Kapitel 1.


Som barn var jeg overbevist om, at jeg var den eneste i hele verden, der hverken var storebror eller lillebror. Alle børnene i Skene var enten det ene eller det andet - eller måske endda begge dele. En dag havde jeg spurgt mor Kerstin, hvordan det nu kunne være, og mor Kerstin havde bare sagt:
   - Du, Sven, du var simpelthen den eneste, jeg ville have.
   Hun havde ikke engang tænkt over det. Det kom bare, som om hun altid havde ventet på at få lov til at sige det. Men jeg tænkte over det. Jeg tænkte faktisk meget over det.
   Nogen gange forestillede jeg mig, hvordan jeg havde siddet på en kommode på Leos loppemarked og været det eneste, mor Kerstin havde udset sig den lørdag. Jeg spekulerede også på, om hun havde ærgret sig over prisen. Mor Kerstin havde det nemlig med at ærgre sig over penge.
   En gang havde hun købt en grødgryde, som hun senere påstod altid brændte grøden. Hun forlangte, at Leo skulle tage den tilbage. Jeg gad nok vide, om hun også havde forsøgt det med mig. Jeg turde ikke spørge hende. Mor Kerstin tænkte nemlig en masse tanker, når jeg spurgte hende om noget.
   Det var omkring det tidspunkt, at jeg opfandt verdens bedste leg. En leg hvor hele verden kunne være med og alligevel kunne jeg være helt alene. Tænk dig, en overgenial leg. Og ved du hvad? Det var helt enkelt. Jeg snakkede bare med mig selv og så skete der mærkelige ting. Det var ikke lige noget, mor Kerstin skulle vide særlig meget om. Hun troede nemlig ikke på den slags.
   En gang havde hun overrasket mig i min lille leg, og havde med rystende hoved og krøller kaldt min leg for dagdrømmeri. Den måde hun sagde: "Dagdrømmeri" lød ikke som om, hun synes ret godt om den leg. Ordet krøb raslende som et skelet ud af hendes mund. Dagdrømmeri. Jeg havde smagt lidt på ordet og da jeg satte mine egne lyde til, kunne jeg egentlig godt lide det. Ja, altså når det kom ud af min mund. Mor Kerstin kunne ikke gøre for det. Hun kunne ikke høre, hvad der skete, når jeg legede min lille leg. Og hvad man ikke kan høre, det får man vel heller ikke så let øje på, vel?
   Jeg legede tit min egen leg og det blev der ballede over. Så meget, at mor Kerstin en tidlig morgen slæbte mig afsted til Dr. Bentzon. Det var faktisk en af de dage, hvor jeg skulle have haft mange timer i skolen. Så det undrede mig, at vi havde tid til at gå til doktoren. Mor Kerstin havde nemlig altid sagt, at skolen var det vigtigste i livet, når man var ung. Den dag var det åbenbart Dr. Bentzon, der var det vigtigste.
   Venteværelset var næsten fyldt til randen af høje mennesker og børn, der sad og dampede og svedte i det varme rum. Den allerførste varme sol skinnede ind af vinduet. Jeg forestillede mig, at strålerne forsøgte at skinne al sygdom og kulde bort. Det var vist nok mest de voksne, der var syge. De så alle sammen blege og trætte ud. Jeg kiggede mig selv i spejlet i entréen. Jeg gjorde det faktisk flere gange. Men nej, jeg lignede slet ikke de andre syge i venteværelset.
   Vi havde siddet længe i venteværelset. Små svedperler dansede ned ad min pande, da vi fik lov af doktoren til at gå ind ved siden af. Derinde stank der altid sygt og væmmeligt. Det var en lugt, der slet ikke passede til den pæne og smarte dr. Bentzon. Mor Kerstin så meget alvorlig ud, mens hun fortalte Dr. Bentzon om mig. Jeg anede slet ikke, at der var så meget at sige om mig.
   Doktoren så ikke særlig bekymret ud, så jeg smilede til ham. Han så ud til at kunne forstå min leg. Han åbnede munden for at afbryde mor Kerstin, men det er bestemt ikke let at afbryde mor Kerstin, skal jeg lige fortælle dig. Og det krævede da også, at Dr. Bentzon tog adskillige tilløb, førend han med en løftet hånd fik sagt:
   - Jamen, kære fru Ericson. Dagdrømmeri, det har de fleste børn da leget med.
   Jeg smilede. Doktoren kendte altså den leg. Så var jeg slet ikke den eneste. Jeg jublede indvendigt. Men så var det, doktoren fortsatte :
   - Og det skal han såmænd nok vokse fra.
   Mine øjne åbnede sig mere, end jeg troede, de kunne og jeg stirrede stift på doktoren, som jeg indtil nu havde troet, var rigtig klog. Men nu var jeg altså ikke så sikker længere. Hvad mente han med at vokse fra? Hvordan skulle jeg vokse fra alt dette? Skulle det være sådan, at jeg ville vokse og så aldrig mere kunne have min fantastiske leg? Det ville jo være nærmest det mest frygtelige, der kunne ske. Mister man lidt hver gang, man vokser? Og så kom tanken: Måske er det derfor, at alle voksne mennesker griner fjollet, når jeg siger noget. De er simpelthen for høje til at forstå mig.
   Mens doktorens og mor Kerstins ord dansede forvirrende rundt over mit hoved, tænkte jeg på cellerne.
   Frk. Bergstrøm havde fortalt os om alle cellerne, der voksede indeni os. Jeg havde aldrig rigtig kunnet forstå, hvad der var imellem cellerne. Om det, der var imellem cellerne, overhovedet var til noget. Og om dette så også kunne vokse. Hvis nu cellerne vokser, må det, der er ind imellem cellerne, jo også vokse. Og hvis det der er inde mellem cellerne - ja mellemrummene - ikke er til nogen nytte, så får man jo meget mere ingenting af at vokse. Ingentingsmellemrum der bare vokser. Jeg kunne blive helt ør i hjernen af at tænke på det med cellerne. Alligevel var det som om, at hjernen absolut ville finde ud af, hvordan alt det med cellerne og ingentingsmellemrummene hang sammen. Så hjernen blev bare ved.
   Jeg var ikke så sikker på, at det var nogen god idé at vokse, hvis det betød, at ingentingsmellemrummene så også voksede. Måske var det netop det, doktor Bentzon havde ment, da han sagde, at jeg nok skulle vokse mig fra det. At jeg jo nok fik en masse ingentingsmellemrum, som jeg ikke skulle bruge til noget - og skulle jeg så miste min leg og i stedet nøjes med en masse store ingentingsmellemrum? Nej, jeg besluttede, at sådan skulle det ikke gå Sven Ericson. Jeg måtte udtænke en plan for, hvordan jeg kunne slippe for de mellemrum. De skulle simpelthen ud af min krop. Jeg ville ikke have noget ingenting indeni. Slet ikke hvis det betød, at jeg ikke kunne lege min leg længere. Det ville være spild.
