Hele kantinen kiggede interesseret på de to piger, som kastede skældsord i ansigtet på hinanden midt i madkøen. Josefines ansigt var skarlagenrødt af hidsighed, da hun konfronterede Maja i kælderen under gymnasiet. Det var hendes første dag tilbage i skole efter to sygedage som resultat af deres lille eskapade. Deres skingre stemmer slog kolbøtter mellem murstensvæggene i den overfyldte kantine.
   "Du kunne sgu da have slået mig ihjel!" råbte Josefine frustreret og piercede Maja med sit blå blik. Maja kiggede lidt rundt på de mange nysgerrige ansigter i rundkredsen omkring dem.
   "Det har aldrig slået nogen ihjel, din tøs!" svarede Maja hidsigt og tænkte på aftenen for tre dage siden, hvor de to veninder i al hemmelighed havde siddet i Josefines udhus og røget Rød Nepal. Det havde åbenbart været for stærke sager for den lille forsigtigper, og hun havde brugt de følgende tolv timer på at kaste op... og yderligere næsten to dage på at komme sig.
   "Fuck dig, so!" udbrød Josefine og vendte sig om for at gå. Dette skænderi var det simpelthen ikke værd, og hendes dårlige samvittighed over at have trodset samtlige påbud fra forældrene, skar hende i hjertet. Samvittigheden var sort, men bebrejdelsen ildrød. Gid hun dog ikke var faldet for Majas salgstale og i stedet havde været fornuftig. Det skulle hun få betalt...
   "Ja ja, fuck dig selv, kælling!" råbte Maja bag hende, da hun forlod kantinen uden sin frokost. Maja hadede, når folk ikke tog ansvar for deres egne handlinger. Måske hun havde lokket lidt, men alligevel var det da ikke udelukkende hendes skyld. Desværre kunne det ikke undgås, at Josefines forældre havde opdaget det, da de ikke kunne forstå, hvorfor hun var så syg og dårlig og talte i tunger. Josefines mor var blevet bleg og meget stille, mens faderen havde sendt hende et strengt blik. Det kendte hun jo udmærket... I egne tanker vandrede Maja op ad trapperne fra kantinen, også uden mad, og satte sig ved et af bordene i gangen. Gad vide, om Josefines far ville give hende en skideballe senere? Et nervøst smil kom til syne på hendes læber.
   "Hva' fanden har du gang i?!" sagde en stemme pludselig. Det gibbede i Maja, og hun kiggede op:
   "Hej Matthias, jamen, goddag til dig også!" svarede hun sarkastisk og gloede olmt på Josefines ældre bror, der stod foran bordet. Igen var hans mørke hår fuldstændig overdynget med hårvoks, og hans ækle bumser lod til næsten at være ved at eksplodere.
   "Du skal kraftedeme ikke fylde min søster med stoffer!" spyttede Matthias, og hans blege hud blev næsten ligeså rød som hans bumser.
   "Det var sgu da bare tjald, din nørd!" vrissede Maja og greb sin skoletaske for at gå. Men idet hun forlod bordet for at gå til time, lagde Matthias hånden på hendes skulder og klemte til:
   "Du kan bare vente dig!!" hvæsede han. Øjeblikkeligt vred hun sig fri og gik videre uden at skænke ham så meget som et blik. Godt nok var hun på samme alder som Matthias, men selvom han var nørdet, kunne hun nok ikke slå ham i en slåskamp. Ikke, at han var dét værd alligevel.

Den forlorne hare blev forsigtigt stillet på bordet, så saften ikke skulle løbe ud over fadets kant. Josefine sad og kradsede åndsfraværende i egetræsbordpladen med en lakeret negl. Matthias sad også helt stille ved bordet, men iagttog dog, hvad der foregik i køkkenet.
