Ulige kamp
   Almar gik hurtigt ned af gangen efterfulgt af 5 snublende rådsmedlemmer, som han havde samlet op på vejen.
   Han råbte ordrer, imens han gik og folk forsvandt hurtigt for at udføre dem.
   "Saml de andre rådsmedlemmer! Forøg dragepatruljerne! Gør klar til kamp!"
   Forhåbentlig havde de andre rådsmedlemmer ikke hørt om Charmina, for hvis de havde tvivlede han på, at de ville lytte til ham. Når de hørte historien ville de vide, at han havde skjult hendes evner, at han havde haft kendskab til dem og ikke havde gjort sin pligt. Som var at sende hende på bålet.
   Almar var nødt til at overbevise dem om det kommende angreb, før de fik mulighed for at bringe hans lederskab i tvivl.
   Han vidste at angrebet snart ville komme. Han havde været urolig hele dagen.
   Det var som om luften var ladet med elektricitet, ligesom under et tordenvejr. Under den normale larm i byen havde der hele dagen ligget en anspændt tavshed. Som om selve verden holdt vejret og ventede på at der skulle ske noget forfærdeligt.
   Det var en meget foruroligende fornemmelse. Anderledes end noget andet han havde prøvet. Kongen af Sílvísan måtte have startet et storstilet angreb.
   Pludselig dukkede Sinistra op i en døråbning.
   "Hey, hvad går du og råber for knægt? Selv de døve kan jo hører dig og dem, som kun er halvdøve får ondt i hovedet af alt det brøleri."
   Almar kiggede kort på sin svigerfar i forbifarten og svarede afvisende. "Jeg har ikke tid nu Sinistra. Der er en krise under udvikling."
   Den gamle mand kiggede fortørnet på ham.
   "Uforskammede hvalp. Har du aldrig hørt at man skal give sig tid til alderdommen? Når jeg fanger dig skal du få et gok i nødden, så hårdt at du sent glemmer det."
   Almar ignorerede det og fortsatte.
   Han marcherede ind i rådssalen.
   De fleste af de andre rådsmedlemmer var kommet og der var ikke tid til at vente på de sidste. Han havde allerede besluttet sig for, at han ikke ville nævne Charmina.
   Almar begyndte at tale, endnu før han var nået frem til sin plads. "Mine Herrer. Vi er blevet udspioneret af vores fjender og angrebet vil snart ske. Jeg regner ikke med, at jeg er den eneste, som har fornemmet spændingerne i luften i dag."
   De andre rådsmedlemmer rystede på hovedet, til hans tilfredsstillelse virkede det ikke som om nogen af dem havde nået at høre om Charmina.
   Han skyndte sig at forsætte sin tale, før nogen af dem nåede at spørge, hvorfra han havde fået kendskab til angrebet. Han havde ingen beviser. I skyndingen havde han ikke nået at få skællet af Charmina. Sílvísan måtte også have fået nye drager, for så vidt han huskede havde deres drager altid være røde og gyldne.
   "Jeg har allerede givet ordre til, at folk skal forberede sig på kamp. Og nu foreslår jeg at vi..."
   Almar blev afbrudt af et horn der skreg advarende udenfor. Han kiggede beklagende på de forsamlede.
   "Jeg tror desværre ikke, at der bliver tid til at planlægge. Mine Herrer lad os..."
   Endnu engang blev han afbrudt, men denne gang var det af en af de yngre dragevogtere, som kom løbende ind i salen med vilde øjne.
   "Vi bliver angrebet!"
   Almar kiggede tålmodigt på den forvirrede mand. Han havde åbenbart aldrig været i kamp før, siden han var så let at skræmme.
   "Det ved vi. Silvisan..."
   Den unge dragevogter afbrød ham endnu engang. "Det er ikke Silvisan som angriber."
   Almar kiggede forbløffet på manden og bemærkede først nu den rene rædsel, som stod malet i hans unge ansigt.