   Det var den dag, jeg tog op på min yndlingsbakke. Det var nok det eneste sted i verden, hvor jeg kunne holde mine opdagelser helt for mig selv, så det var også det bedste sted at udtænke, hvordan jeg kunne slippe for ingentingsmellemrummene. Og ikke mindst: at slippe for andres ingentingsmellemrum. Der måtte findes en måde at slippe for at vokse. Selvom det virkede ret nytteløst, når jeg tænkte på andre mennesker. I virkeligheden var mange ting ret nytteløse set fra min højde og nogen gange spildte jeg ren energi på noget pladder.
   Som den gang jeg ville imponere Anne-Sophie, der boede inde ved siden af. Anne-Sophie var det smukkeste, jeg nogensinde havde set. Hendes hår svævede altid omkring hende og hun kunne danse ballet som en prinsesse. Tit havde jeg fulgt efter hende hjem fra skole og mærket hendes duft hænge efter hende som en strøm af blomster. Fra Anne-Sophies altan kunne man se lige ned i vores have. Og om sommeren sad hun tit deroppe i luften med sin mor og drak the efter skole. En eftermiddag tog jeg mig sammen. Anne-Sophie skulle virkelig se, hvor stor og stærk jeg var. Jeg masede rundt nede i haven, og stillede en højdespringsbane op. Jeg placerede den lige under altanen og da hun så kom ud med thebakken og havde sat sig tilrette, startede jeg min opvisning. Jeg lavede højdespring i flere timer. Næsten lige til solen gik ned. Anne-Sophie fik vist drukket meget the den eftermiddag, for hun sad der, lige til jeg holdt op. Men lige meget hjalp det. Anne-Sophie blev syg og døde kort efter. Jeg nåede aldrig at snakke med hende. Tænk hvilket nytteløst tidsspilde, når hun nu alligevel skulle dø. Nu danser hun vel ballet i himlen, og hendes familie er flyttet.
   Mens jeg travede afsted, kunne tankerne om ingentingsmellemrummene og spildet slet ikke forlade min hjerne. Mor Kerstin sagde meget tit og meget bestemt, at skolen var det vigtigste, når man var ung. Det havde jeg svært ved at forstå. Men det var måske noget med, at blive holdt hen, mens man voksede. Jeg tænkte tit, at når man er lille, er det nemlig nemt, at holde styr på alle de små celler og de små mellemrum. Der er jo sikkert heller ikke så mange af dem. Men hvad så når man bliver større? Så skolen var måske det sted, man skulle være, indtil man voksede sig til alle de ubehagelige ingentingsmellemrum - men gad vide hvorfor det var så vigtigt.
   Det var sådan nogle tanker, min hjerne kunne blive ved med at rive i. Specielt efter det besøg hos doktoren. Måske var der noget de voksne skjulte, fordi børnene ikke måtte vide, at man fik flere ingentingsmellemrum og derfor blev dummere og mere tomme af at vokse. Jeg ville bare ikke vokse og få flere mellemrum. Det ville jeg ikke risikere.
   Frk. Bergstøm var en ung lærerinde, der underviste i den gamle skole ved åen. Her gik alle de børn, som gik med hjemmestrikkede sokker og træsko. Inde i Skene gik alle de børn, der gik med strømper. Jeg syntes, det var en mærkelig måde at dele børn op på. Noget som ingen alligevel lægger mærke til.

Jeg havde altid godt kunnet lide frk. Bergstrøm. Hun havde et langt smukt ildrødt hår, der altid var bundet stramt i nakken, som om det skulle støtte hendes hoved. Hendes hoved rummede jo alt det, vi skulle lære. Så måske havde hun slet ikke så mange ingentings-mellemrum som andre. Hun havde altid en elegant lang kjole på, og jeg troede, det var fordi man så ikke skulle kunne se, hvad hun havde på fødderne.
   Det var efter den dag, hvor jeg fik øje på foråret på min yndlingsbakke, at tingene i skolen begyndte at gå skævt mellem frøkenen og mig. Det er jeg i dag helt sikker på.
   Bakkerne var det bedste sted, jeg kendte. Herfra kunne man se hele verden og være helt alene - uden at nogen kunne komme og forstyrre. Hvornår jeg gik derop allerførste gang, husker jeg ikke længere. Det var som om bakkerne trak i mig hver gang der var noget, jeg ikke kunne stille mig tilfreds med. Og så var det så pokkers dejligt bare at være helt alene. Deroppe kunne jeg mærke græssets blødhed og være så tæt på skyerne, så intet kunne nå mig. Og deroppe virkede min leg med at snakke med mig selv allerbedst. Tit tænkte jeg, at jeg måske var den bedste til at snakke med, når alt kom til alt.
   Efter besøget hos doktoren, tog mor Kerstin mig med på indkøb. Bagefter satte vi os i køkkenet og fik boller fra bageren. Det plejede vi kun at gøre, når en af os havde fødselsdag, men denne her dag kunne vi sætte tænderne i bagerens boller, selvom ingen af os netop den dag var blevet født. Mor Kerstin, som ellers altid havde en masse lyde der skulle ud af munden, var helt tavs. Hun hverken sang, trallede eller snakkede, og det var tegn til mig om at sidde helt musestille og bare fornemme hendes rytme. Da bollerne havde fundet vej ned i min mave, rejste jeg mig og sagde tak til mor Kerstin. Hun var sunket helt sammen på sin stol i køkkenkrogen. Hun løftede lige akkurat blikket og nikkede, mens et lille påtrængende smil kom ud til mig.
   - Jeg går mig en lille tur
   Mor Kerstin kiggede bare, som om hendes øjne skulle sige : "Husk lige halstørklædet og god tur", men øjnene var der altså ikke lyd på den dag.
   Jeg fortalte aldrig mor Kerstin, hvor jeg gik mine ture. Jeg ved ikke, om hun ikke havde en lille anelse, men hun spurgte aldrig.
   Med en flaske hyldebærsaft fra mor Kerstins spisekammer og min kikkert i den røde ransel, begik jeg mig ud på min sædvanlige tur.