   "Skat, der er mad," råbte Josefines mor, og inde fra stuen kunne man høre faderen rejse sig fra den knirkende lædersofa foran TV'et. Han sluttede sig hurtigt til dem i køkkenet og satte sig ned for bordenden uden et smil, mens han ventede på, at kartoffelmosen og ærterne skulle blive sat på bordet. Da maden var serveret, begyndte faderen og moderen at øse op til sig selv. Men der var en ubehagelig, sitrende stilhed i det store køkken med den store kogeø og det lange, dyre spisebord. Det lille TV i vægholderen summede som sædvanlig stille TV2 nyhederne. Josefine stirrede stadig skamfuldt ned i bordpladen, og Matthias så bare ud, som om han gloede på noget langt, langt borte med et hårdt udtryk i sit blege ansigt.
   "Hvad tænkte du på...?!" sagde Matthias pludselig, og stilheden blev abrupt brudt, som om en tallerken var sprunget i tusinde stykker. Alle ved bordet lod til at stivne, men alligevel rettedes alle blikke mod Josefine, der næsten flækkede sin malede negl mod bordpladen. Et suk undslap Josefines mor:
   "Matthias, det har vi snakket om..." begyndte hun, men blev hurtigt afbrudt af sin hidsige søn:
   "Jeg vil faktisk gerne høre det, mor!! Du kunne måske også prøve at lade som om, du var interesseret!" snerrede han, men en knytnæve i bordet fik ham til at tie.
   "Så er det nok! Sådan skal du ikke tale til din mor!" udbrød faderen og sendte Matthias et rasende blik, der endelig fik ham til at slå blikket ned.
   "Pas nu på hjertet, Søren..." sagde moderen stille, mens hun stirrede på sin tallerken med den stadig urørte mad.
   "Han skal ikke tale sådan til dig, Lise," sagde faderen og kiggede så på Josefine:
   "Hvordan var din dag, skat?" spurgte han i et toneleje, der lød lidt ligegyldigt. Forsigtigt kiggede Josefine op på sin far med et flakkende blik. Hun var så træt af alle de trivielle spørgsmål, der altid blev slynget ud til højre og venstre ved det fordømte middagsbord.
   "Fin..." sagde hun bare og tænkte på opgøret med Maja i kantinen. Kradseriet i bordpladen tiltog jo mere, hun tænkte på det. Matthias fnyste og skubbede sin tallerken fra sig:
   "Jeg er ikke sulten," sagde han og rejste sig så hurtigt fra stolen, at den gled en halv meter henover gulvet med en skinger lyd. Hidsigt gik han ud i gangen for at tage trappen til sit værelse ovenpå.
   "Ej, Matthias...!" sukkede Lise og rejste sig for næsten febrilsk at gnubbe bordpladen, hvor lidt sovs var dryppet ned, da han havde rejst sig. Søren sukkede og begyndte så at spise sin mad uden kommentarer. Josefine havde stadig ikke taget noget op på sin tallerken.
   "Skal du ikke nyde din mors gode mad, når hun nu har knoklet sådan i køkkenet?" spurgte faderen, og kiggede indgående på sin datter. Men hun rystede stille på hovedet:
   "Jeg er heller ikke sulten..." sagde hun og skubbede langsomt sin tallerken fra sig.
   "Men tak, mor..." tilføjede hun og gik mod sit værelse ovenpå. Faderen kiggede efter hende med et lidt foruroliget blik, men vendte hurtigt tilbage til at skovle sovs og ærter ind. Moderen var efterhånden færdig med at fjerne sovsepletten fra det pæne middagsbord, og med et suk satte hun sig ned. Et øjeblik legede hun med den skinnende gaffel mellem sine fingre, men besluttede så at spise lidt kartoffelmos.
   "Det smager godt, skat," sagde Søren med et lille smil og tog den sidste mundfuld. Lise tvang et smil frem til overfladen, og faderen rejste sig fra bordet.
   "Kampen er i gang," sagde han og gik ind i stuen og satte sig knirkende tilbage foran TV'et. Real Madrid førte sig godt frem allerede fra start, men Søren kunne ikke rigtig koncentrere sig om kampen. Han havde ellers glædet sig. Men alt dét med Josefine og Maja plagede ham. Maja var to år ældre end hans datter, hun burde vide bedre. Og det burde han også... Mens han gnubbede sine tindinger med en lille rødmen i kinderne, tvang han sig selv til at glo på skærmen og prøve at følge med. Bare denne lille fadæse ikke afslørede noget...
