Skælvende af kulde vågnede jeg op i mørket. Hele min krop føltes stiv og øm, af at sove i den trange tunnel. Mine bare hænder var iskolde.
   Skrækslagen erkendte jeg, at jeg var tilbage i mit mareridt. Men jeg kunne ikke huske, jeg havde lagt mig til at sove. Hvordan var det sket?
   Udenfor hylede snestormen. Sne ... sne i juni. Tegnene.

"Vita. Vita, vågn op..."
   Forvirret åbnede jeg øjnene. Det tog et øjeblik før jeg kunne fokusere, men så fik jeg øje på Hr. Petersens bekymrede ansigt.
   "Vita, bliv liggende. Du besvimede. Skal jeg ringe efter en læge?"
   Fortumlet rystede jeg på hovedet, så gulvtæppet uldede mit hår i nakken og løsnede min knold.
   "Nej, jeg er okay. Tror jeg nok ... vil du være sød at hjælpe mig op?"
   Blidt greb han fat i mine hænder. Hans hud føltes brandvarm.
   "Er du sikker på at du ikke vil blive liggende lidt endnu, Vita? Dine hænder er iskolde. Man skulle tro du havde haft dem nede i en balje med isvand."
   Iskolde ... Sne ...
   Brat satte jeg mig op, så mit hoved begyndte at snurre og så hen mod vinduet. Hr. Petersen trak sig hurtigt tilbage og fulgte mit blik.
   "Jamen, det sner jo. Sne i juni måned. Så har jeg set det med, men vejret er selvfølgelig også blevet mere og mere sært. Global opvarmning og alt det der."
   Hastigt så han på mig, igen med rynket pande og bekymrede øjne.
   "Er du sikker på, at jeg ikke skal ringe efter en læge, Vita? Du er meget bleg."
   Distræt rystede jeg på hovedet, mens jeg som hypnotiseret stirrede ud på snevejret. Med en kraftanstrengelse fjernede jeg blikket og så i stedet på min chef.
   "Det ... det behøver du ikke, Hr. Petersen. Jeg er okay. Det er vist bare på grund af den dårlige søvn. Hvis det er i orden, så tror jeg det er bedst, hvis jeg tager hjem og hviler mig."
   Bare tanken om at hvile, sove, fik frygten til at prikke under min hud, men samtidig følte jeg mig for første gang nysgerrig. Var mareridtene en forudsigelse af det som ville komme? Hvad ville de ende med? Var jeg ved at blive skør?
   Hr. Petersen klappede min hånd og hjalp mig varsomt på benene.
   "Selvfølgelig, Vita. Jeg synes også at du skal tage resten af ugen fri. Bestil en tid hos lægen og find ud af om du fejler noget. Din plads skal nok vente på dig, når du vender tilbage."
   Mens jeg nikkede, kæmpede jeg for at fremtvinge et smil. I det mindste blev jeg ikke fyret.
   "Okay, Hr. Petersen."
   Langsomt fulgte han mig ud af sit kontor, mens han trøstende klappede min ene hånd.
   "Hvis du er klar, kommer du bare på arbejde igen på mandag. Ellers ringer du bare og giver mig besked. Skal jeg ikke ringe efter en taxi til dig? Jeg føler mig ikke helt tryg ved, at du tager bussen."
   Da vi nåede hen til mit skrivebord, tog jeg min jakke på og samlede min taske op.
   "Det går nok, Hr. Petersen. Jeg har det allerede meget bedre. Bare tag det roligt. Vi ses forhåbentlig på mandag."
   Modvilligt nikkede han, fulgte mig hen til døren og holdt den åben for mig. Kold luft susede ind i rummet. Sneen dalende stadig udenfor og et tyndt lag havde lagt sig på jorden, hvor det alt for langsomt tøede.
   "Udmærket, Vita. Ring til mig lige så snart du kommer hjem, så jeg ved at du er nået hjem i god behold."
   Igen fremtvang jeg et smil, uvillig til at bevæge mig ud i sneen.
   "Det skal jeg nok, Hr. Petersen og tak."

Dirrende af kulde vågnede jeg op i den mørke tunnel og bevægede min tørre tunge over de sprukne læber. Jeg var tilbage. Præcis som jeg havde frygtet og håbet på. Udenfor var stormen faldet til ro og en smule lys sivede ind gennem sprækkerne i lemmen.
   Med stive fingre gennemrodede jeg lommerne i min lasede jakke og fandt nogle flossede stofstrimler. Fumlende viklede jeg dem omkring mine hænder og fingre, for at beskytte den bare hud. Mine handsker havde jeg efterladt i rummet bag mig og jeg havde ikke lyst til at kravle tilbage. Frygtede hvad jeg ville finde, udover mine handsker. Ikke desto mindre var jeg nødt til at bevæge mig ellers ville jeg fryse ihjel. Det betød at jeg måtte forlade mit skjul.
