I bålets skær
   Charmina blev vækket af en svag kradselyd.
   Hun var åbenbart faldet i søvn, imens hun betragtede ægget.
   Med den ene hånd gned hun træt sine øjne og strakte sine stive muskler.
   Ilden var gået ud og kun en smule små stædige gløder sendte deres svage røde skær imod ægget.
   Charmina så kærligt på ægget, hvorefter hun forbløffet gned øjnene igen.
   Det var ikke gløderne, som oplyste ægget. Det var alle de fine små røde linier i dets overflade, som var begyndt at lyse. Ægget rystede og det var fra dets indre, at kradselydene kom.
   Det kunne ikke passe. Ungen kunne ikke allerede være på vej ud. Eller kunne den?
   Hun kravlede helt tæt hen til ægget og satte sig på hug foran det, imens hun stirrede fascineret på det.
   De røde linier begyndte at lyse kraftigere og hun havde det som om, hun bevidnede et mirakel. Hun havde aldrig nogensinde set noget så smukt.
   Lyset fra ægget overgik nu glødernes skær. Det var som om der brændte en overjordisk ild indeni ægget. En ild som skabte den lille drageunge.
   Ægget lyste nu så kraftigt, at hun var nødt til at knibe øjnene sammen for at kunne se på det.
   Et højt knæk fik hende til at spjætte af forskrækkelse. Ægget var begyndt at revne.
   Det var, som om det første knæk startet en kædereaktion, fordi små sprækker begyndte at løbe igennem de røde linier og gjorde lyset endnu kraftigere.
   Hun lukkede meget mod sin vilje øjnene.
   Kort efter lød der en svag skraben og hun kunne ikke modstå fristelsen til forsigtigt at åbne øjnene.
   Hun ønskede ikke at gå glip af det mindste.
   Denne oplevelse var en gave fra moderen. En gave, som hun højst sandsynligt aldrig ville blive tilbudt igen.
   Lyset var blevet svagere og da kradselyden begyndte igen faldt ægget pludselig sammen i en bunke små sorte stykker med røde kanter og en lille rød drageunge trillede omkuld. Den havde tilsyneladende ligget på hovedet indeni ægget.
   Charmina kiggede fuld af beundring på ungen.
   Dens røde skæl glimtede, da den satte sig op og hun havde en mistanke om, at det var fra den, at det røde lys i ægget var kommet.
   Den var ikke særlig stor. Kun cirka en halv meter høj og kun halvt så bred. Den havde kun små runde knolde der hvor voksne drager havde pigge, men dens små kløer og tænder var allerede meget spidse.
   Den åbnede sine store øjne og de lignede ikke noget, hun havde set før. I stedet for de typiske gule øjne med den sorte ellipseformede pupil var øjnene helt sorte, men de var så fulde af liv, lys og en dyb sorg at de lige så godt kunne have været hvide.
   Skæl som rubiner og øjne som sorte diamanter.
   Ungen stirrede på hende med sine fascinerende øjne og hun stirrede tilbage på den, imens hun blidt mumlede. "Du er godt nok en travl lille en. Begyndte du at kede dig indeni ægget?"
   Ungen lagde hovedet på skrå og blinkede med øjnene, hvorefter den betragtede hende nysgerrigt et øjeblik.
   Den foldede sine vinger ud og et øjeblik blev hun bange for, at den ville flyve sin vej. Hun ønskede ikke at miste dette bjergtagende lille væsen endnu og tanken om at det en dag ville ske gjorde ondt, men ungen rystede bare sine meter lange vinger og foldede dem sammen igen, hvorefter den satte i et højt vræl.
   Charmina blev så forskrækket, at hun faldt bagover, men så gik det op for hende, at den lille unge græd.
   Uden at tænke nærmere over det kravlede hun hen til den og løftede den op, hvorefter hun blidt trykkede dens skælvende lille krop ind imod sit bryst. Den måtte være både bange og sulten.
   "Så, så lille ven. Du må ikke græde. Jeg skal nok passe på dig, så godt jeg nu kan, men jeg har desværre ikke noget mad."
   Hvilken vidunderlig beskytter hun var. Hun kunne ikke engang give den noget mad.
   Ved tanken om mad begyndte hendes egen mave at knurre og hun kom i tanke om, at hun ikke engang kunne fodre sig selv af.
   Ungen var holdt op med at vræle og trykkede sin lille varme krop tættere ind til hende.
   "Fryser du lille ven?"
   Hun tvivlede dog selv på dette, eftersom den lille unge nærmere varmede hende, men alligevel løftede hun sit kjoleskørt op og svøbte det om den lille krop.
   "Var det bedre?"
   Ungen begyndte at lave en underlig lyd og det tog hende et øjeblik, at regnede ud hvad den lavede.
   Den nynnede.
   Charmina havde aldrig hørt om en nynnende drage før, men måske var det fordi byens drager aldrig var blevet behandlet på en måde, som gav dem lyst til at nynne.
   Hun knugede drageungen tættere ind til sig og begyndte at nynne sammen med den. Hendes tanker gled hen på hendes far og morfar. Hun sukkede.
   "Hvordan skal jeg dog skjule dig for min far?"
   En stemme lød fra mørket bag hende.
   "Det er vist allerede for sent."
   Hun gispede forskrækket og vendte sig.
   Lance stod et par meter fra hende og den lille drageunge begyndte at hvæse i hendes arme.