   Ude i køkkenet rejste Lise sig næsten robotagtigt fra stolen og begyndte at rydde af. Med en koncentreret mine skyllede hun tallerkenerne og glassene af og smed næsten det hele farsbrød i skraldespanden sammen med de andre madrester. Det formede en brunlig og grønplettet masse i affaldsposen, mens hun stirrede ud af vinduet. Sneen uden for faldt blidt og lagde et tyndt lag ovenpå ligusterhækkene i villakvarteret. Det var allerede mørkt, og gadelampernes lyskegler badede sneen i et gult, syntetisk lys.


Josefine satte sig med et ryk op i sengen, dækket af koldsved... Med ræsende hjerte kiggede hun på vækkeuret - det ville bippe om cirka to minutter. Med halvt lukkede øjne sank hun en klump og slukkede for uret. Der var ikke brug for det nu. Hun kunne ligeså godt stå op, hvilken forskel gjorde to minutter alligevel. Hun havde lyst til at vende sig om på den anden side og sove videre, men hendes forældre ville kalde på hende, hvis hun ikke var nede til morgenmad om et par minutter.
   "Ingen vej udenom," mumlede hun og svingede sine ben ud over kanten af sengen. Søvndrukken fik hun sit tøj på og greb sin skoletaske, som hun havde pakket dagen før. Ude på gangen med det grå tæppe mødte hun Matthias, som også lige var stået op. De hilste ikke på hinanden, men gik bare ned ad trappen og ud i køkkenet. Der stod allerede en pakke med cornflakes fremme samt en liter letmælk. Faderen kom vadende ind i køkkenet iført morgenkåbe og slippers og satte sig ved bordet, efter han havde sendt et smil til sin kone, som travlt var i gang med at skære franskbrød til ham. Han havde altid hadet almindelige morgenmadsprodukter. 'Tørfoder' kaldte han det. Nynnende serverede hun to franskbrødsmadder med henholdsvis jordbærmarmelade og ost på.
   "Tak, skat," sagde Søren og gik hurtigt i gang med at spise. Josefine og Matthias havde hældt lidt cornflakes op og delte resten af mælken i kartonen. Alt var stille, men stemningen var da i det mindste lidt bedre end i går.
   "Jeg tænder lige TV'et," sagde Matthias, og først nu lagde alle mærke til, at det var slukket. Det var ellers efterhånden kutyme at tænde apparatet, ligeså snart man gik ind i køkkenet. Han greb fjernbetjeningen og tændte, og frem tonede langsomt TV2 nyhederne. Alle vendte tilbage til deres spisning, nu da alle rutiner var overholdt. Med et halvt øre lyttede alle til, hvad speakeren sagde. Noget med et mord...
   "Skru lige op," mumlede faderen, mens franskbrødets kanter knasede mellem hans tænder og derfor overdøvede de vigtige morgennyheder. Da volumen blev skruet op, lod alle omkring morgenbordet til at stivne. Speakerens beroligende stemme sagde i en seriøs tone:
   "Her til morgen er liget af en ung kvinde fundet på fodboldbanen ved Næstved Gymnasium. Teknikere er i øjeblikket ved at afspærre gerningsstedet, men de meddeler os, at liget er identificeret, og at de pårørende er underrettet. Der er tale om gymnasieeleven Maja Gunnarsen, som tilsyneladende er blevet stranguleret. Politiet står foreløbig uden spor, men yderligere informationer vil forhåbentlig komme frem under obduktionen, som foretages senere i dag. Nu videre til situationen i Haiti, hvor..."
   I køkkenet standsede al aktivitet brat. Josefines ske fyldt med cornflakes og mælk stoppede på vej op til hendes mund, Matthias så frossen ud, faderens marmelademad landede med et klæbrigt klask på tallerkenen og moderen, der stod med ryggen til ved vasken, stivnede som ramt af lynet. Alles øjne var spilet op i vantro. Havde de hørt forkert?? Et klirren lød, da Josefines rystende hånd tabte skeen, og den landede med et skvulp i skålen med mælk.
