Flertallet har ordet som en gråmasse af majoritet
Med ordbajonetter, der skærer igennem min ilt
Flertallet er dette lands og lederes førsteprioritet
Og pakker gang på gang andres klager ind i filt

Min bitre himmel spytter syreregn ned på fortovet
Der bliver klæbrigt af galde ligesom krøllet cellofan
Mindreårige med Prada-tasker viser sig frem på torvet
Og jeg stirrer på dem gennem øjnene fra en narkoman

Deres eskapader sætter et endeligt punktum for mig
I fremtiden, hvor deres - og kun deres - ord vil tælle
Men stadig behandles livet som en sukkerindpakket leg
Hvor man planter træer uden et eneste at fælde

Sig mig, hvornår heler denne nations naivitet og utroskab?
Hvornår har minoriteten rettigheder, der ikke tabulægges?
Eller forsvinder vores individualitet i et internationalt gab?
Jeg synes, jeg hører en dør, der smækkes...