Tilfreds så hun på de summende bananfluer over hans rådnende lig. De udtørrede øjenæbler, som var sunket helt sammen i øjenhulerne... De mindede hende lidt om solsorternes øjne, når de havde ligget på vejen i nogle uger i solskin efter at være blevet kørt over. Det gav hende en vis tilfredsstillelse at se sin totale ødelæggelse af mandens ansigt. Her i lyset fra petroliumslampen skinnede hans ophovnede hud med en glans som skrællen på et nyvasket Cox Orange æble. Og hans læber var trukket op i en forvreden grimasse som en af de tusinde malede fastelavnsmasker, som børnene bruger til februar. Stivnet i et skrig. Lugten havde efterhånden bredt sig helt ud i stuen i den lille lejlighed, som hun boede i. Selv ude i køkkenet kunne man lugte den vamle snert af død, som blev siddende i næseborene lang tid efter. Men det generede hende tilsyneladende ikke. I stedet for at lade sig påvirke af det blodige ligs tilstedeværelse, greb hun sin jakke fra knagen. Hun tænkte, at hun måske lige ville smutte ned og tage sig en kop kaffe på den nærliggende café, før hun vendte tilbage og gjorde arbejdet helt færdigt. Da hun slog yderdøren op, strømmede den friske efterårsblæst hende i møde. Begærligt trak hun luften ned i sine lunger og ventede først, til de var lige ved at sprænge, med at ånde ud. Hendes hjerte bankede energisk, da hun satte sig ind i sin store, grå Ford Picasso og drejede nøglen om i tændingen. Den dyre bil gav et lille knald men trommede så støt og trofast under hende. Afslappet lænede hun sig tilbage i det behagelige nylonsæde og prøvede at genkalde sig udtrykket i hans ansigt, da hun trak kniven frem. Overrasket. Bange? Hun smilede lidt for sig selv, men satte sig så ret op i sædet og skiftede gear. Motoren skreg, da hun drønede ud på den grusbelagte parkeringsplads, og stenene knasede under hjulene. Uden at tage hensyn til den næsten nye bil, trampede hun på speederen og rev i gearene, så hele karrosseriet peb og skreg under hende. Gruset sprøjtede op, idet hun kørte ud ad indkørslen.
Nede på den lille café havde hun bestilt en kop kaffe med fløde og en halv teskefuld sukker. Det havde taget lidt tid at få det banket ind i knolden på den halvdumme café-ejer, at det altså VAR en halv teskefuld og ikke en hel. Men han havde åbenbart fattet det, da hun til sidst snerrede lidt ad ham. Så havde han også bevæget sin fede krop tilbage til køkkenet med det samme, som hun havde forlangt. Dog ikke uden hele tiden at skule efter hende over skulderen. Det morede hende faktisk. At se hvor lidt, der egentlig skal til, før folk hopper og springer for een. Man skal bare være lidt bestemt - så gør alle, som de skal. Det var en af de få ting, som Martin bare ikke kunne få ind i hovedet. Hun havde prøvet. Hun havde virkelig prøvet hårdt. På at få ham til at forstå. Men han ville ikke. Og så havde hun måttet sætte ham på plads, det var hun nødt til. Hun tænkte igen på liget i bryggerset. Han havde selv været ude om det. Han kunne da bare have gjort, som hun havde sagt. Så ville alt dette ikke være sket. Igen. Det havde været nøjagtig samme historie med Frank... han havde også været så pokkers besværlig. Han havde været stædig og tykhovedet lige siden barnsben og ville aldrig lystre. Men den gik altså ikke! Det måtte de lære at forstå, alle mændene. Mænd. Sikke nogle dyr! Ingenting kunne de, andet end at brøle op om, hvor store alfahanner de var...!
Irriteret rørte hun rundt i sin kaffekop, som den lille runde café-ejer forsigtigt havde stillet foran hende. Hun rørte så kraftigt, at kaffen skvulpede ud over kanterne og dampende landede på bordpladen foran hendes hånd. Men det så hun ikke.
Mænd var alt for afhængige. Og de skulle have hjælp til alting hele tiden... Og de sagde, at hun var bange for at binde sig! Bange! Ha! HUN var i hvert fald ikke bange for noget som helst! Og det havde hun også vist dem!