   "Åh, gud..." sagde moderen næsten uhørligt, mens faderen sank en klump. En høj ringen lød pludselig fra hoveddøren, og det gibbede i alle, hvis blikke brutalt blev revet væk fra den lille TV-skærm i forvirring.
   "Jeg åbner..." sagde Matthias og vadede ud i entréen næsten uden at løfte fødderne. Da han drejede håndtaget og åbnede den hvidmalede dør, gloede et firskårent ansigt tilbage på ham:
   "Goddag, mit navn er Helge Høyer, Næstved Politi... Dette er politiassistent Morten Jensen," sagde han i en monoton tone, mens hans øjne lod til at måle Matthias fra top til tå. Ind i Matthias' synsfelt trådte en høj, ganske ung mand med en stor notesbog under armen.
   "Må vi komme ind? Vi vil gerne stille nogle spørgsmål om et dødsfald... Ved De, hvad det drejer sig om?" spurgte den brede politimand i den blå uniform med refleksstriber. Matthias bed sig i underlæben og nikkede.
   "Vi mener, De kendte den afdøde, Maja Gunnarsen, korrekt?" spurgte den yngre betjent. Nu var hele familien strømmet til døren, og deres blege ansigter tittede frem bag Matthias.
   "Ja... ja, bare kom ind," stammede Matthias og åbnede endelig døren helt. Omhyggeligt tørrede betjentene deres støvler af på den fine 'velkommen'-måtte, der lå på risten udenfor hoveddøren. Der føg snefnug ind i entréen, som samledes i en tynd dyne på den blå måtte indenfor.
   Høfligt fulgte den chokerede familie de to mænd ind i stuen, og de tog alle plads i den store, behagelige hjørnesofa ved kaffebordet. Et øjeblik var der stilhed, mens den unge betjent rodede den store notesbog igennem og fandt kuglepennen frem. Den ældre betjent med det grove ansigt foldede sine hænder i skødet og kiggede så fokuseret fra den ene til den anden.
   "Du må være Josefine, og du Matthias" sagde han så og kiggede med et lille smil på den lyshårede pige og den mørkhårde, bumsede dreng, der sad skråt overfor ham i sofaen. Blege nikkede de. Betjenten stillede alle de grundlæggende spørgsmål om, hvordan de kendte Maja, og de svarede så godt de kunne. Med et nik tog betjent Helge Høyer en mundfuld af den kaffe, som Lise havde stillet frem med lynets hast.
   "Der går forlydender om, at du og Maja var i et skænderi i går formiddag på skolen? Hvad handlede det om, Josefine?" spurgte han og kiggede indgående på hende. Med blanke øjne kiggede Josefine ufrivilligt ned på tæppet ved sine fødder... hun kunne ikke lide måden, han talte til hende på. Man skulle tro, han var overbevist om, at hun var skyldig allerede.
   "Jeg... Vi var bare sure på hinanden... fordi hun... fik mig til at ryge hash," sagde hun og tvang sig selv til at kigge på betjenten, som nikkede alt imens, den unge Morten Jensen skriblede notater ned på livet løs.
   "Ja... Ja, det var noget værre noget," sagde Helge og sippede igen til sin kaffe. Hans øjne lod til at kigge lige igennem hende.
   "Du var meget sur på hende, var du ikke?" spurgte han og iagttog, hvordan den unge piges øjne begyndte at flakke.
   "Sig mig, hvad antyder De?!" spurgte faderen og gloede vredt på betjenten, som bare ignorerede ham, mens hans blik var helt og aldeles fokuseret på Josefine. Stilheden var øredøvende.
   "Jo... jo, men det var jo bare et dumt skænderi," sagde Josefine usikkert, og kiggede igen på det grå gulvtæppe.
