Jeg traskede igennem Københavns snaskede rendestene, sparkede til de sammenklistrede, mangefarvede efterårsblade, der lå klumpet sammen i slimede bunker ved hver overfyldt rist. Før havde det været de bleggule 'Oprop'-sedler, der havde sat sig fast under skosålerne i tykke, kvalmende lag. Men nu var rollen overtaget af de gule, røde og brune blade, der klæbede, som var de dyppet i tapetklister. Himlen var kedeligt grå med masser af lavthængende, fede, puffede skyer. Det så ud som om, en eller anden havde fræset hen over dem med en gigantisk plæneklipper, for kanterne var helt takkede og forrevne. Skyerne gav et næsten klaustrofobisk indtryk, som om de prøvede at presse sig ned over ørerne på een. Det var kun ubehagelige minder, jeg havde fra forrige nat, hvor de store, sorte fugle havde krydset himlen mod syd, på vej mod Tyskland med død i hjertet. Man havde tydeligt kunne høre den tunge brummen og sirenernes hylen igennem kælderrummets tykke cement. Det gav mig en ubehagelig fornemmelse, som om der var nogen, der prøvede at snige sig ind på mig, og jeg tvang derfor øjnene væk fra det kvælende grå tæppe og lod blikket vandre rundt omkring på gaden istedet. Der var ikke så mange folk ude, for de fleste sad indenfor og (lod som om de ikke) hørte radio på laveste lydstyrke eller læste aviser. Der var kun nogle få forsamlede rundt omkring på gadehjørner og stræder... De fleste stod og diskuterede lavmælt foran lygtepælen uden for købmand Mikkelsens butik. Jeg genkendte Johan og Christian fra Fjerde Mellem, som de stod der næsten overdrevent skrævende og lyttede til de andre fra gaden med hænderne plantet i lommerne for at give det mandlige indtryk, som vennerne forventede. De talte om noget med Gestapo og Englands radio... jeg opfattede kun ordene svagt på grund af den tudende blæst, der fik baldakinerne over Mikkelsens vindue til at blafre og udstøde skarpe, piskende lyde. Han, Mikkelsen altså, havde været for doven til at tage dem ind endnu, og det endte vel med, at frosten ødelagde dem.
   Da jeg passerede hoben omkring lygtepælen, løftede Christian hånden til en stum hilsen og trådte et par skridt ud af kødranden for at mødes med mig på fortovet. Jeg sank en klump... han var tre år ældre end mig og var søn af en ingeniør ved koncernen B&W (den var forresten blevet sprunget i luften af englænderne i januar, og faderen var nær blevet slået ihjel ved eksplosionerne). Fra alt det jeg havde hørt rundt omkring på gadehjørner i den sidste uge, havde jeg en fornemmelse af, at faderen vist nok var modstandsmand. Der havde i hvert fald været en hvisken og tisken om sabotagen på savværket for tre uger siden... og jeg hørte hans og Christians efternavn blive nævnt. Men der var vel alligevel mange, der hed Østergaard.
   Jeg så Christian hver dag i skolen, fordi han gik i en klasse over mig.... Han smilede, da jeg nåede derhen, og tændte langsomt og fumlende en Lucky Strike cigaret, mens han kiggede sig omkring. Jeg lagde mærke til, at han beholdte det nye, fine ildtøj unaturligt længe fremme i hånden, før han med en fejende bevægelse lagde det tilbage i frakkelommen. Jeg undertrykte en skulen og begyndte med en lidt hård, ukontrolleret bevægelse at sætte min tunge taske med skolebøger ned på det regnglinsende fortov. Jeg havde tænkt mig at spørge om, hvorfor han ikke havde været i skole idag, men nåede ikke at åbne munden, før jeg blev afbrudt af det lille, sprøde smæld, da okselæderremmen, der holdt tasken lukket, knækkede, og mine 3 nyindbundne danskbøger skvattede skurrende ud på asfalten. Med et lille hvin, fik jeg hurtigt samlet de to op, men da jeg rakte ud efter den tredje, snuppede Christian den. Mens han inhalerede den giftige røg, åbnede han den interesseret og begyndte at bladre rundt i den. Da jeg ville tage den tilbage, greb han fat om min arm med sine slanke fingre. Jeg stivnede, mens jeg vantro gloede på hans lysebrune hånd. Den havde en masse små fregner, der var lidt mørkere end resten af huden på håndryggen.... Så vågnede jeg pludselig op og vristede forskrækket armen fri, selvom han ikke så ud til at ville gøre noget. Jeg tænkte, at han sikkert gjorde det for at drille, og at han sandsynligvis ville flå bogen i stykker om lidt, (som han gjorde med de fleste af sine egne bøger) for så bagefter at stå og le ad mig. Jeg hadede mobning og drillerier. Det var nærmest en naturlig del af dagsordenen på Sct. Annæ Skolen, også selvom det næsten kun var 'rigmandsbørn', der gik der. Intet var værre end det ydmygede, skræmte blik, der kunne ses i øjnene på de stakler, der blev mobbet og hånet af skolekammeraterne. Jeg havde alt for mange gange været vidne til, hvordan de populære drenge fra de ældste klasser jagtede rundt i skolegårdene efter nogle forskræmte, små unger. For det meste havde deres synd bestået i ikke at betale et lån tilbage til tiden, nægte at løbe ærinder til bageren eller simpelthen bare, fordi de var der. Det endte næsten altid med et blåt øje eller en blodtud, og alle andre var for feje til at gribe ind. De vendte altid bare ryggen til og lod, som om de ikke havde set noget.
   En lille, mat frygt blussede stille op i mit mellemgulv, og jeg prøvede nøje at tyde hans ansigtsudtryk, mens han undersøgende men langsomt bladrede i bogen. Han så nærmest lidt ligeglad ud... som om han læste i Søndagsavisen uden rigtig at læse. Ligesom man læser, når man egentlig ikke rigtig gider men bare ikke har noget bedre at tage sig til.
   Pludselig smækkede han bogen i, så det gav et gib i mig. Han kiggede på mig et øjeblik. Jeg tror nok, at det var et lille, nervøst smil, jeg så spille i den ene mundvig... tog så en snip af sin nye cottoncoat og tørrede bogen skånsomt af, hvorefter han stak den i hånden på mig. Jeg slog blikket ned. Mine kinder brændte på en irriterende, uvant måde, og mine øjne føltes nærmest feberagtige, mens jeg gloede dumt ned i asfalten. Jeg skubbede hurtigt bogen tilbage i tasken.