Et lille smil spillede i hendes mundvig mens hun slubrede den varme kaffe i sig. Lystigt dansede hendes fødder i de lyse ruskindssko med de to centimeter høje hæle en lille vals under det lave plasticbord, mens hun nynnede en munter sang.
Da hun havde tømt kaffekoppen, rejste hun sig fra bordet og gik ned igennem den mennesketomme café for at betale ved disken.
Ude på fortovet legede et par visne blade tagfat imellem hendes ankler. Blæsten var blevet kold nu, og mørket havde lagt sig gråt og skummelt over det gamle kvarter. Langt i det fjerne tudede en ensom hornugle op mod den overskyede himmel. Let rystende svøbte hun den tynde, brune sommerjakke tættere om sig og begyndte at gå hen mod sin bil. Dens glinsende lak matchede perfekt til den døde himmel. Hun syntes, at det mælkegrå skytæppe mindede om glansen i Martins øjne. Hun kiggede sig omkring på gaden. Der var ikke mange mennesker ude på sådan en kedelig torsdag aften. Men dem, der var ude, ilede af sted over gaderne med kæmpe bæreposer fra det lokale supermarked i hænderne. De ænsede ingenting. De ænsede ikke efterårsvinden som legede i deres hår for at fange deres opmærksomhed, de ænsede ikke den ru asfalt, som forgæves kildede deres dyre skosåler, og de ænsede ikke den sagte knitren i telefontrådene over deres hoveder, som hviskede, at de skulle åbne øjnene for livet. Mens det var der.
Ensom og stille stod hun ved bilen imellem de tusind blinkende lys fra lyskryds, billygter og de kunstige neonskiltes reflekterende stråler fra butikkernes vinduer. Det pulserende pseudo-liv... Lysglimtene ramte hendes ansigts skarpe konturer og splintredes mod huden, inden de forsvandt. Bladene var holdt op med at lege, vinden var holdt op med at tude, og telefonledningerne var forstummet over gaden. Nu hang de bare slappe ned som sorte, visne lianer mellem de nøgne husmure. Hendes blik hvilede lidt på legetøjsforretningen skråt overfor hende... Et lille gys fór igennem hende. Eftertænksomt satte hun sig ind i bilen. Den gav sig under hendes vægt. Dog vejede hun kun seksoghalvtreds kilo, men hun var alligevel stærkere, end man skulle tro. Det havde Frank og Martin i hvert fald fundet ud af nu. Hun startede bilen og kørte langsomt af sted ned imod det næste gadehjørne. Lyskurven blinkede nervøst over hende... dens grønne, altid vågne øje sitrede lidt, før det lod hende køre videre. Hun skulede op på øjet og smilede et skævt smil.
Hun var som i trance, da hun langsomt rullede ind på parkeringspladsen - og hun rystede på hånden, da hun trak nøglen ud af tændingen, stadig med billedet af legetøjsbutikken for sit indre blik. Den forbandede følelse...! Følelsen af noget ubeskriveligt... Nøglen knækkede i hendes blege, slanke hænder med et lille smæld. Hun blinkede et par gange med de blågrå øjne og åbnede så bildøren og travede af sted mod den lille trappe op til yderdøren på hendes lille lejlighed. Hun gjorde sig ikke den ulejlighed at lukke bildøren... den stod bare gabende åben og svingede frem og tilbage for blæsten, der var ved at komme igen. Et lille, mørkebrunt efterårsblad fløj ind ad bildøren og landede på førersædet.
