Foråret er kommet tilbage. Kvinden sidder på bænken. Hun kniber øjnene sammen og placerer albuen på låret, så hånden kan støtte hendes hoved.
Solen flår i hende, og hendes indre slår ud efter den. Basker med arme og ben. Men solen giver ikke op, sniger sig ind igennem de små sprækker, hun giver sig selv lov til at se ud af. Prikker gennem tøjet og håret - Opheder. Får hjernen til at koge.
Hun længes efter kulde, ro.
Han siger: "Hvor er det dejligt, at foråret er kommet tilbage."
"Ja", siger hun, uden at stå ved sig selv.