Hun slingrer på de hvælvede, grå brosten
I de for hende alt for høje, røde stilethæle
Hun har gåsehud på sine alt for tynde ben
Og hun kan for tydeligt høre bilerne vræle

Det er atter tid igen, endnu en vagt, et skift
En fortrængt tåre svæver på jointens grå røg
Og hun lukker øjnene, da hun hører et pift
Går over til bilen i sit alt for sparsomme tøj

Vinduet rulles ned og blotter en cigarmund
Med et skævt og fedtet smil bestilles varen
Mandens vom bag Audi-rattet er tyk og rund
Hun lytter sørgmodigt til hans korte forklaren

Som en skyggestreg smutter hun ind i hans bil
Da motoren starter, blotter hun vemodigt sit lår
Og hans brede hånd kærtegner det med et smil
Et falsk smil, som kun hun ud af mange forstår

Et begærets lystbevægelse af hans smalle læber
Hans hånd rejser hurtigt videre, og hun lader den
Hun mærker en knagen i sine tænder og kæber
En gang til, en mand, et rovdyr - igen og igen

Bilen stopper i en gyde fyldt med smog og damp
Sæderne lægges ned - og det gør hun også, stille
Hun overgiver sig til hans krop uden nogen kamp
For ham er hun jo kun idags delikatesse, en frille

Det er hurtigt ovre, og hun stiger skælvende ud
Han kører væk uden et ord, uden sine 200 kroner
En krøllet seddel i hendes hånd giver et lille bud
På hendes hullede sjælesangs grædende toner

Hun slingrer på de hvælvede, grå brosten
Og hun er tilbage ved nummer tre lygtepæl
Hun har gåsehud på sine alt for tynde ben
Som prøver at bære en arret og udslukt sjæl