I mellemtiden fumlede hun sin indgangsnøgle op ad lommen og åbnede hoveddøren. Den afskallede maling raslede ned i beskidte flager, da hendes skulder strejfede den. De dalede ned som skidenbrune snefnug og landede rundt omkring på de grå cementtrappetrin som fine, skrøbelige iskrystaller. De knasede, da hun trådte på dem. Inde i gangen smed hun sin jakke på en stol og gik en tur ud i køkkenet og tog sig et glas vand. Det læskede dejligt i ganen, men det smagte ikke af noget, syntes hun. Med en grimasse smed hun resten af vandet i vasken med et pjask, som satte små, mørke stænk på de cremefarvede vægge. Med et lille suk bukkede hun sig ned og åbnede køkkenskabet. Frem fra en lille skuffe hev hun nogle sorte plasticsække og en rulle kraftig tape... Hendes blik fejede videre over køkkenbordet og stoppede ved knivholderen ved siden af brødkassen. Med et smidigt, metallisk 'ziiing' trak hun den store, nye slagterkniv ud af knivholderen af blankpoleret egetræ. Hun kiggede lidt på kniven i køkkenets svage lys... Æggen var nyslebet og funklede blankt imod hende, selv om der ikke var noget rigtigt lys at reflektere. Hun måtte se at få Martin af vejen. I hvert fald inden naboerne begyndte at fatte mistanke. Hun bar hurtigt redskaberne ud i bryggerset og bredte det fint ud på det kolde cementgulv. Til hendes overraskelse var hun begyndt at svede. Store, fugtige pletter spredte sig som dybe skygger under hendes armhuler, og svedperlerne på hendes ansigt glitrede som dugdråber i spindelvæv om morgenen.
Hun havde et lidt anstrengt udtryk i ansigtet, da hun begyndte at partere liget. Blodet piblede stadig frem, da kniven gik igennem huden, fordi han ikke havde været død længe nok til, at blodet var størknet helt i årerne. Kniven var skarp, og selv om arbejdet var besværligt, gik det snart som en leg.
"Lille snit her... og lille sår der.... stor flænge her... og dybt på spanden der," stønnede hun på en melodi, hun ikke kendte - og kniven bevægede sig hurtigere og hurtigere igennem sener og rådnende kød. Blodet havde lavet en rødbrun rand på hendes skjorteærmer, og fordi hun hele tiden tørrede sig over panden, havde hun nu lange, rustrøde striber i hele ansigtet. Hun opdagede det ikke, men blev bare ved med at stikke og hugge i det lemlæstede lig på gulvet. Ved at lægge hele sin vægt på knivbladets brede ryg, lykkedes det for hende at komme igennem adskillige knogler - dog var der et par stykker, hvor kniven ikke helt kunne formå det - så måtte hun lige ud i udhuset og hente saven.
"Super," mumlede hun.
Hun sneg sig af sted, så ingen af de nysgerrige naboer skulle få mulighed for at se hendes blodige skjorte igennem termovinduerne. Frøken Pedersen og hendes hund sad altid i skjul bag de grønblomstrede gardiner og spejdede ud i haverne og på vejene efter noget at sladre med de øvrige naboer om dagen efter. Men hvis hun var der nu, var hun alene. Hendes hund forsvandt sidste forår, 'sporløst', sagde naboerne... Den havde hørt. Den havde set. Den havde gøet...
Hendes fødder bevægede sig lettere end de havde gjort inde i huset, og hun følte, hvordan hun nærmest fløj af sted imod udhusets mørke silhuet for enden af den lille have med det vilde, upassede buskads. Hun dansede igennem de små nøddebuske og knækkede deres saftige stammer - og igennem nogle tornebuske, som rev hendes fægtende hænder til blods. I mørket suttede hun blodet i sig fra den sårede håndflade, men tog sig ikke videre af det.
Omsider nåede hun frem til det lille, beskedne udhus, forpustet efter den vilde dans gennem haven. Døren knirkede, da hun skubbede den op - den kunne godt trænge til lidt olie, tænkte hun. Hun kiggede sig omkring i mørket på alle de visne blomster i urtepotterne. Hun havde aldrig gidet passe dem, men hendes mor havde insisteret på, at hun fik nogle. Dér kunne mor se, hvad hun fik ud af det!
Sidste gang hun havde været her, var, da hun hentede øksen dengang i foråret.
Hun trådte ind over dørtærsklen, men ramlede sit hoved imod en rive, som åbenbart hang ned fra loftet.