   Turen op på bakkerne var ret anstrengende, specielt når det var årets første rigtige tur helt op til toppen. Først gik turen gennem den lille skov, hvor der ikke var nogen stier, men hvor man måtte mase sig gennem naturens vildskab for at nå til foden af den første lille bakke. Den lille bakke kunne man klare på få minutter, hvis man anstrengte sig, tog tilløb og holdt godt fast i de rødder, der stak ud og samtidig tog sig i agt for de småsten, der kunne give sig til at rulle og tage en masse andre småsten med sig. En gang var det nær gået galt. Det var tæt på vinter, og det sene efterår gjorde altid bakkerne umulige at kravle op ad. Jeg havde været nødt til at opgive efter at grus og småsten havde gravet sig ned gennem min sweater og helt ind under huden flere gange. Nogle steder havde blodet forsøgt at skubbe dem ud igen. Det er som om, at årstidernes skiften klart fortæller, hvad naturen vil finde sig i - og bestemt, hvad den ikke vil finde sig i. At kravle op ad skrænterne, når dagene bliver korte, det er ikke i orden med naturen. Og det skal den nok fortælle alle, der prøver at trodse den.
   Efter den første bakke kom sivene omkring den lille skovsø. Sivene lignede i det allertidligste forår altid skrøbelige glaspigge, der stak op af jorden, men som knækkede stilheden, bare man så på dem. På søen sejlede stadig store flager af is, og der lå sumpsne ved bredden, og de sangglade fugle havde endnu ikke fundet roen ved søen.
   Efter turen næsten hele vejen rundt om søen, gik min tur op ad tvillingebakkens skrænt for at komme videre op til storbakkens top. Tvillingebakken havde fået det navn fordi den næsten var vokset helt sammen med storbakken og lignede den på en prik. Bortset fra, at den ikke var blevet lige så høj som storbakken, men det kunne man ikke se fra jorden.
   En kravletur som denne gav mig altid en prikkende varme overalt i kroppen. Som om alle cellerne indeni hev efter vejret, var varme af begejstring og trængte til at nå et mål. En kraftanstrengelse som denne var bedst, lige det sekund den stoppede, og alle cellerne i kroppen gjorde sig fri, prikkede løs indeni og fik del i den tynde luft.
   At nå toppen af storbakken var som at besejre hele verden - både den udenfor og den indeni. At være sin egen verdensmester og så hælde hyldesaften ned til alle de sejrende og jublende celler. En belønning til kroppen. Måske var det netop derfor, jeg aldrig havde dårlig samvittighed over at skylle den stjålne drik ned.
   Jeg tog det flere meter lange halstørklæde af og knappede jakken op, for at alt indeni mig kunne få luft til at nyde saften, kraften og luften. Og som jeg plejede, stod jeg et par minutter bare med armene i vejret og indsnusede den helt klare og rene luft, der i min overbevisning kun befandt sig heroppe. Det var som om luften heroppe indeholdt en masse energi og vitaminer, som mor Kerstins grøntsager ikke gjorde. Det føltes, som om hele kroppen blev renset.
   Jeg stod, som jeg plejede, og alligevel skete der noget helt nyt. Jeg fik en idé. Sådan en idé, som man aldrig når at tænke over, førend man bare gør det. At forklare det bagefter tager som regel meget længere tid, men nu skal jeg prøve alligevel.
   Jeg tog en stor mundfuld luft ind, som jeg plejede, men denne gang kom luften ud i et kæmpe og meget langt "huuuuu". Da jeg hev luften ind igen ville den ind med et langt "aaaaa" og ud kom det igen med et meget længere "huuuuu". Og jeg blev ved med at lave de lyde igen og igen. Trække vejret ind med et langt "aaaaa" og ud igen med et endnu længere "huuuuuuu". Lydene blev højere og højere. De væltede ind og ud af mig. Alt indeni mig jublede og sang til lydene. Jeg sugede alt, hvad jeg kunne af naturen ind i mig og gav naturen lange lyde igen.
   Da jeg udmattet faldt ned i græsset, begyndte min hjerne at forstå, hvorfor jeg havde gjort det. Det var helt fantastisk. Jeg havde jo slet ikke tænkt på mit problem med ingentingsmellemrummene på turen herop, og nu havde jeg uden at spekulere på det pludselig fundet løsningen. Ingentingsmellemrummene skulle jo simpelthen presses ud af kroppen med nogle gevaldige lyde. Og alt det kroppen ikke kunne bruge af beskidte og spildte ting - det røg jo ud af min krop, når jeg pustede kraftige hu-lyde ud. Men det skulle nok komme helt nede fra maven - og måske helt nede fra tæerne for at virke i hele kroppen. Jeg følte mig som renset og helt ny efter min egen opfindelse. Hyldesaften smagte af meget mere sol end den plejede.
   Min kikkert var ganske uundværlig, når jeg befandt mig så højt oppe. Med kikkerten kunne mit blik nå langt længere ud i verden - og jeg kunne tage hele verden ind i mig.
   Kikkerten havde jeg fået ved et ubegribeligt tilfælde. Og jeg husker stadig det sekund, hvor jeg stod med kikkerten i mine hænder for første gang og følte, at den var min. Et af de sekunder man aldrig glemmer om man så også bliver over 100 år. Et af de sekunder, hvor alt går i stå, og hvor man glemmer, at bekymre sig om verden. De sekunder er der alt for få af i livet. Måske øver vi os alt for lidt på sekunderne. Menneskene tænker altid enten på, hvad de nåede i går, eller skal nå i morgen, og så mister man vel fornemmelsen for sekunderne. Men jeg tror nu, at de er de vigtigste. Hvorfor jeg tror det - det ved jeg egentlig ikke.
   Selvom jeg sad der med kikkerten, kunne jeg ikke få min beslutning ud af hovedet. Beslutningen om ikke at ville vokse mere. Gad vide om man sådan pludselig kunne få andres ingentingsmellemrum ind ? Der var jo mellemrum overalt. Mellem ordene i bøgerne - mellem alle de ord folk sagde. Måske var det bedst ikke at sige et ord? Måske var det ordene, der lavede alt det ingenting indeni. Jeg turde ikke tage nogle chancer længere. Beslutningen var klar: Jeg ville ikke sige en lyd mere - med mindre jeg direkte blev spurgt altså. Det ville blive svært men helt sikkert nødvendigt, hvis min plan om at ikke at vokse og formere ingentingsmellemrummene indeni mig, skulle lykkes. Lige da jeg havde tænkt det deroppe på toppen af bakken, dukkede en anden idé og et billede op i mine tanker.