   "Sådan.."
   "Tak....." mumlede vi i munden på hinanden og rejste os hurtigt op, mens vi rettede på tøjet, der vistnok var blevet meget krøllet efter at have siddet på hug på fortovet. Han rømmede sig og kiggede sig så over skulderen efter et eller andet i den modsatte retning, mens jeg fortvivlet fingererede ved den ødelagte rem.
   "Nå, men.... så ses vi," sagde han hurtigt, drejede om på hælen og løb tilbage i flokken foran lygtepælen.
   "Ja...." mumlede jeg fortumlet og kastede et flygtigt blik efter hans ryg, der forsvandt i den farveløse menneskemasse.

"2 kilo kartofler, Walther," smilede jeg, da jeg stod foran disken i den lille købmandsforretning på Østerbro. Manden bagved disken rømmede sig lidt og kiggede ned i kartoffelkassen:
   "Det er jeg bange for, at jeg ikke kan give dig, Julie," sagde han med en bekymret mine:
   "Der er næsten ikke flere tilbage, skal du se. Men jeg kan måske skrabe et halvt kilo sammen til dig fra bunden, men det kommer til at koste det dobbelte."
   Han smilede usikkert til mig og afventede mit svar. Han var så sød, denne Walther. Tog altid alting på samvittigheden, selvom det næsten aldrig var hans skyld. Det var næsten synd for ham, som han stod der med ansigtet lagt i grublende folder, som om han var skyld i, at der altså var en enorm mangel på kartofler i landet. Jeg hadede denne evige mangel på alting. Tyskerne sugede tilsyneladende alt ud af os uden at give os noget igen. Der var næsten heller ingenting på hylderne, selvom Walther næsten lige havde modtaget en ny sending. Hylderne stod bare gabende tomme med kun de dårligste varer efterladt alene tilbage.
   "Jamen jeg vil da gerne have det halve kilo så. Tak skal du have, Walther," sagde jeg og begyndte at rode i min pung efter mærkerne. Imens havde Walther fundet en pose frem og stod nu med enden i vejret for at få fat i de allersidste kartofler fra kassen under disken. Jeg kiggede mig lidt omkring i butikken i mellemtiden. For at pynte den grå butik lidt op havde Walther fået den fikse idé at anbringe en kæmpestor, overdimensioneret, halvvissen plante midt ude på det ternede gulv. Den så lidt malplaceret ud i forhold til butikkens små formater: De lange, smalle hylder med ståltråd for og den ensomme lille pære i loftet, og når man tænkte på butikkens størrelse... Ja, så fyldte planten cirka lige så meget som tre almindelige kunder. Der var ikke så meget plads, at....
   "Så skulle den være der!" prustede Walther og lod en halvfyldt pose med en otte til ti små gnallinger af nogle kartofler bumpe ned på den blanke egetræsdisk. Han tørrede jorden af hænderne i forklædet, da han tog imod de fire papirmærker og nikkede venligt.
   "Er der mere, du skal have Julie? Hvad med en lille flaske snaps til sagfører Christiansen, måske? Den er kun steget 12% i pris!" grinede han ironisk og løftede kasketten til et muntert farvel. I det samme stivnede hans ansigtsudtryk, som om en eller anden havde hældt hurtigtstørknende cement ud over ham. Hans arm sænkede sig bare langsomt ned mod gulvet igen med kasketten dinglende, glemt i højre hånd. Jeg stirrede på ham. Et øjeblik troede jeg, han havde fået et slagtilfælde (hvad der var sket før), men så fulgte jeg hans blik og kiggede ud på gaden. Helt nede fra hjørnet kom en 10-12 tyske soldater klædt i sorte uniformer og med geværerne hævet til skulderhøjde løbende som små prikker op ad gaden. Der gjaldede hæse kommandoråb imod de nøgne husmure, og lyden af fireogtyve støvlebeklædte fødders tramp nåede hurtigt vores ører. De stoppede ikke ved hver husdør for at foretage razzia, som de plejede, men fortsatte målbevidst op ad gaden hen imod den lille butik. Det var ikke til at tage fejl af.... det var Gestapo. Jeg kiggede rædselsslagent over på Walther, der stadig stod som frosset fast til stedet med kasketten i hånden. Hans udtryksløse ansigt havde ændret sig og var blevet erstattet af en maske af kold, glinsende angst. Jeg kunne se et par klare sveddråber rulle om kap ned ad hans tindinger.
   "Walther??..." hviskede jeg og trak prøvende i hans forklæde.
   "Walther, hvad gør vi..?!" gispede jeg febrilsk. Walther tog en dyb indånding, holdt vejret lidt og rettede så lidt på sit forklæde, mens han stadig gloede ud ad vinduet på de fremrykkende soldater. Han bevægede sig meget langsomt, ligesom et krybdyr der er blevet for koldt og derfor bliver stift og er længe om at reagere.
   "Vi, øhm.... Jeg, øh..... har ingen bagudgang, Julie..." sagde han bare og førte åndsfraværende og langsomt, som i slowmotion, hånden om bag øret for at klø sig lidt på øreflippen. Jeg troede ikke mine egne øjne. Walther, der ellers altid var manden, der vidste præcis, hvad man skulle gøre. Manden, der var så gavmild og stærk og god. Ham der uden tøven kunne håndtere en hvilken som helst farlig situation. Og ham, der altid tog så beskedent imod vores julekurv, som far altid prøvede at ofre så lidt på som muligt. Ham, som ikke fyrretyve storme kunne knække.... han skrumpede ind for øjnene af mig. Ligesom en luftballon, der er prikket hul i.
   Jeg gloede febrilsk ud ad vinduet, da de første soldater allerede stormede op ad stentrappen til butikken. Forskrækket tumlede jeg baglæns ind i en hylde på bagvæggen, som rutsjede ud af sin holder på den ene side, så både vaskepulver, brun sæbe og spejlrens væltede ud på gulvet med et brag. Jeg stirrede på de syv soldater, der masede sig ind igennem døren med de sylespidse bajonetter pegende lige imod Walther, som ikke havde flyttet sig en tomme.