"Hovsa..!" mumlede hun og tog sig til hovedet, hvor rivens spidse tænder havde aftegnet tre røde mærker. Fnisende bukkede hun sig ned og famlede rundt i den store værktøjskasse efter fukssvansen. Alle metalredskaberne skramlede højlydt, hver gang de ramte imod værktøjskassens tykke bliksider, og det metalliske ekko rungede nærmest mellem væggene i det lille skur. Endelig fandt hendes fingre ned i bunden, hvor de hev en stor bredtakket sav frem af mørket. Hun smilede til saven og lod et øjeblik sine fingre glide over det kolde metal, som havde de en slags hemmelig, tavs kommunikation. Lettet løb hun tilbage igennem haven med det brutale våben i sine hænder... Der var ikke tid til dans nu.
Hurtigt rev hun det sidste stykke tape af med tænderne, klaskede det omkring den sidste af de sorte plasticsække og følte en berusende og befriende følelse risle igennem hele sin krop. Hun følte sig født på ny! Hun gispede fornøjet og rakte sine blodige hænder op imod de røde bogstaver på væggen. Det var godt nok et svineri, hun havde lavet... men det måtte hun jo bare rydde op i morgen, tænkte hun og tværede et punktum lidt ud med sin tommeltot.
Det værste var overstået, tænkte hun for sig selv og kiggede rundt på alle de blodtilsølede redskaber og tusindvis af hendes fingeraftryk overalt på bryggersgulvet. Der var også hendes fodaftryk... Fodaftryk i cirkler, streger og indviklede labyrinter af størknet, rødbrunt blod.
"Det er næsten helt kunstnerisk," smilede hun henvendt til væggen.
"Et maleri. Jeg må være i min røde periode," fnisede hun og rejste sig op og prøvede at tørre sine hænder af i buksebagen. Drønet, da naboens vasketøjsmaskine satte igang, smældede imod cementvæggene i det lille, kolde bryggers. Hun følte sig svimmel... hun kom pludselig i tanke om, at hun heller ikke havde spist noget hele dagen. Bortset fra den kop kaffe nede på caféen, altså. Hun stod et øjeblik og beundrede sit værk. Hver eneste lille blodklat havde hun lavet med sine egne hænder. Hendes mave knurrede en vrængende applaus midt i den monotone, brummende baggrundsmusik fra vaskemaskinen - hun kiggede ned og klappede den beroligende. Nu havde hun overstået så meget af sit arbejde, at hun følte, hun godt kunne tillade sig at gå ud og snuppe en lille mellemmad i køkkenet. Helst skinke.
De sorte plasticsække bumpede ned på Toyota'ens sæde i passagersiden. Det havde været Martins bil - nu var den hendes. Der var seks sorte sække. Med hver deres indhold. De skulle smides ud et eller andet afsides sted, men hun havde ikke rigtig tænkt over hvor. Måske i den gamle mose i skoven? Det var det eneste, hun kunne finde på.
Motoren hvinede, da hun susede ud fra parkeringspladsen, og småstenene haglede op på ruderne som en maskingeværsalve fra de spindende dæk. 'Kling, klonk, klang'. Hun lavede en lille vise om småstenene i hovedet... Og den nynnede hun på en stille, monoton melodi, mens hun kiggede op på den gule oste-måne, som viste sit gamle ansigt gennem et hul i det nu sorte skydække. Uden for bilvinduerne sejlede landskaber forbi... Gaderne som hun kendte... Caféen... Supermarkedet... Hospitalet... Det mørke industrikvarter ved havnen... Hun var nødt til at køre igennem byen, for at komme frem til mosen. Desuden gad hun virkelig ikke at køre hele vejen rundt om.
Det varede ikke længe, før landskabet begyndte at forandre sig. Træer dukkede op istedet for huse, lange, bløde kurver erstattede halvfems-grader-svingene, og de gule og røde lys forsvandt i sidespejlet. Hun satte langt lys på, og forlygternes skarpe lyskegler fejede over den øde landevej forude som et par spejdende projektører.
Hun skulede til sin dystre passager i sin højre side. Han sagde ikke så meget nu. Det var en lettelse endelig at have fået Martin til at holde kæft. Han troede ikke, at hun turde. Men det gjorde hun. Det gjorde hun i hvert fald. Han havde oveni købet engang tvunget hende til at gå til psykolog! Hvorfor dog? Det havde været noget af det mest åndssvage, hun nogensinde havde været ude for! Det var efter dengang, hvor hun var 'kommet til' at kværke hans kat... Martin kunne bilde sig så mange ting ind, hvis han bare koncentrerede sig nok... Men ikke denne gang. For den var hverken syg eller gammel, da den døde. En dag lå den bare på hans dørtrin. Pakket ned i en æske sammen med to røde roser.
