Den 8. juli klokken 13.35 fik jeg en åbenbaring.
   Jeg taler ikke om en småborgerlig, overfladisk jeg-skiftede-rengøringsmiddel-og-det-ændrede-mit-liv-åbenbaring, jeg taler om et øjenåbnende, nærmest guddommeligt, tegn.
   Jeg sad i mit faste hjørne på stamcafeen "Industrien", hvor borddækningen foran mig bestod af en ensom rose i en spinkel, kulsort vase på en elegant, hvid dug, som stod i total kontrast til resten af det rå interiør. Murstensvæggene var bevidst dårligt pudset og i vindueskarmen blev de størknede rester af stearin og et halvkrøllet menukort badet i det klart sollys. Sammenlagt med Rod Stewarts rustne bodegarøst der skrattede lavt ud af de diskrete højtalere i cafeens loftshjørner, gav alle detaljerne stedet en meget uhøjtidelig stemning, som jeg satte stor pris på.
   "Wake up Maggie I think I've got something to say to you, it's late September and I really should be back at school..."
   Det var her jeg plejede at finde min inspiration, men ind til videre var den lille skitseblok foran mig kun prydet med tre små misfarvede pletter fra nogle dyre dråber der var undsluppet fra den første tår øl fra mit halvtomme glas.
   Jeg fyldte langsomt lungerne med luft i et langt træk. Betragtede den unge, ranglede bartender, med tatoveringen af en Marilyn Monroe-pinup på den ene underarm, der balancerede rutineret med to store colaer og et fad nachos, der skulle afleveres nede ved de eneste kunder udover mig. Det var to gymnasiepiger der sad og prøvede at maskere deres hvisken mens de skævede diskret til bartenderen. De stoppede fnisende op og sendte hinanden store øjne da han kom ned til bordet og afleverede deres bestilling.
   Det var tit ham der var på arbejde når jeg sad og tegnede. Jeg anede ikke hvad han hed, og vi havde udviklet et herligt overfladisk forhold, baseret på upersonlig smalltalk. Da jeg var kommet ind på cafeen for tyve minutter siden havde han hilst med et hurtigt vink og udstødt et opgivende, næsten karikeret suk da jeg konstaterede, at der da ikke var ret mange kunder endnu, før vi til sidst udvekslede nogle maskuline, standardudtryk på vestjydsk om gårsdagens fodboldkamp mellem EfB og FC Nordsjælland. Vi var blevet enige om at dommeren havde været "pissetræls" og udeholdet havde været "ræje" for at komme frem på banen, mens han havde skænket min fadøl. Høfligt og dejligt uforpligtende.
   "I know I keep you amused but I feel I'm being used, Oh Maggie I couldn't have tried any more..."
   Jeg besluttede mig til sidst for at placere blyantens spids på papiret, og tegne nogle kruseduller i håbet om at de ville udvikle sig til noget brugbart, da jeg pludselig kunne mærke en ubehagelig, instinktiv sammentrækning i min nakke, da en skinger stemme overdøvede Rod Stewart.
   "HELLO KRIS!"
   Dette var ikke min åbenbaring, men jeg oplevede en sjælden følelse som jeg dog tror vi alle sammen kender. Det kan vel kaldes en slags foruroliget sitren før frastødelse, og man kan mærke den i hjertets ekstra sammentrækning når den velklædte nyhedsvært advarer mod voldsomme billeder i næste indslag, eller i den mikroskopiske trækning i det yderste af øjenkrogen når man skal til at drikke mælk man ved er for gammel. Det er præcis den følelse der ramte mig, da jeg løftede mit blik og så Villads Dufayel-Jensens trinde skikkelse der stod i indgangen. Med de udslåede arme og solen i ryggen lignede han nærmest en moderne, skaldet reinkarnation af en mere soigneret Jesus i hørbukser og lyslilla skjorte. Han skyndte sig trippende i slalom udenom to borde for at komme hurtigt hen til mit mit.
   "You lured me away from home just to save you from being alone, you stole my heart and that's what really hurt..."
   Jeg prøvede halvhjertet at ramme hans frekvens af gensynsglæde, og da jeg rejste mig nåede jeg ud af øjenkrogen at se at jeg havde efterladt en smertende, dyb streg på papiret, mens han spredte sine arme. Der var intet på jorden der var mere ubehageligt for mig end de simulerede kindkys fra den homoseksuelle, midaldrende ejendomsmægler, men jeg smilte alligevel og satte mig hurtigt ned så jeg kunne få en tår af min øl til at skylle ned med. Villads tog plads foran mig, og hans brede smil pressede det tynde, snorlige fuldskæg ud i en forvrænget form i det runde ansigt.
   "Vil du have en øl med?" foreslog jeg tøvende, og holdte ubevidst vejret, ind til han viftede afværgende med hånden.
   "Nej nej, jeg har rygende travlt, min ven. Men Oh my God jeg er glad for at løbe ind i dig her, jeg har tænkt på at ringe i flere uger!"
   "Okay," nåede jeg mumlende at indskyde, inden han førte sine arme op i startposition for at signalere at den næste sætning påkrævede artikulation.
   "Nu skal du høre, søde: Jeg har jo lige fundet en fantastisk sofa i bourgognerødt, italiensk anilinlæder der bare passer perfekt ind til stuen, du ved henne ved siden af altandøren hvor der kommer så meget dejligt lys."