   Den første soldat med nogle farverige ordener på sit bryst gloede olmt på mig, og da jeg gjorde mine til at ville flytte mig længere ind bag i butikken, råbte han arrigt:
   "Halt!" og sigtede på mig. Min hjerne lukkede ned i samme sekund, jeg så den blanke geværmunding pege lige op i ansigtet på mig... Jeg stod bare med åben mund og gloede ned i løbet, mens jeg jokkede rundt i vaskepulver og brun sæbe. Soldatens ansigt var stift og fremmed, og han virkede, som om han bare ventede på en forkert bevægelse, der kunne give ham anledning til at skyde. Han stod ligesom bare og pegede på mig med det dødelige våben imellem hans hænder, tilsyneladende helt upåvirket af alt det kaos, der var i butikken. Han gloede bare roligt og fattet på mig - afventende. Det eneste jeg kunne finde ud af, var imidlertid at fremstamme nogle utydelige gutturale lyde og så bare glo på løbet og den sorte uniform bag det. Tiden sneglede sig afsted - der gik flere sekunder, for mig minutter, før det tilsyneladende gik op for ham, at jeg ikke udgjorde nogen fare. Gryntende sænkede han sit gevær og pegede ud i butikken. Han råbte noget til mig. Det var svært at opfatte, hvad det var, for min hjerne var sløv og nærmest lammet i tåger af angst.
   Jeg tvang mig selv til at følge hans pegefingers retning med blikket, og først nu opdagede jeg, hvad de havde gjort med butikken. Alt fra hylderne og kasserne lå spredt ud over hele gulvet.... sæbe, løg, æggebakker med smadret indhold, knuste flasker, mælkejunger, jord fra kartoffelkassen, ja selv hylderne, havde de revet ned. Et par af soldaterne trampede hidsigt på nogle af tingene, så de gik i stykker under de kraftige støvler. Jeg gloede febrilsk efter Walther, men jeg kunne ikke se ham. De måtte have taget ham med udenfor...
   "Rydder op!!" hvæsede soldaten og puffede utålmodigt til mig. Af bar skræk tabte jeg min taske med bøger ned på gulvet. Soldaten spærrede et øjeblik øjnene op i vrede, gav mig så en lussing på den ene side af hovedet. Det sang for mine ører, og små, hvide prikker svævede som lysende døgnfluer for mine øjne. Jeg følte mig pludselig slap og geléagtig i knæene og havde svært ved at holde mig oprejst, men soldaten greb bare fat i min frakke og skubbede mig ublidt ned på gulvet. Jeg gled på det smattede gulv, og hamrede panden ned i et af de sorte tern. Min mave knugede sig sammen til en lille, svidende klump, der fik tårerne til at stige i øjnene. Jeg registrerede slet ikke smerten i hovedet, men vendte mig langsomt om imod soldaten, der skrævede over mig. Han var høj som et hus og så ud som om, han ramte loftet højt over mig. Hans ansigt var i skygge, så jeg kunne ikke se de krystalblå øjnes udtryk.
   'Så!', tænkte jeg. 'Nu er det sket! Nu skal jeg voldtages og sikkert bagefter slås ihjel....!'
   En lille muskel spjættede ved min ene mundvig, men det var også den eneste bevægelse, jeg kunne præstere. Jeg var lammet. Soldaten sparkede lidt til mig med den blanke, skinnende støvlesnude og pegede endnu en gang, mens han udstødte alverdens hvæsende eder og forbandelser på et sprog, som jeg var for bange til at forstå. Pludselig så det dog ud til, at han gav op. Han sænkede med et suk skuldrene og slog ud med armene:
   "Aufräumen!!... Ry... ry op!" sagde han i et beklagende toneleje.
   Jeg sank en klump... tøvede... havde han virkelig sagt 'ryd op'?... Med en rystende hånd samlede jeg forsigtigt en knust æggeskal op og rakte den op imod ham. Han gloede bittert ned på mig:
   "Ja, alles, Dummkopf!" gryntede han og rettede lidt på sin uniform.
   "Und wann du diese, nur unbeschädigte, sachen auflesen hast, dann bringst du sie zu uns im Auto. Verstehst du das, Mädchen?!" brummede han og trak sin officerskasket ned i panden, så den dækkede over det korte pindsvinehår. Uden at afvente mit svar drejede han stift omkring og gik som den sidste ud af butikken. Et lettelsens suk undslap mine læber, men jeg følte mig ubeskriveligt dum, som jeg lå dér med den knuste æggeskal i hånden...
   Jeg begyndte langsomt at trække vejret nogenlunde normalt igen, da jeg blev sikker på, at der ikke var flere vrede tyskere i butikken. Jeg gloede forsigtigt ud ad vinduet: Næsten lige foran butikken holdt to militærjeeps. I den ene sad tre karseklippede, tyske soldater med geværerne slynget afslappet over skuldrene. På bagsædet sad én soldat og holdt fast i Walther, de to andre sad på forsædet og talte sammen. Jeg prøvede at tyde Walthers udtryk i øjnene, men afstanden var for stor... Jeg kunne dog se, at han var sunket helt sammen. Han lignede næsten en gammel mand, helt krumbøjet, som var han plaget af gigt. Hans ansigt så rynket og furet ud, og hans hår mere gråt.... men Walther var en mand sidst i fyrrerne. Han stirrede stift frem for sig, mens han sad i en anstrengt stilling på sædet uden at beklage sig over geværmundingen, der pegede imod ham. Han virkede nærmest hypnotiseret... Soldaten ved siden af ham prikkede til ham med geværløbet en gang imellem. Walther virkede ligeglad.
   "Mädchen!!" lød det derudefra, og nu kom jeg pludselig i tanke om soldatens ordre. Først havde jeg svært ved overhovedet at bevæge mig, men var så bange for, hvordan de ville reagere, hvis jeg ikke adlød, at jeg tvang mig selv på benene. De ville sikkert skyde mig? Hurtigt fik jeg samlet de få ting op, som de ikke havde smadret.... hvis de virkelig havde brug for de ting, hvorfor smadrede de dem så? Det var garanteret bare for, at befolkningen skulle sulte. Inde bag tågen af angst kogte jeg af foragt og vrede. Det gjorde alle andre også. Det var ikke til at tage fejl af, når man så dem på gaden. Igang med de daglige sysler men alligevel med et mørkt, kuet glimt i øjet, der en dag ville eksplodere i et inferno af modstand - lige i hovedet på tyskerne. Jeg glædede mig til den dag, men samtidig var jeg bange for den... Men hellere lide personlige tab end at vedblive at ligge under for nazismens tyranni...
