En grønklædt mand for brølende frem. Sort i ansigtet. Og rasende. Sin bøsse kylede han fra sig, mens han spyede eder og forbandelser af sig. Todd havde ham på sigtekornet, men så red Freddy Keily lidt ud til siden og tømte sin vanddunk i fjæset på fjenden. Og i næste øjeblik var en anden djævel af sin hest og vred grinende den vrede, våde fjendes arme om på ryggen. Med et tov bandt han ham til sin sadel.
   Og mens dette foregik blev der løsnet nogle skud. Et par af hestene stejlede.
   En mand brølede, men Todd så ingen falde af hesten.
   Derimod så han en folkesoldat række op efter et eller andet han havde gemt i et træ. I næste øjeblik susede en kniv gennem luften. Og så sad folkesoldaten fast til træet. Kniven sad midt i hans håndflade.
   Det kan kun være Niku, der har kastet den kniv, tænkte Todd. I et meget kort nu. Så fik han andet at tænke på. Under ham stejlede hesten. For sent prøvede han at berolige den. Hans hånd, der ville stryge dyret på halsen rystede. Han klemte benene mod hestens flanker. For sent.
   Trykkede sig ned mod jorden. Ingen smerter. Jo! Av. For Satan da. Måtte væk. Hurtigt. Forsigtigt. Ikke blive trampet ned.
   Larmen omkring ham flød ud. Det dunkede i hans ører.
   Visne blade. Under de friske et lag af halvt formuldede. Blødt. Rart for en, der ormede sig i sikkerhed.
   Sikkerhed?
   Nej, kampen bølgede om ham. Måske?
   Han måtte på benene. Men allerførst om på ryggen.
   Solen lo til ham. Himlen var blå. Blå som de to øjne over ham. Blå.
   "Op med dig," blev der sagt.
   Og op kom han. Op på en hest. Bag ham sad der en eller anden.
   Og væk var det hele.
   Kom tilbage i glimt. Nogen tog i ham. Stemmer fablede: " - går ikke - tøm vognen - op med ham -"
   Så lå han ned.

***

"Tror du at græshopperne vinder over Djævlene?" spurgte Johnny og så på Keith. De sad mellem stikkelsbærbuskene i kroens have.
   Buskene dannede en slags hule og drengene havde forbedret den med grene, kvas og mos. Nu hvor stikkelsbærsæsonen var ovre, kom der nok ikke nogen, var de blevet enige om.
   "Det ved jeg ikke," sagde Keith og havde lyst til at stikke tommelfingeren i munden. For han havde så ondt i maven. Det var som om, der var et hul i den. Men han var for stor til at sutte på tommeltot. Syvårige gør ikke den slags. Kun svøbelsesbørn. Havde Johnny sagt. Mormor havde også sagt det og set på ham med sine kolde, mærkelige øjne. Han kunne slet ikke lide den mormor. I hvert fald ikke ret meget. Men en dag havde hun grædt og midt i gråden havde hun vredet sine hænder og jamret: "Tænk at det skulle ende sådan for Cecillie. Hun var sådan et yndigt barn."
   Og morfar havde mumlet et eller andet, mens han lignede en sten i ansigtet.

Keith havde spurgt hvad de gjorde ved mor, men de svarede ham ikke.
   Senere havde Johnny fortalt ham noget: "De ville slå din mor ihjel. Og min," havde han sagt og tilføjet; "men som kom den rare troldmand bare og befriede dem. Ha ha. Og så slog de bare nogle andre ihjel. Og det har de rigtig godt af.!"
   Og måske var det sandt, hvad Johnny sagde. Han var ni år. Han havde mørkebrunt hår. Med krøller i. Og store, brune øjne. Hans næse var sådan lidt stor og han lignede ikke andre børn. Men om det bare var det med næsen, vidste Keith ikke. Johnny var en underlig fætter, Men han var hans fætter og sådan en plejede han ikke at have.
   "Bare min far var her," sagde Keith, for far var så stor og stærk. Far kunne banke i glødende jern, så det fik lige den form, far syntes det skulle have. Men så en aften gik far ud på kirkegården for at se til farmor, som boede op i Himlen. Og så tog hun ham hjem til sig. Og det var meget mærkeligt. Dumme farmor.