   Jeg nikkede hurtigt, selv om jeg ikke kunne genkalde mig Villads Dufayel-Jensens stue fra det korte besøg ved en cocktailfest i hans hus ved stranden for et år siden. Jeg havde stået med en pindemad i den ene hånd og et glas champagne i den anden, og talt sekunderne før jeg kunne tillade mig at smutte.
   "Ja, den er bare fantastic i nicolotræ, og så har jeg købt to mørkerøde chiffoner til..." fortsatte Villads, inden jeg identificerede et fremmedord som jeg kendte til og kom til at afbryde ham.
   "Nå ja, sådan nogle små puder, ikke?"
   "The morning sun when it's in your face really shows your age, but that don't worry me no..."
   Rod Stewarts stemme akkompagnerede den ubehagelige stilhed, som Villads' lille kunstapuse etablerede mens han kiggede bebrejdende på mig.
   "Nej, Kris. Chifonner."
   Jeg nikkede igen og besluttede mig for ikke at afbryde mere, mens han igen lod sit smil vokse frem på det velplejede ansigt.
   "Og så tænkte jeg jo at jeg mangler et maleri der skal hænge over. Og hvem skal male det? Det skal Kris da! Ups, jeg må se at komme af sted!" Afbrød han sig selv mens han skævede til Rolexen og rejse sig.
   "Det skal være 2 meter i længden og 1.5 meter i højden og så skal det være mørkerødt! Mørkerødt, mørkerødt, mørkerødt!" Han markerede tre gange med flad hånd i luften foran sig.
   "Okay," jeg skriblede målene ned på blokken, og da jeg kiggede op var han næsten ude af døren. "Men hvad med motiv?" halvråbte jeg næsten til ham, og fangede også opmærksomheden fra gymnasiepigerne og bartenderen der var ved at skifte sang på sin iPhone der var tilsluttet cafeens anlæg.
   "Øhmm," summede han, mens han greb fat om dørkarmen og tiltede sin krop bagover. "Det må gerne være sådan glad og positiv energi, men også sådan... eftertænksomt, men meget dybde. Men jeg må løbe, vi ses søde ven, heeej!"
   Jeg sukkede, og bøjede hovedet ned mod blokken hvor jeg skrev "abstrakt, rødt, bullshit", mens bartenderens iPod landede på noget afslappet jazz. Billedet ville nok ikke tage mere end en halv dag at male, men han skulle fandme nok komme til at betale. Endnu et drænende bestillingsarbejde. Det var flere måneder siden jeg havde solgt et af mine egne billeder, så lortebstillingerne var blevet en nødvendighed. Jeg blev ved med at fortælle mig selv at det var på grund af økonomikrisen. At kunsten var noget af det første der måtte lade livet når livremmen skulle spændes ind. Det stemte så desværre ikke så godt overens med at en af mine studiekammerater lige havde solgt et billede videre for 250.000, som forestillede en flamingo på sort baggrund med ordet "SWAG" skrevet med grøn, dryppende grafitti. En intetsigende, dårligt malet flamingo, solgt videre til et eller andet kapitalist-dyr uden kunstsans men med fyldte lommer! Han havde fortalt mig at det skulle symbolisere den øgede materialisme i vores individualiserede samfund og hvordan menneskets facade betød mere og mere. Han grinede sikkert hele vejen til banken og jeg så bare en rød, dilletantisk flamingo. En fucking flamingo.

Jeg kiggede over på gymnasiepigen der sad med front mod mig, og begyndte diskret at tegne efter hende. Hende der sad med ryggen til så ud til at have været kønnere i de få, stjålne øjeblikke hvor hun havde drejet ansigtet, men jeg ville ikke sidde og tegne et kornfarvet baghoved og hendes veninde havde også nogle interessante træk. Hun havde mandelformede øjne, der engang imellem blev presset sammen af de buttede kinder når hun smilte. Hendes pagehår var farvet ibenholdtssort, hvilket uheldigvis fremhævede hendes blege, næsten snehvide hud, men som stod godt til den 1950'er stil, som hun så ud til at gå efter med sit udseende. Selv gymnasiepiger måtte vel prioritere.
   "Er det det her du drømte om?"
   Spørgsmålet blev hængende i luften mens jeg løftede blikket og mødte en høj skikkelse, der tårnede sig op ved siden af mig. Den tynde krop, klædt i et sort jakkesæt med en matchende hvid skjorte, tilhørte en bankrådgivertype, der kiggede roligt ned på mig. Hans ansigt var nok justeret til at sende mig et skævt smil, men hans vejrbidte træk gjorde det svært at tyde. Manden var heller ikke let at aldersbestemme, for selv om der var ikke skyggen af rynker i øjenkrogene, var ansigtet for slidt til at være fyldt med botox. I hånden cirkulerede han et lille glas med whiskey rundt med håndleddet.
   "Undskyld?" spurgte jeg originalt da jeg ikke kunne finde på andet at sige, og nikkede tøvende da han pegede på stolen som Villads Dufayel-Jensen havde forladt for nogle øjeblikke siden.
   "Jeg sagde: Jeg kan se at du er maler," gentog manden. Stolebenene kradsede højlydt mod det mørke trægulv da han trak i ryglænet.