Hun førte den venstre hånd op til munden og begyndte tankefuldt at bide i sine i forvejen meget korte negle.
Men både hun og han vidste, hvor irriterende den kat var - den skulle altid have mad eller lukkes ud eller kæles med! Men det skulle den ikke mere. Hun havde løftet en byrde fra deres skuldre. Men det kunne han ikke forstå, tilsyneladende - typisk!
Sagen om Lillemis havde resulteret i lange, trættende diskussioner imellem hende og psykologen... Psykologen havde insisteret på, at hun skulle modtage psykoterapi - og hun havde insisteret på, at hun ikke skulle! Hun havde godt nok ladet sig overtale af Martin for at styrke deres forhold, men dette var for meget at forlange. Til sidst var psykologen nødt til at lade hende gå, da hun pure nægtede at modtage nogen form for behandling. Og det var hun jo juridisk berettiget til at nægte!
Hun holdt endelig op med at bide i sin flossede ringfingernegl og trommede på rattet med fingrene, mens hun nynnede sangen 'Sunshine' med The Beatles.
Ude i horisonten kunne hun skimte det svage omrids af skoven mod den sorte himmel. Skoven havde en lille ekstra dråbe af sort. På denne afstand og i dette lys var det umuligt at skelne de mindre afstande, så skoven lignede et stort og massivt, ravnsort bjerg helt alene midt i intetheden.
På marken lige udenfor skoven slog hun bremserne i. Dækkene trak lange, mørkebrune bremsespor i den bløde muld. Hun åbnede bildøren og hendes hæle sank dybt ned i mudderet i en af markens mange plovfurer. Hun kunne lugte, den var blevet vandet for nyligt. Hun trak tre poser med Martin ud fra passagersædet og slyngede dem over skulderen - de var tungere end hun havde regnet med, og et øjeblik var hun lige ved at falde i mudderet. Besværet stavrede hun ind imellem skovens første træer og passede på ikke at snuble over nogle af de mange rødder, der stak op ad jorden eller at blive viklet ind i de vilde brombærranker, der voksede hist og her. Hendes ånde stod ud som små, flygtige skyer i den fugtige luft. Der hang en tynd, blålig tåge lige over skovbunden, og den fik det hele til at ligne en scene i et eventyr-teaterstykke. Muligvis Shakespeare. Hun mindedes drømmende, hvordan hun engang spillede fe i et teaterstykke i børnehaveklassen, dengang hun boede hos sin mor og far. Teaterstykket handlede om en prinsesse, som for vild i en skov, og dér mødte hun en prins. Men prinsens onde forældre ville ikke have, at han tog hende med tilbage på slottet, og derfor ville de have ham til at efterlade hende ude i den farlige skov, som var fyldt med væmmelige trolde, hekse og elverfolk. Men så mødte den fortvivlede prins og prinsesse nogle små feer, som hjalp dem med at fortrylle forældrene. Da feernes fortryllelse havde lagt sig over slottet, kom forældrene ud og bød den smukke prinsesse velkommen i deres hjem. Og siden blev prinsen og prinsessen gift og levede lykkeligt til deres dages ende!
Alle forældrene havde klappet, hujet og piftet ad de små skuespillere, og bagefter havde de allesammen spist dejlig kage og drukket saftevand. Hendes far havde lovet hende en gave for hendes flotte præstation. Hun havde været så glad. Men så da hun kom hjem, havde faderen nægtet at købe den yndlingsbamse, hun havde fået kig på i vinduet hos byens dyreste legetøjsbutik. 'Larsens Legetøj', hed den... Og bamsen kostede 600 kroner. Hun havde allerede besluttet, at den store, beige bamsebjørn skulle hedde Louise Den Anden. Hun var så flot, som hun sad der i vinduet... Helt kongelig, som i teaterstykket. Men hendes far ville ikke lytte. I stedet fik hun en dum Københavnerstang fra købmanden. Hun havde forsøgt at fortrylle ham. Ja, hun havde endda lavet en tryllepind magen til den fra teaterstykket, men hendes fortryllelse virkede stadig ikke! Lige efter faldt faderen på mystisk vis ned af stigen, da han malede gavlen på huset. Splitterne, der holdt de to lette aluminiumstiger sammen, var mærkeligt nok pludselig faldet ud, imens han stod og malede. Han havnede på hospitalet med en brækket arm og et sprunget korsbånd.