   Billedet fortalte mig klart og tydeligt, at jeg naturligvis bare skulle klemme alle mine mellemrum sammen hver eneste dag resten af mit liv for at undgå at vokse og få flere af de modbydelige ingentingsmellemrum. Jegkunne jo bare stå på hovedet og tænke på at presse og presse sammen, mens jeg lukkede alle de modbydelige mellemrum ud med lange og voldsomme hu-lyde. Jeg så det simpelthen for mig. Naturligvis, det var jo faktisk det, jeg lige havde gjort, og jeg mærkede efter. Minsandten om ikke jeg kunne mærke, at der var blevet meget mere plads indeni. Mellemrummene måtte være flygtet bort med alle de voldsomme lyde der kom ud af min krop. Men måske ville det være endnu bedre, hvis jeg nu gjorde det mens jeg stod på hovedet? Mellemrummene skulle fra nu af bare trækkes ud helt oppe fra tæerne og ud af mig. Så kunne jeg undgå at ingentingsmellemrummene voksede.
   Jeg var lykkelig over at have fået denne plan lige ind i min tænketank - uden at have spekuleret og bekymret mig særlig meget. Hvor er det let at have problemer, når man ikke behøver at spekulere. Det skulle mor Kerstin have haft godt af at vide, men jeg havde jo taget min beslutning om at tie stille med mine tanker - med mindre jeg blev spurgt. Og jeg skulle også huske at gøre mine stå-på-hovedet-øvelser, så hun måtte vente en tid endnu.


Jeg sad helt stille og delte min lykke med hylde-saften og naturen, mens jeg strøg min ene hånd blidt over kikkerten. Gad vide hvad kikkerten kunne fortælle om sit liv, hvis jeg havde kunnet tale dens sprog. Jeg troede i hvert fald, at den havde set meget, inden jeg fik den, for der var en del skrammer på den, og glasset i højre side havde fået en dyb revne. Det var faktisk mor Kerstins skyld, at jeg kunne side på bakken med den i mine hænder. Det var jo hende, der havde købt den gamle servante hos Leo.
   Mor Kerstin var ret god til at gå på loppemarked hos Leo, og servanten havde hun kigget på utallige lørdage og pruttet om prisen mindst 7 gange, inden Leo havde måttet opgive og sælge den til hende for 50 kroner. Mor Kerstin havde selv båret servanten hjem og op ad den stejle trappe til sit værelse. Hun havde stået længe og beundret sit køb. Hun havde flyttet den lidt rundt i værelset, støvet den af og vasket den med en våd klud, og havde til sidst anbragt en lille vase med en rød rose på den. "Er den ikke smuk?" havde hun sagt, og fortsatte: "Jeg har altid ønsket mig lige netop denne her".
   Jeg undrede mig over, hvorfor hun så absolut ville prutte om prisen så mange lørdage i træk, så jeg spurgte:
   - Var det ikke lidt dumt at vente så længe? Du kunne jo risikere, at en anden havde købt den.
   - Næh sådan er det ikke, Sven. Den servante hører jo til lige her- kan du ikke se det?
   Jeg opgav at tænke mere over det. Jeg kunne nemlig mærke, når mor Kerstin havde ret, også selvom jeg ikke helt forstod hvorfor. Jeg spurgte i stedet, om vi ikke skulle åbne skuffen og det lille skab bare for at se, hvad det kunne rumme.
   Og der var det at det skete. Jeg trak forsigtigt skuffen ud, og der lå kikkerten.
   Mor Kerstin slog hænderne sammen.
   - Jamen, kan du ikke se det Sven? Den hører jo hjemme her, for så har du jo også fået noget ud af den handel.
   Jeg havde aldrig før haft en kikkert, men mærkede stoltheden blomstre indeni, da jeg første gang rørte kikkerten og førte den op foran mine øjne og lod lyset flytte mit blik længere ud end nogensinde før. Og hvad mor Kerstin ikke kunne vide - og som jeg selv først fandt ud af langt senere, så blev denne kikkert mit bedste eje. End ikke revnen i det ene glas kunne få min stolthed til at dykke.
   Med kikkerten kunne jeg nå langt ud i verden uden at bevæge benene, og på denne allerførste forårsdag på bakken lyste al naturen gennem glassene og trak alle farverne ind i mine øjne og helt ind i mig selv. At trække verden til mig og så sidde med den mest stille vejrtrækning - sådan snuser jeg bedst det første forår til mig. Sådan kan alle mine sanser mærke altings kraft.
   Fra toppen kunne jeg se hele verden rundt. Skene, der bare lignede en samling dukkehuse. De store graner, hvor skoven startede, og ved siden af dem lå de store granitblokke. På granitten havde vinterens is stadig ikke sluppet taget, og solen fik isen til at danse og glimte som diamanter. På den anden side af byen lå de bølgende marker, hvor fårene allerede var i gang med at græsse sig store nok til at de kunne passe på de små lam, der om kort tid ville springe rundt. Den ene mark var noget ganske specielt. Stenmarken blev den kaldt, fordi der af en mærkelig årsag stod kæmpesten i en stor cirkel midt ude på marken. Nogle troede, det var et magisk sted, - nogen troede, det var en gammel kirkegård, mens andre bare troede, at sådan havde det altid set ud.
   En gang havde jeg prøvet, at få stenene til at fortælle, hvorfor de stod der. Jeg havde stillet mig i midten af cirklen og prøvet at spørge stenene ud. Længe havde jeg stået sådan uden at der skete noget som helst. Til sidst opgav jeg, gik hen og tog om den største af dem for at være helt sikker på, at den ikke havde et eller andet, den ville fortælle mig. I det samme jeg havde fat om stenen, kom et susende vindstød, der nær havde kastet mig omkuld, og jeg forstod med det samme. Stenen ville ganske enkelt ikke fortælle mig, hvorfor den stod der og havde fået vinden til at hjælpe sig. Jeg havde bare klappet stenen og fortalt den, at det var helt i orden. Alle har jo ret til sine hemmeligheder.
   Det, der forbandt granitblokkene og stenmarken, var et kæmpe vildnis, som jeg kæmpede mig igennem, når jeg skulle op til min yndlingstop. Fra toppen kunne man se træerne, der rakte mod himlen. Man kunne ane skovsøen, og den lille sti omkring den. Stien kunne man godt kalde min sti, eftersom det nok var mig, der havde trampet den ned til en sti. Skrænten kunne man med lidt besvær også se, hvis man altså lænede sig ret langt ud.
   Foråret var denne dag nået ud i luften, så næsen kunne vejre lune pust. Ørerne kunne mærke, at fuglene atter var på vej, og øjnene missede i takt med solens kraft. Kroppen fik bare lyst til at springe ud af alt vintertøjet. Når den første forårsvind kommer, er det næsten som om, det sætter sig fast i ganen og også vil vække tungen.
   Med kikkerten undersøgte jeg alle tegn på forår. Hvor har naturen bare travlt, når solen bryder gennem vinterskyerne. Bladenes farver, der på denne tid får en rensende gennemborende grøn, granernes små skud, der ligner små nye fine fingre. Og de første blomster, der strækker sig. Alt står bare pludselig på spring for foråret.