   Sammenbidt skubbede jeg de sammentømrede brædder til side, så sneen væltede ind og et øjeblik kunne jeg intet se. Da mine øjne havde vænnet sig til lyset kunne jeg se, at åbningen førte ud til en gyde mellem to ruiner. Over dem kunne jeg se en askegrå himmel, hvorfra store dunede fnug dalede ned mod mig. Det var første gang himlen havde været så lys og et sekund overvejede jeg om solen gemte sig et sted oppe bag det tætte skydække.
   Tøvende kravlede jeg ud af tunnelen efter jeg havde trukket et tyndt stykke stof ned over øjnene, for at beskytte dem mod lyset. Det gjorde mig nervøs, at stormen havde lagt sig og det var så lyst, for så ville jeg blive mere synlig. Lettere at se mod den hvide baggrund. Derfor holdt jeg mig i skyggen af den ene ruin. Snedriverne var dybe i gyden og hæmmede mine bevægelser. Kulden var allerede begyndt at prikke i den bare hud på mit ansigt og de enkelte hår, som havde forvildet sig udenfor huen og hætten begyndte at blive stive af frost.
   Ved udgangen fra gyden sugede jeg den isnende luft ned i lungerne, før jeg med tilbageholdt åndedræt så rundt om hjørnet. En bred vej, som vist engang havde været en hovedvej gennem byen, lå øde hen, hvis man altså ikke medregnede sne og is.
   Mine hænder var dybt begravede i lommerne, da jeg bevægede mig ud på hovedgaden, mens jeg stadig sørgede for at holde mig i nærheden af ruinerne. Kort efter faldt jeg over et eller andet hårdt, som havde ligget skjult under sneen. Da jeg kæmpede mig på benene igen, dækkede hvide fnug mig fra top til tå. Helt bevidst lod jeg dem sidde. Måske kunne de hjælpe med at skjule mig, hvis jeg stødte ind i nogle af de fremmede væsner.
   Mere forsigtigt bevægede jeg mig igen fremad og sørgede for at føle for med fødderne, før jeg gik fremad. Mine ben skabte dybe spor. Det gjorde mig nervøs. Tiden for sneengle og leg i sneen var slut.
   Mens jeg bevægede mig forbi en ruin så jeg et glimt af et ansigt inde i skyggerne. Et menneske. Kort efter forsvandt den fremmede. Endnu en, som skjulte sig. Måske var det en af dem fra Hectors gruppe? Måske havde de haft endnu en flugttunnel?
   Jeg rystede svagt på hovedet og fortsatte videre.
   Selv hvis det var en af dem fra Hectors lille flok, så ville han eller hun nok ikke risikere sit eget liv for at hjælpe mig igen. Lægen havde været et særtilfælde i denne iskolde mareridtenes verden. De fleste mennesker gemte sig bare, mens de gennemsøgte ruinerne for at finde mad, tøj og varme. Jeg burde gøre det samme. Det var farligt at bevæge sig rundt udenfor. Det havde jeg set beviset på igen og igen. Døden kom til dem i det fri, i form af en pil eller spidse tænder og kløer.
   I det samme hørte jeg stemmer. Smukke stemmer, der talte et sprog der lød som dryppende smeltevand, krystal og is. Stivnet i et skridt drejede jeg hovedet i retning af stemmerne.
   Opslugt af mine tanker, havde jeg bevæget mig ind foran en gyde uden at bemærke det. Nede for enden af den stod de. To af de smukke og tre af de grimme.
   De havde ikke fået øje på mig endnu, men det var kun et spørgsmål om tid. Problemet var bare at frygten havde fået alle mine lemmer til at fryse fast. Som om jeg havde forvandlet mig til en isskulptur.
   En af de smukke drejede hovedet og selvom der var et godt stykke mellem os kunne jeg med det samme se, at jeg var opdaget. Med klingende stemme og en ligegyldig bevægelse sendte han en af de grimme efter mig. Mørk og sammenkrøbet med spidse tænder, skarpe kløer og røde øjne bevægede den sig mod mig.
   Frygten slap sit lammende greb da adrenalinen susede gennem mig. Febrilsk kæmpede jeg mig gennem sneen med kurs mod midten af gaden, hvor driverne ikke var så høje. Mine fødder skøjtede henover islaget under sneen. Pulsen hamrede i mine ører og jeg hev den kolde luft ned i lungerne med hektiske åndedrag. Hvor tæt var den på mig?
   Skrækslagene så jeg mig over skulderen. Den halede ind på mig. De røde øjne lyste blodtørstigt og klør og tænder blinkede i det askegrå lys. Ligesom de smukke, havde den også lys hud, men i stedet for at virke smuk, mindede den om arrede gulne knogler. Filtret sort hår flagrede efter den. Jeg forsøgte at sætte farten op, mens jeg kurrede henover is og sne.
