Uden at bevæge mine hævede øjenlåg ved jeg at mørket har sænket sig omkring mig. Blodet på min kind er størknet mens eftersmagen ligger på det specielle sted på tungen som det plejer efter flere timer i en bevidstløs tilstand - efter at afmagten igen vandt.
   Mørket beskytter endnu en gang det syn der fortæller mig detaljeret om mærkerne efter aftenens hændelser. Langsomt forsøger jeg at åbne mine øjne og må konstatere at kun det ene kan skimte den halvmåne der hænger døsig i tagvinduet. Jeg må samle min krop og få den op - væk og ud af dette rum, hvor dunsten af rædsel har taget evig bolig.
   Enhver bevægelse mærkes som om han denne aften ikke var stoppet efter jeg havde trængt min egen bevidsthed ud i den fjerneste galakse for at forsvinde for en stund. Ethvert åndedrag måtte skære sig igennem smerten for at få luft nok til at rejse kroppen op og flytte fødderne slæbende hen ad gangen. Jeg vidste der kunne være 16 dybe åndedrag inden jeg i mørket kunne række ud efter håndtaget til badeværelse, hvor mit elskede badekar med rensende effekt af både krop og sind kunne svøbe mig ind i varme og skum af omsorg - og ikke mindst lettelse over at denne omgang var overlevet.
   Uden at tænde lyset lod jeg vandet fosse ned i badekarret. Lydene af det befriende vand skulle ikke forstyrres. Når først lyset var tændt - kunne jeg ikke længere skjule at min krop igen var blevet hans stødepude. Hver en rift - hvert et lilla mærke vidnede om hans vrede og hans had. Jeg havde mærket det hele og ønskede ikke også at se det. I det mindste ikke lige nu mens vandet fossede.
   Lyden af vand fortrængte alle de indre lydbilleder af skrig jeg havde fyldt mig selv op med denne aften, mens jeg sad på toilettet og nød cisternen køle min ryg. Som et skærende lyn ramte en ukendt smerte mine tarme og vred i mine indvolde indtil et plask i kummen lettede mit indre for en byrde af ukendte dimensioner.
   Som altid tændte jeg lyset inden jeg lod badekarret rense hele mig - men synet af byrden i kummen af to fostre der holdt om hinanden, fik alt det sorte til at favne mig og føre mig endnu længere bort end tidligere kendte galakser.
   Kun sort.

"Nå så er du vågen" hørte jeg en stemme. Det hvide sengetøj virkede køligt og forbandet på samme tid. Lægen der havde udtalt ordene smilede mens han holdt min journal i hænderne.
   "Jeg kan oplyse dig at du blev indlagt i forgårs, vi har opereret dig fordi din blindtarm sprang. Og selv om operationen blev kompliceret af at du var væltet ned af trappen, så gjorde vi alt hvad vi kunne - og jeg kan fortælle dig at du venter tvillinger og at de har det godt. Der er intet der skulle forhindre dig i at gå hele graviditeten ud, men vi vil gerne se dig til kontrol her om en uge."
   Hvad kendte han til hvad der kunne forhindre? I lægens øjne ser jeg at jeg ikke har flere timer til at forklare ham at jeg ikke væltede ned af en trappe- at jeg ikke anede jeg var gravid - og at han ikke bare kunne sende mig hjem. Hverken han eller jeg ville kunne redde tvillingerne - hvis han sender mig hjem - det ved jeg. Mit håb i det sekund er blot at nogen stopper dette vanvid inden jeg ikke længere kan trække vejret.
   En sygeplejerske kommer ind på stuen og siger med en underlig fornøjet stemme : "Vi har ringet til din mand - han er oprigtig lettet over det hele - og henter dig om en time".
   Jeg kigger forundret på de to mennesker der står i rummet - som kunne hvis de havde haft tid både set og hørt hvorfor de lige nu havde dødsdømt to uskyldige fostre. Mine ord er for lange - og deres tid for kort.
   Jeg lukker øjnene og forsvinder hjem til mit nye sted : det sorte hul hvor uendeligheden virker befriende i den stund jeg har - inden min egen galakse bliver mig påtvungen igen.