"Hov, så du det?" Den gamle dame springer forskrækket tilbage med en fart, der på alle måder modsiger hendes alder. "Der var en skygge! ... Så du det, Olga? Der var en skygge!" Hun griber fat i Olgas arm med et fast greb. "Hvad var det?"
   "Ja, ja, jeg så det godt. Har du ikke set de skygger før? De har været her længe," svarer Olga roligt. Der skal mere til at slå hende ud; også hun er en ældre dame og har prøvet lidt af hvert.
   "Jamen, der gik nogen lige dér gennem gangen ... og vi er da helt alene." Martha kikker skræmt på Olga.
   "Alene," ler Olga. "Nej, jeg ser da tit de dér skygger her i gangen."
   "Nej, det er uhyggeligt." Det løber koldt ned ad ryggen på Martha.
   "Har du heller ikke lagt mærke til, at det rumsterer i køkkenet nogle gange om natten - ja, for den sags skyld om dagen også?" Olga kikker roligt på Martha. "Der er ofte åbne skuffer og tændt lys i køkkenet om morgenen."
   "Jamen, det troede jeg da var dig. Det er da dig! Er du da ikke næsten altid oppe en tur om natten?"
   "Aldrig!" svarer Olga med usædvanlig fast stemme. "Jeg vågner en gang imellem, men jeg står aldrig op. Natten er til for at sove i, det er mit princip." Hun forsøger at vride sig løs af Marthas hånd, der stadig holder krampagtigt fast i hendes arm. Men forgæves.
   "Nej, nej, jamen det er jo forfærdeligt ... hvad er det for noget? ... onde ånder! ... her i vores hus," forsætter Martha og tager sig til brystet med den anden hånd. Hun kikker forsigtigt rundt i stuen, som for at sikre sig mod flere overraskelser.
   "Ja, en slags ånder er det vel, men onde tror jeg nu ikke, de er. Hvad skulle de kunne gøre os?" Olga kikker overbærende på Martha. "Du skal bare lade være med ligefrem at åbne op og tiltrække dem. Så holder de sig for sig selv. De er garanteret mindst lige så bange for dig, som du er for dem."
   "Tror du?"
   "Ja, det véd jeg. I de 200 år jeg har boet i huset her, har de aldrig gjort mig noget. Der kan komme lidt kulde i luften og en ubehagelig lugt af fugtig jord, hvis man kommer alt for tæt på dem, men det er også det værste, jeg har oplevet." Olga får endelig vredet sig fri af Martha og svæver hen for at lade sig synke ned i en lænestol.
   Martha svæver over i sofaen overfor og ser ud til nogenlunde at være faldet til ro igen.
   "Tror du ligefrem, det er mennesker?" spørger hun, stadig med en let bæven i stemmen.
   "Ja, hvad skulle det ellers være? Der kommer jo ikke skygger af sig selv, vel. Og lys tænder ikke af sig selv. Det må være en slags mennesker. Men hvad det egentlig er for noget, er der vel ingen, der ved? Olga læner sig tilbage i stolen og kikker drømmende ud i luften. "Der er mere mellem himmel og jord end som så, det tror jeg på."
   "Jeg har aldrig troet på mennesker," udbryder Martha. "Men jeg havde en søster, der altid talte om mennesker. Hun så mennesker overalt. Hun påstod, at hun kunne tale med mennesker, og at hun hjalp dem. Med hvad fandt jeg aldrig ud af."
   "Du har aldrig fortalt om en søster," afbryder Olga let indigneret. "Hvorfor inviterer du hende ikke til at besøge os her. Jeg tror ikke, vi har haft gæster i ... ja, snart 80 år. Hun kommer da ikke engang til din fødselsdag."
   "Hun forsvandt for flere hundrede år siden. Pludselig en dag var hun bare væk. Jeg tror, at hun gik for meget op i det dér med de mennesker. Der var noget med, at hun forsøgte at kontakte noget, hun kaldte hekse-mennesker eller sådan noget. Ja, så var hun pludselig bare væk en dag." Martha sukker og ser tydeligt bedrøvet ud. "De første mange årtier ledte jeg jo efter hende, men jeg fandt hende aldrig." De sidder begge lidt og kikker eftertænksomt ud i luften.
   "Ja, tilværelsen er ubegribelig." Olga bryder tavsheden. "Og vi finder vist aldrig ud af, hvad der er på den anden side, men noget er der; det oplever vi jo selv her."
   "Nå, men nu er det da vist sengetid, hvad? Vi trænger til fred og ro og til at få sovet lidt. Er du ikke træt, Martha?"
   "Ja, jo, hvis jeg så bare fik fred og ro om natten. Men jeg har jo evig og altid det dér mareridt," svarer hun med et stort suk.
   "Mareridt!"
   "Ja, jeg har så forfærdeligt ofte mareridt. Det samme om og om igen. Det er da også derfor, jeg vågner om natten. Ja, og så ved jeg oven i købet nu, at det er mennesker i køkkenet, der er med til at vække mig. Ja, så fred og ro får jeg sjældent om natten." Martha rejser sig tungt.
   "Jamen, hvad handler det mareridt da om?" spørger Olga omsorgsfuldt og svæver ved siden af Martha for at holde lidt om hende.
   "Ja, det ... uhh ... jeg kan selv ikke li' at tænke på det ... men det er noget med, at jeg er menneske og bliver jagtet ... ja, noget med, at jeg bliver muret inde og kvalt ... uhh. Det er forfærdeligt at tænke på." Olga mærker, at Martha skælver, mens hun fortæller.
   "Du drømmer, at du er et menneske?"
