Ja, det kan jo ikke lave om på din chef, sagde han med et skævt grint, mens jeg rejste mig fra briksen og tog min trøje på igen. Jeg smilede tilbage. Nej, er der noget der kan det, tænkte jeg opgivende.
   Hver dag sidder jeg overfor min chef. Vi deler faktisk skrivebord, for at det ikke skal være løgn. Min chef er en mand på halvtreds år, en venlig og glad mand ville de fleste oven i købet sige. Altså ved første øjekast.
   Er du stresset, spørger han bekymret en gang imellem. Selvfølgelig er jeg da ikke det, jeg har bare travlt.
   Der hvor jeg arbejder, har vi ikke en overenskomst. Vi har heller ikke særligt høje lønninger. Alle som en er vi glade for vores job og udfører det med overdreven ansvarsfølelse og stort engagement. Også jeg, for jeg kan godt lide mit arbejde og er opdraget til altid at gøre mit bedste.
   Som tommelfingerregel er mit bedste bare ikke nært godt nok.
   Måske kunne vi formulere det sådan? Eller rykke det billede lidt ned? Hvorfor har du valgt den blå farve, ville grønt ikke være mere iøjefaldende? Synes du ikke, at der skulle være et par tomme linier der? Han smiler lidt og venter interesseret på min kommentar, som han derefter bruger til absolut intet. Trods det kommenterer jeg troskyldigt, hver gang det er påkrævet.
   Når jeg laver et stykke arbejde, gør jeg det med omtanke. Alt er velovervejet og intet overladt til tilfældighederne, for sådan er jeg, og sådan er jeg rigtig god til at være. I virkeligheden kan jeg slet ikke lade være. Selvfølgelig sætter han pris på min evne til at tage et initiativ og til selvstændigt at kunne løse de opgaver, jeg får stillet. Det sparer ham en masse tid at kunne smide en nedkradset seddel i stikordsform over på mit skrivebord, for derefter at få en melding om, at det har jeg ordnet.
   Så kommer den der sætning, som altid får mig til at sukke dybt. Ikke højt selvfølgelig, jeg sukker høfligt dybt inden i mig selv. Nogle gange går jeg ud og tisser.
   Jeg vil da godt lige se det, lyder det henkastet fra den anden side af bordet, mens jeg er gået i gang med næste punkt på programmet. Han vil godt lige se det. Selvfølgelig, smiler jeg, og mærker efter hvor tissetrængende jeg er.
   Ressourcer er et flot ord som glider elegant af tungen. Vi diskuterer ressourcer, fordeler ressourcer, udnytter ressourcer. Jeg er en ressource, og når man siger ordet mange gange i træk er man ved at kvæles i sin egen tunge. To andre ofte brugte udtryk i virksomheden er aktiver og passiver. For at være et aktiv skal man tjene ca. en million kroner ind på årsbasis. Om det så gør mig til et aktiv eller passiv, ved jeg ikke. Derfor er slutningen af en måned også altid en smule for spændende for mig.
   Lige før jul tog spændingen næsten overhånd. På min skærm kan jeg altid se, hvilke gæster min chef skal have i løbet af dagen. Denne morgen lyste de røde, grønne og gule bogstaver mig i møde med beskeden: Velkommen til Anita Bergmann. Ikke at jeg tænkte specielt over den besked. Her kommer jo så mange. Dog plejer jeg lige at få besked, så jeg ved, hvornår jeg skal sætte kaffen over.
   Det lidt forældede DOS-system, vi bruger, er designet og programmeret af ingen anden end min chef selv, og den lille lysavis, der som pauseskærm kører hen over skærmen og hilser besøgende velkommen, er en af de små finurligheder, som han især er stolt af.
   Man skal endelig heller ikke tage fejl af, at det er et fint system, selvom det er gammelt. Det er ikke kompatibelt med andre programmer overhovedet, men så er det til gengæld skræddersyet til netop vores virksomheds behov. Ihverttilfælde de fleste af dem. Resten tager jeg mig manuelt af med tekstbehandlingsprogrammer og regneark, hvilket fungerer om ikke hurtigt så ganske udmærket. Lige indtil en kunde beder om et udtræk af eller oversigt over deres konto. De får aldrig at vide, at de ikke har en konto, at deres udtog, som hos mange er resultatet af et tryk på en knap, hos os er resultatet af min bladren gennem adskillige mapper og bilag. Og at deres saldo er afhængig af, at jeg har stillet mit regneark rigtigt op og fundet frem til alle tal.
   I yderst sjældne tilfælde har jeg lavet en fejl. Det var godt nok ærgerligt, siger chefen så og skærer en grimasse. Senere siger han det igen, og til sidst bliver det taget op i kaffepausen, så vi alle kan komme med ideer til, hvordan vi i fremtiden undgår den slags fejl.
   Sidst det skete, havde jeg sendt en rykker til en mand, som havde betalt med angivelse af forkert fakturanummer. I løbet af to dage, var det blevet så ærgerligt, at vores revisor i den anden ende af landet blev taget med på råd. Til sidst fik jeg hikke af at sukke høfligt.