   "Der er slet ikke noget ved at have en far," mente Johnny.
   "Din far er da ellers oberst og alt muligt," sagde Keith forsigtigt.
   "Pøw," fnøs Johnny, "han er bare en kujon og han kan i hvert fald ikke klare troldmanden, for troldmanden er nemlig også general eller sådan noget lignende. Og han er min mors lillebror. Min mor kan ikke så godt lide ham, men hun har selv sagt, han er meget mere farlig end min dumme far. Ha!"
   "Nå, men jeg har bare boet sammen med ham troldmanden," sagde Keith, der havde haft ørerne nok med sig til at forstå at den troldmand var den samme som ham de i en tid havde boet hos. "Han hedder nemlig bare Freddy," føjede han til.
   "Det ved jeg da godt," sagde Johnny.
   De tav lidt. Lyttede til larmen. De sloges. De mange mænd derude var i krig. De havde begge to tænkt at det var lidt spændende, men da de hørte larmen og de voksne blev bange, tog de hinanden i hånden og løb. Ud i hulen.
   Keith tænkte over det med troldmanden. Faktisk huskede han ham ikke særlig godt. Men han var rar. Han var for det meste rigtig rar. Og han var ikke sådan rigtig voksen. Ikke sådan som mor og far.
   Onkel John sagde, at mor var en heks. Mormor og morfar sagde det også. Og forstod slet ikke, hvordan hun var blevet det. Men det var Freddys skyld sagde de. For han var en dæmon.
   Det var meget mærkeligt at man kunne være en dæmon og en troldmand og en general. På samme tid.
   Der var så meget, der var mærkeligt.
   Og Keith vidste ikke, hvad han håbede krigen derude bag havehegnet endte med. Men larmen gjorde ondt i ørerne og hullet i maven voksede.
   Godt at fætter Johnny var her. Og alligevel ikke helt godt, for så kunne han jo ikke sutte på sin tommeltot.

På den anden side af hegnet prøvede Freddy på at få overblik over situationen; en mand såret. Todd. Han var placeret i kærren. Hans hest var rendt sin vej.
   Fem fanger. Den ene med hånden bundet godt ind. Tre skudt med bedøvelsespile. Det varede nok lidt endnu inden de kom til sig selv. En folkesoldat skudt og død. Ham kunne ingen hjælpe, men senere ville han finde ud af, hvem der havde skudt ham. Det var så ni folkesoldater. Og der skulle være omkring tolv. Godt at han havde lært at tælle. Hurtigt ud med fingrene; der manglede tre. Altså ikke fingre. Folkesoldater. Mon Cessies bror var talt med som en af de tolv? Ham havde han ikke set noget til.
   Der var sært stille lige nu. Hestene græssede eller gumlede nedfaldent løv i sig, En fange klagede sig sammenbidt. Mændene virkede afventende. Og fra et træ summede det. Dæmonalferne ventede også. De var der. Havde bare ikke kontaktet ham. Ventede måske på et tegn? "Niku, ser du lige om manden der er alvorligt skadet?" spurgte Freddy sin storebror og regnede med at det gjorde han.
   "Det er han ikke," sagde Niku, "det er bare hans hånd, der gør lidt ondt. Jeg har taget mig af det som du ser."
   "Godt," sagde Freddy og ærgrede sig lidt over, at han havde spurgt.
   Så de andre det som en dumhed? Som tegn på svaghed? Fornemmede de at han var træt og at benene føltes som bævrende rødgrød?
   Måske. Det var ikke det, der var vigtigst lige nu.
   "Nu går jeg op og banker på døren til den kro. I holder jer bare klar, hvis der opstår problemer."
   "Javel," sagde de så nogenlunde i kor.
   Han så fra ansigt til ansigt. Simon manglede. Var han død? Lå han såret et sted?
   "Miles! Thomas! I finder Simon."
   Denne gang gav han en klar ordre og fik et tostemmigt; "Javel hr. generalløjtnant."
   Han begyndte at gå mod hegnet. Niku trak hans hest, mens han selv, Niku, sad i sadlen på sin hingst. De andre lod dyrene gå i sindig gang.
   I kroens forhave spredte de sig ud. Og ventede.
