Der er 2 bænke.
   Samme opbygning, men slidt forskelligt. Og de står naturligvis ikke helt samme sted. Men næsten. Med 1 meter mellem sig. Og adskilt af en skraldespand. De vender begge mod øst. Ret præcist mod øst. Og med 30 meter til Blegdamsvej.
   Jeg har lige Googlet. Ikke fordi det er noget jeg gør meget. Men nu har jeg altså Googlet. Det meste af tiden sidder jeg her. Her på min bænk. Det er ikke min bænk. Den står offentligt, men jeg sidder her hver dag. Ikke mange timer går forbi, uden jeg er på min bænk. Den er, på en underlig måde, blevet centrum i mit liv. Det startede egentlig med, at jeg bare trængte til noget luft, fik lidt for meget "indelukke" på én gang. Så jeg gik ud, ud, du ved, uden egentlig mål. Kun for at få luft og ...luft.
   Og satte mig her, på præcis denne bænk. Der er 2 bænke. Men denne, i den højre side, valgte jeg. Den tilbød sig ligesom på en bedre måde end den anden.
   Og sådan er det i øvrigt gået mange gange i mit liv, blevet tiltrukket af noget, uden at kunne sætte en finger på, hvad lige netop årsagen til denne tiltrækning var. Det gør ikke noget, og har aldrig haft den store betydning. Mit liv har hele vejen befundet sig på midten. Ikke store udsving. Følelsesmæssigt har der heller ikke været det store. Bevares, har da mærket kriblen på huden og lidt uro i maven. Men det er hurtigt kommet under rationel kontrol igen.
   Nå, men jeg skal altså dø! Det glemte jeg vist at nævne. Og det er jo heller ikke ligefrem nogen sensation. Der dør mange mennesker hver dag, så at jeg skal dø, kan næppe vække de store følelser hos nogen. For mange er jeg bare i vejen, i bedste fald i live. Uden indhold. Jeg opfattes som en skal, en tom skal, der ikke udfylder noget, og der kan ikke fyldes noget i mig, ikke noget af værdi. Og det ved jeg godt, og sådan har det været i mange år, i hele mit liv.
   Og det gør ikke noget, fra mit syn. Jeg affinder mig med det og lever med det.
   Og nu dør jeg altså med det.
   Alligevel her det dog en betydning for mig, at jeg ved at jeg skal dø indenfor kort tid. Ellers ville jeg nok ikke have googlet min diagnose, vel?
   Underlig fyr, ham på hospitalet. Da jeg kom ind på hans kontor, der var pænt og ordentligt, uden rod og uorden, stod han ved vinduet. Det kan jeg godt forstå. En fantastisk udsigt over København, et København det har ændret skyline de seneste år, men også flotte grønne områder. Og det stod han naturligvis og beundrede. Fra sit vindue på kontoret. Jeg stillede mig ved siden af ham, bare stille og roligt, stillede mig og kiggede med ud på København. Om det er virkeligt eller ej, gør ikke det store, men det er dét, jeg kan se. Og det gør ting enklere, ikke sandt? Og København kunne jeg se, tydeligt endda, uden tvivl, der lå København.
   Jeg sidder på min bænk igen, min bænk. Det fantastiske er, at det ikke har været noget problem at få plads her på bænken. Der er naturligvis andre der sidder her, både på min og på den anden. Men jeg har ikke oplevet, at jeg ikke kunne komme til at sidde når jeg ville.
   Og netop i dag sidder der en person. En mand på ca. 70 år. Måske yngre, men er slidt, brugt og færdig. Han har medbragt den klassiske gule Netto pose. Jeg bryder mig ikke om den gule farve og bryder mig egentlig heller ikke om Netto. Det tror jeg manden gør. Han har i hvert fald en pose fra Netto med, og der er øl i posen. Og han sidder med en øl i hånden. Ikke en almindelig øl, men guldøl typen. Ved det ikke. Drikker ikke øl og har ikke gjort det længe. Det gør han, og tydeligvis har han gjort det længe, måske længere end jeg ikke har. Han tilbyder en øl, jeg takker nej. Pænt, uden antydning af mishag, hvilket jeg heller ikke har. Hvis en følelse skulle komme i spil her, må det være medlidenhed. Han ligner ikke en med mange sejre gennem livet. Og han er en der har haft behov for disse sejre, han ikke har oplevet. Han siger ikke noget. Sidder krumbøjet, tager en tår af sin øl i ny og næ. Mumler lidt. Ikke tydeligt, måske ikke engang ord. Lyde, som der kommer lyde fra en hundekurv.
   Pludselig retter han ryggen, får løftet overkroppen næsten til lodret, kigger ligefrem, drejer så hovedet, kigger på mig. Og for første gang ser jeg hans øjne. De er grå, med dette melede udtryk, der ofte er på nedslidte, drikkende og rygende personer. Øjnene sladrer om din tilstand, ikke sandt. Han sidder lidt og kigger på mig, jeg kigger tilbage, men også forbi. Vil ikke virke uhøflig, og konfronterende. Det er begge begreber jeg gør stor umage for at undgå.
   Med skildpaddeagtig langsommelighed åbner han munden, uden lyd, måske en svag sivende summen. Jeg ved, at han vil sige noget til mig, det må vel være meningen, når han bruger al den energi på at åbne munden, men der kommer ikke noget ud, ingen lyde, ingen brugbare ord. Befinder mig pludselig i en lidt akavet situation. Han sidder der med sin gule Netto pose med øl, har også en øl i hånden, han har drejet kroppen i en underlig vredet stilling, der er helt unaturlig for ham, og samtidig er munden åben, uden der siges noget. Hele denne bevægelse har jeg set før, kan bare ikke placere den en anden har lavet den samme drejning, på næsten samme måde, måske for nylig, men jeg husker ikke hvem og hvor.
   Så begynder han at lukke munden igen, laver nærmest en synkebevægelse i slow motion, og endelig kommer der nogle ord.
   "Har set dig tit her", siger munden. Det ene af de grå melerede øjne er halvt lukket, og det andet er ligesom åbnet mere, måske som en kompensation for det lukkede. "Du drikker ikke når du sidder her" jeg fornemmer, at det drejer sig om konstateringer, jeg har ikke behov for at bekræfte, tror heller ikke han forventer det. "Jeg har mærket livet én gang, og nu glæder jeg mig til at mærke døden. Det bliver også kun én gang, hvis det passer hvad de siger"
   Bliver lidt overrumplet her. Dels af den lange sætning, det er jo mange ord der komme flydende i en lind strøm, egentlig uden de store besværligheder. Bliver også i tvivl nu. Er det meningen at jeg skal stille spørgsmål, skal jeg undres og søge en mening med dette udsagn? Han ligner ikke en, der tænker så synderlig meget over hvad der sker og hvordan ordene falder. Der gør jeg heller ikke, det er ikke derfor. Jeg kan da også spørge, hvornår det var han mærkede livet, hvad der skete lige der, men vil det gøre noget forskel? Vil det ændre noget som helst for ham? Det vil med sikkerhed ikke ændre det mindste i min verden, og derfor har jeg ikke så travlt med at spørge. Det vil være påtaget, uden ægte interesse. Og det vil ikke være fint, vel? Det er ikke pænt at forstille sig, at antyde nogen former for interesse der ikke reelt er der. Så må det være bedre at holde sin mund. Jeg har jo også lyttet til det han havde at sige, og det betyder vel også noget. Det siges at være den vigtigste egenskab hos mennesker, at være gode til at lytte. Om jeg er god, ved jeg ikke, men jeg har lyttet, uden afbrydelse og underlige spørgsmål, der bliver stillet af høflighed, uden ægte nysgerrighed eller interesse.
