Fra en sommergrøn sidevej med villaer kommer den
Den kølige puslen i buske og over glaserede tagrygge
Solen samler sine gasgule kræfter og trykker 'send'
Strålevarmen læner sig mod jorden som en krykke
En solsorts næsten kongelige knejsen slutter dovent
De gutturale triller drypper og sejler væk i rendestenen
En sort kat med gule spalteøjne glor på den hovent
Mens dagens adrenalinindtryk løber bort fra venen

Jorden spasmer let, idet dynen lufter de trætte fødder
Umærkeligt krymper dagen og luften vokser og fortykkes
Imens solvognen ædes af horisonten som slår grå rødder
Jeg kigger gennem mit vindue, mens dagen drøvtygges
Den er stadig på vej ad sidevejen og omslutter dyre huse
På vejen blæsende i tweedjakker og iltkrævende munde
Mosekonen og hendes osebryg er dens fortryllede muse
I sin jagt på stilhed fra både forretningsmand og bonde

Skumringens diamantdug beklæder funklende græs og beton
Jordens åndedræt sløves, mens havre og hvede bølger let
Sølvpytter beklæder vejen mens dagen taber sin sidste jeton
Og mine øjenlåg lukkes da natten betaler med sin sorte polet

Den er her næsten, og ude fra vejen tænder de syntetiske lys
Suset i min hjerne bag øjenlågene meddeler dens komme
Tiden er inde til at give efter, til næsten at dø uden et gys
Og den smiler, mens den putter bevidstheden i sin lomme

Nu ligger den let over land og by, indhyllet i mystiske slør
Som kun som fodnote kan ses bag lukkede og trætte øjne
Natten spredes som drømmestøv, der gør den klar og mør
Nu er den her, og jeg flyder væk i søvnens smukke løgne