med dem, hvis det er det dit hjerte begærer. Beskyt dem."
   Almars blanke sørgmodige blik borede sig et øjeblik ind i Byrons og så vendte lederen sig og gik med hængende skuldre væk.
   Byron så efter ham. Der gik en knust mand, men han havde så vidt rygtet lød også mistet sin eneste datter. Hvordan det var sket var dog uklart.
   Byron rystede tankerne om Almars datter af sig og maste sig hurtigt ud igennem porten.
   Udenfor var der kaos. Ilden brændte sydende i græs og træer og ud af den sorte røg lød skrig fra mennesker og brøl fra drager.
   Han var kun nået et par meter væk fra porten, da en drage styrtede døende til jorden lige foran ham. Jorden rystede og gnister fløj til alle sider, da den ramte.
   Byron gik et skridt nærmere, hvis det var en af deres havde dens rytter måske brug for hjælp.
   Den var uden seletøj og dens skæl glitrede sort som natten. Det måtte være en vild drage, fordi byen havde ingen sorte drager.
   Byron betragtede den hadefuldt. Dens store gule reptiløjne kiggede bedende på ham, imens de langsomt blev sløret af smerten og døden. Det var som om den tiggede ham om tilgivelse for sine handlinger.
   Byron spyttede foragteligt på den og løb udenom i retning af de kvindeskrig, han kunne høre. Han havde ingen tilgivelse at give af. Den selv samme drage kunne have dræbt hans familie, men det nægtede han at tænke på.
   Foran ham rejste mure af ild sig, men der var en åbning imellem dem. Han tog en dyg indånding og løb imod åbningen og igennem den. Han løb så tæt på ilden, at den sved i hans hud og hår.
   Hvor var de?
   Ilden, natten og røgen slog sig sammen imod ham, slørede hans syn og fik igen hans øjne til at svie. Hvor var de?
   Endelig fik han øje på tre mørke skikkelser, som stod i silhuet imod ilden. En stor og to små. De var på vej væk fra ilden.
   Byron forsøgte at råbe. Måske var den ene hans kone eller datter.
   "Vent ...!"
   Skikkelserne stoppede brat, og han fortsatte frem imod dem uden at ænse at flammer slikkede op om hans ben, da han trådte ud i et stykke med brændende græs.
   "Vent ...!"
   Da han nærmede sig kunne han se, at det hverken var hans datter eller kone, det var to drenge og en kvinde, som han svagt genkendte. Hun var vist nok hans kones veninde.
   Han greb fat i hendes skuldre.
   "Har du set min kone?"
   Kvinden kiggede på ham med store blanke øjne. Det eneste han kunne se i dem var frygt.
   "Hvor er Elvira og mine børn?"
   Kvinden rystede på hovedet og begyndte at hulke.
   Hans hjerte knustes og håbløsheden bredte sig.
   "De... de... det ved jeg ikke. Dra... dra... dragerne angreb ... vi blev alle spredt."
   Et lille lys tændtes igen i hans indre. De kunne stadig være i live.
   "Kom med mig."
   Byron forsøgte at lytte, men der var så mange lyde omkring ham, at det var svært at skelne den ene fra den anden.
   Ilden knitrede, imens den grådigt åd sig igennem træ og græs. Drager skreg og brølede både over og omkring ham. Nogle i raseri, andre i dødssmerte.
   Hans hjerte hamrede, og hans hivende åndedræt blandede sig med kvindens og de to drenges.
   Der var mennesker, som råbte, skreg eller græd. Nogle af dem tilhørte mænd, andre kvinder og børn. Panikken hang i luften, ligeså tyk som røgen.
   Byron satte kurs imod lyden af kvinder og børn, imens han holdt godt fast i kvindens ene hånd. De to drenge knugede sig med store skræmte øjne fast i hendes skørter.
   Røg sved i hans øjne og lunger.
   Han havde det, som om de famlede sig frem i blinde.
   Pludselig stødte han ind i en anden person, som skreg rædselsslagent og så på ham med vilde øjne.
   Det var en pige, ikke meget ældre en 15 somre.
   Byron greb fat i hende og ruskede hende.
   "Få hold på dig selv pigebarn! Ved du hvor min kone Elvira er?"
   Hun rystede på hovedet, imens hendes øjne skinnede af skræk.
   Han kunne mærke panikken brede sig i sit indre og råbte: "Elvira!"
   Byron kiggede sig omkring uden at kunne se noget, imens han lyttede intenst.
   "ELVIRA!"
   Han lyttede og skulle lige til at råbe igen, da ...
   "Byron?"
   Det var dæmpet, men han var sikker på, at det var hende.
   "ELVIRA!"
   Han begyndte at løbe i den retning, som han mente, at hendes stemme var kommet fra.
   De to kvinder og drengebørnene fulgte tæt efter ham. Den ene af drengene hulkede, imens den anden bare græd stille, så tårerne gled ned af hans kinder og lavede lyse striber i hans sodede ansigt.
   "BYRON!"
   Han ændrede sin kurs en lille smule til venstre.
   "ELVIRA!"
   Han var nær løbet ind i hende. Pludselig stod hun der med deres lille dreng i armene.
   Der var stadig håb. Nu skulle deres håb bare bringes i sikkerhed, men hvor var hans datter? Hvor var Gerry?