   "Ja, det er rigtigt," mumlede jeg, og kastede et hurtigt blik på hans sorte, tilbagestrøgne hår, der så ud til at være blevet tæmmet med en sådan voldsomhed og sejrsvilje, at det var blevet dræbt i processen.
   "Du står måske og mangler et maleri?" fortsatte jeg, og sluttede spørgsmålet af med et af den slags akavede grin, der cementerede den usikkerhed som jeg prøvede at skjule. Hvor fanden var han egentlig kommet fra? Der havde sgu da ikke været andre kunder end mig og gymnasiepigerne.
   "Det kan godt være jeg mangler et værk, Kris. Det kommer vi til. Men er det her virkelig den karriere du har drømt om?"
   Jeg kiggede forbavset på den blege mand foran mig. Han fortrak ikke en mine i det stramme, glatbarberede ansigt.
   "Hvor... ved du fra hvad jeg hedder?" Jeg skulede til bartenderen der så ud til at koncentrere sig om noget ekstraordinært vigtigt bag baren.
   "Jeg hørte ham fyren du snakkede med kalde dig det. Men lad nu venligst være med at snakke udenom, Kris. Er det det her liv du har drømt om som maler? At lave intetsigende bestillinger for overfladiske bøsserøve?"
   Manden havde afleveret sætningen fuldstændig tonløst, og sad nu og lod sine øjne dvæle ved mit ansigt, mens jeg overvejede om jeg skulle blive vred eller ej og om jeg overhovedet ville svare ham. En af gymnasiepigerne, hende med den sorte page, kom til at tabe en nachos på gulvet og undertrykte endnu et fnis.
   "Det tror jeg egentlig ikke rager dig," kom jeg eftertænktsomt frem til som svar, og tog en slurk af min øl. Han sukkede og smilede til mig så det læderagtige ansigt så ud til at blive strukket på en meget træt måde. Manden trommede sin pege-, lang- og ringfinger umelodisk mod dugen.
   "Jeg har faktisk en bestilling til dig, men den afhænger af hvad du svarer."
   Jeg kradsede med neglen mod dugens kant nede ved mit knæ.
   "Hvad hedder du egentlig?" min stemme lød lige præcist så skeptisk som jeg havde ønsket, men igen fortrak han ikke en mine.
   "Jeg hedder David," erklærede han og forholdte sig så demonstrativt tavst i nogle uendelige øjeblikke, uden at give et efternavn, som om vi sad i en duel ind til jeg gav ham mit svar. Til sidst vristede jeg mig fri af øjenkontakten og lod mit blik panorere henover cafeen. Over gymnasiepigerne der nu sad og koordinerede noget over Facebook på deres mobiltelefoner til bartenderen der stod og baksede rutineret med cappuccinomaskinen. Til sidst gav jeg op.
   "Det kan da godt være jeg ikke har fået alt ud af kunstnerlivet som jeg ville... endnu, men jeg er jo nok ikke den første i verden der ikke har udlevet, øhh... Det er jo hårde tider for alle lige nu." Jeg ærgrede mig over mit svar. Det havde lydt som en undskyldning.
   "Gør det det mindre tragisk? At der er mange andre der heller ikke har udlevet deres drømme. Og du er ikke kunstner, Kris. Ikke endnu. Jeg har holdt øje med dig og du har potentiale, men ikke nu hvor du bare maler ligegyldigt pis. Jeg kan hjælpe dig. Gøre dig til en rigtig kusntner."
   "Nå okay, det er jeg da glad for David," fnøs jeg småfornærmet. "Men jeg tager sjældent imod tilbud fra mærkelige alkoholikere der drikker whiskey om eftermiddagen."
   David kastede nakken en smule tilbage så den hjertelige latter kunne få frit lejde ud af hans mund, inden han smilede venligt til mig.
   "Jeg er ikke alkoholiker," slog han fast og kastede det sidste whiskey ned i svælget i en krampagtig bevægelse. "Alkoholikere går til møder, og jeg går til fester. Jeg holder forresten en i aften, hvor du er inviteret. Så kan vi snakke om hvordan du bliver kunster."
   "Okay..." mumlede jeg modvilligt og tog imod det visitkort han rakte mig. Det havde en stilfuld off-white farve, en smagfuld tykkelse og endda et vandmærke. Der stod bare en adresse og navnet David skrevet med sirlige bogstaver. "Er det et billede du vil have?"
   "Nej, det er det ikke Kris. Der var engang man kunne lave kunst i billedform, men ikke mere. Alle idioterne prøver sig frem med forskellige penselstrøg og al deres tolkningspis, men når alt kommer til alt så er det bare hvad det er: Maling på et lærred."
   "Okay... Så en skulptur?" prøvede jeg igen. "Det er altså ikke lige mit felt."
   "Nej, det er endnu værre. Det var en skulptur der startede hele nedturen, da ham den lille franskmand signerede et urinal. Kunsten har haltet videre lige siden. Sorte kvadrater på lærred, kæmpestore ballonpudler. Det kan kun stoppe når der er en der topper det hele, og det er først der man kan begynde at vende tilbage til noget renere... Noget smukkere."
   "Men," næsten hviskede jeg mens min hjerne arbejdede som en gal. "Hvad er det så du gerne vil have mig til at gøre?"
   Han holdte en kunstpause og rejste sig med et lille smil på læben.