   "Javel, ja... Dumme skænderier kan udløse mange ting," sagde Helge hvis fingerspidser trommede på kaffebordets kakler. Faderens ansigt blev på et splitsekund flammende rødt, men før han kunne nå at sige noget, fortsatte betjenten:
   "Og du, Matthias... To vidner beretter at have set dig true Maja i gangen på gymnasiet... Hvad kan du fortælle mig om dét?" sagde Helge, og hans blik havde straks plantet sig på den attenårige dreng, som hele tiden bare havde stirret på bordet. Det pludselige spørgsmål lod til at rive ham væk fra den drømmeverden, han tilsyneladende havde befundet sig i.
   "Jeg har ikke gjort hende noget," sagde Matthias og gloede tilbage på betjenten, som igen begyndte at tromme fingre på bordet, mens han nysgerrigt tippede hovedet lidt på skrå.
   "Jeg har vidner, der hørte dig sige - og jeg citerer: 'Du kan bare vente dig'... Er det sandt?" spurgte Helge og gennemborede teenageren med sine stålgrå øjne. Matthias stirrede olmt på ham:
   "Ja. Men jeg har sgu ik' rørt kællingen!" sagde han og gjorde tegn til at rejse sig, men Helge rakte straks en hånd ud mod ham:
   "Hvis jeg var dig, ville jeg blive siddende. Ellers må jeg indberette, at du saboterer efterforskningen, og så kan du tilbringe det næste døgn i arresten," sagde Helge. Der blev helt stille et øjeblik - det eneste, man kunne høre, var lyden af Matthias' knoer, der knasede lidt, idet han spændte sine knyttede næver igen og igen. Med blussende rødt ansigt satte han sig endelig atter ned, men modvilligt.
   "Sig mig, hvad er meningen?! Det er indicier, ikke begrundet mistanke!" sagde faderen hidsigt, mens han kiggede på betjenten, der stadig sad og drak sin kaffe. Morten skrev så hurtigt på notesblokken, at man skulle tro, papiret ville bryde i flammer. Moderen sad helt stift og så fra den ene til den anden med spejlblanke øjne. Hendes børn ville aldrig gøre sådan noget! De var opdraget med gode, moralske værdier.
   "Det bliver mere end begrundet mistanke, når vi finder flere spor... Og indtil da bedes ingen af jer forlade byen. Hvis De gør, vil en arrestordre straks blive udstedt," sagde Helge og tømte koppen for de sidste dråber bitter, sort kaffe.
   "Hvordan kan De behandle os sådan?" spurgte moderen med skælvende stemme, men hendes røst blev overdøvet af faderens:
   "Enten anholder De os, eller også er det ud!" spyttede han arrigt, hvilket blot blev modtaget med et smil fra Helge.
   "Ja, ja... Som De vil, Hr. Schmidt," sagde han med en så pivende falsk venlighed, at det skar forældrene i ørerne. Helge klappede dernæst Morten på skuldrene:
   "Fik du det hele? Lad os smutte. Tak for kaffe," sagde han henkastet og rejste sig fra sofaen. Morten fulgte med, og moderen viste dem vej til hoveddøren, som hun smækkede bag dem med et ufrivilligt suk. Tårerne dannede et tykt, skinnende lag i hendes blå øjne, men hun nægtede at lade dem trille ned ad kinderne.
   "Søren, hvad skal vi gøre?" spurgte hun sin mand, som stadig sad helt sammensunken i hjørnesofaen overfor sine to børn. Han rystede på hovedet.
   "Hvorfor har I ikke fortalt os noget?" spurgte han henholdsvis Matthias og Josefine, som bare sad som stenstøtter med forfærdede udtryk i deres ansigter.
   "Jeg troede ikke, det var vigtigt..." mumlede Josefine, og Matthias nikkede fraværende. I det samme ringede telefonen med en gennemborende, elektronisk klang. Rystende på hovedet rakte faderen ud efter B&O-telefonen og satte den til øret. Alle i dagligstuen sad i deres egne tanker på nær moderen, som var gået i gang med at tørre kaffebordet af med en lysegul vaskeklud. Josefine kradsede igen med sin lakerede negl i bordets overflade, mens Matthias sad dog så lidt olm ud. Faderen iagttog sin familie nervøst, imens han lyttede til politimandens stemme i røret. En gang imellem sagde han 'ja' og 'mm', men ingen lod til synderligt at bemærke hans telefonsamtale. Faderen var blevet tre nuancer blegere, da han endelig lagde røret på med et forsagt 'farvel'. Igen faldt stilheden over dagligstuen, men for faderen lød det som om, at hans hjertes ræsen overdøvede alting. Forsigtigt rømmede han sig og kiggede op på Lise, som var igang med en ihærdig plet på kaklerne.
