Der var engang et lille, gult hus, som lå ned til den skønneste fjord. Foran huset var der en lille bænk, hvorfra man kunne sidde og skue ud over den lysegrønne græsplæne, som skrånede yndigt ned til det solglitrende vand med de svajende kornmarker overfor. Men nu står huset tomt og efterladt med skodder for vinduerne og døren boltet til. Miniature-bondehuset er næsten ædt op af skovens dybgrønne flor, som lader til næsten at sænke sig viljestærkt ned over det, som for at skærme et dyrebart minde fra forgangne tider.
   Engang boede der en gammel mand... En gammel mand med et firskårent ansigt og grove hænder, som vidnede om et hårdt liv på markerne. Han bar altid en hullet, grå hat, som hans barnebarn engang havde fundet i en vejkant i udkanten af byen. Hver dag, tit i den tidlige morgenstund, gik den grånede mand i skoven efter brændsel til den lille kakkelovn og måske for at finde svampe, han kunne bruge til sine tit meget sparsomme middage ved det grove egetræsbord i køkkenet. På ryggen bar han en lærredstaske, som hans bortgåede kone havde syet til ham - den havde hun brugt mange aftenstunder på, mens han havde siddet på bænken og drukket sin kaffe. Når den aldrende mand vendte hjem fra sine daglige gåture i skoven, havde han under begge arme lårtykke grene til brændsel, og lærredstasken var fyldt med svampe og urter, som han yndede at tilberede i fred og ro i sit lille køkken. Han brugte en halv time eller to uden for det lille hjem med at flække de tykke grene med sin tunge økse, alt imens han ventede på sit barnebarns ankomst. Hver dag kom den lille dreng inde fra byen for at besøge sin farfar.
   "Ja, han er jo blevet en mærkelig eneboer," plejede den lilles mor at sige - men ikke desto mindre elskede den lille dreng bedstefaderen så højt, at den seks kilometer lang gåtur ikke skulle forhindre ham i at sidde i farfars køkken og høre røverhistorier og spise svampe og nyfangede fisk.
   Og ganske rigtigt - på slaget fem kom den unge dreng ned ad stien i lystigt gadedrengehop med lidt pibetobak fra mor under armen. Den gamle mand bukkede sig straks og omfavnede kærligt drengen, som næsten forsvandt i hans store bamsefavntag trods de svindende muskler under den slappende, solplettede hud.
   Brændslet var hugget færdigt, og ihærdigt hjalp drengen sin bedstefar med at få kævlerne ind i den lillebitte entré og få dem stablet pænt op ad væggen. Der måtte jo ikke gå fugt i dem, sagde farfar altid. Hurtigt fik den gamle mand smidt et par kævler i brændeovnen i hjørnet af den lille stue, for ved aftenstid begyndte det allerede at blive køligt, syntes han. Drengen med det gyldne hår sad som hypnotiseret i et par minutter og bare stirrede på de slikkende flammer bag det halvlukkede smedejernsspjæld - det samme, som han gjorde hver gang, han besøgte farfar med det flyvske, gråhvide hår og de to manglende tænder. Drengen kunne høre bedstefaderen pusle ude i køkkenet - han var vel ved at skære svampe og urter ud med sin jagtkniv. Jagtkniven, som den unge knægt kunne få lov til at holde ind imellem, hvis han havde været rigtig god. Han kunne beundre den i timevis, bare føle skæftet svøbe sig ind til hans lille, buttede håndflade og se på lysets blændende refleksion i det blanke stål. Men han måtte ikke holde den for længe - våben var ikke for småunger, sagde farfar resolut men kærligt og satte kniven tilbage i skeden ved hans tykke, brune læderbælte, der nogle gange kun med besvær kunne holde den hvide bomuldsskjorte på plads. Drengen med de store, turkisblå øjne kiggede op på den tårnende bevommede gamling, da han kom ind til ham ved brændeovnen i stuen. Et strålende smil, der afslørede en enkelt manglende mælketand, glædede den gamle helt ind til hjertet, og han kunne ikke lade være med at klappe den buttede, rosenrøde barnekind.