   "Vi har fundet en stor svulst i din bugspytkirtel og der er ikke det store at stille op" siger lægen til mig. Vi står stadig og kigger ud på København. Det er en god måde at få sådan en besked på. Eller, jeg har ikke fået sådan en besked før, og måske ville alle måder være gode. Hvem har erfaringer med det? Og hvordan kan man finde ud af sådan noget, hvilke rammer der er gode til at fortælle at du skal dø. Men nu ved jeg det, og det er fint nok. Han drejer sig på en unaturlig måde, et vred i kroppen, der virker forkert, og mundbevægelsen er virkelig langsom. Ordene kommer lette imod mig, ikke hårde, onde eller på anden måde vanskelige. De er lette, tydelige og nemme at håndtere.
   "Jeg vil tro, at du har ca. 6 mdr. at leve i" det eneste der er lidt gråt i det her, er perioden ikke er mere præcis. Måske kan jeg selv styre det lidt, vil gerne ha lidt mere kontrol over tidsrummet. "vi kan tilbyde noget strålebehandling og se om vi kan mindske svulsten, og derefter operere" Strålebehandling med efterfølgende operation? Nej, det vil jeg ikke. Hvis jeg har 6 mdr. tilbage, måske mindre, vil jeg ikke bruge tiden på at være bevidstløs. En tanke falder mig ind, Kan jeg tro på livet, når jeg har fået min dødsdom? Er det rimeligt at have forventninger til den sidste periode, eller er det netop rimeligt at sætte forventninger op, når der er en deadline, bogstavelig talt. Og giver det mening for de fleste, alle jer der ikke ved hvornår i skal dø, at der ikke leves på kanten? Men det er jo bare ikke sådan, at der en uudtømmelig mængde tid tilbage, timeglasset løber ud for alle.
   Og hvad er det så, jeg vil holde mig vågen til? Er der så vigtige begivenheder at deltage i, at jeg ikke kunne være bevidstløs, i en behagelig drømmeverden, hvor alt foregår ubesværet, og uden begrænsninger?
   Det ville være smertefrit, med pleje af søde mennesker, der ville gøre de sidste dage behagelige for mig. Ingen tvivl om det.
   Men jeg takker nej. Ikke at jeg plejer at takke nej, slet ikke. Jeg siger da næsten altid ja, og med tak til. Sådan er mit opdrag, og det har jeg ikke haft grund til at ændre på. Ikke i det liv jeg har levet.
   Jeg er dog sikker på, at lægen forstår. Bare den måde, han står og kigger ud over København på, det er nok til mig. Det vil ikke være muligt at kigge på noget som helst fra min bedøvede position. Kun de indre billeder, og det kan være fint nok, men indtrykket, og ikke udtrykket, det må være det essentielle her. Min sidste tid skal mættes med indtryk. Det gør mig også fri. Der kræves ikke så meget af at modtage indtryk, ofte den blotte tilstedeværelse kan gøre det. Og det vil jeg være, til stede. På min bænk.

Morgnerne kan være fantastiske på min bænk. Hvis jeg kan, er jeg her hver morgen. Hele byens puls, der begynder at vågne fra døs til stress. Folket der skynder sig frem og tilbage, hele Blegdamsvej der voxer ud af nattens enkle, nogen gange brutale liv. Til dette kaos af liv, jag og daglige kampe. Jeg kan sidde der, midt i det hele, og bare observere, kigge på det ske, hver morgen, og lade mig selv blive revet rundt af disse begivenheder, uden at jeg flytter mig. Og det sker næsten hver dag, at der kommer nogen forbi bænken, enten min eller nabobænken, og de slår sig ned, sætter sig, ofte i kortere tid, på vej til eller fra, eller måske bare, på vej. På samme vej som jeg, uden egentlig mål, bare på vej.
   En meget fed kvinde kommer nærmere bænken. Hun har kurs mod min bænk. Hun kan ikke være her, tænker jeg. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide andre mennesker, de er mere end velkomne her. Men helst ikke på min bænk, ikke når jeg sidder her, i hvert fald. Så jeg fandt ud af, at hvis jeg satte mig i midten, så er det de færreste der vil sætte sig. Især når der er en hel tom bænk umiddelbart ved siden af. Lige nu sidder jeg midt på min bænk, og den meget fede kvinde er stadig på vej mod mig. Hun går langsomt, meget besværet, hun er klædt i en nederdel, så man kan se det nederste af hendes ben. De ser lidt underlige ud, som om det er to rør, meget tykke rør, der går direkte ned i skoene. Det er svært at se vristen og andre dele af benet. Jeg stirrer fascineret på disse to rør der bevæger sig langsomt fremad, og endelig drejer af. De to ben ændrer retning, tager kursen mod den anden bænk. Jeg kigger op, og ser direkte ind i øjnene på kvinden. Hun kommer over til den anden bænk, og sætter sig. Og jeg fornemmer, hvordan planken på bænken knirker under de mange kilo. Kvinden har, måske ikke så fornuftigt, placeret sig på midten. Hun trækker vejret tungt og i stød. Hun er også meget stor. Nu hvor hun sidder, er nederdelen gledet lidt op. Op over knæene, og de meget fede knæ og det nederste af låret er synligt. Utroligt så meget fedt der kan være på et menneske. Det jeg kan se af låret, er også lidt pølset. Der hænger nærmest hudpølser med fedt under låret. Jeg sidder stadig og tænker på det med fedt mængder, da det går op for mig, at kvinden siger noget til mig.
   "Kan du ikke li' fede mennesker?"
   Det er helt klart, at hun forventer et svar. Hun har drejet sit ansigt, og kigger direkte på mig. Det ser ud som om, det er en stor anstrengelse for hende, at holde hovedet i den position. Halsen, der ligesom resten af kroppen, er beklædt med fedt, er vredet, så fedtet danner spiraler fra underansigtet til den øverste del af kroppen.
   Om jeg kan li' fede mennesker?? Jeg ved ikke hvad mit svar skal være. I grunden er jeg ligeglad. Det rører mig ikke, hvordan folk ser ud. I dette øjeblik blev jeg bare grebet af den kolossale mængde fedt, der kan akkumuleres på en menneskekrop. Vil hun kunne forstå det, eller vil hun ha' det bedre med, hvis jeg siger, at jeg finder fede mennesker frastødende! Det kunne være, at det ville få hende til at tabe sig. Det kunne også få hende til at ræsonnere, at det hele kan være lige meget, da ingen kan li' hende alligevel, og så tage yderligere på, og til sidst... Ja hvad sker der egentlig? Kan man blive så fed, holde sig i live og ikke kunne bevæge sig? Er det muligt? Jeg ved det ikke, og har ikke noget behov for den viden. Jeg er ikke fed, har aldrig været fed, og kommer med sandsynlighed heller ikke til at være fed. Nærmest tværtimod, vil jeg tro.
   Det vil være utroværdigt, hvis jeg siger, at fede mennesker er pæne, dejlige eller hvad det nu kan være. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare.
   "Du stirrede på mig da jeg kom gående før, og da jeg satte mig ned, gloede du videre, som om jeg var fra en fremmed planet, et ukendt dyr." Hun stopper, og hiver efter vejret. Hun har virkelig besvær med at trække vejret. Hun vender også hovedet tilbage til ligeud stilling. Det må også gøre det mindre anstrengende at trække vejret, når luftrøret ikke er snoet rundt.
   Jeg må finde et svar. Kan ikke bare sidde her og glo. Jeg har vendt hovedet bort og kigger ikke mere direkte på hende. Og hvorfor kan jeg så egentlig ikke bare holde min mund? Der er da ikke nogen lov der påbyder mig, at kommunikere med en vildt fremmed på en bænk i København.