   Tyskerne tog vores mad, så de unge mænd, der var villige til at kæmpe for vores land blev blege og svage, og de gamle blev blinde og skrumpede ind som fordærvet frugt! De tog vores benzin, olie og petroleum, så vi hverken kunne tænde lys i hjemmene i de kolde vinteraftener eller flygte.
   De stjal vores medicin, så børnene døde på stribe af alverdens sygdomme. Ja, de tog selv vores hjemmebryg, så mændene ikke engang kunne drikke sig ud af bekymringerne. Hvad havde vi så tilbage? Hinanden? Og hvad så med Walther? Walther, som jeg havde kendt, lige siden jeg var fem år gammel, og Walther som altid fandt bolsjer frem fra bag disken hver gang, jeg kom, bare for at glæde mig?? Nu var der ingen bolsjer mere, for dem havde tyskerne taget. Og der var heller ingen Walther mere, for ham havde tyskerne også taget. Hvorfor fanden tog de så ikke bare også mig??!
   Jeg hulkede af raseri og trådte hidsigt på et æg, der splattede ud over gulvet med et gult, klistret sprøjt. Jeg fortrød straks... Men hvis tyskerne skulle have det, kunne det være det samme!
   Jeg rodede rundt i snavset på gulvet og prøvede at få samlet alle mine bøger op... De lå hulter til bulter med krøllede sider og iturevet indbindingspapir. Snøftende fik jeg fundet mine danskbøger, mit tyske kladdehæfte og blækregningsarkene og proppede dem ublidt ned i den beskidte taske... Mit blik blev fanget af noget hvidt, som dalede ned på gulvet foran mig. Da jeg så nærmere efter, opdagede jeg, at det var en lille papirlap. Midt på lappen, opdagede jeg, stod der en lille tekst skrevet med snørklede bogstaver. Jeg førte papiret helt op til øjnene for at tyde den sjuskede skrift:
   'GÅ IKKE TIL WALTHER', stod der.
   Det isnede hele vejen ned ad ryggen på mig... Christian! Han havde vidst det hele tiden! Åh, den skiderik, hvorfor havde han ikke advaret Walther istedet for mig?! Han havde vist, de ville komme....! Jeg knugede mine hænder omkring taskens læderrem... Christians far... Jeg mærkede hidsigt, hvordan de varme tårer begyndte at trille ned ad kinderne, da jeg krøllede sedlen sammen og smed den ned i bunden af tasken. Hvorfor havde jeg dog ikke fanget Christians signaler? Drengen havde jo været så nervøs, at han nærmest rystede - og han havde løbet en enorm risiko ved at advare mig! Det var derfor, han hele tiden havde kigget sig over skuldrene og var så mærkelig.... han vidste....
   "Mädchen - kommst jetzt heraus, du Weib!" brølede soldaten utålmodigt ude fra vejen. Det gav et sæt i mig, jeg havde nær glemt det i min paniske tilstand. Vreden vældede igen op i mig, da jeg hørte hans krævende kommandoråb, og overskyggede næsten angsten. Jeg tørrede hurtigt ansigtet i mit sorte halstørklæde - de skulle i hvert fald ikke se, at jeg havde grædt...
   "Sadister," hvæsede jeg hæst, da jeg rejste mig og begyndte at fylde favnen med ting, som kunne have forsørget en sultende dansk familie i mindst to dage. Jeg følte mig fej og kujonagtig... Gik her og stjal Walthers varer for så bare at give dem til vores fælles, forhadte fjende. Jeg hadede mig selv for ikke at turde at stille mig op foran den arrogante soldat og så bare sige NEJ lige op i ansigtet på ham... Men det gjorde jeg ikke. Forræderisk og bange som jeg var, adlød jeg hans ordre.

Med snottet løbende ned ad ansigtet igen, lagde jeg varerne om på bagsædet af den anden jeep. Jeepen med de tre soldater og Walther var kørt, der var kun en lille olieplet fra bilens lækkende tank tilbage på vejen.
   "Gut, Mädchen," grinede soldaten fra butikken og satte bilen i gear.
   "Ich wollte dich gern um mein Haus zu reinigen haben," lo han og daskede til mit halstørklæde. Jeg stirrede bare ligeud, som om jeg hverken havde hørt ham eller havde set posen med det halve kilo kartofler i hans hånd. Han var tilsyneladende ligeglad med, om jeg svarede, for han trykkede bare speederen i bund med et hvin og bakkede, så småsten fløjtede om ørerne på mig.
   Jeg snøftede hidsigt og prøvede at tørre min skoletaske af. Der sad klistret æggeblomme overalt på den, og det var så indtørret allerede, at det næsten var umuligt at kradse af. Jeg kiggede op og så, at tyskeren med pindsvinehåret løftede hånden til en hilsen, da de drejede om hjørnet længere nede ad gaden.
   Jeg kastede et blik på den smadrede butik over skulderen... som en sidste triumf havde de smadret den ene rude. Sådan en kostede mindst 74 kroner. Sådan nogle svin... Jeg troede næppe, at de havde tænkt sig at stille op hos Glarmester Hansen og betale for en ny rude... Butikken ville nok stå sådan her, lige indtil krigen sluttede (hvis den nogensinde gjorde det), og man fik penge nok til at reparere den selv. Jeg tørrede næsen i halstørklædet igen.... soldaten havde jo alligevel rørt ved det og inficeret det med sine nazistiske baciller - så det skulle under alle omstændigheder til vask, hvis ikke smides ud...
   Så dér stod jeg midt på gaden, helt alene med min æggesnapse-skoletaske i favnen. Alle andre havde søgt ly i husene og i vaskegårdene... Bange og undertrykte. Selv de unge mænd var bange for de velpudsede geværer, der hele tiden søgte nye mål. Ligeså snart en tysker kiggede i deres retning, blev de ellers så stærke blikke slået ned... Enhver form for hævn over tyskernes bortførelser af familiemedlemmer og for tyveri af mad og andre nødvendige ting blev hurtigt glemt... Nu gjaldt det bare om ikke at være den, der vækkede tyskernes opmærksomhed næste gang. De kujonerede os gang på gang.