"Men han havde selv været ude om det..!" mumlede hun, mens hun vadede gennem skovbundens udtyndende vegetation. Over hendes hoved var skyerne blevet skrabet sammen i ujævne vattot-lignende klumper. Vindene jagtede dem på kryds og tværs over himlen som små hvide får jagtet af en ulveflok. Hun prustede, mens hun fulgte skyernes leg og drog et lettelsens suk, da hun så mosens tykke tåge et stykke fremme bag et par brede egetræer.
Med et forpustet grynt satte hun sig ned ved mosens kant og smed de tre poser fra sig. De landede med nogle dumpe bump i det våde græs. Udmattet kiggede hun ned det mørke vand for hendes fødder. Foran sig så hun et mørkeblåt og kruset spejlbillede af et ungpigeansigt... Hun kunne slet ikke genkende, hvad hun så. På en måde skræmte kvinden i vandet hende. Burde huden ikke være beige? Bag det blege og ukendte, stirrende ansigt med de store, opspilede øjne pulserede en tyk, kvælende suppe af tåge. En kæmpe, levende orm i natten som slangede sig af sted ud og ind imellem træerne. Hun følte sig pludselig trængt op i en krog, klemt sammen... følte, at tågen stjal hendes ilt... Hev det ud af hendes dunkende lunger. Den klaustrofobiske, snigende angst sneg sig ind på hende bagfra, og hun snurrede forskrækket rundt og holdt beskyttende de blodige arme op foran sit ansigt. Foran de rystende hænder var kun den grå tåge og et par tynde, spinkle birketræer... Hendes øjne stirrede... Blikket prøvede at bore sig vej ud igennem tågen, men hun så ingen. Måske var det Elverfolket ligesom i teaterstykket? Hun rystede kort på hovedet. Hun følte, at hun kæmpede mod en usynlig fjende. En fjende, som hun havde følt lige siden hun var helt lille. Et afsavn? Men aldrig før havde hun følt denne 'fjende', denne 'ukendte' så intenst som nu. Der havde været en lille snert af det, da hun dræbte Frank... Og Lillemis... Og Martin. Og da hun kløvede café-ejerens kranium med kødøksen fra køkkenet, da han nægtede at lade hende gå, fordi han mente, hun ikke betalte, hvad hun skyldte. Hun følte det, som om denne 'fremmede' hele tiden sneg sig omkring i den tykke tåge, måske kun to meter fra hende for at finde hendes blinde vinkel... For at angribe i det sekund hun blev uopmærksom. Hun rejste sig op og mærkede, hvordan den kolde sved løb ned ad hendes ryg og klistrede hende skjorte fast til huden. Hjertet dunkede bag hendes spinkle fugle-ribben, og det føltes, som skulle hun sprænges. Uden at fjerne blikket fra tågen, som omgav hende, løftede hun de sorte og våde poser op fra jorden og bevægede sig langsomt ud mod en lille øgruppe midt i det sorte, plumrede mosevand.
Hun stod på øerne, hoppede af sted længere og længere ud mod midten af mosen med poserne dinglende i de krampagtigt lukkede hænder. Hele tiden mens hun kiggede sig over skuldrene. Hendes fødder satte af, fløj og landede på de små øer, satte af, fløj, landede. Pludselig gled hun på en af de smattede øers glatte græs og faldt halvvejs ned i det mudrede vand. Et lille, skingert hvin undslap hendes læber, da halvdelen af hendes krop mødte det kolde spejl, som nu splintredes i tusind små ringe. Plasket sendte en kaskade af mudder- og vanddråber op på hendes overraskede ansigt. De brune dråber plantede sig midt imellem alle stregerne af størknet blod. Hivende efter vejret trak hun sig op på øen igen med de to sidste af plasticposerne. Den tredje havde hun tabt i faldet. En natugle hylede et sted i skoven, en mus peb, en bille kriblede over barken på et træ. Hun syntes, hun kunne høre hver eneste lyd i skoven igennem sin anstrengte vejrtrækning. Vejrtrækningen var det eneste livstegn fra hende, som hun sad krøbet sammen i fosterstilling på den lille ø, som kun var halvt så stor som hende. Prøvede at gøre sig lille. Tågen lagde sig om hende... Men denne gang ikke fjendtligt. Nærmere beskyttende og varmende. Var det mon feerne? Hun kiggede ned på plasticposerne i hendes knugede hænder... Med en rolig hånd holdt hun dem ud over den nu igen stille vandoverflade. Tøvende.