   Men jeg kommer ikke udenom. Jeg ved, at jeg vil komme med at svar, men jeg aner bare ikke hvilket svar der kommer.
   "Tror du, at en fugl, der er forholdsvis lige så fed som dig i forhold til normalvægten, ville være i stand til at flyve?" bliver mit svar!! Og lige i det jeg hører ordene bliver båret ud af min mund, dukker jeg mig instinktivt.. Hvad er det for noget at sige? Jeg har ingen anelse om, hvor det kom fra. Har lige pludselig stor lyst til at rejse mig og gå. Bare væk fra denne fede kvinde, min bænk og mine pinlige spørgsmål.
   Efter at jeg er kommet med dette spørgsmål, går der lidt tid. Det føles som uendelig lang tid, men så kan jeg høre noget der lyder som ræb, sådan lidt i stød. Blurp, blurp og det er kvinden der laver lydende. Jeg drejer forsigtigt hovedet, og ser, at hun nærmest gynger med kroppen. Det er ligesom om, at kroppen bliver større og så mindre igen i en rullende bevægelse, fra neden og opefter. Jeg ved ikke hvad det betyder. Hagerne dirrer også, og det er som om, at øjnene er blevet mere synlige, at øjenlågene er kommet højere op i panden.
   Så åbner munden sig, og der kommer et mægtigt "HA". Ikke mere, ikke mindre "HA" siger lyden. Hun griner altså. Det jeg opfatter som en uforskammethed, sidder den fede kvinde og morer sig over. De blurp'ende lyde fortsætter lidt endnu.
   Hun sidder lidt, gør ikke noget, siger ikke noget. Lydene er holdt op. "Hvis fuglen var så fed, ville den ikke have behov for at flyve. Dels ville der åbenbart være mad nok i området, og dels, hvem fanden ville jage den fugl. Hvis jeg så en due, der var så fed og stor, tror jeg sgu, jeg ville blive bange". Hun stopper igen for at trække vejret, begynder at blurpe igen.
   Jeg trækker mig lidt ind i mig selv. Måske en udvej i andre situationer, hvor et direkte svar, kan brydes med et undvigende spørgsmål. Ved ikke hvor sjovt jeg synes det er. Men hvis det kan give mig fred, så er det fint. Har ikke lyst til at gå nærmere ind på fede fugle og deres evner til at flyve eller ej. Har ingen interesse i fugle, og har aldrig haft det. Så hvordan det spørgsmål overhovedet kom over min læber, er en gåde. Og gåder er jeg ikke god til. De skal helst være løsbare og ikke underlige eller uløselige.
   Hun må gerne gå nu, forsvinde fra mit nærområde. Jeg er ligeglad om hun er fed eller ej. Men jeg kan ikke li at tage stilling til noget, der kan betyde konfrontation for mig.
   Efter at min kone forlod mig, for selvfølgelig gjorde hun det. Det var kun et spørgsmål om tid, og det trak længe ud, meget længere end jeg havde forventet. Det er også det eneste jeg tænker om det, at det tog så lang tid, før hun fik taget sig sammen til at flytte. Som de fleste andre begivenheder i mit liv, var det også en fejl. Hele ægteskabet, vores fælles bopæl, vores forsøgsvise, men desværre amputerede sexliv, alt var defekt fra starten. Men det var forudsigeligt, og forventeligt. Sådan er det bare, og sådan har det været hele vejen, så hvorfor overhovedet begynde på det?
   Men efter min kone forlod mig, har jeg holdt jul her på bænken. Og det er helt rart. Jeg kan sidde her i nogle timer, og der sker ikke så meget. Men der er en næsten konstant bevægelse i rummet omkring mig til trods. På det tidspunkt, hvor det forventes at alle sidder til bords, er der bevægelse, til og fra, pauseren eller blot vandrende. Ikke alle har familie, venner eller nogen at fejre julen med. Så kan man kalde det fejring igen, men jeg fejrer nu jul på min egen stille måde. Der er ikke behov for træ med lys og farvede kugler, der behøver ikke være gaver, der alligevel skal byttes i dagene efter. Jeg har ikke noget krav om and, gås eller steg. Det eneste jeg gerne vil ha er fred og ro. Og det er der, pudsigt nok, på min bænk. Også juleaften. Det sker, at der kommer folk forbi, der tilbyder øl, kager eller andet. Jeg tager pænt imod, men rører det ikke. Jeg er sågar blevet inviteret hjem af et par, sådan i 40'erne vil jeg tro de var. De troede bestemt jeg var hjemløs, og tilbød mig at komme med dem hjem og fejre jul, få et varmt bad, noget at spise og et sted at sove.
   Men det har jeg altså, men ikke det store behov for at være der. Så jeg takkede pænt nej, og oplyste, at jeg havde bolig, mad og drikke, hvis jeg ønskede det. Men jeg vil bare roen, opholde mig i en tidsboble, hvorfra jeg kan observere livet omkring mig, uden min aktive deltagelse.
   Nu fryser jeg. Det kan ikke passe. Det er midt om sommeren, jeg har skjorte og jakke på, lange bukser, strømper og sko. Men jeg fryser. Jeg trækker armene lidt omkring kroppen, og tager fat i mine skuldre, trækker sammen på kryds af brystet. Hvorfor fryser jeg nu? Er det canceren der sender en besked? Er det nu jeg dør? Skal jeg ligefrem dø af kulde? Det er da næsten for sjovt hvis det er tilfældet. Det sagde lægen ikke noget om. Tror jeg nok. Måske kan jeg ikke huske alt hvad han sagde. Jeg havde mere travlt med at kigge ud på København, prøvede at fastholde det billede af byen, en slags visualisering, eller et anker. Når ordet bugspytkirtel dukker op, eller pankrias sågar ordet cancer, dukker København op i mit blik, i mit indre billede, og kort efter dukker lægen også op. Det giver mig en god fornemmelse. De andre begreber og genstande, kan jeg ikke forholde mig til. Faktisk aner jeg ikke hvad den bugspytkirtel laver i min krop.. Det har jeg ikke sagt til lægen. Jeg tror han vil blive skuffet over, at jeg er hans klient, og ikke engang ved hvad jeg fejler, eller i hvert fald, hvad den del af kroppen gør og hvorfor jeg ikke kan fungere uden.. Men er det ikke netop hvad vi har lægen til? Eller bør jeg vide, hvad alle mine indvolde og udvolde kan, bør, må og skal gøre? Hvis det er tilfældet, hvorfor så overhovedet gå til lægen??
   Mine ben begynder at ryste, ikke bare sitre, men ryste. Jeg har ikke kontrol over rystelserne og nu begynder resten af kroppen også at ryste. Jeg fryser, som om jeg var faldet gennem isen i en sø, og lå i vandet under isen. Jeg trækker mig mere sammen, er det bare en refleks? Det hjælper ikke noget som helst. Men det ville måske virke lidt mærkeligt, hvis jeg sad med armene ud til siden, og de flagrede rundt i bizarre rytmer, og hovedet dinglede fra side til side, samtidig med, at mine ben hoppede rundt i spasmelignende bevægelser.
   Jeg fornemmer en vis kontrol når jeg sidder sådan her, helt sammenpakket, med ben der ryster vildt, en overkrop der sender kulde chok ud i armene, og et hoved der vibrerer voldsomt. Det må være døden der kommer nu...
