Lærredet står alt for tomt foran kunstnerens hånd
Som et hestehår knækket på spillerens violinbue
Imellem udøveren og objektet er der brudt et bånd
Ligesom en æggeskal en hønemor prøver at udruge

I vokslysets skær ser jeg denne strømafbrydelse klart
Men igennem lysets flammende nåleøje ser jeg håb
Ligesom en kat, der jo altid lander på benene i en fart
Som smidt ud fra uendelig højde ser jeg kunstens dåb

Intet er håbløst så længe pladespilleren spiller melodien
Til en ny motiveret begyndelse med alternative indfald
Uanende træder jeg på en pose chips til lyden af symfonien
Der med sin knasende lyd er et udmærket og tiltrængt bifald

Lærredet vokser foran øjnene og jeg tager min grønne hånd
Og planter den midt i den skræmmende hvide ødemark
Farven og et påbegyndt liv giver et gib i både krop og ånd
Violinbuen spiller, maleren maler og poeten udfylder sit ark