   Jeg følte mig pludselig tom og krænket... Min hjerne satte ligesom spørgsmålstegn ved alt det, som jeg altid havde tænkt på som national ære. Hvad var Danmark egentlig? Et lillebitte land med et stolt folk, sagde man jo... Men dette lillebitte land var kun fyldt med undertrykte mennesker, der var bange for deres egen skygge. De turde ikke at ytre sig om noget som helst. Kun nogle få turde at gøre noget - det var modstandsfolkene. Men de blev til gengæld også henrettet som hunde og levede i skjul i evig angst for at blive opdaget. Disse få mænd var det eneste vi kunne være stolte af, syntes jeg. Jo, og befolkningen fortjente selvfølgelig også sin ros for udholde at blive trampet på af tysken. De beklagede sig i hvert fald aldrig rigtigt...
   Mit hjerte føltes som et gabende sår, da jeg stod dér på vejen og stirrede ned på den lille olieplet. For jeg vidste, at jeg højst sandsynligt aldrig ville se Walther igen. De ville sikkert sende ham til Polen... Tætpakket og trængt sammen som et dyr i godsvognene sammen med de andre, der også skulle lide hans skæbne. Han forsvandt væk fra mig... Ligesom olien på vejen gjorde, da det tynde gruslag grådigt sugede den til sig.
   Mine øjne løb i vand, men jeg tørrede tårerne væk med håndryggen... Jeg kunne stadig høre jeepens brummen et par gader væk, det var jo den eneste bil i miles omkreds bortset fra sporvognene... Vreden over at miste, over at være så irriterende magtesløs eksploderede pludselig nede i maven på mig, da den lille, hårde knude af angst løsnede sig op, og den fór som et lyn op i struben på mig:
   "Fascister!!" skreg jeg efter dem, så hovedet føltes som om, det skulle sprænges ved den pludselige lyd. Ordet ekkoede ned igennem gaden, gentog sig, gentog sig, gentog sig. Med et forskrækket hvin over mit kraftudbrud sprang jeg ind i den nærmeste port og trykkede mig krampagtigt op imod væggen. Tænk hvis de hørte det, fór tankerne i mit hoved. Ville de så komme tilbage efter mig?? En rynket kone med blåprikket tørklæde om ansigtet stak uvidende hovedet ud ad vinduet på tredje sal for at se, hvem det dog var, der råbte sådan midt i middagsroen.

"Hej, mor," mumlede jeg stille, da jeg låste mig ind i villaen på Strandvejen. Jeg hængte pænt mit nøgleknippe på nøglebrættet og snørede mine støvler op.
   "Hej, skat!" råbte mor et eller andet sted inde i den hvide suppe af damp ude i køkkenet.
   "Hvordan gik din dag så, min pige?" råbte hun overdrevent interesseret, og jeg kunne høre, at hun var ved at stege noget på panden, for det sydede og spruttede derudefra.
   "Fint," råbte jeg og smed halstørklædet i vasketøjskurven ude i entréen. Jeg tjekkede hurtigt, at jeg ikke så alt for forgrædt ud i spejlet på badeværelset, før jeg gik ud til mor i køkkenet. Jeg havde godt nok nogle mørke rande under øjnene og de var også lidt blodsprængte, men det lod mor heldigvis ikke til at bemærke. Jeg havde for den sags skyld heller ikke særlig meget lyst til at fortælle hverken mor eller far, hvad der var sket, og at jeg var gået til Walther for at købe kartofler istedet for til Øhrstrøm, naboen til gullaschbaronen Liljeqvist. De ville jo med det samme slå hænderne sammen og udbryde med væmmelse i stemmen: 'Hos Walther Zackkau!! Gik DU til Walther Zackkau!??', og så ville de selvfølgelig give mig den lange præken om, hvor beskidte og uhygiejniske disse jøder var. Hvilket umotiveret og dumt folkefærd de repræsenterede. Jeg kunne i ånden se far spankulere rundt om det store spisebord i stuen og gøre fagter, mens han ophidset forklarede sin uvidende datter om politik og moral, rettede på slipset og tyssede irriteret på mor, når hun prøvede at få ham til at sætte sig stille og roligt ned. Sagførere ville ihvertfald ikke have deres velopdragne døtre til at føjte omkring med sådan en snusket karl. Og så ville jeg sikkert få stuearrest i flere måneder... nej, så hellere lyve, selvom det ikke var særlig 'dannet', som min far sagde. Det ville spare mig for en masse problemer og diskussioner.
   "Huskede du så at købe kartofler idag, Julie?" spurgte mor, imens hun vendte og drejede de brune frikadeller i smedejernspanden.
   "Ja..." mumlede jeg og lagde posen med 3/4 kilo kartofler på bordet. Jeg havde nemlig hurtigt fået tørret mig om mulen, efter tyskerne var kørt og var gået til Øhrstrøm efter kartofler istedet. Han havde gloet noget på mig, men havde ikke stillet nogle spørgsmål angående mit udseende eller sindsstemning. Han havde også mangel på kartofler, men jeg fik nogle af de sidste for fem mærker.
   "Hvor mange mærker måtte vi betale?" spurgte mor, mens hun satte vand over til kartoflerne.
   "9," svarede jeg efter lidt hurtig hovedregning og kløede mig i nakken.
   "9!!?" udbrød hun og satte demonstrativt hænderne i siden:
   "Det er da alt for meget, Julie..!?" sukkede hun og rystede på hovedet, så den mørke hårknold dinglede.
   "Jamen, priserne er jo også steget, mor..." sagde jeg udglattende og begyndte at skrælle et par kartofler ind over vasken.
   "Mmh..." mumlede hun bare og bøjede sig frem for at give mig et kys på panden.
   "Nej, jamen hvad har du dog lavet, Julie??!" spurgte hun pludselig og tog fat om mit hoved.
   "Av!" udbrød jeg ved hendes pludselige berøring og prøvede forskrækket at verfe hendes hænder væk.
   "Stå så stille, Julie - du har jo slået dig, pigebarn!" sagde hun bestemt og tvang mit hoved helt tæt på hendes for at se såret an. Først nu lagde jeg mærke til, at det sved, der hvor panden havde ramt gulvet i butikken.
