Det sidste farvel
   Charmina vågnede med et sæt og så sig forvirret omkring.
   Havde hun ikke hørt en bange stemme kalde hendes navn eller havde det bare været en drøm?
   Hendes tanker blev afbrud af en lavmælt klynken, som kom ude fra. Charminas hjerte sprang et slag over af frygt.
   Drageungen.
   Hun rejste sig hurtigt og skyndte sig hen til grottens åbning.
   Bare der nu ikke var sket noget. Hvis den var kommet til skade, så ville hun aldrig tilgive sig selv. Hun havde jo lovet, at hun ville passe på den.
   Charmina fik med det samme øje på ungen, som stod lige udenfor grotten og kiggede op imod den rosa himmel, imens den fortsat klynkede dæmpet.
   Hun stoppede op et øjeblik af bar overraskelse over, hvor stor den var blevet. I løbet af natten var den vokset cirka en halv meter.
   Så hurtigt plejede drager da ikke at vokse.
   Charmina blinkede forvirret med øjnene, men tøvede kun et øjeblik, før hun gik ud og satte sig på hug ved siden af den. Det var meget muligt, at den var blevet en del større, men den klynkede jo og havde brug for hende.
   "Hvad er der galt du lille?"
   Det virkede lidt tåbeligt at kalde den lille. Hvis den forsatte med at vokse på denne måde, så ville den i løbet af få dage være meget højere end hende.
   Drageungen peb en smule højere og lænede sig imod hende, mens den fortsat havde sine glitrende sorte øjne rettet imod himlen over trætoppene.
   Hun fulgte med undren dens blik og i samme øjeblik fløj en drage over skoven med tunge vingeslag.
   Charmina som sad en smule ustabilt, fordi ungen havde lænet sin vægt imod hende faldt bagover af bare forskrækkelse, imens hun fortsat så op. Flere drager fulgte den første.
   De var på vej imod byen.
   Hendes første tanke var, at hun straks måtte tilbage til byen og hjælpe, men så huskede hun Lances besked fra faderen. Endnu engang kom Charmina i tanke om, at hun jo ikke var velkommen i byen og hvad skulle der ske med drageungen, hvis hun blev brændt på bålet?
   Charmina satte sig op og straks kom ungen hen og trykkede sig tæt ind til hende. Hun lagde armene omkring den og knugede den ind til sig.
   Snart kunne hun lugte røg og høre svage skrig og en drages brølen.
   Charmina følte sig mere magtesløs end nogensinde før og tårerne begyndte at trille ned over hendes kinder. Hun følte sig så nytteløs... men det var hun jo ikke.
   Pludselig huskede hun drømmen.
   Hun havde en mission. Kunne gøre en forskel.
   Charmina tørrede hidsigt tårerne væk med den ene hånd og kiggede ned på drageungen. Dens blik var allerede rettet imod hende og den nynnede stille.
   "Du føler det også ikke sandt? Vi har et sted at være og det er ikke her."
   Tunge vingeslag lød over dem og de kiggede op.
   De frie drager var på vej væk igen.
   Hun kiggede igen på drageungen og da hun talte var hendes stemme fyldt med fortvivlelse. "Men jeg kan ikke tage af sted uden at tage afsked med min far..."
   Ungen kiggede på hendes og i dens sørgmodige øjne læste hun svaret.
   Hun var nødt til at tage af sted. Hvis hendes far stadigvæk var i live, havde han ikke tid til hende nu og hun vidste instinktivt, at deres rejse ville blive lang og tiden var knap. Derudover ville han nok forsøge at forhindre hende i at tage af sted og hvis han så drageungen... De måtte af sted så hurtigt som muligt.
   Hun sukkede. "Jeg pakker lige bylten, så kan vi tage af sted."
   Charmina rejste sig og gik med hængende skuldre ind i dragegrotten, imens hendes indre nærmest skreg på hendes far. Hun vidste at de var nødt til at tage af sted, men det forhindrede hende ikke i at føle, som hun gjorde. Hun var ikke parat til helt at forlade ham endnu. Hun var endnu ikke i den giftefærdige alder. Hun kunne da ikke bare tage af sted uden at give ham den mindste besked.
   FAR jeg har brug for dig!
   Charmina pakkede bylten sammen, hvilket ikke tog lang tid og kiggede over imod det sorte drageskæl. Hun tøvede et kort øjeblik, men besluttede sig så for, at hun ikke ville tage det med sig. Når eller hvis hun på et tidspunkt vendte tilbage kunne hun altid hente det.
   Charmina trådte med et suk ud af grotten og i det samme dukkede hendes far op et stykke foran hende med et forvildet udtryk i ansigtet.
   Drageungen var ikke at se nogen steder. Det var, som om den allerede på forhånd havde vidst, at han ville komme.
   Charmina var lige ved at græde af bare glæde og sprang hen og omfavnede sin far, som efter et kort øjeblik knugede hende tæt ind til sig, imens han mumlede: "Jeg følte lige pludselig, at du havde brug for mig. Det var som om mit indre og Faderen skreg, at jeg skulle tage herud, så jeg slap alt, hvad jeg havde i hænderne. Jeg har faktisk slet ikke tid til at tage herud lige nu."
   Han skubbede hende blidt ud fra sig og kiggede bekymret på hende.
   "Hvad er der galt? Lance fortalte de underligste historier om en vild drageunge."
   Charmina rystede på hovedet, så hendes sorte hår stod som en sky om hendes hoved.
   "Der er ikke tid til at forklare nu. Jeg ville bare sig farvel, før jeg tager af sted."
   Han stirrede uforstående på hende.
   "Af sted? Hvad mener du? Hvor skal du hen?"
   Tårerne begyndte igen at løbe, imens hun forsøgte at smile.
   "Jeg ved ikke, hvor jeg skal hen endnu, men jeg ved, at det er vigtigt, at jeg tager af sted nu."
   Hun fik øje på drageungen bag sin far og rettede sine ord. "At vi tager af sted."
   Hun rejste sig på tå og kyssede blidt sin far på kinden, imens hun hviskede. "Jeg elsker dig far og du skal ikke være urolig for mig. Jeg skal nok klare mig."
   Derefter skyndte hun sig hen til drageungen, som ikke gjorde det mindste forsøgte på at skjule, hvor utålmodig den var.
   Før hendes far kunne nå at reagere satte hun sig hurtigt på hug, lagde armene omkring ungen og blinkede dem begge til den anden ende af skoven.
   Hun betragtede et kort øjeblik de tilsyneladende uendelige marker og enge foran sig, hvorefter hun med et suk begyndte at gå med drageungen ved sin side. Den tumlede af sted, imens den nynnende blidt.