   Jeg må have siddet længe og bare indsnuset alt foråret, for jeg var helt væk i alle farverne, da der pludselig i kikkertens ene glas nærmest fór et lyn af lys gennem revnen i glasset, og vips så var det væk igen. Jeg nåede slet ikke at fjerne kikkerten fra øjnene, men tænkte bare : "Åh nej, måske er glasset helt faldet ud nu, og kikkerten kan ikke bruges mere".
   Jeg tog kikkerten ned, så jeg kunne se glassene udefra. Nej, der var vist ikke sket noget med kikkerten. Jeg pudsede forsigtigt glasset med ærmet i min trøje og kiggede endnu en gang nøje på det. Nej, der var intet forandret eller mærkeligt at se. Men det nåede jeg altså kun lige at tænke, førend jeg tog kikkerten op til mine øjne og kiggede ud af glassene. Jeg pegede kikkerten ned mod granerne, og dér så jeg noget mærkeligt. Jeg ved faktisk ikke rigtigt, hvad min første tanke var, men det måtte være noget, der bare ikke kunne pudses væk. Noget der heller ikke helt kunne passe. Et eller andet i verden måtte være blevet fuldstændig anderledes lige pludseligt. Jeg drejede kikkerten over mod Skene. Der blev det mystiske væk. Jeg vendte kikkerten tilbage til granerne, og der kom det igen. Jeg vendte kikkerten endnu engang, og det gik væk, men kom tilbage igen, da jeg igen pejlede efter granerne. Jeg tog kikkerten væk fra mine øjne og uden den kunne jeg ikke se noget forandret nede mellem granerne. Et eller andet var der altså sket i det lysglimt. Og der var et eller andet nyt med den kikkert. Hver gang jeg tog den op til øjnene, kunne jeg se noget der lignede en kæmpemæssig regnbue der strålede, men kiggede jeg bare med mine øjne forsvandt den. Jeg forsøgte at komme på hvad i al verden, der var sket, og hvorfor det der regnbuelys pludselig var nede mellem granerne. Der måtte da være en forklaring på dette sære og mærkværdige fænomen.
   Jeg var næsten overbevist om, at det var kikkerten, der drillede mig sammen med solen. Og alligevel var det for svært for mig at forstå det helt ud i tæerne. Det irriterede mig faktisk så meget, at min storetå begyndte at prikke. Og når den gjorde det, så måtte jeg simpelthen tage alle de spørgsmål, der væltede ned i hovedet på mig, meget alvorligt. Min storetå ville nemlig aldrig holde op med at prikke, hvis jeg ikke fandt svaret. Det vidste jeg, for jeg havde nemlig prøvet det før.
   Det med storetåen startede en helt almindelig søndag, da jeg vågnede med et stort spjæt. Storetåen havde prikket og dunket, da jeg gik i seng. Men jeg havde bare prøvet at glemme det og var faldet i søvn, men denne morgen ville storetåen bare ikke overses. Og jeg vidste faktisk godt hvorfor. Der var nemlig noget, jeg måtte finde ud af. Og jeg vidste også, at det med at gå i kirke med mor Kerstin ville komme i vejen. Min formiddag skulle nemlig bruges til noget meget vigtigere. Jeg skulle nemlig have opklaret, hvorfor min røde kasket var gået bort og hvor den havde gemt sig. Et eller andet sted indeni i mig vidste jeg jo godt, hvorfor kasketten var gået og ikke ville findes, men det var i hvert fald ikke kun min skyld.
   I køkkenet havde jeg stille og meget langsomt forsøgt at forklare mor Kerstin om min storetå - og om at det var nødvendigt at blive hjemme og gøre noget ved det prikkeri, og at det altså havde noget at gøre med min kasket. Mor Kerstin havde bare kigget på min tå, rystet på hovedet og sagt:
   - Ved du hvad, Sven, det er ikke godt at lyve om søndagen.
   Jeg var med det samme klar over, at det ville være håbløst at fortælle hende hele sandheden, så jeg lod hende tro, at jeg løj. Selvom det slet ikke var sådan.
   Hele vejen hen til kirken var jeg nødt til at gå og nynne en kedelig og trist melodi for at skubbe prikkeriet og dunkeriet i tåen væk. Men storetåen pressede hele tiden på som om den ville vokse sig ud af skoen som en kæmpekaktus med lange stikkende syle. Værre blev det inde i kirken, hvor det jo ikke gik an, at jeg sad og nynnede uden at de andre også gjorde det, så da måtte jeg forsigtigt gnubbe min ene sko mod den anden, mens jeg sad og kiggede op i loftet for at få øje på noget, der kunne komme ind i mig og forhindre al den prikken og kløe. Lige meget hvad, jeg fik øje på i loftet, syntes jeg bare det kom til at ligne en kaktus, og så var storetåen tilbage med hele sin opmærksomhed.
   Bagefter skulle vi til kaffe hos præsten. Alle damerne snakkede og snakkede, og det var som om at det bare blev værre og værre med tåen. Hver gang jeg listede en hånd ned til skoen for at trykke lidt på tåen, hev mor Kerstin mig i armen og sagde : "Sid nu stille. Og lad være med det dér."
   Kløen irriterede og drillede mig lige indtil kaffekanderne var tomme og der ikke var flere småkager tilbage. Damerne begyndte at rejse sig og trække deres mænd med ud. Mor Kerstin gik altid som den allersidste. Hun havde jo også kun mig at trække med ud. Da vi langt om længe stod udenfor og havde sagt farvel til præsten og hans kone, spurgte jeg mor Kerstin, om jeg ikke måtte løbe i forvejen.
   - Jo da, løb du bare.
   Jeg siger dig, jeg ikke bare løb - nej, jeg spænede som om hele kroppen skulle flække.
   Hjemme i entréen hev jeg sko og sokker af og kiggede strengt på storetåen.
   - Jeg kan ikke holde dig ud længere.
   Det var, hvad mor Kerstin havde sagt til mig en gang, og jeg vidste præcis, hvordan det virkede. Storetåen vidste det åbenbart ikke, så den blev bare ved med sit prikken og dunkeri.
   - Jeg ved godt, jeg må finde ud af det med min kasket. Men jeg har jo ikke kunnet gøre noget ved det før nu. Det må du da kunne forstå.

Storetåen forstod intet, så jeg måtte vel bare se at komme i gang med at finde den kasket. Jeg tog en dyb indånding og tænkte : Hvis nu jeg fandt kasketten og gav den en undskyldning, så ville storetåen måske blive tilfreds.