   "Det der skal renses," mumlede mor og tog en flaske jod fra den øverste hylde i køkkenskabet. Hun plaskede lidt af den orange væske ud på en klud og kørte den frem og tilbage hen over riften. Det sved forfærdeligt, og jeg klemte øjnene hårdt sammen, da de begyndte at løbe i vand. Jeg måtte have ramt et eller andet, da jeg gled. Måske en af de væltede mælkejunger eller en smadret flaske? Det var jo også ligemeget. Hvad der betød noget, var en troværdig forklaring.... jeg var jo en pæn, forsigtig pige, så hvad kunne jeg overhovedet komme til skade med, uden at det ville lyde som en røverhistorie? Jeg passede jo også altid så pænt på mit fine tøj... Men nu var der jord fra kartoffelkassen over det hele. Mor rynkede forundret panden, mens hun fandt et plaster frem, som om hun spekulerede som en gal over, hvad der dog kunne have været sket med hendes lille pige.
   "Hvad er der dog sket, min Julie??" spurgte hun, da hun gav plastret på min pande et lille, blidt kys, som hun havde gjort, siden jeg var helt lille. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt over hendes fjollethed og hendes overbeskyttende, næsten overstrømmende moderlige attitude. Men samtidig spekulerede jeg nervøst på, om hun ville tro på min forklaring.
   "Jo... Der skete altså det, at jeg gik tur med min veninde, Ingrid, ude i skolegården, og så var jeg så uheldig at rende på et vindue, der stod åbent....?" prøvede jeg tøvende og afventede spændt hendes reaktion.
   "Nej, men det var da noget værre noget, skat," sagde hun blot og krammede mig ind til sig. Dog skulle der lige tilføjes:
   "Jamen, hvad så med tøjet? Nej, se nu dit tøj, Julie. Den fine nye cardigan, som din far købte til dig i forrige uge.... og frakken også,", skændte hun, men kneb mig samtidigt kærligt i kinden. Dog kunne jeg se i hendes øjne, at hun forventede en yderligere forklaring:
   "Joeh, jeg faldt altså, da jeg ramte vinduet, og så landede jeg desværre i et nyrevet rosenbed..." undskyldte jeg med de største, uskyldige blå øjne, jeg overhovedet kunne mestre. Den løgnehistorie købte hun heldigvis også og krammede mig endnu engang. Jeg var for første gang i mit liv glad for ikke at sige sandheden, selvom jeg godt kunne føle min samvittighed komme krybende frem et eller andet sted i baghovedet. 'Man kommer altid længst med sandheden, ikke også, min Julie?', plejede mor altid at sige, når vi sad og hæklede ved spisebordet om aftenerne. Jo, jeg havde det ikke helt godt med at stå der og blive krammet så hjerteligt af mor, som stolede fuldt og fast på, hvad jeg sagde. Det var en lidt øm situation at fylde hende med løgne - naiv og godtroende som hun var. Heldigvis havde jeg også en undskyldning for at rive mig løs, da far larmende kom brasende ind ad entrédøren og spøgende råbte:
   "Er der nogen hjeeeeeeeeemmmmeeeeee???"

Klokken var halv seks... Stadig den samme kedelige, blæsende efterårsonsdag, hvor tyskerne havde taget Walther med sig. Jeg sad og faldt i staver ved spisebordet, mens jeg fulgte et gult blad, der blev skubbet afsted hen over vejen af vinden. Det drønede ubekymret derudaf som et kantet, gult hjul midt i alt det neutrale grå. Der sad et par krager på vores stakit og sagde 'Ra... Ra!' af bar kulde.
   De drejede en gang imellem hovederne for at pudse deres sorte, blanke fjer og baskede med vingerne, som om de kedede sig noget så gudsjammerligt. Jeg prikkede med gaflen til maden på tallerkenen... Jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig om andet end de tyske soldater. Billedet af, hvordan de kom løbende op igennem gaderne med geværerne løftet til skud, stod stadig flimrende klart bag mine øjenlåg. Jeg havde en brøkdel af et sekunds mareridt, hver gang jeg lukkede øjnene. De underordnedes kuplede stålhjelme, der svagt reflekterede efterårssolens døende lys... De glimtende bajonetter, der var skarpe og parate til at gå igennem kød... De røde og hvide bånd med soltegnet, der bekendtgjorde, hvem disse fremmede var. Der på forhånd dømte dem.
   Jeg gyste og tvang mig selv til at spise en kartoffel, da far gloede sigende på mig. Han og mor sendte vist blikke til hinanden, mens jeg sad og drømte og huskede på ikke at hænge med armen på bordet, for det var ikke bordskik. Hvad hvis man pillede de formelle rædselskostumer, uniformen, af disse unge mænd? Hvad ville man finde indenunder? Stadig lige kolde og skånselsløse germanere og fascister? Eller ville man finde et menneske af kød og blod, der kunne le og smile og føle? Det var garanteret ikke andet end små, bange drenge, der gemte sig bag det rød-hvide armbånd... Bag Hitlers urokkelige overbevisninger. Drenge, der ønskede at komme hjem ligeså meget, som vi ønskede dem væk? Drenge, som ikke kunne se noget forkert og beskidt i have en krum næse, mørk hud og sort hår? Drenge, der hadede at blive kaldt antisemitiske fascister bag deres ryg, og som græd indeni, når de skulle skyde?
   Min tankestrøm blev brat afbrudt, da jeg opfattede, at far og mor sad og talte sammen. Jeg hørte far sige noget med L.S., og det vakte min opmærksomhed.
   Far sad og lænede sig afslappet tilbage i stolen med avisen på skødet:
   "Jo, Gunhild, men jeg forstår bare ikke, hvordan det kunne gå så meget ned ad bakke for dem. Det var da et fint parti med fornuftige medlemmer, der forstod at begå sig blandt både os og dem. De fremsatte nogle gode forslag, der ville spare os for en masse bøvl med jøderne og deres stigende børneflok."
   Mor nikkede stille med hovedet og smilede usikkert til mig. Jeg gloede på far, der smilede varmt til mig.
   "Hvilket parti, kære far?" spurgte jeg og fik et glimt af den nazistiske avis 'Fædrelandet' under bordet.
   "Ja, L.S., kære Julie," sagde far:
   "Men det var jo også Scavenius' skyld - jeg forstår ikke, hvad Føreren ville med ham. At vi skulle holde valg - sikke en latterlig idé. Og det viste sig selvfølgelig, at mine teorier om en total fiasko for begge partier holdt stik - LS fik da også kun 1,2% af stemmerne imod forrige års 3%! Er det ikke bare det tåbeligste, du nogensinde har hørt, hva' Julie?" klukkede han lidt irriteret og tog en stor bid af en gyldenbrun frikadelle. Men nu var han ivrig, tørrede sig hastigt om den fedtglinsende hage med servietten og fortsatte:
   "Ja, det burde såmænd være mig, der sad deroppe, synes I ikke??" spurgte han og så opfordrende fra mig til mor. Der var et par sekunders spændt stilhed over middagsbordet.
