Der sad saa væn en Mø
I Burets kolde Kammer
Hvi der hun sad i høvisk Sindal
Trods hendes Kvid og Iammer
Thi hendes Christian var så dannis en Dannemand

Den Christian staa paa Høieloft
Han fagre Heder skuer
Han tænke paa den væne Mø
Som sidde i Iomfruburet

Thi liden Katrine hannem spørge
Meder kranke Røst
"Hure Eder de Fiende vil raade
Dér over Rinet tyst?"

Thi de staar alle mød Nør
Dennem naske og ramme
Rakke med Paler som Tusinde Dyr
De vente med Pinen i Haande

Hr. Christian, han ganger i Buret ind
Han lyde liden Katrine
"Og hvi Eder, I fare i Krigen ud?
Ei ved I hvad over Liden vente?"

"Min pruden Katrine
Ienn maa jeg fare til frennede Leire
Thi jeg lede den Leding
Der Fiende beseire"

"Oh ve, min balde Christian
Monne den Leding er stærk, som I tror?
Vil Eder bestaa, thi dette møgle Folk
Dennem vente med Odde, en Pal saa stor?"

"Min liden Katrine
Nu ei saa gredskelig
Husk paa I ganger med Hovedguld
Saa spørg ei, spørg ei hvi"

Saa den Christian tage sin Ganger
Og fare udi Gaard
De tage afsked under Lind
Hun bløde fra Hiærtesaar

Han ride igemmel den Hede
Med Daggert, parat ved Linde
Og Plade, Mile og Mantel
Give ham Kamp i sinde

Oh, hvi han den Katrine eftertraa
Med Godvilie ved sit Hiærte
Hun nu kvide og kære over ham
Eder, som udi Krig paa Ganger fór

Hun befandt sig nu vel ved Ottesang
Bedende kun for ham
Krank og kvær som laae hun i Ark
Ei længer kåd som før

Den Christian han ride under Ø
Til han skue mægtig Snekke
Og han færdes over Vand
Usæl, traa saa slemt efter Katrine

Vel paa Tør han fare mod Lide
Med blottet Od og Blod paa Tand
Han vil med Leding bringe Fiende til Veie
Thi han har jæt Katrine tro

Lor for Leding han over Lide fare
Haand paa Hialte, Blik paa Fiende
Fus han dennem gaa igen
Mens Skrig og Hading ramme hans Sind

Men saa den faste Ganger
Abildgraa og bald
Frem mod Spiudet fare
Med Christian saa brav

Han mærke Hiærteblod flyde
Og Grunden under hannem sig løfte
For sine Øren han høre en Vesper
Saa væn og pruden hvi Katrine

Liden Katrine i Iomfrubur
Saa ussent hun hviske sin Skriftebøn
"Oh Kristi-Heila... Forbarm Eder over mine Synder"
Saa hun bringe sig selv til Veie
Thi hendes Christian var så dannis en Dannemand