   Jeg har hørt, at en af grundende til, at der kan gå rigtig lang tid at få behandlet en sag i det offentlige, eller bare få et svar på en simpelt spørgsmål, er frygten for, at tage ansvar. Den enkelte ansatte, tør ganske enkelt ikke tage en beslutning og dermed ansvar for en given sag. Resultatet bliver så, at den sendes videre i systemet, og på den måde kommer rigtig langt omkring, før den til sidst havner et sted, hvor ingen længere bekymrer sig om den, og håber, at der ikke bliver spurgt mere til sagen. Nogle lande er naturligvis bedre end andre, men et af de lande, der skulle være rigtig slemme til dette, er Australien. Her kan sager simpelthen "forsvinde" og ikke blive fundet igen. Og ingen aner hvad der er sket, og kan dermed ikke stilles til ansvar for en beslutning, der ikke er truffet.
   Sådan et sted ville jeg ha' arbejdet. Altså, blandt kolleger, der ikke så skævt til en, fordi man sendte en sag videre til en ganske usikker rejse, for at ende et endnu mere usikkert sted, som ingen kender eller ved hvor er.
   Beslutninger kan være svære. Ofte har jeg den oplevelse, at jeg tager en beslutning om noget, det kan være en politisk beslutning. Det hænder, men det er sjældent, at jeg ser tv. Og ser jeg tv, er det næsten altid dokumentar eller nyheder. Egentlig ved jeg ikke hvorfor, det kunne såmænd lige så godt være noget med sang eller en film. Det er mig inderligt ligegyldigt det hele. Og fantastisk kedeligt. Men det er altså ofte dokumentar eller nyheder. Og når det så er nyheder, kan der være inviteret 2 eller flere personer, fra forskellige politiske partier, og de kommer med hver deres bud på løsningen på en given sag. Og når jeg så hører den ene løsning, lyder det helt fornuftigt, gennemtænkt og klogt. Så det beslutter jeg, at det synes jeg også. Lige til den næste bliver spurgt om sin mening på det samme problem, og så kommer med sin løsning, der også lyder fantastisk, fornuftig og gennemtænkt. Så sidder jeg der, og er ikke blevet klogere, men bare mere forvirret. For begge dele lyder jo godt og rigtigt, men kun den ene kan jo få min stemme, når det bliver aktuelt..
   Så slukker jeg for tv'et, med denne sære tomhed, hvor jeg ikke kan finde ud af, hvorfor jeg ikke bare kan sige "JA" og stå fast på det. Men det kan jeg ikke, og det vil jeg ikke, for det ville betyde, at jeg skulle forsvare mit standpunkt, ikke kun over for mig selv, hvilket ville være svært nok, men også overfor andre, og det kan jeg ikke. Sæt nu, at den anden person fremkommer med et godt argument, og jeg stædigt holder fast i mit, selvom den andens argument er klart bedre end mit? Så ville jeg, helt klart bøje af, og tilslutte mig den andens synspunkt, lige indtil den næste kom, og sagde noget klogt og smart.
   Så jeg slukker for tv'et, og går ned til min bænk. Der er ikke noget tv, der er Blegdamsvej, med det mylder der kan være der, men jeg afkræves ikke et svar. Det er sjældent, og der er ikke politisk debat på bænkene omkring mig, hvor jeg skal tage stilling til rød eller blå.
   Jeg vågner ved, at min skulder bliver rusket, der er simpelthen en hånd der har fat i min skulder og rusker i den. Det er da mærkeligt, tænker jeg. Hvorfor er folk så mærkelige, at de absolut skal ruske i andre mennesker, bare fordi de ligger på en bænk? Jeg drejer ansigtet, og åbner mine øjne, langsomt. Det er som om, at mine øjenlåg er lavet af bly, og ikke vil åbne. Men langsomt lykkes det, at rulle øjenlågene op, kigge på personen, der stadig rusker min skulder. Dog ikke så meget mere, men lidt ryster hånden stadig. Det er en kvinde, en kvinde midt i 30'erne vil jeg tro. Hun er klædt i en let jakke, hun har nederdel på, bare ben og sko med lille hæl. Ualmindeligt mærkeligt, at jeg bemærker dette, i betragtning af, at jeg stort set ikke lægger mærke til, hvad jeg selv har på af tøj. For sportens skyld, prøver jeg at genkalde mig, hvad jeg har på af tøj lige nu. Jeg har skjorte på, men det har jeg altid, og jeg kan ikke huske hvilken farve der er tale, ej heller hvilket mønster. Jeg ved heller ikke hvilke bukser jeg har på. Men jeg skulle altså bemærke kvindens beklædning.
   "Er du syg?" spørger kvinden. Det er jeg jo, men det kan hun da ikke vide. Man er ikke nødvendigvis syg, fordi man sover på en bænk. De fleste der sover på bænke, er i øvrigt fulde mennesker, og dem tror jeg ikke unge damer går hen og rusker i skulderen. Hvorfor jeg så skal udsættes for den behandling, ved jeg ikke. Måske er jeg "pænere" end gennemsnits-bænke-soveren? Men at jeg skulle være syg, det kan man da ikke se. Hun fjerner hånden fra skulderen, åbner sin taske og tager en lille pakke med lommetørklæder frem. De der "pudse næse " pakker, hvor der er 10 i en pakke, og de er foldet på en underlig måde. "vil du ha' en serviet, så du kan tørre dig om munden?" Nu forsøger jeg at sætte mig op. Kroppen føles noget stiv i det, men jeg skal nok komme op. Jeg støtter med den ene hånd på bænken, og mærker noget vådt og koldt. Hånden glider en smule på bænken, det fornemmes lidt fedtet, og jeg drejer hovedet for at se hvad det er. Det er en lysebrun grødagtig masse, der ligger både på bænken, men også på fliserne lige under bænken. Umiddelbart vil jeg sige det ligner opkast, men hvor skulle det være kommet fra? Så kan jeg fornemme en sur smag i munden, en sur og lidt ram smag, der fylder hele munden, og der er ligesom små klumper i halsen, med samme lidt sure smag. Og med bitterhed længst nede i halsen. Jeg tager min højre hånd op til munden for at mærke efter omkring mundvigene. Og, jo, der sidder rester omkring munden. Jeg prøver at tørre dem af med hånden, men da kommer jeg i tanke om kvinden med den lille serviet. Hun står der stadig, selvom det føles som år. Har hun ikke andet at lave, end at stå her og ruske i mig for at give mig en serviet? Jeg tager imod kluden, men kan ikke rigtig sige noget. Hvad skal jeg også sige. Hun kommer selv med noget af forklaringen på, hvorfor hun kom over og tog fat i mig. "Jeg så på afstand, at du kastede op, og tænkte først, at du burde skamme dig, at en voxen mand lå der og kastede op i en kæmpe brandert, på en bænk midt på Blegdamsvej. Men der var noget der ikke stemte, da jeg kiggede efter". Jeg forsatte med at tørre mig om munden, og ønskede at jeg havde noget vand. Dels til at vaske mig med og dels til at skylle med i munden.
   "Der var jo ikke nogen tomme flasker i nærheden, ikke en eneste" sagde kvinden. Nå, på den måde. Men nej , selvfølgelig er der ikke det. Jeg drikker ikke, men det kan hun jo ikke vide. "lige et øjeblik" sagde damen. Så gik hun. Jeg sad lidt omtumlet, stadig lidt ør i hovedet. Jeg kiggede igen på brækklatten, og prøvede at huske hvornår jeg sidst havde kastet op. Det kunne jeg ikke huske, slet ikke. Og jeg frøs heller ikke mere. Min skjorte er gullig med tynde grønne streger. I tern. Så ved jeg da det. Jeg kunne høre skridt der nærmede sig, og jeg løftede hovedet for at se hvem der kom til min bænk. Det var damen, der kom tilbage. Og hun havde en flaske vand med, en flaske med kildevand. Hun rakte mig flasken, og jeg fik den åbnet med besvær. Det var et skruelåg, og det sad ualmindeligt fast, eller også var jeg ualmindelig svag.