   Mor var den første til at bryde den:
   "Jo, skat. Du forstår dig jo også så meget på politik, Peter"
   Jeg gloede vantro fra den ene til den anden. Ikke at jeg ikke vidste, hvad han krydsede af under, når han gik ind bag forhænget i valgboksen... Men dette kom alligevel som lidt af et chok.
   "Ja, Buhl, han vidste, hvad han gjorde!" gryntede far, så spyttet sprøjtede som en let støvregn ud i stuen:
   "Folket var for een gangs skyld klogt, da de valgte ham i 42! Men straks skal den pokkers inkompetente udenrigsminister forlede Føreren på hans visit i Berlin.... lige hvad vi behøvede, ikke? Sabotage, det er, hvad det er!"
   Jeg var stum. Nationalsocialisme.... var det det samme som nazisme...? Jeg vidste jo ikke særlig meget om politik, og jeg var bange for at spørge. Måske ville det bare udarte sig til den helt store diskussion med væltede glas, smadrede tallerkener og dårligt humør...?
   "Nå, Gunhild," sagde han pludselig henvendt til mor.
   "Jeg tror, det er på tide at gå over til det helt store parti. 2,1% fik de mod sidste års 1,8! Det, synes jeg, ser lovende ud. Men det var da også, hvad jeg havde regnet med. Ham lægen er en rigtig vindertype, han har sikret sig fremgang i systemet! Sådan nogle som ham kunne vi godt bruge ude på Københavns gader, ja selvfølgelig også over resten af landet, men nu er det altså her, den største koncentration af de sortsmudskede er. Så kan jeg godt fortælle dig, at der ville ske noget!" gurglede han, mens han drak sin rødvin.
   Jeg huggede i maden med min gaffel. Jeg følte mig på en måde som forstenet indeni... Kartoflerne gik midt over, når jeg gennemborede dem med gaflens spidse bajonetter. Jeg kunne ligefrem høre frikadellernes rædselsfyldte skrigen, da gaflen nærmede sig for at hugge dem ned.
   "Far, er det D.N.S.A.P. og Fritz Clausen, du taler om," spurgte jeg ham koldt. Jeg kiggede ikke engang på ham. Men jeg kunne mærke, at han kiggede på mig. Og at mor slet ikke vidste, hvor hun skulle gøre af sit blik. Jeg kunne mærke, at hun kunne mærke, at jeg ikke bare ville tale ham efter munden denne her gang. Det stod til en direkte konfrontation. Jeg kunne ikke rigtig fornemme, hvordan omfanget af de efterfølgende repressalier ville blive. Men jeg troede, at jeg ville få det bedre bagefter, hvis jeg talte rent ud af posen nu.
   "Hvad er det for en tone, unge dame?" sagde far irettesættende, men var endnu ikke vred. Bare forundret over min pludselige interesse.
   "Og jo, det er D.N.S.A.P. og Clausen, jeg taler om. Hvorfor det, skat?"
   "Far, hvad mener du med 'de sortsmudskede'?" sagde jeg og myrdede en frikadelle.
   "Hvad jeg mener? Jeg mener Rottefolket, Muldvarpene, Snylterne... Det ved du da godt, Julie. De rige, som nasser på os, som suger alle vore penge ud af samfundet for så selv at nyde godt af dem for resten af deres generation. Synes du ikke, at det giver dem et dårligt islæt? Jeg synes i hvert fald, at det er mere end grund nok til at drive dem ud... Ja, det eneste problem er så, at der er så helvedes mange af dem. De yngler jo som kaniner. Der dukker stadig flere og flere af disse sortsmudskede udskud op overalt, som forpester vore gader og tømmer vore butikker og opkøber vore firmaer. Så sent som idag dukkede der en sortsmudsket, fedladen jøde op foran mig på fortovet. Og ved du hvad?! Han gjorde mine til, at JEG skulle flytte mig! Hvad siger du så??!" spruttede han og skovlede en mundfuld kartoffel med sovs op på gaflen.
   Mor kiggede ned på sin tallerken. Prøvende strøg hun blidt far over armen og smilede samtidig til mig med store, bønfaldende øjne. Vi kunne jo ikke have, at der blev uro under middagen, syntes de at sige. Jeg var træt af, at hun aldrig tog parti - hendes mission her i livet var tilsyneladende at holde sig så neutral som overhovedet muligt. Men denne gang gengældte jeg ikke det mæglende smil.
   Far gloede på mig, som om han forventede en kommentar. Der var stille i stuen. Det gamle bornholmerur på det blomstrede tapet tikkede en monoton, stille melodi, der talte sekunderne. Udenfor skreg kragerne og lettede fra stakittet. De eneste lyde udover urets tikken var fars skraben med gaflen.
   "Hvad gjorde du så??" udbrød jeg pludselig, og det gav et lille forskrækket gib i mor, som i et dyr der pludselig hører et rovdyr nærme sig græsgangen. Hendes blå øjne var store og blanke, og man kunne se lampens orange spejlbillede stå som et lille maleri midt i den sorte pupil.
   "Ja, så henvendte jeg mig selvfølgelig til chefen..." sagde far og skubbede tallerkenen ud midt på bordet. Mor greb straks chancen, snuppede hurtigt tallerkenen og vimsede ud i køkkenet. Et par sekunder efter kunne man høre den høje brusen fra vandhanen, der næsten overdøvede far:
   "Jaeh, og så talte vi lidt med kollegerne og sådan," mumlede han og stirrede på mig.
   "Hvorfor, Julie?" spurgte han pludselig i et næsten koldt toneleje, og hans blik veg ikke fra mig. Jeg gloede lige så stift tilbage, selvom den lille, svidende klump igen var begyndt at samle sig nede i maven. Jeg var nødt til at spørge. Jeg var nødt til at få det at vide, men min strube var tør og stemmen raspede som sandpapir, da jeg spurgte:
   "Hvad var hans navn?"
   Far så overrasket ud. Som om det ikke var faldet ham ind, at sådan én kunne have et navn udover 'hund'. Han løftede øjenbrynet og kiggede mistænksomt på mig. Jeg kunne tydeligt se vreden i hans øjne. Og jeg vidste, hvad han ville svare.