   "Skal vi fiske nu, Bedste?" sagde den spæde stemme, og den gamle brummede smilende og nikkede sit tunge hoved. For foden af den skrånende græsbakke foran huset lå en lille robåd fortøjret, og drengen i de blå bukser med de store lommer, som indeholdt alt fra sejlgarn til småsten og knapper, hoppede op og ned med et lille glædeshvin og klappede ivrigt i de små hænder. Farfaderen hentede sin bambusfiskestang fra krogen i det støvede køkken og tog sit barnebarn ved hånden - den unge varme spredte sig til hans gamle, gigtplagede hænder med leverpletterne, og han kunne ikke lade være med at udstøde et lille suk. Han kunne ikke bedømme, om det var af glæde eller melankoli. Han kiggede ned på sine krogede hænder med de alt for fremtrædende vener og tænkte tilbage på dengang, hvor HAN kunne hoppe op og ned og klappe i småbuttede, bløde hænder uden ar og uden pletter. Med et sentimentalt udtryk i de kloge, stålgrå øjne med de mørke poser, gik han ud ad døren og ned af den stærkt skrånende plæne. Den lille dreng fulgte lykkeligt med, og forventningsfuldt hoppede han lidt kluntet op i den lille jolle med den afskallede, sandfarvede maling. Så stivnede han lidt i sine næsten hyperaktive bevægelser og kiggede alvorligt op på den gamle:
   "Bedste, er jeg en stor dreng i dag?" spurgte han stille, men også spændt i den grad, at hans mini-knoer var mælkehvide i hans greb omkring jollens ræling. Den gamle hævede et øjenbryn - spørgsmålet kom hver dag, men alligevel lod det altid til at komme lidt bag på ham. Lige siden den lille fyldte seks, havde han stillet dét spørgsmål hver gang, de skulle ud at fiske. Drengen vidste udmærket godt, at han ikke måtte bruge den kraftige bambusfiskestang... Han var langt fra stærk nok til at holde den. At tabe den i den dybe fjord ville koste den gamle alt for mange skillinger på markedet - han havde knapt nok råd til sin egen pibetobak, men måtte tit nøjes med almisser. De turkisblå stråleøjne lod til at se lige ind i den gamles sind. Han kunne mærke sit barnebarns næsten uudholdelige håben og spændthed...
   "Hør nu, barn. Du kan ikke holde stangen. Men når du bliver syv, lover jeg, at du må prøve," sagde han blidt med sin ru gammelmandsstemme. Drengen vippede hovedet lidt til siden, tilsyneladende uforstående og grænsende til utålmodig:
   "Jeg vil bare sejle, Bedste. Ligesom du gør. Jeg kan også sejle, Bedste, jeg kan!" sagde han og sænkede hovedet. Bedstefaderen syntes, han kunne se drengens læber bæve en anelse, og han kløede sig vægelsindet i nakkens grå hår. Han havde jo set drengen ro - det var lette årer, og den gamle havde efterhånden lært ham så meget, at den lille knægt faktisk var blevet ganske dygtig til at manøvrere. I hvert fald i en generel retning. Men lade ham sejle alene...? Den gamle tænkte et øjeblik, mens han tyggede på et strå og betragtede den lille, som med nedslåede øjne åndsfraværende pillede små malingflager af jollens hærgede yderside.
   "Kun ti meter ud," sagde den gamle. Drengens hoved fór op, og hans turkisøjne lyste som to små sole, og næsten febrilsk famlede han efter årerne, som var trukket op i båden.
   "Jeg kan sejle!" hvinede han og blottede igen den manglende mælketand i et bredt grin, der gik fra øre til øre.
   "Ja, men pas nu på. Aldrig være dumdristig," lød den gamles vise formaning, mens hans krogede fingre løsnede rebet fra stolpen i vandkanten. I mellemtiden havde drengen fået sat begge årer på plads i bøjlerne, og med et plask lod han dem falde i vandet. Det gibbede lidt i den gamle, da et vandsprøjt ramte hans skortebryst, og et par gule tænder kunne anes, da han smilende rystede på hovedet.
   "Kun et øjeblik," sagde farfaderen, da han tog fat om jollens kant.
   "Jeg er parat, Bedste!" grinede den lille dreng, som havde fået et fast tag om begge lakerede årer. Den gamle smilede og rodede lidt i det gyldne hår - så stødte han fra og sendte roligt jollen ud i vandet. Den lille begyndte straks at ro - og gamlingen blev næsten imponeret over, hvor alvorligt knægten tog det. Stille og rolige tag præcis, som han havde lært ham. Hans mælkehvide hud skinnede næsten i solen, og den gamle mand udstødte et dybtfølt, brummende grin, da han så, hvordan drengen ihærdigt forsøgte at få jollen til at sejle ligeud. Med værkende knæ gik gamlingen op ad bakken og satte sig på bænken foran det lille, gule hus med de grønne skodder. Her betragtede han sit eneste barnebarn sidde med stoltheden næsten lysende som en glorie omkring sig med de små hænder omkring årerne.
   Ude i jollen sad den lille og så betaget på det bølgende vand langs bådens kanter. Han kunne kun se cirka ti centimeter ned - så var alt mudret på grund af den kraftige strøm. Men drengen havde for længst lært, hvordan man kunne holde båden stille. Han var åremester - det havde Bedste selv sagt. En svirrende lyd fangede hans interesse, og han kiggede forundret og nysgerrigt rundt. En guldsmed, større end han nogensinde havde set, fløj tæt forbi hans øre og landede på en lille gren, der flød langs bådens kant. På grenens blad sad guldsmeden og virrede med de glinsende vinger. Kroppen var en gylden orange, og den skinnede som guld i den bagende sol. Drengens mund stod åben ved synet, og betaget bøjede han sig ud over kanten. Guldsmeden var vist blevet våd... 'den stakkel', tænkte den lille og slap den venstre åre.