   Hun blev stående og så at jeg drak, eller rettere, jeg skyllede, lige som hos tandlægen. Det var en fantastisk oplevelse at få skyllet det slam ud af munden. Der var en belægning på tænderne, der nu kom væk, og de resterende klumper i halsen og munden kom ud med vandet.
   Tænk at der findes sådanne mennesker. Det kræver da mod og handle kraft at gøre sådan en ting. Det kræver, at man tør tage en beslutning om at hjælpe andre mennesker. Jeg var uden tvivl gået forbi, uden at tænke nærmere over det.
   Jeg tog en tår mere af kildevanden, denne gang drak jeg vandet, og kunne mærke, hvordan det rensede hele vejen ned gennem halsen. Jeg kunne næsten fornemme, hvordan der blev hevet slagger og andre rester med ned i maven igen. Og halsrøret blev genåbnet med dette vand.
   "mange tak for hjælpen" fik jeg sagt til damen. Hun stod lidt, som om hun ikke vidste hvad hun skulle gøre. "er du syg?" spurgte hun igen. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare på det spørgsmål. Det ændrer ikke så meget, ligegyldig hvad jeg svarer. Om jeg har kræft eller ej, gør ikke nogen forskel, ikke i hendes verden. Hvad vil hun med den information? Hun kan ikke ændre på noget. Hvorfor spørger du om det? "Nej, jeg ikke syg. Jeg blev lidt kold, og faldt i søvn. Måske en virus" svarer jeg. Hun tager tilløb til at gå, og det vil være fint. Jeg er taknemmelig, og overrasket, men kan ikke overskue at skulle tale meget mere. Ikke med hende, ikke med nogen overhoved.
   "Vil du ha flere servietter?" ok, hvis jeg siger ja, går du så? eller hvis jeg siger nej, tror du så, at jeg falder i søvn igen, og ikke kan klare mig selv? Men faktisk er jeg ved at synke sammen. Jeg fryser ikke mere, jeg ved stadig ikke hvilke bukser jeg har på, men kvinden har nederdel på, det ved jeg. Underligt.

Mit liv fungerer uden computer og internet. Jeg har en mobiltelefon, men bruger den ikke. For at bruge en telefon, skal der være nogen at ringe til, og det har jeg ikke. Hvem skulle jeg dog ringe til, og hvorfor? Og den anden vej, nogen kunne ringe til mig, men hvem vil dog gøre det? Det kræver, at der er noget familie, venner, kolleger eller andre, der har et kendskab til én, og der er faktisk ikke nogen der kender mig. I hvert fald ikke, så de vil ringe for at høre hvordan det går, eller hvad man nu snakker om. Det gør venner, og jeg har ikke nogen venner og ikke noget behov for disse venner. Det kræver en bunke ligegyldighed, som jeg ikke er i stand til at fremvise. Det kræver, at jeg interesserer mig for andre menneskers børn, hvilket i den grad er mig ligegyldigt, måske ligefrem imod. Og de mennesker der gir udtryk for, at de er vildt interesserede i deres venners børn, de lyver. Helt klart. De vil helst tale om deres egne børn, som deres venner så skulle ønske en masse svar på, som de i virkeligheden er ligeglade med. Så stor forskel er der heller ikke på 3-6 mdr. gamle børn. De tuder, skider sover og siger bla, bla. Om de så gør det i lyserødt eller blåt tøj, kan vel være ligegyldigt.
   Det hænder, at der kommer familier forbi, sådan 2 familier der er venner, og med hver deres barnevogn, med levende indhold. Alle voksne har dette lidt krøllede udtryk i ansigtet. I vognene ligger deres yngel, og det er de da naturligvis glade for. Men der er noget, der ikke er helt godt. De to mænd ser mest forlorne ud. Det er helt klart et liv der bygger på deres kvinders værdier og præmisser. Ikke noget slinger her.
   Og de mænd er også typen, der under kvindernes graviditet, gik med til fødselsforberedelse, tog en pude på maven, og kom med samme lyde som deres gravide koner, i et komplet idiotisk forsøg på, at solidarisere sig med deres tykke, svedende og lidende koner. Det svarer til, at vi skulle amputere en arm, hvis vores ægtefælle mistede armen ved et uheld, så vi kunne vise vores solidaritet og følelsesbånd med fællen.
   Det er i bedst fald misforstået, i værste fald skaber det en hel generation af krumbøjede mænd, uden evnen til at leve det liv de ønsker, og det samme må gælde for kvinderne. De kan næppe synes det er underholdende, at voksne mænd, ligger på ryggen med benene ud til siden og udstøder klagende råb og jammer, mens de trækker begge arme sammen om en pude på maven? Mon ikke det er i netop de øjeblikke, at de bliver klar over, at deres forhold ikke vil holde i ret lang tid? Mon ikke de lige præcis der, fatter den skade de har forvoldt, ved at stille deres idiotiske krav, om deltagelse i ditten og datten fra deres mænd, for ellers!!!
   Men jeg ser dem på bænken her. Og det er stadig en jammerdal. Mændene prøver at vippe med vognen, så ungen kan holde op med at hyle, men det er naturligvis den forkerte måde, de vipper på, og med slet skjult foragt, bliver de skubbet væk, konerne tager over, og beklager sig over, at der ikke er megen hjælp at hente fra de uduelige mænd. Og de dukker sig lidt, gør de 2 mænd. Og de ved ikke rigtig, hvad de skal snakke om, for det de gerne vil snakke om, fodbold, flotte kvinder, arbejde, altså spændende opgaver, der var eller bliver fede at løse, det er slut. De er nemlig på barsel, så de kan få et bedre forhold til deres barn. Og på den måde bliver de endnu mere isolerede fra deres naturlige miljø, og kan måske snakke om erstatningsmælk og pthalather i gummisutten. Og hvem gider dog det.
   Så jeg ser dem her på bænken, og de ser mig. Og de smiler til mig, og jeg smiler til dem. De kan jo ikke vide, at jeg ikke har været i deres situation, og var jeg havnet der, havde jeg sikkert gjort som dem. Jeg er ikke lavet af et stof, der kan/tør ændre på det, nej , nej. Men jeg har bare ikke været der, og jeg har ved gud heller ikke savnet det. Og jeg har ikke haft venner, der ville stille de krav til mig. Jeg har slet ikke haft venner, og det er jeg glad for.

Når jeg dør, kommer det til at foregå samme med mig selv. Hvor og hvornår ved jeg ikke med sikkerhed, men det kan være det løser sig. Men hvis jeg havde familie, hvad skulle de så gøre i de sidste timer, andet end sidde og vente på, at jeg døde? De kan jo ikke ændre noget, på det tidspunkt, vil jeg være så dopet af medicin, at jeg ikke kan registrere noget som helst, lige gyldigt hvad de siger. At man kan fornemme noget. Jeg kunne ikke engang fornemme, at jeg havde kastet op, uden at være dopet, hvordan skulle jeg så være i stand til, at fornemme noget som helst, når jeg er helt fuld af psykofarmica?
   Ofte kommer der en mand, Keld ved jeg han hedder. Det kan lyde mærkeligt, når man ved hvor lidt jeg kommer i kontakt med andre, og hvor lidt andre kommer i kontakt med mig. Men denne mand ved jeg hedder Keld, eller rettere, han har fortalt han hedder Keld. Om det så passer ved jeg ikke, men det gør ingen forskel, så jeg kalder ham naturligvis Keld.
   Keld venter på det samme som mig. Vi venter begge på døden. For mig er det konkret, jeg ved min tid er ved at løbe ud, jeg kan næsten sætte dato på. Keld ved bare at han skal dø. Han skal dø, som jeg skal dø og du skal dø. Alle skal dø og sådan er det. Sådan har det altid været, og det bliver nok ved lidt endnu.
