Sort som natten
   Sorba var landet et stykke fra byen og forsat resten af vejen til fods. Han havde ikke mødt nogen mennesker eller drager. Daksí havde haft ret i at de fulgte de samme patruljeplaner, som før han og hans søskende stak af. Og nu var han skjult under træer og af nattens mørke. Hans sorte skæl faldt perfekt i et med de dybe skygger under træerne.
   Han stoppede ved skovbrynet, før han nåede markerne der omkredsede byen.
   Som han var blevet fortalt, var der fra dette sted frit udsyn til menneskenes by.
   Sorba lagde sig i skjul bag krattet under træerne. Ventede tålmodigt.
   Natten gik og daggry blev afsløret af et svagt skær på himlen mod øst. Han rørte uroligt på sig, hvorefter han lå helt stille.
   Byen vågnede langsomt op ved lyden af hanegal. Da klokken solen havde bevæget sig helt op over horisonten var alle oppe og i gang.
   En stor mur omkransede byen, men porten var blevet åbnet ved daggry.
   Han iagttog den hektiske aktivitet udenfor muren og den han kunne se igennem porten.
   Menneskebørnene løb glade rundt i leg. Kvinderne snakkede og lo, imens de vaskede tøj, bar vand og forberedte kød og grønt til de forskellige måltider dagens imens de holdt et afslappet opsyn med deres børn. Mændene arbejdede med alvorlige udtryk, men ingen forberedte sig til krig. Dette var bare en almindelig højspændt dag.
   Sorba smilede tilfreds.
   De havde ingen ide om, hvad der ventede dem.
   Det første angreb og befrielsen af deres brødre og søstre ville gå let.
   Han fik øje på en grøn hundrage, som var i gang med at lette fra menneskernes by. Hendes hoved var bundet med remme og der sad et menneske på ryggen af hende. De grønne skæl var uden glans. Sorba stirrede hadefuldt op på rytteren, da de fløj over muren og ham.
   Sorba kunne mærke vreden ulme i sit indre.
   De skulle komme til at betale for det. Alle sammen.
   De ville snart lære.
   Han bevægede sig ikke.
   Tiden var ikke inde, men snart.
   Sorba forblev i krattet. Dagen gik imens han betragtede menneskene, som gik rundt i det, som de troede var sikkerhed. Et fredeligt liv. De drager som var fløjet ud i løbet af dagen kom tilbage og hver gang, at han så en af dem måtte han tøjle sin vrede.
   Natten faldt på og størstedelen af menneskene gik i seng, men nogle festede på de lokale beværtninger.
   Han forblev stille i krattet, indtil det sidste lys i byen var slukket og det sidste fordrukne menneske var gået til køjs.
   Derefter rejste han sig med stive muskler og kløede sig hektisk på et sted, som havde kløet i flere timer. Han begyndte langsomt at gå på sine stive ben.
   Sorba havde set nok.
   Deres angreb ville komme som et lyn fra en skyfri himmel. Menneskene ville ikke ane, hvad der havde ramt dem.
   I hvert fald ikke før det var for sent. Alt for sent for dem.
   Og når de sørgede over deres døde. Deres familie og venner. Så deres nedbrændte hjem og resterne af det, som havde været deres glade liv så ville de kende deres forbrydelse. De ville ikke længere have nogen drager, at udnytte og så ville det sidste slag komme og de ville alle være væk forevig.
   Sorba forsatte sin gåtur, indtil han nåede frem til det sted, som han var landet natten før.
   Derfra lettede han og satte kurs imod de andre drager.
   De ville blive glade for hans nyheder.
   Angrebet kunne foretages når som helst.