   Med det samme holdt storetåen op med at blande sig og da vidste jeg at jeg havde tænkt det eneste helt rigtige. Og nu skulle det bare gøres.
   Jeg ledte alle vegne. Kasketten havde gemt sig ret godt, og jo mere jeg ledte - jo mere vidste jeg godt, at det var helt galt, det jeg havde gjort mod kasketten.

Efter en hel time fandt jeg kasketten inde i kosteskabet og forklarede den, mens jeg lå på knæ foran den, at det bestemt ikke havde været med vilje, at jeg havde sagt, at den var grim, da Johan havde hugget den og gjort den våd under vandhanen i skolegården. Jeg vidste, at jeg havde sagt noget dumt, men det havde bare været for at give Johan noget igen. Men det skulle jo ikke gå ud over kasketten. Til sidst spurgte jeg, om den ikke ville være min igen, hvis jeg nu lovede ikke at tale grimt om den nogensinde mere. Kasketten var blevet glad igen, og resten af dagen sad den og tronede oven på mit hoved, mens storetåen vippede af tilfredshed. Og om aftenen tog jeg kasketten med i seng.
   Så ser du: Jeg kender min storetå ret godt. Jeg ved, når noget er helt galt, og når jeg er nødt til at gøre et eller andet, for ellers kommer den tå aldrig til at slappe af igen. Og måske bliver den så virkelig til en kæmpemæssig prikkende og stikkende kaktus, hvis jeg ikke finder en løsning rimelig hurtig. En storetås prikken og dunkeri skal man tage meget alvorlig.
   Den dag på bakken var jeg jo ret sikker på, at jeg var nødt til at gøre et eller andet med det regnbuelys. Storetåen ville bestemt ikke holde op med at brokke sig før jeg havde fundet ud af hvad det lys var.
   Der var kun ét eneste at gøre: For at få ro måtte jeg absolut finde frem til det mangefarvet lys, hvad det end måtte være. Og det gjorde jeg så.
   Fra toppen til granerne gik der ikke nogen lige vej. Og den vej, jeg var kommet op, kunne ligesom ikke rigtig bruges, da den umuligt kunne føre mig ned til granerne. Jeg tænkte også, at hvis jeg skulle kunne nå hjem til aftensmaden, så var den lige vej ned ad skrænten ned forbi stenskredet og de vilde brombærbuske og direkte ned til engen og granerne nok den hurtigste, men nok også den farligste vej. Men hellere en lidt farlig vej under fødderne end kløe, prikken og kaktusser i storetåen resten af mit liv.
   Jeg tog min ransel på ryggen og kikkerten om halsen og stod et øjeblik og spejdede ned mod granerne, hvor lyset havde glimtet. Og jeg mærkede helt ind bag øjnene at mit livs eventyr ventede derude ved de høje grantræer.
   Skrænten var slet ikke så stejl, som jeg først havde troet, da jeg stod på toppen. Det første stykke var det værste. Der var kun grus og store sten, der skred under mine fødder, når jeg forsøgte at støtte mig til dem. Heldigvis havde jeg god træning i at holde hænderne godt klistret til trærødder og klippestykker, der stak ud. Det næste stykke var meget sjovere. Jeg nærmest gled, som sejlede jeg på en stor våd dyne ned til den lille eng. På vej ned kunne jeg mærke at bollerne og saften slog kolbøtter i maven.
   Da jeg nåede ned til engen, opdagede jeg for første gang, hvor høje grantræerne i virkeligheden var. Oppe fra toppen lignede de jo bare de almindelige træer, som vi også havde i haven derhjemme. Men nu rejste de sig så højt op i himlen, at jeg slet ikke kunne se deres toppe længere. Og himlen var bare dækket af grønne grene i alle retninger. Jeg vendte mig om. Bakketoppen kunne jeg slet ikke få øje på, selvom jeg strakte tæerne og alle musklerne i ryggen helt ud. Skrænten jeg var kurret ned ad lignede faktisk et helt bjerg hernede fra. Alt så meget anderledes ud end da jeg stod på bakketoppen, og jeg begyndte at tvivle på, om jeg overhovedet kunne finde frem til lysglimtet i al den tætte natur.
   Jeg mærkede efter i storetåen. Den var bestemt ikke tilfreds med at turen skulle ende her, så jeg trak vejret dybt et par gange og gik så lige ud derfra, hvor jeg var landet og direkte ind i den tætte skov.
   Jeg havde ikke taget mere end 5 skridt før skoven var blevet til en tæt mørk hule, hvor solen kun nåede ned som tynde glimtende stråler i luften. Der lugtede af gammelt efterår, gammelt træ og gammelt vådt gymnastiktøj. Gammelt helt igennem. Min storetå var stadigvæk helt på mærkerne så al min energi og opmærksomhed skulle simpelthen bruges til at finde vej.
   Skoven blev tættere og tættere, og solen fik sværere ved at lyse jorden op. Pludselig dukkede en stor hvid kanin op. Den sad et par meter fra mig og stirrede direkte på mig, som om den udemærket vidste, hvem jeg var og at jeg lige netop ville komme forbi nu. Som om den vidste, hvad jeg ville, og hvor jeg var på vej hen. Det var noget storetåen kunne lide. Den skiftede simpelthen prikkeriet ud med jubel øjeblikkeligt. Uden at tænke over det vidste jeg pludselig at kaninen hed Gustav, og at han gerne ville vise mig vej.
   Jeg nåede slet ikke at spørge ham, om han vidste, hvor jeg var på vej hen, før han hoppede af sted gennem skoven, og ligesom bakkerne kan trække mig afsted, så kunne Gustav det åbenbart også. Min storetå jublede og jeg fulgte bare efter kaninen. Jeg nåede faktisk slet ikke at lægge mærke til hvilken vej vi løb. Jeg stolede både på kaninen og storetåens jubel.