   Keld mener vist nok, at han døde for en del år siden. Han har ikke noget tilbage, intet. Keld bor rundt om, sover rundt om og opholder sig rundt om. Jeg spørger ikke hvor, det kommer mig ikke ved, og det interesserer mig ikke. Om han er på Rådhuspladsen eller på Kgs. Nytorv er jeg bedøvende ligeglad med. Jer er faktisk også ligeglad med, om han er her.
   Keld havde engang 2 børn, et dejligt hjem og en dejlig kone. Han havde en dejlig virksomhed og han havde dejlig mange penge. Han havde mange venner og mange havde ham som ven. Også folk han ikke kendte. Det er alt sammen noget han selv har fortalt, han sagde dejlig alle de gange, jeg husker det, og følte mig lidt hypnotiseret, og begyndte at tro på, at alting i Kelds liv var dejligt. Det sidste, det med at mange havde ham som ven, mente han vist i sjov. Er det sjovt?
   Men børnene døde. Ikke noget specielt, men de blev slået ihjel i trafikken. På vej hjem fra skole blev de kørt ihjel. Begge to, samtidig. Noget med en lastvogn. Men de døde i hvert fald. Og der mener Keld så, at han også døde. Alting gik i stå og i stykker. Både udenpå og indeni. Han må være meget følsom, har jeg tænkt. Det er naturligvis ikke rart når børn dør, men hvor mange af de børn der er rundt omkring, har egentlig kontakt til deres forældre. Så om de var rejst eller døde kunne vel komme ud på et, har jeg tænkt.
   Sådan tænkte Keld åbenbart ikke. Og konen heller ikke. Hun forsvandt bare, siger Keld. Eller også var det ham der forsvandt. Han husker det vist ikke, og det kan vel også være underordnet. Og senere var alting forsvundet, hus, kone, børn og virksomhed. Og sammen med virksomheden forsvandt pengene. Så Keld har ikke noget tilbage i dag. Alt det dejlige er væk. Han virker ikke bitter eller ondskabsfuld. Måske lidt vemodig. Ja, det tror jeg er det rigtige, vemodig. Han regner ikke med nogensinde at komme tilbage til det han kom fra. Han venter egentlig bare, som så mange andre venter, og de venter på døden. Han gør ingen gavn eller skade nogen steder, og så vidt jeg ved, er der ingen der kender Keld, udover mig. Og for mig er han blot en eksistens, noget fyldstof på pause.
   Vi kan sidde her på bænken længe. Uden der bliver sagt noget. Vi har ikke det store at sige, og det der bliver sagt, er det jeg har fortalt. Vi går ikke udenfor os selv. Vi taler ikke om ting, vi ikke har haft indflydelse på. Vi taler ikke om noget, der ikke kan ændres ved vores hjælp eller indflydelse. Og da det er meget begrænset, hvad der falder indenfor de områder, taler vi ikke meget. Og det er en kvalitet, mener jeg. De fleste ord der bliver talt i dag, er fyld. Folk kan komme op at skændes over noget politisk, uden at nogen af de involverede er på valg, endsige medlem af et parti. Det er mennesker, der bruger tid og kræfter på, at tale om ting, de ikke gider gøre noget ved alligevel. Ubegribeligt.
   Jeg holder mig fra det, og har altid gjort det. Jeg har aldrig talt ret meget. Eller rettere, jeg har talt det jeg mener, er nødvendigt for mig. Men set i forhold til andre, så er jeg ikke meget talende. Nærmest tavs, er der mange der vil mene. Og det må de naturligvis godt mene. Intet kan være mig mere ligegyldigt. Og det har ikke betydet noget for mig, hvad andre mennesker har ment. Jeg har sjældent ment noget om nogen. Hvilken forskel skulle det gøre? Hvad jeg mener om Keld, hvis jeg skulle mene noget, gør intet for Keld.


Jeg har ofte hørt vendingen "du må videre" eller den mere sociale "vi må videre". Gerne i forbindelse med, at der er sket noget ubehageligt for de mennesker der er involverede i en sådan samtale. Når der ikke er mere at sige, eller det begynder at blive ubehageligt, så kommer denne redningsaktion "vi må også videre"
   Hvad betyder det?
   Hvor er det vi skal hen? Hvad er meningen med at komme videre, og til hvad? Jeg har tænkt en del over dette, og ikke fundet noget holdbart svar, synes jeg ikke. Og hvornår er man så kommet videre, eller til enden, eller der hvor videre er?
   Har troet på, at man skal videre fra problemet. Men hvis det er et problem, skal det vel løses først... man forlader vel ikke et problem, og bevæger sig videre til noget andet. Kan man så overhovedet sige, at man er kommet videre? Er det ikke nærmere et skridt baglæns? Hvis man påbegynder noget nyt, før noget andet er afsluttet, er man da ikke kommet videre.
   Og skulle problemet være løst, hvorfor så komme videre? Er der ingen problemer der hvor man er, hvorfor så forlade dette sted, med risiko for, at der dukker nye problemer op, man så skal videre fra, hvis man følger de gode og rørende råd fra venner og kolleger..
   Jeg tror ikke, at jeg nogensinde er kommet videre. Ikke uden at det var meningen, at jeg skulle den vej. Mit liv har været mere eller mindre planlagt fra meget tidligt i mit liv til for ikke så lang tid siden. Det er for så vidt stadig meget planlagt, det eneste der kommet i spil, er det definitive punktum. Og hvad så, skal jeg så videre derfra?
   Lægen brugte nu ikke den vending, at" Vi må se at komme videre". Sagen er, at jeg gerne var blevet på hans kontor. Sikke en udsigt. Og der kommer med garanti færre mennesker, end der gør her på bænken.
   Jeg sidder ikke hele tiden her, her på Blegdamsvej, eller rettere, ved Blegdamsvej, på bænken, Jeg har et hjem med de ting der hører til. I hvert fald de ting der hører til i mit hjem. Der er ikke noget overflødigt, altså ingen små porcelænsfugle, ingen vaser i sjove farver, ingen billeder af glade børn og ingen billeder af mig eller andre. Hvad skulle jeg dog med det? Hvis jeg vil se mig selv, kan jeg kigge i et spejl. Det er der på badeværelset, og ingen andre steder, og jeg kigger sjældent i det spejl. For tiden føler jeg mig lidt fristet. Jeg har en ide om, at jeg nok har ændret udseende den senere tid.
   Men er der egentlig tale om en ændring? Ser jeg ikke blot ud som jeg skal på nuværende? Folk der ser mig for første gang, vil jo ikke kunne se nogen ændring. Jeg kan nok se, at der er sket noget med ansigtet den senere tid, og hvad så? Fyldet er det samme, men det er dog fyldet, der får ansigtet til at skifte form..
   Jeg kigger ikke nu. Ikke lige nu. Måske ved en senere lejlighed. Grunden til at der kan være sket en ændring, er, at jeg næsten ikke spiser noget mere. Og så begynder kroppen at blive mindre, og min krop er nok blevet lidt mindre den senere tid. Mine bukser virker i hvert fald større.
   Men maden smager ikke så godt mere. Den er blevet lidt metallisk i smagen, og det fremmer ikke rigtig appetitten. Ikke hos mig, i hvert fald.
   Jeg har altså en bolig. Et hjem. Og ikke nok med det, så er det også mit barndomshjem. Da mine forældre døde, overtog jeg ganske enkelt lejligheden, ligesom min far havde overtaget lejligheden fra sine forældre. Da jeg arvede, var jeg stadig sammen med min kone, og hun var ikke vild med ideen. Men der stod jeg fast, og var ikke til at rokke. Dels ville det give mig et sted at være resten af livet, uden det kom til at koste ret meget, dels var jeg klar over, at vores forhold ikke ville holde, så jeg holdt fast, og vi flyttede ind.