   "Skat, må jeg lige tale med dig?" spurgte Søren og sank en klump. Moderen stivnede lidt i sine hektiske bevægelser og kiggede på sin mand:
   "Ja... selvfølgelig, skat. Er der noget galt?" spurgte hun bekymret, og med det samme lod børnene til at vågne op fra deres døs.
   "Hvem var det?" spurgte Josefine og kiggede indtrængende på sin far, som blot rystede på hovedet. Han kunne ikke sige det til børnene. Istedet rejste han sig op i et tempo, der passede mere på en halvfems-årig end på hans fem-og-fyrre år. Moderen stod og knugede kluden, men fulgte dog efter ham ind i soveværelset ved siden af stuen. Børnene fulgte dem med et foruroliget blik og kiggede så bare på den hvide trædør, da den blev lukket bag dem. Josefine mærkede en knude af angst i sin mave, og kiggede kort på sin bror:
   "Hvad sker der?" spurgte hun nervøst, men han trak bare på skuldrene uden at tage blikket fra døren. Bag den kunne man høre dæmpede stemmer og lange pauser med stilhed. Der kom en brummende lyd fra faderen og så noget, der lød som gråd fra moderen. Hvad foregik der? Så blev døren atter åbnet, og faderen gik tilbage ind i stuen. Bag ham kom Lise også ud, men hun var ligbleg, og hendes blik var stift. Uden at se på sine børn eller på sin mand fortsatte hun igennem stuen og ud i entréen, hvor hun gik ud på det store badeværelse. Et metallisk klik lød, da døren blev låst. Josefine og Matthias kiggede forvirrede op på deres far.
   "Hvad er der sket?" spurgte Matthias og granskede faderens let rynkede ansigt, som på én og samme tid var både udtryksløst og fyldt med noget, der mindede om sorg.
   "Jeres mor har hovedpine," sagde Søren bare og satte sig ned i sofaen igen med fjernbetjeningen til TV'et i hånden. Dog tændte han ikke TV'et, men sad bare og lod sin tommelfinger glide over det sorte plastic. I det samme ringede det på døren, og det gav et sæt i Josefine og Matthias.
   "Skal jeg åbne?" spurgte Josefine, som allerede havde rejst sig halvt op - men faderen rystede på hovedet.
   "Nej, det er til mig," sagde han i et monotont toneleje og lagde forsigtigt fjernbetjeningen på kakkelbordet, som om den var skrøbelig som glas. Forundrede kiggede de to børn op på faderen, som igen rejste sig langsomt fra den magelige sofa og gik ud i entréen. Men før han åbnede døren, stak han i sine ankelstøvler og lynede dem. 'Så er det afsløret', tænkte han og bed sig i læben.
   "Hvor skal du hen?" spurgte Matthias, men der kom intet svar. Istedet åbnede faderen blot døren, hvis ramme var udenfor børnenes synsvidde.
   "Goddag Hr. Schmidt. Er De klar?" lød en dyb stemme fra trappetrinnet udenfor, og faderen nikkede. Dette fik Josefine og Matthias til at springe op fra sofaen og løbe ud til hoveddøren. Udenfor stod endnu en betjent, og mens faderen tog sin polstrede jakke på, kiggede de to unge forvirret på manden i den blå uniform:
   "Hvad sker der?" spurgte Matthias, og denne gang sagde faderen endelig noget:
   "Jeg skal bare lige ned på stationen og have taget fingeraftryk og snakke lidt. Procedure," sagde han fladt og tvang et blegt smil frem. Betjenten stod der bare som en betonklods og ventede, mens Søren lynede sin jakke.
   "Vi ses om lidt," sagde han, og han fulgte med betjenten hen til en patruljevogn, som holdt og ventede ved kantstenen i den høje sne.