   En svidende smerte flåede min venstre overarm i samme øjeblik, som isen forsvandt under mig og jeg faldt ned i mørket. Jeg landede på benene og de gav efter under mig, men hurtigt var jeg oppe igen. Havde ikke tid til at bekymre mig om smerten. På begge sider, rejste mørke let buede tunnelvægge sig. Jeg var faldet ned gennem et mandehul og landet i kloakken.
   Med den sviende arm, tæt ind til kroppen begyndte jeg at løbe ned gennem tunnelen. Turde ikke se mig tilbage. Var mareridtsvæsnet fulgt efter mig?
   Min ånde stod som disede skyer foran mit ansigt, da jeg skøjtede af sted over det frosne kloakvand. Et stykke nede, drejede jeg ind i en sidetunnel. hamrede ind i væggen, fordi jeg ikke turde tage farten af. Min arm gjorde svimlende ondt, men jeg ignorerede den og skubbede mig væk fra de klamme kolde sten og fortsatte. Lidt længere nede, drejede jeg igen, fortsatte og drejede igen. Venstre, højre, højre, venstre. Blev bare ved med at bevæge mig. Vovede ikke at se tilbage, af frygt for at røde øjne og skarpe tænder ville dukke op i mørket.
   Pulsen hamrede i mine ører og flugten havde givet mig varmen, da jeg stoppede op. Selvom jeg ikke anede ikke hvor lang tid jeg havde skøjteløbet gennem kloakken og om jeg var sluppet væk, så kunne jeg simpelthen ikke mere. Det stak ubehageligt i min ene side og jeg måtte kæmpe for hver eneste kolde mundfuld luft. Sveden trillede ned over mine kinder og savlet i min mund føltes klistret.
   Mens jeg kæmpede for at kontrollere mit åndedræt og få pulsen til at falde til ro, forsøgte jeg at lytte. Var væsnet stadig efter mig eller var jeg sluppet fra det? Jo mere jeg slappede af, jo dybere blev stilheden i tunnelen. Det var kun mig selv, jeg kunne høre.
   Mørket blev ikke forstyrret af noget lys, men mine øjne havde vænnet sig så meget til det, at jeg kunne fornemme væggene på begge sider. Efter mine mange sammenstød med dem, vidste jeg at de var dækket af et tyndt lag rimfrost. Langt om længe gik det op for mig, at jeg var sluppet fra den. Lettelsen skyllede gennem mig. Jeg var sluppet fra den og var stadig i live. Men ikke helt uskadt. Prøvende rørte jeg ved det sviende sted på min overarm. Min hud var bar og iskold. Overfladen var dækket af et fedtet islag. Da jeg berørte området blev mine næsebor straks ramt af den metalliske lugt af blod. Fumlende fandt jeg noget stof i min ene lomme og bandt det stramt omkring overarmen, så den bare hud blev dækket og såret forbundet.
   Mine skuldre hang, da jeg igen så mig omkring. Hvis jeg skulle undersøge såret ordentligt, havde jeg brug for lys og derfor måtte jeg finde en vej ud af kloakken. Efter jeg havde forbundet armen sved den endnu mere og summede svagt.
   Langsomt bevægede jeg mig ned gennem tunnelen. Valgte min rute på må og få, eftersom jeg ikke anede hvor jeg var henne, var det lidt ligegyldigt, hvilken retning jeg valgte.
   Der gik et godt stykke tid og frygten begyndte igen at krible i mig. Måske ville jeg aldrig finde en vej ud og de sidste dage af mit liv ville blive tilbragt i en kold mørk kloak. Her var ikke engang noget jeg kunne tænde op med. Hvis jeg døde i mit mareridt, ville jeg så vågne op i den virkelige verden eller ville jeg også dø der?
   Pludselig kunne jeg fornemme lys forude. Det var meget svagt, men for hvert skridt jeg bevægede mig fremad, blev det med sikkerhed kraftigere. Automatisk skøjtede mine ben hurtigere hen over islaget. Jeg rundede et hjørne og et stort åbent område dukkede op foran mig. Tunnelgulvet var dækket af murbrokker og sne. Vejen over kloakken måtte være faldet sammen og nedfaldet havde skabt en ujævn bakke op til overfladen. Nu da jeg havde lys så jeg nervøst på min arm. Hele venstre side af min jakke var dækket af frostglitrende blod og ærmet var flået. Forsigtigt løsnede jeg det stykke stof jeg havde bundet om såret. Det hev en smule i det, da jeg fjernede det inderste lag. Fire dybe flænger tegnede sig over min arm. Kager af blod havde sat sig i kanten af hvert sår, men da jeg løsnede stoffet, begyndte de igen at bløde en anelse. Før jeg fik det dårligt, forbandt jeg igen armen. Det sved voldsomt og jeg måtte kæmpe for at bide smerten i mig. Hvorfor føltes et sår altid meget værre, når man først havde set det?