   "Det mest værdifulde er et liv, Kris. Tænk over det til i aften, for det jeg vil have dig til er ikke så let at definere. Og bare tag en ven med!"
   Jeg blev siddende som en ubevægelig saltstøtte og så ham slentre med stille skridt ud af cafeen. David smilede til pigerne, der genert smilede tilbage til ham, før han lukkede døren efter sig.
   Et liv. Det var jo rigtigt nok.

"Virkede han rig?"
   Bajer formåede at levere spørgsmålet, så det både lød logisk og uvedkommende, mens han stod og bladrede igennem rækken af DVD-film i musik- og filmbutikken "Harryhausen" i gågaden. Butikken var opkaldt efter den legendariske stop-motion-animator Ray Harryhausen, der blandt andet havde stået bag de vaklende monstre i den gamle film "Titanernes kamp". En trivialviden som kun de færreste dødelige var klar over, så byens filmnørder og hipstere havde mulighed for at spille wannabe-finkulturelle i de sekunder det tog at informere bylivets andre gæster om navnets baggrundshistorie, inden de selvtilfredst sippede videre af deres kaffe bailey. Selve butikken havde også samme bedrevidende stemning. Den lå mellem et apotek og en butik der solgte børnetøj, og selv om bygninger selvfølgelig ikke kunne være besjælet med selvhøjtidelighed, så synes det næsten som om at arkitekturen og udsmykningen skreg at den var for intellektuel og for frelst til at ligge der. Ekspedienterne var også skabt til deres job. De himlede diskret med øjnene når man spurgte om hjælp, og man kunne se hvordan det smertede dem at de også var nødt til at have mainstreamprodukter stående på deres hylder. En enkelt af dem, en tynd fyr med rødt hår og skæg, så næsten ud til at få en nervøs trækning ved det ene øje hver gang han var tvunget til at gå forbi hylden med CD'er fra Melodi Grand Prix.
   "Ja, han så ud til at have penge nok, men det er sgu ikke det der er problemet. Det er da psykopatagtigt at en mand kommer luskende og begynder at snakke med én som han gjorde, og jeg vil helst ikke have at han laver mit maveskind om til en lampeskærm, Bajer," slog jeg fast og kradsede på den nærmeste hyldes kant. "Hannibal Lecter og Patrick Bateman havde sgu da også penge nok!"
   "Hmm... Det minder mig om at jeg skal forresten også lige have lånt "Motorsavsmassakren" af dig!" mumlede Bajer, og udvalgte en film som han nærstuderede.
   "Den har du allerede lånt" svarede jeg irriteret og sukkede.
   Navnet på min bedste ven Bajer, der rokkede svagt med hovedet og nynnede en mærkelig melodi jeg ikke kunne dechifrere, var ikke opstået nær så intellektuelt som "Harryhausen". Det virkede som en oplagt drengerøvsforkortelse af Kenneth Beierholm, men jeg har fået fortalt at øgenavnet først rigtigt hang ved efter en særdeles fugtig bytur med hans band "Fuck Marry Kill". Bajer har selv fortalt at det var fordi han, tidligt på aftenen og fuldstændig ædru, kom til at vælte bassistens 33cl Carlsberg på stamstedet "Antons". Alle andre fortalte at han med en tårnhøj promille, savlende og ude af stand til at tale rent havde fået overbalance da han prøvede at kravle op på baren, og rev fadølsanlægget med sig i faldet mod det hårde, klistrede gulv.
   Jeg lænede mig op af en hylde med hiphop CDer, for at gøre plads til den rødskæggede ekspedient der kantede sig forbi os med en udtryksløst stenansigt.
   "Helt ærligt Kris, så er det sgu da i det mindste spændende. Du har ikke solgt noget i umindelige tider, og helt ærligt så er det hele sgu da gået lidt ned af bakke efter det gik i stykker med Helle, ikk?"
   Jeg kiggede måbende på ham, og studsede så over at han havde sagt: "umindelige tider". Det lød helt forkert da det kom ud af hans mund. Det passede på en måde slet ikke til den spinkle, afslappede fyr med de ålestramme cowboybukser og den krøllede cigaretpakke i brystlommen på sin stribede, lettere plettede T-shirt. Og hvad fanden bildte han sig ind at nævne Helle.
   "Helle," gentog jeg oprørt, "Det har sgu ikke noget med den smatso at gøre! Der har sgu bare været en downperiode".
   Helle var min ekskæreste. Lad os bare sige at det ikke sluttede optimalt, på samme måde som man kan sige at det nazistiske styre i Tyskland heller ikke endte optimalt. Mere behøver du ikke at vide.
   "Nej nej, rolig," sagde Bajer beroligende uden at kigge på mig, og jeg tog en dyb indånding mens jeg bemærkede det udtværede diskoteksstempel på hans ene håndryg. "Hvad er det så for en stor ide han er kommet med?"
   "Jeg ved det ikke helt endnu. Det er derfor jeg har besluttet mig at tage med i aften," mumlede jeg. Jeg ville ikke fortælle Bajer mere, fordi jeg ikke helt selv kunne forstå det endnu. Ideen var der men, Jeg var heller ikke sikker på hvad den betød. Den ulmede inden i mig som en lille glød, en skitse til en ide som jeg ikke helt kunne sætte en finger på endnu. Men David havde ret.