   "Ja, og jeg kan ikke slippe følelsen; den sidder ofte i mig om morgenen ... ja, faktisk hele dagen. Det er, som om jeg ikke kan slippe den følelse af at være muret inde. Den klæber til mig."
   "Det lyder da heller ikke rart."
   "Jeg prøver hele tiden at bryde ud; jeg hamrer og hamrer med knyttede hænder ... og for helvede, hvor har jeg lyst til at hævne mig på den lede satan, der murede mig inde."
   "Hov, hov, hvad er det for et sprog." Olga kikker lamslået på Martha. "Godt, at der ikke er andre, der hører dig. ... ja, altså andre end menneskene." De kommer begge til at grine højlydt, og Olga mærker, at Martha får det lidt bedre.
   "Ved du, hvad jeg tror," siger Olga. "Jeg tror, at du har været menneske i dit forrige liv. Og at du har været ude for ét eller andet forfærdeligt. Ja, måske er du faktisk blevet muret inde engang."
   "Vrøvl!" Martha stirrer tydeligt misfornøjet på Olga.
   "Der er altså nogen, der tror, at vi har været mennesker engang, og ...
   "Sikke noget sludder. Hvordan skulle det gå til?" protesterer Martha, fortsat indigneret, og proklamerer højlydt: "Nu går jeg altså i seng. Og fri mig for mere af dit sludder. Mig! ...menneske! Har man hørt mage til sludder."
   "Godnat, du!" slutter hun af og efterlader Marthe helt klar over, at den diskussion er definitivt afsluttet. De svæver sammen gennem stuen mod hvert deres loftskammer.

"Godmorgen."
   "Godmorgen. Vil du have en kop kaffe?"
   "Ja tak." Olga svæver gennem køkkenet og sætter sig ved det lille bord.
   "Undskyld, jeg var lidt gnaven i aftes," siger Martha og skænker kaffe i kopperne. "Jeg var vist lidt oprevet over alt det med de mennesker. Jeg føler mig altså ikke tryg ved det."
   Olga tager forsigtigt en slurk af den skoldhede kaffe. Hun kikker rundt i køkkenet og spørger: "Har der været noget her til morgen?"
   "Jeg har ikke set noget, men der har været en frygtelig uro i luften hele morgenen. Det er, som hvirvler luften omkring hjørnerne konstant." Martha ryster på hovedet. "Det er noget værre noget, det her."
   Olga kikker på sit ur. "Ja, der er altid megen uro her om morgenen indtil ved ottetiden, så plejer det at forsvinde fuldstændigt og først komme tilbage sent på eftermiddagen. Det går over om lidt; det er jeg sikker på."
   Men den urolige stemning bliver blot stærkere og stærkere. Det virker, som om det gamle hus strækker sig et par gange ekstra denne morgen, og det knirker og knager mere i bjælkerne, end det plejer. Det forekommer dem ellers at være så godt som vindstille udenfor. Og pludselig hører de fodtrin og noget, der kan opfattes som stemmer fra stuen ved siden af. Olga og Martha kikker forskrækkede på hinanden, men vover sig alligevel til forsigtigt at åbne døren til stuen.
   De kikker forundret ind i stuen, der forekommer dem at være fyldt af skygger. Skyggerne bevæger sig rundt mellem hinanden for til sidst at stille sig i en cirkel. De træder tydeligere og tydeligere frem for de to forskræmte gamle damer. Selv Olga har - på tros af sit afslappede forhold til mennesker - aldrig oplevet noget lignende.
   "Se, det ser ud, som om de holder hinanden i hænderne, " hvisker Martha. "Og se hende dér ... hun bliver helt tydelig nu. Hold op ... hun kommer helt tydeligt frem ... hun har farver ... Se, hun kommer helt igennem..."
   "Shh ... hun siger noget," hvisker Olga og sætter fingeren for munden. "Hun siger noget til os."
   "Hvad siger hun? Kan du høre det?"
   "Shh ... vent lidt. Jo ... hun siger: "I er døde og hører ikke til her." De to kvinder kikker på hinanden. "Hvad skal det betyde?" spørger Olga.
   "Hvad bilder hun sig ind? Nu løber jeg sgu derind og jager dem bort." Martha samler mere mod, end man overhovedet kan forestille sig indeholdt i sådan en ældre dame, og gør anslag til at storme ind i stuen for med fægtende arme og ben at jage menneskene på flugt.
   "Nej, vent." Olga sætter armen op foran Martha. "Hør, hun siger noget mere. ... Hun siger, at vi skal hjem ... og at vi skal vende os om; der er én, der vil hjælpe os hjem." De vender sig straks og kikker ind i køkkenet. Måbende ser de et stort, lysende område midt i køkkenet.
   "Se dér! Se det lys. Det ligner en dør eller en port. Se, nu kommer der én frem dér i porten, og ... det er en kvinde ... se, hun lyser." Olga peger forbløffet mod den farvestrålende og lysende skikkelse, der bliver tydeligere og tydeligere og langsomt kommer dem i møde.
   "Jamen, det er jo Margit, min søster. Søster! Er det dig, Margit?" spørger Martha, både overrasket og glad. "Hvor har du været?"
   Den lysende skikkelse smiler blot og breder sine strålende arme ud mod de to gamle damer, der uvilkårligt tiltrækkes og svæver over mod hende og porten til den lysende tunnel, der åbner sig bag hende.
   "Jamen, Margit, hvor har du været?" når Martha endnu engang at spørge, inden de to gamle damer, omgivet af den lysende skikkelse, svæver dybere ind i den lysende tunnel, der lige så stille lukker sig omkring dem. Stilheden sænker sig for alvor over stedet; selv menneskene på den anden side synes at være faldet til ro.