   Der er ikke sket det store i den periode, hvor jeg har boet her. Kun har jeg smidt en masse ud. Det er en stor lejlighed med flere værelser. Mine forældre havde indrettet et stort bibliotek, men det har jeg tømt.
   Det eneste der er tilbage, er nogle årgange af statistisk årbog. Det kan jeg forholde mig til. Det er klare data, konkret viden og fakta.
   Det jeg har tilført, er en computer og med den, internet. I forbindelse med mit arbejde, blev jeg opfordret til at indkøbe og opstille denne maskine, og samtidig knytte den til internettet. Jeg er fortrolig med anvendelsen, både af computer og internet. Men jeg bruger det stort set ikke. Sjældent, som når jeg søger konkret viden, kan jeg finde på at benytte internettet. Ellers ikke. Men jeg har altså en computer.
   Jeg har opholdt mig en del her i lejligheden. Som de fleste mennesker, har jeg visse autistiske tilbøjeligheder.
   Da jeg arbejdede, passede min daglige rytme mig fint. Jeg havde nogle faste vaner, og på den måde var mine dage meget skematiske og, vil nogle mene, forudsigelige. Og netop denne forudsigelighed gjorde mig tryk og veltilpas.
   Denne rytme blev brudt et par gange om året. Jeg har hele livet været ansat på et kontor i det offentlige, og der holder man ferie, uanset om man vil eller ej. I disse ferier, har jeg opholdt mig i lejligheden, stort set uden at forlade den. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle tage hen, og da jeg ikke kunne se nogen idé i at forlade lejligheden, så blev jeg altså.
   Der er altid rent og pænt i lejligheden. De få ejendele og møbler der er, er nemme at holde rene, og de ligger og står de samme steder. Der falder naturligvis lidt støv, men det fjerner jeg 2 gange om ugen. Det har jeg altid gjort, og det er jeg fortsat med efter jeg blev syg. Hvorfor skulle jeg ikke det?
   Jeg har aldrig været ude at rejse.
   Jeg har svært ved at forstå mit eget land og den kultur der knytter sig til landet. Af hvilken grund skulle jeg så rejse ud i verden, for at opleve noget, der sikkert er endnu mere fremmedartet for mig?

Jeg er hos lægen igen. Har faktisk været her i nogle timer. Ikke kun hos lægen, men på afdelingen. Der er taget prøver, der er tappet blod, målt og vejet. De er meget hjælpsomme, flinke og imødekommende. De virker nærmest lidt undskyldende, og kigger lidt forsigtigt på mig. Det er i hvert fald det indtryk jeg har. Alle tal og resultater af test bliver sendt til lægen med den fine udsigt. Og her er jeg så nu.
   Igen står vi og kigger ud på Købehavn. Det var mit forslag at vi stillede os her. Har det rart når jeg kigger ud herfra. Og jeg tror det er lettere for lægen, at sige det han nu skal sige, når vi står her og kigger ud på København.
   "Det ser ikke så godt ud" siger lægen. "Jeg synes det ser fint ud" svarer jeg. Han drejer hovedet over mod mig, pludseligt. "tallene, mener jeg" siger han. "Aha" siger jeg " ja, for udsigten er da fin og flot herfra, altså ud over byen".
   "Men udsigten over tallene og de øvrige målinger er ikke fin flot, hverken herfra eller andre steder fra" han lyder lidt vred.
   Bliver i tvivl om, hvad jeg skal sige til det. Skal jeg være ked af det, eller bøje hovedet og sige undskyld. Jeg gør ingenting. Jeg fortsætter med at kigge ud over byen, og betragter et lille scenarie, hvor en dame med et barn på cyklen, og 2 poser på styret, kører over en fodgængerovergang, for rødt lys. Hun taler i mobiltelefon, og der holder en hvid varevogn med en meget sur mand, der råber ud af vinduet. Jeg kan ikke høre det, men jeg kan se det. Hun kigger ikke engang på ham. Utroligt at hun kan håndtere hele situationen. Manden i den hvide varevogn kan i hvert fald ikke, ser det ud til.
   Tallene, hvad fortæller de? De fortæller naturligvis, at jeg er kommet tættere på døden. Den død, som ingen kender, men mange er bange for. Hvordan kan man være bange for noget, man ikke kender? Eller er spørgsmålet forkert.
   Hvad skal der til, for at blive tryg overfor det ukendte? Men det spørgsmål forudsætter, at der er en utryghed tilstede.
   Jeg er ikke utryg eller bange, ikke for døden. Jeg er nok mere utryg ved det kendte eller det jeg troede jeg kendte, og hvor der så sker noget andet.
   Som nu, hvor lægen virker lidt vred, det kommer uventet, for jeg har ikke oplevet ham sådan før. Han må være vred over, at tallene er dårlige, måske, eller at jeg ikke er bange. Eller bliver han bange, når jeg ikke gør? Er det de samme mekanismer der sker hos ham, som hos mig? At det uventede gør ham usikker, bange eller utryg.
   "Hvordan har du det i hverdagen?" han taler som han plejer igen. Det er bedre, det kan jeg bedst li'. Jeg bryder mig bare ikke om spørgsmålet. Aner ikke hvad jeg skal svare.
   Er det i forhold til noget, og hvis det er, i forhold til hvad? Der er ikke de store ændringer. Den største ændring skete da jeg blev sygemeldt fra jobbet. Mine daglige rutiner har jeg fulgt siden da. Det eneste der er sket, er egentlig, at jeg tilbringer mere tid på bænken. Det ved jeg ikke om er interessant i denne sammenhæng.
   Jeg gentager spørgsmålet i mig selv, "Hvordan har du det i hverdagen?". Det er næsten en standard replik, bortset fra, at "i hverdagen" ikke plejer at være med. Så hvis vi skal blive i det formelle, så er mit svar selvfølgelig oplagt, " Jo tak, godt, og du?" Men den køber han nok ikke. Han vil vide noget andet. Kan bare ikke rigtig komme på hvad det er han vil vide.
   Han står stadig ved vinduet, det gør jeg også. Jeg er nødt til at komme med noget. Et eller andet han kan bruge til noget.
   "Vil du arve min lejlighed?" ryger det ud af munden på mig. Det er ikke første gang i den senere tid, at der kommer mærkelige ord ud af min mund. Hvor de kommer fra, aner jeg virkelig ikke, og jeg ved slet ikke, hvad der nu skal ske.
   Nu drejer han hovedet igen, det ser ud som om han smiler, men jeg er ikke sikker. Jeg vender hovedet væk og kigger igen ud over København.
   "Undskyld?" hører jeg han siger.
   Nå, jeg troede det var mig der skulle undskylde. Det hænger slet ikke sammen det her.. Og hvad nu. Det er min tur til at sige noget, det er helt sikkert. Noget der passer bedre ind end før. Men jeg skal vel ikke begynde at irettesætte lægen, og fortælle, at han ikke skal undskylde, at det rent faktisk er mig der skal undskylde. Det bliver noget rodet noget, det her. Han kigger på mig, jeg kigger dels ud på byen, dels på lægen. Så kigger jeg ned, lukker øjnene, tager en hurtig beslutning.
   Kigger op, ser lige frem og siger "maden smager af metal, så jeg spiser ikke så meget".
   Han fastholder mit blik, som om han prøver at finde noget andet i mig. Han begynder at nikke svagt, slår øjnene lidt ned, og kigger igen op.