   Freddy bankede på døren. Ingen åbnede. Han bankede igen. Og trykkede prøvende på dørhåndtaget.
   Gad vide om der var gæster i krostuen? Det virkede ikke sådan. Skodderne var slået for og ingen snak eller bægerklang trængte ud. Men de måtte da være hjemme.
   Han bankede igen. Hvis de ikke snart åbnede, ville han gå om i haven og se efter folk. Måske ville han derefter give ordre til at slå døren ind.
   Netop som han overvejede at tage et par af mændene med om i haven, lød det slæbende skridt. En lås blev drejet. Den peb. Så blev døren åbnet. På klem.
   I døren stod en mager, gammel kvinde med et tørklæde om sine grå hår.
   "Vi har lukket i dag," sagde hun.
   Var det Rebekka, Cessies mor? Freddy var ikke sikker. Havde kun set Cessies mor en gang. Og de brød sig ikke om hinanden.
   "Jeg skal bare hente Keith Johnson og Jonathan Keily," sagde Freddy.
   "Dem har vi skam ikke tænkt os at udlevere," sagde kvindemennesket.
   "Det kan I ellers roligt gøre. Drengene skal hjem til deres mødre."
   Freddy talte roligt. Der var ingen grund til at være ond mod den gamle. Ikke endnu i hvert fald. Forhåbentlig blev der det ikke.
   " Joeh, det lyder jo godt nok," blev den gamle ved og talte i grunden også roligt. En svag angst sås i form af små trækninger om mundvigen og en svag rysten i stemmen, men hun beherskede sin angst.
   "Er John Edwards her?" spurgte Freddy og prøvede at se ind på kroen. Men fik kun et glimt af en dragkiste og en lysestage på et bord.
   "Tør jeg spørge, hvem du egentlig er?" spurgte konen.
   "Jeg er Freddy Keily," svarede han og spurgte: "Og De - er De Rebekka Edwards?"
   "Så du kender min søsters navn?"
   Han nikkede bare. Og vidste jo så, at kvinden var Cessies moster. Hende havde Cessie talt ganske pænt om. Hun havde boet på kroen i mange år. Var enke og hendes eneste søn var død. Hvad var det nu den moster hed?
   "De må så være Helen - Cessies moster Helen?"
   Konen nikkede og åbnede døren lidt mere. Nok til at han kunne træde ind.
   Et øjeblik var han lige ved at træde ind.
   Så stoppede han. Det var næppe venligt ment. Var jo nok en fælde,
   "Jeg er her ikke alene, men det ved De vel?"
   Cessies moster kunne næppe have undgået at høre kamptumlen.
   Hun gik hen mod ham. Trådte ud på trappetrinet. Med små skridt i blankpudsede knapstøvler.
   "Du har blod på uniformen, Freddy Keily," sagde hun.
   Det vidste han godt. Det var Todds, Han havde slået hovedet.
   "De venter der," sagde Freddy og slog med hånden ud mod sine mænd.
   " Folkesoldaterne fik altså ikke ram på jer," sagde Helen. I et træt konstaterende tonefald.
   "De gjorde hvad de kunne." Freddy undlod at tilføje: "- og det var i grunden ikke ret meget."
   "Ja så," sukkede Helen.
   "Vil De nu være så god at hente drengene?"
   Uden at tænke det helt i gennem brugte Freddy det fine sprog som Harry kunne og brugte når det passede ham.
   "Det må jeg vel så," sukkede konen, "men her bliver nu så stille uden dem."
   Bag Helen dukkede en anden kvinde op. Rød i hovedet. Og knugende noget i sin hånd. En kniv. Om munden et par små bobler af fråde.
   Nå så det troede hun.
   Hurtigt var han forbi Helen. Fik fat om Rebekkas fede håndled. Vred det. Hårdt.
   "Hvor er drengene, Rebekka?" spurgte Freddy. Vredt. .
   "I haven," svarede konen. Det lød som en kvækken.
   "Ondskaben har vundet endnu et slag," sagde Helen og så ud som om det var stagen på bordet, hun talte til.
   "Så gå dog op og pak ungernes tøj, Helen," snerrede Rebekka.
   Konen så forbløffet på sin fede søster; "Men Bekka, du mener jo, at den unge mand der nærmest er djævlen selv. Hvordan kan du så ...?"