   "Det er ... det er drager Herre. Vilde drager. I tusindvis. Det ligner en hel regnbue, som er på vej imod os"
   Almar kunne ikke andet end stirre tomt på den forskræmte dragevogter.
   Charmina.
   Hvor havde han været dum. Hun havde forsøgt at advare ham. Hvorfor havde han ikke lyttet til hende? Og nu var det for sent. Alt for sent.
   Han trak med en kraftanstrengelse sit sind væk fra den dybe fortvivlelse.
   "Bed folk om at gå i beskyttelsesrummene. Alle byens drager skal bemandes og af sted. Beskyt byen uanset omkostningerne. Det er vores børn og kvinder, som vi beskytter."
   Charmina var i det mindste i sikkerhed. Bare de vilde drager nu holdt sig fra skoven.
   Den unge dragevogter var allerede forsvundet fra salen for at viderebringe hans ordrer. Rådsmedlemmerne var begyndt at råbe i munden på hinanden.
   Almar afbrød dem med et rasende brøl. "Så tag jer dog sammen. Jeg vil ud og se hvad der sker. Sørg for at alle dragerne bliver bemandet."
   Han ventede ikke på deres svar.
   Almar løb ud af salen og fik et gok i hovedet af Sinistras stok. Han havde åbenbart stået på lur udenfor døren.
   "Jeg advarede dig jo knægt."
   Almar så rasende på sin svigerfar, imens han gned sin pande.
   "Der er ikke tid til det pjat nu Sinistra."
   Han skubbede blidt den gamle mand til side og fortsatte stedkendt ned af forskellige gange og op af diverse trapper. Han nåede borgens brystværn og det syn som mødte ham var lige ved at tage vejret fra ham og modløsheden indtog hans krop. Sinistra dukkede op bag ham, men sagde ikke noget og tildelte heller ikke nogen slag med stokken.
   Et stykke væk var himlen fyldt med drager i alle mulige farver. Som den unge dragevogter havde sagt - En regnbue angreb dem. Men denne regnbue gemte ikke en skat for enden. Denne regnbue gemte døden.
   De kom direkte imod byen. Deres skæl blinkede i solen, røg bølgede fra deres tandfyldte gab og deres øjnene glødede som kul.
   Byens drager, som ventede med deres ryttere over byen var i langt undertal.
   Almar betragtede de vilde drager med hårdt knugede hænder. Hans negle borede sig ind i håndfladerne og fik blodet til at løbe.
   Deres ild var inden for rækkevidde, men det var som om de tøvede.
   De betragtede byens drager og han betragtede skrækslagen de vilde drager.
   Han kiggede op på dragevogterne, som sad på deres drager. "Så angrib dog før de gør."
   Almar vidste, at de ikke kunne høre ham, men en af rytterne havde åbenbart fået den samme ide, fordi han beordrede sin drage til at spy ild imod en af de vilde.
   Det var en rød drage og den flyttede sig ikke, selvom ilden kom imod den. Det virkede som om den ikke vidste, hvad den skulle gøre og så var det for sent.
   Ilden ramte den med brølende kraft og omsluttede den.
   Det meste af dens krop var beskyttet af skæl, men dens skrøbelige vinger brød i brand og dens øjne blev blinde.
   Dens skrig var hjerteknusende, da den styrtede brændende til jorden og ramte den med et brag lige udenfor bymuren. Dens skrig blev barmhjertigt afbrudt.
   Almar håbede, at folk var kommet i beskyttelsesrummene, for snart ville det regne med faldende drager indenfor byens mure.
   Nu angreb resten af byens drager og deres ryttere sendte magiske blå lyn af sted.
   Flere af de vilde drager styrtede brændende eller sortsvedne til jorden. Døde eller hårdt sårede og et kort øjeblik følte han triumf.
   De turde åbenbart ikke kæmpe alligevel, men så sendte den første vilde drage sin ild af sted imod en dragevogter og den drage, som bar ham.