   "Du skal flyve," mumlede han med sin lyse stemme og drejede sig, så han kunne række ud efter det stakkels dyr.
   Oppe på bænken sad den gamle og spiste lidt Karl Johan svampe - hver bid skar han forsigtigt ud med sin jagtkniv og førte så bidden op til de tørre, sprukne læber. Hans øjenbryn løftede sig samtidig med, at han løftede blikket og så drengen bøje sig ud over siden. Alarmeret rejste han sig halvt fra bænken, hurtigere end hans gigtplagede hofter brød sig om. Idet han skulle til at råbe sit barnebarns navn, skete det utænkelige. Jollen tiltede så meget på grund af drengens ihærdige forsøg på at redde det strandede dyr, at det skete. Lydløst frøs sekunderne til evigheder, da den gamle så den lille, buttede krop falde fra jollen og ned imod rivende vand - flyvende bronzegyldent hår... Mælkehvid hud... En lys stemme, der griner... En manglende mælketand... - Og så blev tiden virkelig igen, og den gamle kunne høre vandplasket som tusinde stortrommer i sine ører. Med en ufrivillig, guttural lyd styrtede gamlingen fremad, ned ad bakken og var ved at snuble i sine træsko. Mens han hæst skreg den lilles navn, stormede han ud i vandet - allerede efter to meter, kunne han ikke bunde, og han begyndte febrilsk at svømme. Efter hvad, der virkede som evigheder, nåede han jollen - men den var nu drevet flere meter, og han vidste ikke, hvor drengen var plumpet i. Hvor var det?! Hvor havde båden været!? Forvirret og panisk kiggede bedstefaderen sig omkring, stirrede på den hvislende vandoverflade... Ingen bobler... Ingen bevægelse... Kun vinden og strømmen... Med et skrig dykkede den gamle ned. Han fortsatte og fortsatte... Frem og tilbage og til siderne. Hvor var den lille?! Han kunne næsten intet se igennem det mudrede vand, og han greb efter alt og intet - han troede, han fandt bronzehåret, men det var blot halvråddent bundtang. Han troede, han fandt en lille, buttet, mælkehvid arm - men det var blot en algetilsølet gren. En gren. En gren. Op efter luft, luft! Den gamle hev efter vejret og hostede, alt imens han drejede rundt om sig selv - og dykkede så ned igen. Det kolde vand brusede i hans ører, og jo længere ned han kom, jo mere ondt gjorde hans trommehinder, men han ænsede det ikke. Et ansigt! Så han noget hvidt?? Nej, intet. En sten... En gren... Mælkehvid... Hans smil... Turkisøjne...
   Hans gamle fingre rev fjordbunden op, rasende rev og rev. Hvorfor! Hvordan! Det brusende vand lagde sig næsten over den gamle som et tæppe af kulde.
   Bronzehår... Buttede fingre... Jeg kan sejle, Bedste...
   Den gamle åndede tungt ud, og langsomt lagde han sig ned på fjordbunden. Det rådne tang og grenen knuget i hans gigthænder. Knuget. Sov nu. Han sover... Jeg sover, tænke han... Jeg sover nu. Vi sover sammen. Og hans hoved fandt en pude i den mudrede fjordbund, og han knugede det rådne tang og grenen til sig, som var det de buttede arme og det gyldne hår. Han drømte en godnathistorie... Han aede det gyldne hår. Han klemte blidt den buttede arm. Og han faldt i søvn.

Skoven spiser langsomt det lille, gule hus. Fugten har erobret den stuen og entréen med de fint stablede kævler. Køkkenet er en spindelvævsverden, og jagtkniven er ædt af jorden ved bænken. Jollen drev i land et stykke længere nede af fjorden. Man ledte. Man fandt intet. Kun en træsko ved vandkanten. Ingen ville overtage det lille hus... Den gamle havde bygget det selv med de grove hænder. Den lilles mor kom tit og sad på bænken - skuede og skuede... over hendes barns sidste hvilested. Huset var det sidste, hun havde. Efter et par måneder forsvandt hun fra byen. Ingen har hørt fra hende siden. Men ingen rørte det lille, gule hus... Det er jo så kønt. De grønne skodder blev lukket og låst. Døren boltet. Og huset overladt til skoven, mørket og fugten.

I dag sidder unge som gamle par på den gamle bænk, der senere er sat op på den pittoreske bakke med udsigt over den fredelige fjord. De kigger på det lille, gule hus og undrer sig. Et fredfyldt sted... og dog. Nogle gange ved aftenstid kan man se silhuetten af en gammel mand, som stormer mod vandet og forsvinder i bølgerne.