   "Nå, men jeg glæder mig til at høre hvad det er for noget. Jeg tror sgu det vil være drejede sig mod mig og rettede på sin læderjakke. Jeg kunne ikke lide hans forstående ansigtsudtryk, og fandt et punkt over hans skulder at fokusere på.
   "Hvad mener du med det?" spurgte jeg, uden helt at ville vide svaret.
   "Du har været nede, mand. Du ligger derhjemme i lejligheden hele tiden, og man skal trække dig af sted når der er fest eller noget. Det er som om du ikke har et formål mere..."
   Den rødhårede ekspedient kanter sig forbi os igen med den sædvanlige attitude, og afbrød Bajer.
   "Tak," sagde manden. Et ord der var designet til at være høfligt, men som blev leveret uden den mindste form for påskønnelse, inden han forsvandt bag en hylde med billige DVDer.
   "Nej... men jeg tager med i aften," næsten hviskede jeg, og takkede i mit stille sind ekspedienten, for afbrydelsen, mens jeg desperat ledte efter et andet emne.
   "Hvordan gik daten med Majken?" lyste jeg op, da jeg kom til at tænke på Bajers sidste erobring.
   "Maja," rettede han mig med et ærgeligt smil. "Det er sgu slut. Jeg kom for sent til vores date i går."
   "Nå," sukkede jeg med en underspillet medlidenhed. Musikere havde, efter min erfaring, et meget afslappet forhold til tid og aftaler. "Hvad skete der?"
   "Jamen ikke andet end at jeg kom for sent til vores date. Kender du reggaebutikken nede i bunden af gågaden?" spurgte han og kiggede op på mig, mens han fiskede efter den krøllede cigaretpakke som et startsignal til at vi var færdige i "Harryhausen". Jeg nikkede.
   "Jeg var allerede for sent på den, men da jeg kom forbi den så synes jeg at jeg så Mads Mikkelsen derinde... Så blev jeg nødt til at gå ind og gå lidt rundt og lade som om jeg købte nogle CDer ind til jeg kunne se ham ordentligt, " Bajer stod og kiggede på mig som om han lige havde forklaret mig det mest logiske regnestykke i verden.
   "Mads Mikkelsen," gentog jeg skingert, og fortsatte det skeptiske tonefald da han havde nikket til mig. "Så du så skuespilleren Mads Mikkelsen i en reggaebutik i Esbjerg, hvor han var i gang med at købe noget Bob Marley, eller hvad?"
   "Nej, han arbejdede der! Men det var ikke ham... Det er sgu godt det samme, Maja var med på alt i sengen men hun var skide skrap- hvor fanden finder jeg alle de freaks?"
   "Ja, HVOR finder du egentlig alle de freaks henne?" spurgte jeg og høstede Bajers tørre mandelatter da vi fortsatte ud af butikken.

Nattelivet i Esbjerg var koncentreret omkring Skolegade hvor de begejstrede ungpiger med opsat hår, de halvdesperate, midaldrende mænd i deres kulørte skjorter og alle de andre hyppige gæster blev oplyst af kunstigt lys mens de vandrede mellem diskoteker og værtshuse. Natten havde fortrængt den lune aften, og fuglenes kvidren var blevet afløst af råb og latter fra festglade unge mennesker henne i den lokalt berømte gade nogle blokke væk fra hvor jeg stod. Gadebelysningen og de tændte butiksruder i centrum kæmpede bravt mod det altopslugende, vesjtjyske mørke og forvandlede midtbyen til en steril lysoase i natten.
   Jeg troede at jeg havde besøgt alle beværtninger i byen, så jeg studsede over at adressen på Davids visitkort ledte mig hen til en natklub i en sidegade som jeg aldrig havde set før. Der var ingen dørmænd eller andre gæster udenfor den anonyme, mørke bygning, der hilste mig velkommen med sin tætte luft da jeg trådte gennem indgangen og ind i en tæt korridor. Jeg fik en dårlig smag i munden mens mine øjne prøvede at vænne sig til mørket. En bitterkvalm blanding af aske og metal så det føltes som om jeg havde et rustent jernsøm liggende under tungen. Der var ingen piger i garderoben til venstre for mig, men da jeg fulgte den rungende bas og det bordouxrøde tæppe gennem den dunkle korridor endte jeg i et stort rum fyldt med feststemte gæster.
   Der stod en underlyst, rund bar i midten af det store lokale, med en kødrand af velklædte, berusede, overpyntede folk. Langs væggene stod røde sofaer, der fik mig til at tænke på det møbel Villads Dufayel-Jensens fablede om, mens dansegulvet var fyldt med smukke kvinder som konstant blev ramt af de grønne, blå og røde lys, der hurtigt og kaotisk dissekerede rummet fra de febrilske lamper oppe ved siden af den enorme diskokugle. Nogle af kvinderne pjattede og grinede med hinanden, mens to brunetter i meget kropsnære, lårkorte kjoler tog det meget mere seriøst, som om de var med i en musikvideo.
   Jeg synes jeg var blevet for gammel til den her slags steder. Og ikke for gammel som når Bruce Willis hærgede ansigt siger "I'm too old for this shit" inden en tank eksploderer i baggrunden, jeg mener virkelig træt. Jeg var på en måde vokset fra diskotekerne, hvor man engang mærkede suset af at snige sig ind med et falsk ID mens man blev overvældet af alkohollen og musikken.