Hele skoven ligesom forstummede, idet hun slap de to sække. Alt holdt vejret. Kun stilheden skreg. I slowmotion sejlede de nedad, faldt... Svævede? Smadrede den stille, tavse vandoverflade med et brølende plask. Fem store, tykke ringe bredte sig som en kædereaktion over mosen, mens de to sække sank. De blev mindre og mindre og forsvandt til sidst ud af hendes synsfelt i et inferno af brusende sølvbobler, tynget ned med fire sten fra hendes lille, vilde have som dødvægt. Brækbrunt bundslam sivede op til overfladen hjulpet på vej af et par store, fosforescerende, hvide bobler.
Stilheden tav. Forsigtigt begyndte natuglen igen at tude, musen peb videre, og billen fortsatte sin vandring op ad træets stamme. Det døde moseområde livede op igen. Hun kunne ånde igen. Hun var fri. Langsomt rejste hun sig op på den smattede ø. Når hun havde hentet de sidste tre poser, kunne hun igen leve. Leve sit liv som en af de bizarre skakbrikker i det groteske spil, kaldet 'Livet'. Som en af formalitetens tavse marionetdukker. Leve indtil hun igen mødte en mand. Som var besværlig og ville dominere alting med sin dumhed. Så skulle hun nok vise ham. Ja, hun skulle.
For der var i hvert fald intet i vejen med hende.
Ikke 'galskabens inspiration', som psykologen så fint valgte at kalde det (hvilket han samme aften fortrød at have sagt mere end noget andet i sit liv). Snarere 'Normalitetens tyranni'... Og i hvert fald ikke den dér mærkelige diagnose, han havde givet hende. Hun kunne ikke engang huske, hvad den hed... Kun at den var på tre bogstaver, der stod for et eller andet på engelsk vistnok.
Lettet fra sin byrde, men alligevel med ludende skuldre, gik hun ud af skoven for at leve... leve igen.
Da hun nåede bilen, åbnede hun døren og tog de sidste tre poser med Martins kropsdele. I det samme fik hun øje på hans pung, der lå ved siden af gearstangen... Nysgerrigt samlede hun den op og åbnede seddelrummet. Drømmende smilede hun, mens hendes fingre bladrede igennem de sekshundrede kroner. Lige så snart, hun havde været ude i mosen med resten af Martin, ville hun køre forbi legetøjsbutikken... Louise Den Anden kaldte på hende. Det vidste hun. Hun ville beundre hende igennem vinduets kolde glas... Og som det første i morgen, når butikken åbnede, ville hun købe bamseprinsessen, som hun altid havde ønsket sig. Det var på tide, at de blev forenet. At fortryllelsen kom.
Tågen var begyndt at blive endnu tykkere inde imellem træerne. Hun tænkte, at hun hellere måtte komme af sted, inden ærtesuppen blev alt for uigennemtrængelig... Og med tanken om bamsen løftede hun de sidste tre poser op over skulderen og gik smilende imod den blåsorte skov. De sirener, der kunne høres langt borte var helt udviskede og nåede slet ikke hendes ører... Og hun var langt fra sit tændte TV i stuen, der stille skrattede:
"Louise Andersen fra Varde, der i 2010 fik diagnosen MPD, er efterlyst for flere mord og..." - mens studieværten fortsatte sin oplæsning, rullede billeder af caféen hen over skærmen, samt blodige billeder fra hendes bryggers, hvor der på væggen stod skrevet: "Louise Den Anden"