   "Jamen, far...!" begyndte Josefine, men Søren afbrød hende:
   "Vi ses om lidt, skat. Det er okay," sagde han, og betjenten smækkede døren til bagsædet, hvor han sad. Josefines øjne begyndte at flyde over, mens hun så bilen rulle afsted ned ad gaden med faderens ansigt bag det reflekterende vinduesglas. Matthias kløede sig forvirret i nakken og kiggede så over på den hvidmalede toiletdør:
   "Mor?" kaldte han og gik hen til døren og bankede let på træet. Josefine stirrede stadig ud på vejen, selvom patruljevognen for længst havde rundet hjørnet og var forsvundet.
   "Mor?!" råbte Matthias og bankede denne gang hårdere på døren. Der var helt stille inde bagved. Josefine kiggede over på sin bror:
   "Måske vil hun ikke forstyrres," sagde hun sørgmodigt, men Matthias afbrød hende vredt:
   "Det vil jeg sgu skide på!" sagde han og tog i døren, som ikke ville give sig så meget som en centimeter.
   "Jeg kommer nu..." lød det stille derinde fra, og endelig slap Matthias håndtaget. Hvad havde faderen mon sagt til hende, og hvad var den telefonopringning gået ud på? Josefines hjerne kørte på højeste omdrejninger, mens hun trippende ventede på, at moderen skulle komme ud.
   "Mor?" kaldte hun, og nu klikkede låsen fra, og døren blev åbnet. Lise trådte ud i gangen iført sin badekåbe - hun så hærget ud. Josefine lagde mærke til de mørke rande under hendes øjne og den blege hud.
   "Mor, hvad sagde far til dig?" spurgte Josefine, og kiggede indtrængende på den fyrre-årige kvinde, som nu gik hen imod køkkenet.
   "Er I sultne?" spurgte Lise stille, men ingen svarede.
   "Skal du ikke spørge, hvor far er?" spurgte Matthias med rynkede bryn. Lise sukkede bare, mens hun begyndte at tørre det ellers helt rene køkkenbord af.
   "Han er på stationen," sagde hun bare, mens kluden blev kørt rundt i cirkler på marmorbordpladen.
   "Hvornår kommer han tilbage?" spurgte Josefine, men moderen svarede ikke.
   "Vil I have en skive rugbrød? Vi har både leverpostej, roastbeef og også lidt æg og..." begyndte Lise, men Matthias afbrød:
   "Mor, vi er IKKE sultne!" snerrede han og fortsatte:
   "Hvorfor er far på stationen?" spurgte han i et krævende og bestemt toneleje, mens han iagttog sin mor, som lod til at synke lidt sammen i skuldrene. Selv kludens tempo aftog lidt.
   "Fordi han er hovedmistænkt i sagen, Matthias," sagde hun så uden at vende sig om, og kluden genoptog sine cirkler. Begge børns øjne spiledes op i forbløffelse.
   "Hvorfor er han det?" spurgte Josefine med skælvende stemme og kiggede fra sin bror til moderen. Lise rystede på hovedet uden at svare, men denne gang greb Matthias fat om hendes arm og vendte hende om, så de kunne se hende i øjnene. Tårer var tørret ind på hendes blege kinder, og hun stirrede bare sørgmodigt på sin søn og datter:
   "Fordi han havde en affære... med Maja," hviskede hun og klemte øjnene lidt sammen for at holde flere tårer tilbage.
   "Hvad?!" udbrød Matthias og slap med det samme sit tag om moderens overarm. Moderen nikkede blot og vendte sig så om mod vasken igen, hvor hun begyndte at vride kluden op.
   "Jamen..." sagde Matthias næsten uhørligt og sank en klump. Josefine stod som ramt af lynet. Hun kunne ikke tro, hvad hun lige havde hørt.
   "Det ville far aldrig gøre!" udbrød hun og stirrede på moderen, mens et flammende raseri erstattede knuden af angst i hendes mave. I det samme ringede det på døren, og Matthias' og Josefines hoveder drejede straks i retning af lyden.