   "Ja, det var jo den der skide zionist, som jeg talte om i forrige uge..." begyndte han.
   "Nej, far, HVAD HED HAN??!" råbte jeg og rejste mig med et sæt op, så stolen tippede bagover og landede på bræddegulvet med et brag. Jeg kunne se mor give et lille hop ude i køkkenet, og der lød et klir, da hun tabte tallerkenen på flisegulvet.
   Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det værre for mig selv. Jeg vidste jo allerede, hvad navnet var. Men jeg måtte bare høre ham sige det... Han havde også rejst sig op og stod nu med knyttede hænder ved bordenden, helt rød i hovedet. Der strømmede en masse vrede ord ud af hans mund, men jeg opfattede ikke halvdelen af dem. Jeg ventede bare på ordet.
   Jeg krympede mig, da jeg så hans læber forme navnet. Derefter havde jeg svært ved at huske, hvad der egentlig skete, men jeg ved, at jeg forlod stuen i hujende fart med et skingert skrig gjaldende imod væggene og med et stort rødt mærke på den venstre kind.

Mit dynebetræk var efterhånden meget vådt... Jeg havde ligget på mit værelse i cirka to timer, og mors klagende kalden og hendes svage knoers indtrængende banken fra den anden side af den låste dør var hørt op. Fars hidsige brokkeri inde fra stuen var gået over til en samtale med mor på et nogenlunde normalt lydniveau. Jeg hulkede ikke rigtig mere... Nu var jeg bare træt og slap. Men min hjerne kørte stadig på højtryk. Billeder af sønderskudte soldater og civile, der skreg og vovede livet for en bid brød, blev ved med at dukke op i hovedet på mig. Pindsvinehår, geværmundinger og knuste æg cirklede rundt for mine øjne. Billederne flimrede forbi bag mine øjenlåg, jeg kunne hverken kontrollere farten eller motivet... En pæn mand i grå frakke der ramlede ind i en anden mand med krum næse på fortovet..... En sammensunket skikkelse på bagsædet af en bil....
   Jeg var bitter. På alle, inklusive mig selv. På far, på mor, på tyskerne, på konen i baggården, på hele verden. Men mest på far...!
   Jeg rystede alle mine bøger ud på mit grå gulvtæppe for at komme til at røre så lidt ved den slimede taske som muligt. Snøftende sparkede jeg de bøger til side, som jeg ikke skulle bruge. Jeg fik fat i en papirblok og en spids blyant, smed mig på sengen og slog op på side 12 i min nye grundbog. Når jeg ikke havde noget bedre at tage mig til, kunne jeg jo ligeså godt prøve at fordrive tankerne ved at lave lektier - jeg havde alligevel en masse dansk for. Det var noget med samfundsmagt... De tre samfundsmagter. Jeg smilede ironisk og kradsede Christian den Tiendes hoved over. Ikke at det var hans skyld, men der var ingen billeder af Hitler. Som om regeringen havde nogen magt overhovedet - jo de kunne måske foreslå de tyske tropper et kompromis - men hvis det ikke passede tyskerne, jamen så holdt vi da bare vores kæft. Det havde regeringen officielt gjort opmærksom på, da de opgav ansvaret den 23ende august. Diktatur. Det var jo det, det var. Et demokratisk folk blev påtvunget at leve under diktatur og påtage sig andre humanitære (hvis man altså kunne kalde Hitler human) overbevisninger... Og så skulle jeg fandeme sidde her og læse om Danmarks tre samfundsmagter! Rasende fór jeg op, åbnede mit vindue på vid gab og kylede af al kraft skoletasken ned i haven. Den ramte flisegangen med dumpt bump, og den fjollede læderrem lå helt forvreden under taskens vægt, halvvejs ude på græsset. Selv dét syn lykkedes det min hjerne at omdanne til et billede af en soldat, der var blevet ramt på slagmarken og var faldet om med armen nederst i det høje græs. Jeg forestillede mig, hvordan flisegangen om lidt ville blive rød af blod. Jeg rystede på hovedet af min latterlige, paranoide tankegang. Var dette, hvad krigen gjorde ved folk? Og jeg havde det jo faktisk fantastisk i forhold til så mange andre mennesker ude i verden. Og her stod jeg så og kastede med skoletasker og var bitter... Men jeg fik det i det mindste bedre af det.
   Med et suk overtalte jeg mig selv til at lægge mig tilbage på sengen... På vejen kiggede jeg ned på de skrammede bøger på gulvtæppet. Dér lå den lille, sammenkrøllede papirseddel med advarslen. Jeg gloede på den et øjeblik, før jeg samlede den op imellem to fingre og kiggede på den. Den lugtede af blod og død... Jeg vidste ikke, om jeg skulle være Christian taknemmelig, at han havde givet mig den, eller om jeg skulle være ked af det og rasende. Lige nu vidste jeg slet ikke, hvad jeg var. Det hele var bare så overvældende, at jeg ikke kunne skelne imellem mine tanker og mine følelser, hvad jeg ville, og hvad jeg ikke ville.
   Så smed jeg mig på sengen med den lille papirlap. I sengelampens skær foldede jeg den åndsfraværende ud for at læse den snørklede skrift igen, som jeg havde gjort det for nogle timer siden i butikken. Det var stadig den samme besked... Men betydningen havde bare ligesom ændret sig. Alt havde ændret sig siden i eftermiddags.... Mit syn på alt det, jeg elskede og hadede og troede på. Jeg hadede far mere end jeg havde gjort før... Og jeg følte mig så naiv og blind.
   Mine negle blev hvide, fordi jeg klemte så hårdt om den lille seddel. Jeg læste den om og om igen... Gennemlevede det hele igen... Hvorfor havde jeg dog ikke....?
   Til sidst faldt jeg i staver, mens jeg tankefuldt kærtegnede kuglepennens sjuskede strøg med fingerspidsen, men stivnede så, da jeg fik øje på en lille, skæv pil helt nede i hjørnet på papiret. Den pegede ud over kanten, så jeg vendte forundret papiret om. Hvordan kunne jeg have overset dette? Her stod der med en sjusket, ujævn drengeskrift et post scriptum, der fik det til at risle koldt ned ad ryggen på mig. Også selvom jeg egentlig godt vidste det:
   'OG PAS PÅ DIN FAR'
   Neden under var der i al hast nedkradset et lille hjerte med blå kuglepen.