   Jeg ved ikke helt hvor længe, vi havde løbet. Jeg ved bare at pludselig var alt det gamle skov helt væk og at alt omkring mig med ét var badet i strålende sol og forårsgrønne farver. Gustav var stoppet op og sad smilende på en stor sten. Alt omkring mig var så stille, at det eneste jeg kunne høre var mit hjerte, der slog som en bongotromme, og at jeg trak vejret, som var jeg et veterantog på vej op ad et bjerg. Jeg stod og mærkede mig selv indtil stilheden tog fat overalt indeni mig. Solen dansede som et hvidt og alligevel mangefarvet flammehav og gav liv til alt omkring mig. Det måtte være det lys, jeg havde set oppe fra toppen. Mine ører hørte hele naturen på én gang, men én af lydene var noget ganske særligt. En livlig rislen af vand. Jeg nærmede mig lyden og ganske rigtigt. Under granitstenen, hvor Gustav sad, piblede en livlig strøm af vand. Vandet fortsatte henover nogle sten, der funklede som diamanter i solen. Mine øjne fulgte vandets strøm ned ad stenene. Lige dér, foran mig i vandet lå en meget smuk rød krystal på bunden og funklede i et stærkt klart rødt lys. Vandet rislede videre ind gennem den lysegrønne frodige skov. Solen måtte have opdaget denne plet og sprængt sig igennem vinteren for at få foråret til at springe ud lige her. Jeg tog mine sko og sokker af og stak fødderne ned i vandet. Hele kroppen fik et chok af det kolde vand. Det føltes faktisk, som om alle cellerne i kroppen rykkede sig tættere sammen for at holde varmen. Og var jeg heldig kunne det jo tænkes at ingentingsmellemrummene på denne måde også blev presset ud. Og måske var det derfor, jeg kunne sidde dér og tænke så klart. Alt i naturen er utrolig gode venner, tænkte jeg, mens jeg badede mine hænder og fødder i det gysende, men dejlige kolde vand.
   Jeg pakkede fødderne ind igen, men kunne ikke slippe øjnene fra den røde krystal. Den måtte jeg røre. Og med ét sneg et vigtigt sekund sig ind på mig. Havde jeg ikke engang drømt om at stå med hænderne i rislende vand? Og var det ikke præcis det jeg gjorde nu? Havde jeg ikke drømt om et lille rødt hus der lå ved noget rislende vand? Jeg vidste med det samme, at jeg havde fundet den røde strøm og at der lå et lille hus i nærheden. Jeg nåede ikke at tænke "hvorfor", førend jeg bare vidste besked. Jeg havde drømt, at jeg havde været her. Været lige her sammen med min far. Eller var det et af billederne fra min leg?
   Jeg fik hurtigt hænderne op af vandet. Dette måtte være et sandt eventyr, og min storetå gav mig ret. Nu gik jeg altså ved den røde strøm og vidste, at jeg nu skulle se et rødt hus. Måske skulle jeg også se min far. Jeg håbede - men noget indeni mig vidste allerede, at sådan blev det ikke helt. "Ikke endnu" sagde min mave.
   Jeg gik langs strømmen, og ganske som jeg allerede vidste, dukkede der en lille rød træhytte op på bredden. Faktisk var den ikke større end et skur. Men som den stod der i skoven og i solen, var der noget utroligt smukt over hytten.
   Jeg gik helt op til hytten, og storetåen fik mig til at banke på. Da der ikke blev åbnet, lagde jeg øret til døren, og lyttede så meget man kan, når man klemmer øjnene helt i og kun bruger ørerne. Men der var altså ingen lyde derindefra. Mor Kerstin ville være blevet totalt rasende, hvis hun havde vidst, hvad jeg så gjorde. Men forstå det lige - storetåen ville altså ind, så jeg åbnede forsigtigt døren og trådte ind i hytten.
   Hytten var ikke større end mit værelse hos mor Kerstin, men der var mange flere ting og sager rundt omkring. Lige ud for døren knasede en træstub under flammerne i det åbne ildsted, og i midten af rummet stod et stort aflangt bord, et par slidte skamler. I det ene hjørne stod en gyngestol og et stort skab, hvor malingen skallede af. Et andet hjørne var fyldt med hylder, og der stod krukker og gryder, mærkelige flasker og syltetøjsglas i alle mulige størrelser. I hyttens mørkeste krog var der en alkove med gardiner. Hytten havde kun 3 åbninger ud til naturen: To små sprossevinduer og så døren, hvor jeg stod. Jeg tog et skridt ind i hytten og kiggede rundt. Der lugtede af suppeurter, ligesom når mor Kerstin var ved at koge suppe derhjemme. Varmen fra ildstedet var meget hed. Da jeg kom længere ind i hytten, så jeg at væggen ved siden af døren var spækket med en masse fotografier. Det måtte jeg lige se lidt nærmere på. De fleste billeder var slidte i kanten, nogle havde været bøjet og et enkelt havde vist været revet midt over. Menneskene på billederne havde noget underligt tøj på. Jeg gættede på, at de var blevet lavet for lang tid siden. Pludselig blev mine øjne hængende ved et af billederne. Det forestillede en pige med nogle store øjne og et meget stort hår. Mine øjne kunne simpelthen ikke slippe billedet. Hvad var det lige billedet mindede mig om? Jeg lukkede øjnene for bedre at kunne tænke, og jeg lod en masse billeder kommer forbi bag øjenlågene. Lige meget hjalp det. Jeg vendte ryggen til fotografierne og opgav. Lige da jeg opgav, så var det, jeg vidste det. Pigen på billedet lignede frk. Bergstrøm. Jeg så på billedet igen. Jeg klemte mine øjne i og åbnede dem igen. Det var altså frøkenen. Men hvad pokker lavede et billede af frk. Bergstrøm hernede ved strømmen i en lille rød hytte, der lugtede af suppe? Min storetå begyndte så småt at dunke og prikke af kløe igen. Hvad var det, jeg ikke havde fået øje på og som måske kunne forklare billedet?
   Altså at forklare det, man ikke kan forstå - det er vist umuligt. Men jeg var nødt til at gøre et forsøg for at få storetåen til at falde til ro. Jeg skulle jo også gerne kunne nå hjem til mor Kerstins aftensmad. Jeg hev skoen og sokken af og kiggede strengt på storetåen, mens jeg forklarede. Storetåen kunne vist godt forstå at det med at nå hjem til aftensmaden var ret vigtigt. Jeg lovede, at jeg ville arbejde hårdt på at forstå denne her dags mærkelige sammentræf. Men det ville der altså først blive plads til, når aftensmaden lå i maven, og mor Kerstin ikke var bekymret. Det er godt med gode aftaler med storetåen, så ved den besked og kan ikke bare uden videre gøre vrøvl.
   Da jeg lukkede døren til hytten efter mig og havde misset lidt med øjnene i det skarpe sollys, fik jeg øje på Gustav på den anden side af strømmen. Straks faldt det mig ind, at jeg blot skulle følge ham for at finde tilbage til min egen vej og hjem. Kaninen hoppede af sted, og jeg hoppede jublende efter. Turen gennem skoven virkede meget kort, og slet ikke så mørk, som da vi løb der første gang. Og inden længe stod vi begge ved skovsøen, hvor dagens røde solstrejf var dukket op. Jeg vendte mig i retning af strømmen og snusede alle dagens begivenheder ind gennem næsen. Da jeg vendte mig og ville se efter Gustav, var han for længst borte, og jeg løb ad de kendte stier hjem til mor Kerstin.