   "Hvad foregår der her?"
   Det skulle vist lyde som en buldren, men det lød mere som en halvkvalt hanekylling. Og der stod søreme krofatter Edwards. I egen blegfede person. Han så lige så dum ud som sidst de mødtes.
   "Jeg henter bare Cessie søn og min søsters søn," sagde Freddy. Manden så så bange ud at Freddy kom til at smile beroligende til ham. Heldigvis kunne ingen af hans mænd se det, for han havde ryggen til dem.
   "Så gå ud i haven," sagde manden.
   "Det gør jeg så," bestemte Freddy sig og var lige ved bare at vende sig, kalde på et par mænd og gå om i haven.
   Men måske havde manden lumske bagtanker?
   Han trak sin dolk og holdt den mod kromandens hals; "Du går med, gamle Edwards."
   Og det gjorde den gamle, så godt hans rystende ben og krop nu tillod det.
   "Der sker ikke noget. Det er bare for en sikkerheds skyld, " sagde Freddy. Og svedte. Det var væmmeligt, så bange den mand dog var. Men dumme forsøg på modstand kunne blive dyrt.
   "Niku! Jussef! Kom med om i haven!" kommanderede Freddy.
   Niku smilede mod ham. Jussef gjorde kort honnør og strøg kælent sin bøsse. Begge slentrede de frem mod Freddy og hans fange.

Omme i haven havde John Edwards og en aldrende staldkarl fundet drengene og beordret dem ud af deres hule.
   "Vi finder et bedre gemmested til jer," lovede John.
   " Hvem har vundet?" spurgte Johnny og så usikkert på sin far, som han ikke havde kendt mere end nogle få uger. Denne mærkelige far, I dag havde han ikke sin uniform på. Sommetider var han venlig. Lige nu så han faktisk venlig ud. Men skræmt. Ville han måske slet ikke af med sin søn? Han havde snakket noget om at han skulle overtage en kroen en dag. Men Johnny var nu ikke sikker på han ville være kromand og skænke øl for mænd, der råbte og lugtede. Og sagde fjollede ting med våde stemmer.
   "Djævlene har vundet. Og Den Onde Fyrste udvalgte kommer for at hente jer."
   "Jeg troede det var onkel Freddy, der kom," sagde Johnny.
   " Ja, sådan kalder du jo den forbandede slyngel," sagde faderen og så på Johnny som om han var et ækelt kryb.
   "Han er en troldmand, Han har bare ikke lært så meget trolddom endnu. Men han kan godt vinde over dig, far. Han kan."
   "Du kaldte mig far. Det er første gang. Kom nu med i sikkerhed, så får vi vel skik på dig."

"Nå, her er I? hilste Freddy.
   Han, Niku og de to andre var nået om i haven. Stoppede få alen fra John Edwards og drengene. Både manden og drengene stivnede. Stod omtrent som statuer.
   " Enkefru Helen er i færd med at pakke jeres sager, drenge." sagde Niku og grinede venligt til børnene.
   "I får dem ikke!" skreg John Edwards og pressede sit geværs munding mod Keithes tinding, samtidig med han slog en arm om Johnny og tvang ham ind mod sig.
   "Hvis du rører aftrækkeren," dør din gamle far!" oplyste Niku koldt.
   Freddy blev tør i munden. Svedte, Hænderne begyndte at dirre. Det her havde han ikke regnet med. Der måtte ikke ske Keith noget. Heller ikke Johnny. Men manden ville vel ikke skade sin egen kødelige søn? For at han ikke skulle komme hjem til sin mor?
   Så begyndte John Edwards at le. Først skingert. Gryntende lyde. Så en stormflod af ond latter. Hånligt. Drillende.
   Det skar gennem Freddys hjerne.
   Ikke DEN latter. Ikke igen.
   Keith var grønbleg i ansigtet. Johnnys øjne var vidt opspærrede; pupillerne voksede.
   Nej!
   Han skulle ikke slippe godt fra det. Ikke denne gang. Der var nogle han ikke kendte til. En hær, han ikke anede noget om.
   Freddy spidsede læberne og et koldt raseri fremkaldte den rette tone, den helt rigtige lyd fra hans hjernes dyb.
   Og de kom.