Dragefund
   Charmina sad med armene om knæene og kiggede på Drageægget.
   Bålets blafrende flammer bragte liv til æggets nubrede overflade.
   Natten var faldet på, imens hun tændte bålet. Da ilden endelig knitrede livligt havde hun lagt ægget tæt på bålet for at holde det varmt og derefter sat sig ned for bare at kigge på det.
   Hun kunne simpelthen ikke fatte det.
   Hvad for en drage havde efterladt dette smukke æg i skoven lige under det gamle træ. Det var, som om dragemoderen havde efterladt sit æg specielt til hende.
   Oppe på borgen havde hun ofte stået og betragtet malerier af de æg, som var blevet udklækket i byen, men de havde været grønne og blå. Dette æg var sort og rødt og hun syntes, at det var det smukkeste, hun nogensinde havde set.
   Hun lænede sig frem. Bålets varme brændte på hendes ansigt, men hun lagde ikke mærke til det, da hun rakte ud efter ægget og lod sin hånd glide kærtegnende over dets lune nubrede overflade. Hun lod hånden hvile på ægget nogen sekunder, men trak den så til sig igen med et suk.
   Hvad skulle hun dog gøre?
   Charmina kunne ikke lade sin far se det ... hvis han altså stadig var i live. Hun sank en klump.
   Han ville tage det fra hende og optræne den lille unge bag skallen.
   Hun kunne ikke lade ham forvandle den uklækkede lille unge til en af de triste dødlignende drager. Hun kunne ikke tillade ham at lave den om til en bydrage med tomme øjne og matte skæl.
   Hun måtte holde det skjult.
   Ægget vibrerede en smule, som om den lille skabning indeni strakte sig søvnigt.
   Hvornår mon det ville klække?
   Charmina havde hørt, at det var meget forskelligt. Nogen af bydragerne havde kæmpet sig ud af ægget efter få dage, andre ventede flere uger.
   Det vibrerede igen.
   Der ville nok ikke gå lang tid, før denne drage kom ud af sit æg og det skabte et helt nyt problem.
   Hvordan skulle hun skjule en lille livlig drageunge for sin far?
   Den ville næppe gemme sig og være stille, hvis hun bad den om det.
   De frie drager hadede mennesker og måske ville den lille unge hade hende, fra første øjeblik den så hende.
   Og desuden havde hun slet ikke lyst til at bestemme over den lille drage. Så begik hun jo bare den samme fejl som hendes far.
   Nej, dragerne burde være frie og hvis den uklækkede unge skulle være fri måtte den lære at tænke selv og handle efter sin egen vilje.
   Charmina kiggede fascineret på ægget.
   Hun kunne stadig ikke fatte, at hun virkelig havde gjort dette forbløffende fund.
   Det var det mest værdifulde, hun nogensinde havde fundet og på trods af sin frygt kunne hun næsten ikke vente til ægget klækkede, så hun kunne se den lille unge.
   Var det en han eller en hun? Hvilken farve havde den?
   Charmina var allerede nu ked af, at hun på et tidspunkt måtte sige farvel til den uklækkede drage.