   - Sig mig en gang, hvor i al verden har du været henne?
   Mor Kerstin stod i køkkenet og var ved at koge suppe. Jeg huskede allerbagest i mit hoved min beslutning om ikke at sige noget, men nu spurgte hun jo direkte. Duften mindede mig om den røde hytte, og jeg nåede ikke at udtænke andet, så jeg svarede:

- Jeg har været i skoven ved en rød hytte, hvor der lugtede dejligt. Lige så dejligt som din suppe, mor Kerstin.
   Normalt var mor Kerstin utrolig glad, når jeg sagde pæne ord om hendes mad - eller bare noget rart om alt det andet, hun lavede. Men noget gjorde, at det ikke lige virkede denne gang, for hun fortsatte, som hun var begyndt:
   - Sven, jeg gider ikke høre på flere af dine historier. Fra nu af vil jeg vide præcis, hvor du er og præcis, hvornår du har tænkt dig at være hjemme.

Nu var mor Kerstin ikke en, man sådan uden videre skulle modsige, men det hun sagde med at tænke - det tænkte jeg grundigt over. For jeg havde vist aldrig tænkt på, hvornår jeg kom hjem. Jeg har nok mere tænkt på, hvordan jeg kom hjem. Men det kunne jeg jo ikke sige, så jeg gentog inde i hovedet min beslutning om kun at svare, når jeg blev spurgt, så jeg kiggede bare på mor Kerstin og nikkede.
   - Sven, jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre ved dig.
   Jeg forstod slet ikke, hvad hun mente. Hvad kunne hun gøre ved mig? Næh, det vidste jeg heller ikke.
   - Du må forstå, at jeg bekymrer mig meget om dig.

Jeg nikkede, for det vidste jeg faktisk godt at hun gjorde tit.
   Suppen var dejlig at få ned i maven, og mens den gled ned var der helt stille i køkkenet. Jeg tror, mor Kerstin havde haft en hård dag, for hendes øjne fortalte intet. De kiggede bare ned i suppen, som om de længtes efter at svømme rundt i noget varmt og blødt.
   Da mor Kerstins tallerken var tom, vendte hun sine øjne mod mig.
   - Kan du ikke give mig et godt råd?
   Jeg tænkte lidt. Det lød som et vigtigt spørgsmål, så jeg svarede:
   - Jo, jeg tror dine øjne ville have godt af, at du flyder rundt i badekarret i dejlig varmt vand.

Mor Kerstins øjne så mod loftet, mens hun rystede på hovedet mens hun alligevel fik et smil frem. Jeg tror ikke, at hun helt fattede, hvad jeg sagde. Alligevel gik hun efter opvasken ovenpå, og jeg hørte lidt senere vandet risle i badekarret.
   Jeg gik ovenpå og stillede mig udenfor badeværelsesdøren, stak øret helt ind til døren og lukkede øjnene. Jo det var helt sikkert: hun var på vej ned det dejlige varme skvulpende vand, og jeg vidste hun ville blive glad helt ind i maven bagefter - og det gjorde mig glad.
   Jeg kunne lige så godt tulle ind i min seng, for jeg vidste, at når mor Kerstin brugte så meget varmt vand, så ville det tage meget lang tid, inden hun kom ud igen.
   Da jeg lå under dynen, begyndte min storetå at minde mig om vores aftale. Jeg blev nødt til at gribe fat i alle de ting, der var sket i dag. Fra min seng kunne jeg se ud igennem mit vindue og ud på månen, som jeg holdt meget af at kigge på. Denne aften var helt speciel, fordi månen var kuglerund og lyste meget stærkt. Når den var så rund mindede den mig altid om min far, som jeg ikke vidste hvor var.
   Den gang jeg var meget mindre, havde jeg spurgt mor Kerstin om min far, og hun havde bare sagt:
   - Det skal du ikke bryde dit lille hoved med. Han sidder på månen og kigger ned til dig hver nat. Og når det er fuldmåne, kan han se dig helt klart.

Hun havde så forklaret mig, hvad fuldmåne er, men ikke et eneste ord mere om min far.
   Min far var på det sidste dukket op i mine drømme meget tit. Og det var måske grunden til, at jeg netop denne aften, hvor fuldmånen lyste mit værelse op, hvor storetåen gerne ville vide besked om alting, og hvor jeg havde mødt Gustav og set den lille røde hytte, at jeg kom på idéen om at skrive et brev til min far. Kunne han se mig fra månen og komme i mine drømme, kunne han vel også komme frem med mine tanker. Jeg hentede papir og kuglepen på skrivebordet og gik i gang. Jeg skrev løs om doktor Bentzon, der mente, at jeg nok skulle vokse mig fra min leg. Og om min idé med ingentingsmellemrummene og alle lydene. Om at stå på hovedet og om bade fødderne i koldt vand. Jeg skrev også om billedet i hytten, der måtte være frk. Bergstrøm, og om Gustav, og bakken og alt det andet der var sket. Jo længere brevet blev, jo mere rolig blev min tå. Jeg skrev også, at jeg håbede han ville kunne hjælpe mig, så jeg bedre kunne forstå alt det, der skete og alt det der ville ske.
   Brevet sluttede med at jeg skrev: Mød mig i drømme, kærlig hilsen din søn ,Sven.
   Brevet lagde jeg under hovedpuden. Fra min seng smilede jeg op til månen. En lysende komet krydsede himlen, og da vidste jeg, at min far havde fået mit brev.
   Den nat drømte jeg om min far og en sød heks med ild i håret. Hun holdt en rød krystal i sin ene hånd og en suppegryde i den anden. Hendes næse lignede en næse, jeg kendte meget godt. Min far stod ved siden af hende, pegede på en rislende strøm af vand og sagde:
   - Den verden, der ikke er, er den jeg oplever.
   Og den søde heks sagde:
   - Vi ses igen, men lad ikke Dominic vente for længe.
   Så fløj de begge med strømmen, hytten og krystallen langt ud i universet, forbi fuldmånen og væk fra mig.

Da jeg vågnede næste morgen, var heksens næse vist nok det første jeg tænkte på. Det irriterede både mig og min storetå, for selvom næser er meget forskellige, er det faktisk svært at huske dem alle og hvor de lige hører til. Og hvorfor sagde min far sådan noget mærkeligt, som jeg hverken kunne huske eller forstå? Hvorfor sagde heksen, at vi skulle ses igen uden at sige hvor? Og hvem er Dominic? Storetåen var enig med mig, men den undlod at belemre mig med prikken og kløe. Den var nok lige så forvirret som jeg selv.