   Anita Bergmann var ikke nogen speciel trussel i starten, det blev hun først, da jeg tilfældigt så hendes ansøgning. Jeg ville lægge en telefonbesked til chefen på hans skrivebord, da mine øjne genkendte hendes navn på et stykke papir. Ansøgninger havner som regel på mit bord, så jeg kan sende dem et standard afslag, men Anita havde jeg end ikke hørt om. Hun var den mystiske besøgende, som åbenbart ikke skulle have kaffe.
   Siden oktober har det ikke gået så godt med økonomien i vores virksomhed. Før jul var vi tretten, nu er vi ni, for vi har ikke tjent så meget som sidste år. Større konkurrenter har nemlig underbudt markedet og snuppet en del opgaver under næsen på os, så nu må vi omstrukturere og udnytte vores ressourcer bedre, hvilket i praksis betyder, at vi der er tilbage skal løbe endnu hurtigere for at tjene vores million og forblive på aktivsiden i årets regnskab.
   Vi skal faktisk være heldige, hvis vi ikke ligefrem skal gå ned i løn, sagde han til mig forleden, men vi nærmer os jo også marts måned, så han er vel bare i gang med at præparere løforhandlingsbanen, så det hele glider nemmere, når han tilbyder os ikke en krone mere end de tre procent, vi naturligt skal stige som følge af indeksregulering.
   Følgelig blev jeg lidt nysgerrig med hensyn til Anita, som endnu ikke var røget i afslagsbunken. Hun var meget veluddannet. Uhyre veluddannet på kontor, og et sug bredte sig i min mave. Ingen hjemmeboende børn, læste jeg med gru, det var værre, men hvad værst var, så stod der i hjørnet nedkradset en dato og et klokkeslæt. Hun kom til samtale dags dato klokken 16.45. Jeg går hjem kl. 16.30.
   Lammelsen skyllede ind over mig som en tidevandsbølge, og jeg vaklede over på min plads, hvor jeg med blussende kinder sank ned på stolen og gloede tomt på de papirer, jeg havde bredt ud foran mig uden at kunne huske det mindste om, hvad det var for noget.
   Som alenemor til en dreng på seks er det vanskeligt at hamle op med den slag perfektion. Desuden skulle jeg sådan tisse.
   Engang havde vi en medarbejder, som sygemeldte sig på grund af stress. Puha, det lyder da ikke så rart, sagde chefen medfølende, og hvor længe varer sådan noget så? Det vidste vi jo ikke, men vi besluttede at sende hende en buket blomster. En der ikke var alt for dyr. Sådan noget viste sig at vare to dage og en weekend. Siden har ingen af os været særligt stressede. Men mod slutningen af hver måned, får jeg altid lidt mere ondt i hovedet. Det kan jo selvfølgelig hænge sammen med min kvindelige cyklus, som falder 14 dage før den første.
   Som jeg nu sad her på min stol med Anita Bergmanns navn rungende i ørerne, kunne jeg mærke hovedpinen tage form. Langsomt og sikkert masede den mod mine tindinger og truede med at eksplodere i lyd ud af min mund. Jeg gik udenfor og tændte en cigaret.
   På min chefs kontor er der rygeforbud, og det har jeg såmænd fuld forståelse for, for det er der jo efterhånden næsten alle vegne. Det gav et sæt i mig, da vinduet bag mig blev lukket med et bestemt smæk. Jeg tænker, at det kun er et spørgsmål om tid, før der også bliver rygeforbud udenfor.
   En morgen for ikke så længe siden blev jeg mødt af chefen med en lidt anderledes godmorgen hilsen. Må jeg godt sige noget ikke så pænt, startede han høfligt . Joh, det kunne jeg vel dårligt stoppe ham i, nu han var gået i gang. Du lugter ikke særlig godt! Og jeg havde endda haft vinduet i bilen rullet helt ned på trods af kulden.
   Nu har vi så rundet den første i måneden endnu engang. Jeg har stadig ikke hørt noget om Anita, men jeg er heller ikke i denne omgang blevet sagt op, så nu snupper jeg lige en måned mere.
   Min veninde siger, at jeg burde tale med min chef i stedet for altid at gå og spekulere. Jeg prøver at forklare hende at, det er en rigtig dårlig ide. Jamen så din fagforening, siger hun behjælpeligt. Den sidste, som benyttede sig af den mulighed, forårsagede en pludselig nedgang i arbejdsopgaver, som gjorde, at der desværre ikke var brug for hende mere.
   Desuden skal man jo heller ikke være så sart. Der er jo altid den mulighed, at man bare kan lukke af og koncentrere sig om sit arbejde. At gå og bekymre sig evig og altid fører jo ingen steder hen, så det lader jeg som regel være med. Og når min hovedpine bliver for slem, går jeg bare en tur til lægen og får en gang rygmanipulation og ergopunktur mod de muskelspændinger jeg har i nakke og skuldre. For selv om jeg lider af nåleskræk, hjælper det helt fantastisk.