   "Du kan risikere at det tager til, og du vil opleve smerter, store smerter. Derfor vil jeg give dig nogle piller, der mindsker smerterne. Og jeg vil meget anbefale, at du spiser de piller. At du fravælger behandling, kan jeg ikke gøre noget ved, og jeg kan ikke tvinge disse piller i dig. Men når jeg som læge siger, at der kommer smerter, vil jeg håbe at du vil tro mig, og så mindske smerterne, ved at spise disse piller".
   Han svarede ikke på, om han vil arve min lejlighed...

Jeg skal nok spise de piller. Det gør vel ikke den store forskel om jeg skal spise en pille et par gange om dagen.
   Sidder i mit køkken og holder plastbøtten i hånden. Bøtten med pillerne, der skal mindske de smerter jeg ikke har, men som der vil komme. Ifølge anvisningen, skal jeg spise 6 piller om dagen, 2 morgen, 2 middag og 2 aften. Og i forbindelse med et måltid. Det sagde han ikke noget om. Jeg tager 2 piller ud at bøtten.
   Husker pludselig, at vi havde nogle piller stående i skabet på badeværelset da jeg dreng. Der var også andre tabletter, men de var alle i glas. Sådan noget mørkebrunt glas med et klistermærke på, hvor der stod navnet på pillerne i glasset og husker også, at der var et logo på. En slange der snoede sig om en pind. Ved ikke om det var, bare at det billede var der.
   Men sådan ser det ikke ud mere. Nu er det plastic, og etiketten kan foldes ud, og der står en masse på denne seddel. Det orker jeg ikke at læse. Det er sikkert noget med, hvad pillen indeholder og hvilke bivirkninger der er ved at spise dem.
   Men lægen har sagt at jeg skal spise dem, så det gør jeg. Jeg skal ikke gøre oprør her. Tror ikke det ændrer så meget ved noget.
   Jeg kommer de 2 piller i munden, tager et tår vand og synker dem. Spiser ikke noget. Har ikke lyst, så på den måde gør jeg ikke helt som jeg skal. Ikke ifølge anvisningen. Men jeg følger lægen, og han sagde ikke noget om det med maden. Så er det ikke vigtigt...
   Bliver siddende her i mit køkken. Det er ikke så tit jeg har gjort det. Altså opholdt mig her, når det ikke var af rent praktiske årsager, nemlig at tilberede og spise et måltid. Derefter vasker jeg i reglen op, sætter tingene på plads og forlader rummet igen.
   Nu sidder jeg her altså, uden at skulle noget herude. Men der er en tanke der har bidt sig lidt fast i mig.
   Det med lejligheden. Hvad skal der egentlig ske med den? Og mine øvrige ting og sager? Jeg har også en del penge. Ved ikke hvor mange, det har aldrig interesseret mig synderligt. Det har været vigtigt, at mit hjem har været der, og der ikke har været problemer med huslejen, forsikringer, varme og alt det, der hører til. Men det er ordnet for mange år siden.
   Alt bliver betalt automatisk til tiden, helt ned til renseriet og rengøringen af lejligheden.
   Derudover har jeg ikke brugt det store af penge, så der må være nogen på den konto i banken. Det er ikke et sted jeg kommer. Som sagt, det kører automatisk.
   Men hvad sker der egentlig med disse ting, når jeg er død? Hvem arver det hele? Jeg har ikke nogen slægtninge, min tidligere kone kan vel næppe komme i betragtning til noget eller kan hun det?
   Der begynder at ske noget underligt. Jeg kan mærke, at jeg egentlig gerne vide hvad der sker med mine ting, når jeg dør.
   Det er lidt mærkeligt, for jeg kan jo egentlig være ligeglad. Jeg er jo død. Men jeg er ikke ligeglad.
   Hvordan skal jeg dog forholde mig til det? Og gider jeg virkelig gøre noget for at finde ud af det? Og hvem ved noget om det...
   Det gør advokater. Så jeg skal finde en advokat, der kan hjælpe mig med at finde ud af dette.
   ---ooooooooooo ---
   Ofte har jeg underlig fornemmelse af, at verden ser anderledes ud gennem mine øjne end så mange andres. Bevares, jeg er på det rene med, at der er mange forskellige syn, holdninger og overbevisninger.
   Men det er ikke det jeg egentlig mener. Når du sidder et sted og ser dig omkring, kan du sikkert beskrive nogle farver, en blå himmel, en smuk grøn skov, en lille pige i lyserød kjole og mange andre farverige detaljer.
   Sådan bliver det ikke gengivet i min hjerne. Der sidder ligesom et filter, og fjerner alt farve. Det hel bliver lavet om til sort/hvid og grå nuancer.
   Det giver naturligvis ikke den samme detaljerigdom vedrørende omgivelser, steder og områder. Men det gør det let og overskueligt at fortolke og konsumere. Og det er meget vigtigt for mig, at de billeder der dukker op i mit synsfelt bliver enkle og klare. Samtidig må det gerne ske i en fart, så der bliver plads til næste indtryk.
   Farver forvirrer, synes jeg. Og hvad er blå? Og grøn for den sags skyld? Er det ikke bare begreber, der er blevet tilknyttet nogle brydninger i lyset, der bliver opfattet af vores hjerner og dermed omsat til ensretninger alligevel?
   Kunne jeg opfatte blå, ville det nok være en anden opfattelse end din og hvem har så ret?
   Nogle går meget op i dette, og kan en person ikke afkode det vedtagne farvekodeks, bliver der så dømt farveblindhed.
   Hvis alle var udstyret med samme filter som jeg, ville meget kunne undgås. Om noget stof er "kongeblåt" eller "dyb blå" og hvad er forskellen lige på det?
   Så er det enklere for alle at slå fast, at der er noget stof. Er der så to stykker ved siden af hinanden og det ene skal udpeges, kan man jo benytte højre eller venstre. Er der en gråtone nuance, ja så kan det udpeges efter det.
   Så jeg er tilfreds med mit filter. Mine behov i dette spekter er absolut enkle. Jeg stiller ikke krav, uha nej, men kommer blot med det enkle input, at farver forvirrer de fleste.
   Dermed bliver det også væsentlig mere simpelt for poeter, der ønsker at beskrive solnedgange eller opgange.
   Af grunde jeg ikke kan gennemskue, er netop disse fænomener voldsomt dyrket blandt romantikere og poeter.
   AT solen står op og ved dagens afslutning går ned igen, kan vel næppe føre de store tanker med sig. Ikke desto mindre bliver det altså tildelt urimelig opmærksomhed blandt nævnte gruppe.
   Nuvel, dem om det. Men blev de udstyret med mit filter, ville det nok være hurtigere for den at komme sagens kerne i ethvert epos.
   Og det kræver jo netop, at der er en kerne, hvilket så til gengæld ofte er en mangelvare i denne uddøende befolkningsgruppes oplysninger og ligegyldigheder.
   De prøver så at få nogle farver i en solnedgang til at rumme livets mysterier, den store kærlighed eller andre banaliteter, som enhver normalt fungerende person, ved er noget fup.
   For langt de fleste betyder solopgang, at nu starter en ny dag med arbejde, larmende unger, belastende kolleger, trafik i kø, dårlig kantinemad, lige så dårlig aftensmad, tv-avis og i seng ved solnedgang.
   Farveløst og gråt.
   Netop derfor er mit filter så dejligt. Der sker ikke noget gøgl, noget farveorgie, der ikke passer ind i virkeligheden for de fleste.

Som med farver, har jeg et noget stramt forhold til ord. Mange mennesker bruger rigtig mange ord, til bare at sige "ja" til eksempel.
   Og "jaet" kunne oftest klares med et nik, og dermed helt udelades.