   "Far!" råbte Josefine og løb ud til døren, som hun med et lettet snuptag åbnede. Men udenfor stod de to betjente fra tidligere, og Josefine frøs fast i sine spor. De så alvorlige ud, og hun havde ikke lyst til at invitere dem indenfor.
   "Kom ind," sagde moderen ude fra køkkenet, og de to mænd tog deres sko af og gik ind i stuen, hvor alle igen samledes om kaffebordet. Den ældste betjent, Helge, kiggede alvorligt på dem:
   "Ja, vi må desværre meddele Dem, at Hr. Schmidt er anholdt for mordet på Maja Gunnarsen," sagde han. Et par sekunders stilhed fulgte, hvorefter moderen brød i stille gråd.
   "Hvad!? Hvorfor?!" råbte Matthias, idet han fløj op fra sofaen, og stirrede rasende på betjenten. Helge foldede igen sine brede hænder i skødet:
   "Hr. Schmidt havde ikke bare en affære med den afdøde, men hans DNA er fundet i hendes hjem samt på gerningsstedet... I form af et par boxershorts," svarede Helge og fortsatte:
   "Var der nogle af jer, der vidste noget om denne affære?" spurgte han, og hans gennemborende blik piercede dem een efter een. Alle rystede i mistro på hovedet, mens moderens stille hulken fyldte rummet.
   "Min far havde ikke nogen affære!" råbte Josefine, mens tårerne trillede ned af hendes blussende kinder. Helge sukkede lidt:
   "Vi har tilstrækkelige beviser... og vi er igang med at ansøge om en ransagningskendelse til jeres hjem også," sagde han og kiggede på moderen:
   "Vi beklager dybt," sagde han og rejste sig.
   "De må have os undskyldt. Tak for jeres samarbejde," sagde Helge og de to mænd gik ud i entréen, tog sko på og forlod dem siddende ved kaffebordet. Der var stille et langt stykke tid. Josefine græd i armene på sin mor, mens Matthias sad og stirrede ned i gulvet.
   "Jeg går i seng," sagde Matthias monotont, selvom han vidste, at han ikke havde en ærlig chance for at tage en lur... at sove var en umulighed. På én dag var alting vendt på hovedet... Josefine kiggede på sin mor:
   "Far kommer ikke tilbage, vel?" spurgte hun, og moderen rystede stille på hovedet.
   "Hvil dig lidt, skat..." sagde hun og kyssede sin datter på panden. Uden et ord gik Josefine op ad trappen til sit værelse. Alting var surrealistisk... som et mareridt, hun bare ville vågne fra. Men ligemeget, hvor mange gange hun krummede tæerne, blev det ved med at være virkeligt.
   Lise sukkede dybt og gik ind i soveværelset, hvor hun kiggede ud af vinduet... Lyset fra vintersolen glitrede i iskrystallerne og sneen i hækkene... langt væk i tanker krammede hendes hånd det stykke stof, hun havde fundet i vasketøjet forleden. Og hun tænkte på, hvad der mon ville blive af hendes sjæl... og børnene. Det var altid hårdt at vokse op uden en far. Men hellere ingen far end en utro skiderik. Nu var HUN familiens overhoved. Hun bed sig lidt i læben, mens hun betragtede ligusteren udenfor vinduet. Kunne de mon finde hendes fingeraftryk på Sørens sædplettede boxershorts fra i går aftes...? Lidt flirten, og han var gået lige på krogen... selvom Lise langtfra var atten som den tøjte til Maja. Boxershortsene var røget i vaskekurven, hvor hun tidligere havde fundet beviset på hans bedrageri - og ligesom dét havde hun fisket det op til senere brug. Lise opdagede affæren for et par dage siden... Han havde været sløset nok til at glemme beviserne - I deres egen seng! Så da Lise havde skiftet sengetøj og skulle vaske det, var det hele dukket op... Badet i lyset fra den overskyede sol kiggede hun ned på trusserne i sin hånd, hvor der med similikrystaller stod skrevet: 'Maja'. 'To fluer med ét smæk', tænkte hun, mens et blegt smil tonede frem på hendes læber.