   "Der har altid synes der var noget primitivt over de her steder," mumlede en gruset, dyb stemme bag mig, og jeg stod ansigt til ansigt med jakkesætsklædte David da jeg vendte mig om. Hans smil var det samme, anstrengt og oprigtigt på en og samme tid, mens han rettede min opmærksomhed mod tre veltrænede fyre i små T-shirts der stod oppe i baren, og skævede til pigerne på dansegulvet.
   "Det er næsten ligesom at se en naturdokumentar med Poul Thomsen," nåede han smilende at sige, inden han efterlignede den karismatiske fortællerstemme. "Hos Homo Sapiens er det overvejende hannerne der tager hul på parringsakten. Disse tre unge eksemplarer som vi ser her, har gjort alle deres primitive men effektive forberedelser for at imponere hunnerne. Hannerne bruger en masse timer i træningscentre for at kunne udstråle den maskulinitet der skal til, og ligesom påfuglehannen pynter de sig også. Læg mærke til hannens hårpragt der er blevet sat op med alle mulige forskellige produkter, og tatoveringerne der skal signalere en tilpas farlighed..."
   Med et fast greb i min ene skulder drejede han mig mod de to, dansende brunetter mens hans voiceover fortsatte.
   "Disse tre unge hanner har fået øje på to jævnaldrende eksamplarer af det modsatte køn. Dansen har altid været en fast del af menneskets parringsritual, og lad dig ikke narre ad deres uinteresserede attitude. Det er alt sammen en del af deres parringsleg, sammen med deres afslørende tøj og deres pyntende makeup."
   Jeg smilte til David, der slog mig på ryggen og guidede mig gennem tusmørket til en sofa i hjørnet der allerede var optaget af to kvinder, der sad og hviskede til hinanden med hver deres drink i hånden.
   "Hils på Kalli og Melanie, Kris," introducerede han, og jeg modstod en stærk trang til at kigge genert væk da den sorthårede kvinde smilte til mig og rakte mig sin lille hånd, der var en smule kold efter at have holdt om drinken. Hun så ikke ud til at være herfra oprindeligt. Hendes kulør afslørede at der ikke var noget spor af den basale, skandinaviske bleghed som ikke engang sommermånederne kunne råde bod på, og hendes øjne så helt sorte ud i natklubbens mørke. De ville nok have fået det til at løbe koldt ned af ryggen hvis ikke det var for det brede smil. Den blonde Melanie, med de elegant optegnede øjenbryn og opstoppernæsen, hilste knapt så venligt. Hun smilte og gav mig hånden, men det var med samme indlevelse som når de pubertære, livstrætte teenagere bag kassen i supermarkedet siger, at de ønsker dig en god dag.
   Jeg valgte at tage plads ved siden af Kalli og satte mig synkront med David, der havde fisket en cigaret og en zippolighter op af lommen. På trods af det heftige, kulørte lys så blussede gløden op i mørket da David sugede nikotinen ud af cigaretten og kiggede på mig.
   "Har du tænkt over det?" spurgte han. "Hvad jeg foreslog til mit værk."
   Jeg nikkede tøvende, selv om jeg stort set ikke havde tænkt på andet.
   "Så du vil gerne gøre det? Det her kræver næsten champagne," erklærede han tilfredst og vinkede til en af bartenderne, en lille halvrund gut, der nikkede indforstået og fandt fire glas frem.
   "Vent lidt," indvendte jeg, men stoppede op da jeg kunne mærke Kalli skutte sig tættere på mig. Hendes krop føltes varm mod min.
   "Kris," mumlede han forstående. "Jeg tror du har en ide om hvad jeg mener når jeg snakker om mit værk, og jeg VED du ikke gider det anonyme lorteliv mere. Du har talent, men desværre så er det ikke nok hvis man skal blive kunstner. Folk er blevet så forvænte: Hvis du vil have dem til at lytte, så er det ikke længere nok at prikke dem på skulderen- du bliver nødt til at slå dem med en lægtehammer, og så vil du se at du har fået deres fulde opmærksomhed."
   Jeg kiggede tøvende på ham, og stilheden mellem os blev overdøvet af Medinas computermanipulerede stemme der sang om ulykkelig kærlighed, mens jeg kunne mærke Kallis hånd smyge sig op af mit lår. Jeg kiggede på hende, og hun smilede indladende før hun rettede opmærksomheden til det lille bord foran os. Tjeneren var allerede kommet med champagnen og glassene, og han hældte nu rutineret op. En flygtig tanke fik mig til at overveje hvordan David kunne sidde og ryge på et offentligt sted og fik champagne serveret uden at udveksle et ord med bartenderen, inden han igen greb mit blik. Nærmest som om han kunne læse mine tanker.
   "Det er mig der ejer stedet her. Har du nogensinde drukket absinthe og champagne, Kris?" spurgte David, og hviskede til Melanie, inden han igen vendte sig mod mig.
   "Jeg ved du elsker din kunst, Kris. Det gør jeg også! Kunst det er det eneste der adskiller mennesker fra dyrene, men lige nu så er kunst en parodi. Det er værre: En parodi på en travesti!"
   Davids hænder fløj rundt i luften, inden han fik et glas i den ene af dem og løftede det til skål. Den boblende drik føltes som tusind bittesmå, velsmagende eksplosioner mod min tunge, og den frugtagtige aroma brændte let i min næse. Over glassets kant kunne jeg se Melanie finde et mindre glas og en teske frem fra sin lille håndtaske.