   Sammenbidt vaklende jeg hen mellem murbrokkerne og begyndte at kravle. Flere gange gled mine hænder på de glatte sten, men til sidst nåede jeg så højt op at jeg kunne se mig omkring. Til min lettelse var der ingen levende væsner i syne.
   Hullet havde ført mig op ved enden af en lille gade, i nærheden af en af de sædvanlige ruiner. Denne gang en lille en. Af en eller anden grund så den bekendt ud. Irriteret rystede jeg tanken af mig. Det kunne jeg altid undersøge, når jeg var kommet i skjul indeni den.
   Jeg kravlede det sidste stykke op og tumlede ind i skyggerne. Pludselig kunne jeg mærke hvor udmattet jeg var. Uden at tænke nærmere over det, vaklede jeg gennem ruinen, fandt en delvist skjult trappe og fortsatte ned i en kælder. Den så også bekendt ud.
   Det var lige før jeg jublede, da jeg i mørket kunne fornemme en varmeovn. Hvis der stadig var gas på beholderen kunne jeg få det varm uden at bekymre mig om røg. Efter jeg havde lukket den skæve dør ned til kælderen gik jeg hen og trykkede på den delvist frosne knap. Der lød et højt knald og jeg kunne se en lille blå gnist. I det mindste virkede gnisten.
   Igen og igen trykkede jeg, indtil tre af mine fingre smertede og havde nær fået et chok, da gassen antændtes og flammerne bredte sig ud over gitteret. Undervejs var den lille kælder kommet til at lugte af gas, men da lyset bredte sig, glemte jeg alt om det. På hylderne omkring mig, stod utallige dåser. Uåbnede dåser fyldt med mad. Rene tæpper lå pænt foldede, ved siden af stakke med stearinlys. Henne i et hjørne kunne jeg se en mølædt sofa og to yderligere gasbeholdere. Mens jeg så mig omkring erkendte jeg pludselig hvor jeg havde set dette sted før. Det var min egen kælder.
   Med fødderne slæbende efter mig, gik jeg hen til sofaen, hvor jeg rullede mig sammen. Mine øjenlåg var forfærdelig tunge og selvom jeg kunne fornemme at svarene på mange af mine spørgsmål var lige indenfor rækkevidde, føltes min hjerne helt tåget.
   Jeg faldt i søvn.

Langsomt åbnede jeg øjnene og så lige op på det hvide loft i mit soveværelse. Igen var jeg tilbage i virkeligheden. Min hud var dækket af et tyndt lag sved, selvom jeg var iskold. Da jeg løftede venstre hånd, for at gnide sveden af panden gjorde det ondt på min overarm. Jeg turde næsten ikke kigge, men til sidst så jeg nervøst ned på den bare arm. Der var fire røde rifter. De var ikke lige så dybe, som drømmens, men havde alligevel blødt. Skælvende løftede jeg dynen til side. Mit sengetøj var fyldt med indtørret blod. Var det skaden fra mareridtet jeg havde bragt med ud i virkeligheden eller havde jeg revet mig selv i søvne?
   Gysende skubbede jeg det blodige sengetøj til side og kravlede ud af sengen. På vaklende ben gik jeg hen til døren, greb min morgenkåbe fra en knage og trak den på. Ønskede bare at dække rifterne, så jeg ikke længere kunne se dem. Lidt mere sikker på benene fortsatte jeg ud af værelset, ned af gangen, ud i køkkenet og stoppede først, da jeg nåede kælderdøren.
   Mit lille hus var meget anderledes end den ruin jeg huskede fra drømmen, men alligevel var mange ting genkendelige. Husets indretning for eksempel.
   Tøvende åbnede jeg døren, famlede henover væggen indtil jeg fandt kontakten og tændte lyset nede i kælderen. Strukturen i trappetrinene føltes ru mod mine kolde fødder og en hengemt luft ramte mine næsebor, da jeg bevægede mig ned.
   Det første jeg fik øje på, var det forskellige ragelse jeg havde proppet ind på de støvede hylder. Tomme syltetøjsglas, som aldrig var blevet fyldt på ny, kasser med julepynt, lampeskærme og urtepotter. Ingen varmeovn eller gammel sofa og kun et lille lager af dåsemad. Så sandelig ikke det samme som fra mareridtet. Eftertænksomt gik jeg igen op ad trappen, slukkede lyset og lukkede stille døren bag mig. Forsigtigt lod jeg morgenkåben glide ned over den venstre arm, så jeg kunne se rifterne.
   Måske skulle jeg tage ud og handle. Det kunne vel aldrig skade at forøge mit lager af dåsemad.

Den nat drømte jeg ikke.