Hun kiggede på uret. Om 5 minutter ville hun kunne høre bilen starte, nede i gårdspladsen.
Hun orkede ikke at forlade den varme dyne. Orkede ikke at se på ham. Han havde ændret sig det sidste års tid. Han var blevet en anden! Hun elskede ham stadig, men han var ikke længere den samme som hun giftede sig med.
Hun hørte hoveddøren smække i. Nu var hun alene. Hun skyndte sig ud af sengen og hen til vinduet. Forsigtigt løftede hun i den ene flig af gardinet. Hun så den sorte Audi køre ud mod vejen.
Klanen ventede efter ham! Sidste år ved denne tid, var der sket et eller andet stort. Noget han ikke måtte fortælle hende. Intet måtte fortælles. Hun blev irriteret ved tanken om at han skjulte noget for hende.
Han kaldte sig selv for Frimurer og tog til hemmelige møder, et sted hun ikke kendte til.
Hun rystede på hovedet over hans barnlige opførsel. Hun sammenlignede hans opførsel med de drenge hun huskede fra barndommen. De havde hemmelige klubber i et hjemmebygget træhus, hvor piger ikke måtte komme med. En slags rolleleg tænkte hun.
Hun tog morgenkåben omkring sig og gik ned for at lave kaffe.
Kaffemaskinen sydede og kogte, mens hun fiskede en toast skive op af posen.
Hendes blik faldt på den lille hvide kommode ude i entréen. Han havde glemt hans mobiltelefon!
Pludselig stod hun med telefonen i hånden og inden hun tænkte sig om, bladrede hun igennem hans sms beskeder. Der stod kun korte beskeder om møde tidspunkter. En enkelt sms skildte sig dog ud !
"Stemmerne er stadig ikke identificeret. Vi venter med at bryde forseglingen. Vi skal udvise stor forsigtighed, da den stadig udsender stråling over 76%. Operation Sinai er rykket, pga stråligsfare"

Stråling ? hun kom i tanke om de vabler han havde på ryggen og skulderen. Alle de gange hvor han havde brækket sig her på det sidste. Han havde slået det hen, med at det var en virus.
Det gav et sæt i hende, da mobilen gav sig til at ringe.
Hemmeligt nr ! Da den endelig blev stille, gav den et bib, som indikerede at nogen havde indtalt en besked.
Hun tastede nummeret til telefonsvareren. En hæs hvæsen, efterfulgt af en mandestemme der nærmest råbte " du må se at komme herud nu ! Den går helt amok. Strålingen er 100% og stemmerne skriger inde i boksen. Den skal tilbage til udgravningen hurtigst muligt. Vi skal have den afsted i nat"
"KLIK" røret blev smidt på.
Inden hun nåede at tænke kom der en sms. Øjnene gled hurtigt ned over teksten.
"PANDORA er aktiveret ! Vi har forseglet den i strålingskassen og er på vej til område X.
De egyptiske myndigheder må ikke vide besked. Ekspeditionen starter nu"
Hun stod som lammet. Fattede ikke et ord. Hun fornemmede noget forfærdeligt, som var under opsejling. Noget man ikke skulle rode med.
Pludselig stod han foran hende. Alvoren i hans blik, var ikke til at tage fejl af.
"Du, du havde glemt din telefon" stammede hun.
"Ja, det var den, jeg kom tilbage efter, men jeg kan se du fandt den først"
"Martin, vil du ikke nok fortælle hvad der foregår ? Hvad er det for noget stråling og hvem er PANDORA ?
"Det er ikke noget du skal bekymre dig om. Du skal glemme alt hvad du har læst"
Hun fortsatte " Hvor skal du hen nu ? Jeg forlanger et svar"
Han tog fat om hendes skuldre og kiggede hende dybt i øjnene " Karen, tror du på gud ?"
Hun nikkede mens hun så på ham. Selvfølgelig troede hun på gud !
"Godt, så fortsæt med at tro på ham. Det får du brug for, hvis missionen mislykkes"
Hun så efter ham, da han forsvandt ud af døren. Hun løb efter ham. Rev døren op, lige da han skulle til at sætte sig i bilen.
"Hvad fanden mener du med det ? Hvad har i gjort ? I fandt den, gjorde i ikke ?
Hun kunne ikke tro det. Hun ville ikke tro det.
For et år siden havde han og klanen været med til nogle udgravninger på SINAI halvøen. De havde ledt efter en gammel sagnomspunden kiste. PANDORAS ÆSKE.
Han kørte ind på en hullet grussti, som førte ned til den lukkede millitær lufthavn. Han var ventet !
Flyveren stod klar og folk løb forvildet rundt, mellem hinanden. Der kom et sært gult lys, fra de små vinduer, bagerst i flyveren.
En mand kom løbende imod ham, da han steg ud af bilen.
"Det er dig, lars og Carl der tager afsted. I får en pilot og en sidemand. Intet andet. I får afleveret den tingest nøjagtig samme sted som i fandt den."
de havde fløjet i flere timer, da piloten i højttaleren sagde at de landede om 20 minutter. De kunne skimte lysene på den lille flyveplads tæt på landsbyen Taba.
I et splitsekund blev kabinen oplyst af et skærende hvidt lys. En skærende skinger skrigen fyldte luften i den lille flyver. Bagerst i flyveren lød der et drøn, som når en Jetjager passerer lydmuren. KAOS !
Få sekunder efter hørtes ikke en lyd. Vragdele fra flyet lå spredt i ørkensandet.
En mand kravlede på hænder og knæ i det bløde sand. Han havde retning mod det skarpe lys, fra den kiste der lå et stykke fra flyvraget.
Det var som om de skrigende stemmer i kisten, ville få hans hoved til at eksplodere.
Vablerne i hans ansigt kogte, jo nærmere han kom. Med en kraftanstrengelse, tog han sin mobil frem fra inderlommen og tastede hendes nummer.
"Er der en gud? Der er kun en måde at finde ud af det på"
Hans hånd lagde sig om låsen der forseglede kisten. "KLIK"
Kan tog fat med begge hænder som var stærk forbrændte af strålerne fra kisten.
En sms bibbede ind på hendes telefon.
Hun læste, mens tårerne løb ned af hendes kinder.
"Der findes en skaber. Men er det gud ?