   "Jeg var til udstilling hos en fyr der havde fejet skidtet op fra sit atelier og hængt det til udstilling i en glasramme. Og en kvinde fra England der havde solgt en rodet seng for flere millioner, men nu kommer du Kris! Mit es!"
   Jeg ved ikke om det var alkohollen eller Davids passion der fik mit hjerte til at banke hårdere, men han talte med en iver, der kun tillod små, hurtige sug af cigaretten. Ved siden af ham lagde Melanie med et nonchalant ligegyldighed en sukkerknald på teskeen over glasset, som hun havde fyldt med absinth. Kalli lænede sig mod min skulder mens hun grinte hjerteligt.
   "Hvad er det du gerne vil have jeg laver til dig?" spurgte jeg og tog en slurk til, selv om jeg inderst inde godt vidste det. Jeg var på en måde selv oppe at køre over ideen.
   "Det snakker vi om senere. Jeg har penge nok, og du kommer til at blive millionær, Kris. Det er det eneste du skal tænke på," smilede David venligt til mig, og tog et sidste sug af den døende cigaret i sin venstre hånd inden han gav den dødsstødet mod det lille bord. "Men når jeg laver sådan en investering, så er der en masse bureaukratisk pis der skal være i orden og sådan, derfor så skal du lige skrive under på et ubetydeligt stykke papir inden jeg..."
   Man må kunne have set et lille smil i det yderste af min mundvige da Davids snak om pengene fik mig til at tænke på alle mulighederne de ville give mig. Aldrig mere krydse fingre for at man havde til huslejen den første, eller sidde og spise havregryn til aftensmad. David så ud til at være god for de penge han sad og pralede med, og derfor overraskede det også mig selv da jeg hørte min egen stemme afbryde ham.
   "Jeg skriver altså ikke under på noget, før jeg ved hvad det er du gerne vil have mig til," Pludselig voksede en smule svimmelhed frem i mit baghovede. Jeg blev nødt til at koncentrere mig for at fokusere på David, der lænede sig ind mod mig. Jeg kiggede over hans skulder og så Melanie dryppe nogle dråber fra en mørkebrun flaske med ordet "Laudanum" ned på sukkerknalden inden hun tippede den ned i glasset og rørte i det med skeen.
   "Det er en fornuftig holdning, Kris. Okay, som du kan huske så er det vigtigste og det mest værdifulde indenfor menneskets fatteevne livet- det er det vi skal bruge for at trumfe de røvhuller. Du bliver en pioner, min ven! Et fucking geni!"
   Jeg smilede tilbage til ham, men mest af ubehag over at jeg diskret skulle holde fast i sofaen for at jeg ikke skulle få overbalance, efter svimmelheden tog til. Jeg kunne sgu da ikke allerede være fuld. Af to slurke champagne. Melanie begyndte at massere sin ene håndflade mod min ryg.
   "Vil du have at jeg slår en ihjel, eller hvad?" spurgte jeg sarkastisk og ventede på et grin fra David og pigerne, der aldrig kom. Han sad og observerede mig, og kiggede ikke engang væk for at tage glasset med absinth som Melanie rakte ham.
   "Du vil ikke fortælle mig at du nyder det liv. Hvor du skal lave samlebåndsarbejde for at pynte folks stuer. Hvor mange af dine billeder hænger på museer? På gallerier? Det hele er jo gået ned af bakke efter Helle skred fra dig, er det ikke rigtigt? Du kan ikke bilde mig ind at det ikke er grunden til at du ikke kan sove, og at du har taget 7 kilo på siden hun skred."
   Davids ansigt udsendte ikke et eneste signal der kunne tolkes som en følelse, og rummet begyndte så småt at køre rundt for mig.
   "Hør det er en interessant ide på papiret, men... men at gøre det... Hv- hvor fanden ved du det om Helle fra?" fik jeg stammet mig frem til, mens mine øjne prøvede at følge glasset som han rakte til Melanie.
   "Prøv det her, Kris. Så får du det meget bedre,"hvislede han ud mellem sit blottede smil og jeg drak da Melanie førte glasset op til mine læber. Drikken brændte på vejen ned i min mave, og på en eller anden måde så afløste den nye overvældende ubehag den gamle, og jeg kunne mærke hvordan drikken blev pumpet ud i hver centimeter af min krop hver gang mit hjerte bankede heftigt.
   David hev et stykke hvidt papir frem, og han smilede da jeg bemærkede at Kalli stak mig en tung, dyr kuglepen i hånden.
   "Det er bare en formalitet, min ven. Og du må beholde kuglepennen efter du har skrevet under- Det er en ægte Mont Blanc."

Jeg vidste selvfølgelig at min clockradio ikke var i et drillende humør. For det første var det en maskine uden skyggen af personlighed, og for det andet havde jeg selv stillet den til at vække mig klokken 10.00 med hvilken sang Radio Skala nu spillede. Det var dog påfaldende at jeg skulle hives voldsomt og brutalt ud af min drømmeløse tømmermandssøvn med et omkvæd fra en af Nick og Jays utallige dansenumre skruet op på fuld styrke. Jeg rettede mig i et næsten overmenneskeligt hurtigt ryk og mærkede hvordan mit hoved smertende sendte dårlig samvittighed gennem hele min krop. Min tilstand taget i betragtning måtte det egentligt være imponerende for folk der interesserede sig for hånd-øje koordination og motorik, at observere mit stærkt medtagede jeg, kaste clockradioen så hårdt og præcist ud af soveværelsesdøren og ud i korridoren. Musikken døde prompte ud, men gav så fuldt spillerum til min hovedpine, der dunkede så forfærdeligt.
   Jeg kastede mig febrilsk hen mod mid rodede natbord, hvor jeg til stor lettelse fandt to uudpakkede panodiler under madpapir fra Mcdonalds, to tidsskrifter og nogle kondomindpakninger. Jeg vidste at de smertelindrende piller havde samme chance for at stoppe mine tømmermænd som en tusindfryd havde for at stoppe en lavine, men det var i det mindste en begyndelse.
   Efter at have krænget pillerne ned i svælget satte jeg mig op i sengen og kiggede rundt i mit rodede soveværelse. Hvordan fanden var jeg kommet hjem? Jeg kiggede op på min plakat med Andy Warhols portræt, inden jeg så Bajer der stillede sig i døråbningen. På grund af min undtagelsestilstand gik der halvandet sekund inden chokket manifisterede sig i en voldsom bevægelse, som måtte have set åndssvag ud siden han stod og grinte.
   "HVORDAN FANDEN ER DU KOMMET IND?" råbte jeg, men fortrød da jeg smertefuldt kunne høre min egen stemme runge i mine ører.
   "Døren stod åben," mumlede han og trådte ind i rummet med en lettere fornærmet mine. "Du skulle nu ikke drikke så meget, Kris. Kan du ikke selv mærke hvornår du har fået nok?"
   "Hold dog kæft," vrissede jeg en smule hårdere end det havde været meningen, hvilket jeg prøvede at kompensere for ved at levere resten af sætningen med et blødere tonefald. "Du er sgu værre end mig. Jeg drikker fandme lige så meget vand som du drikker øl!"
   "Så har du et alvorlig H2O-problem," mumlede Bajer, og rynkede brynene da han kiggede på puden ved siden af mig.
   "Hvad fanden er det der?" spurgte han, og da jeg fulgte banen fra hans udstrakte pegefinger fik jeg øje på kontrakten der lå ved siden af mig.
   "Jeg tror jeg har lovet at slå en ihjel... Som et kunstværk," hviskede jeg.

Bajer havde kigget underligt på mig under hele forklaringen. Hans blik havde ikke skiftet karakter overhovedet, blevet mere eller mindre skeptisk, men han stod nu og kiggede vantro på mig.
   "Så du skal altså slå en ihjel og gøre det som om det er et kunstværk?"
   "Det er det der står," mumlede jeg, mens jeg gennemlæste kontrakten, med rystende hænder. Jeg kunne ikke huske ret meget fra aftenen før, på trods af de smertefulde ekkoer der flød taktfast fra mit baghovede. Jeg bemærkede et telefonnummer der var skrevet nederst på siden, og rejste mig instinktivt for at finde min mobil, der måtte ligge i lommen på de cowboybukser, der lå henslynget over kontorstolen i hjørnet.
   "Det lyder sgu for langt ude," mumlede Bajer, inden han lod sin krop falde ned på sengen. HAan løftede en halvkrøllet øldåse op fra gulvet der skulle agere askebæger, mens han fandt sine smøger frem.
   Hyletonen i mobilen gav genlyd i mit hovede, der føltes som om det kunne eksplodere hvert øjeblik det skulle være, men jeg prøvede at abstrahere og vendte mig mod Bajer, der satte sin røde kasket på skrå og tog et ordentligt hiv af cigaretten.
   "Hej Kris, hvordan går projektet?" Davids velkendte stemme tonede frem i den anden ende af røret efter tre uendelige ringetoner.
   Jeg havde været så opsat i at få fat i David at jeg slet ikke havde overvejet hvad jeg ville sige til ham, så jeg stod med åben mund og ventede på at de rustne tandhjul i min hjerne begyndte at rotere en smule.
   "Jeg håber at det går fremad," prøvede den dybe bariton sig frem, og jeg kom til mig selv efter Bajer havde sendt mig nogle frustrerede fagter, som skulle få mig i gang.
   "Jeg kan ikke, David... Jeg er ked af det."
   Et dybfølt, irriteret støn tonede frem i mit øre, og jeg kunne næsten se ham for mig. Lænende sig truende forover.
   "Du synes det er en dårlig aftale du har indgået med mig, Kris? Men så var det jo dumt at skrive den under."
   "Jeg ved det godt, men jeg kan simpelthen ikke det her!" prøvede jeg igen, og prøvede at give min stemme en form for bestemt tone, som dog ikke brændte igennem.
   "Det er fordi du fokuserer på det negative, Kris. Der er jo også mange positive ting ved den aftale som vi blev enige om."
   Davids stemme skrattede en smule, og jeg fik øjenkontakt med Bajer, der fulgte nøje med i samtalen, med den tændte cigaret i den ene hånd og øldåsen i den anden. Jeg havde trykket på medhør, så Bajer kunne følge med.
   "Jeg kan altså ikke slå nogen ihjel, David. Den her aftale er... bliver ikke til noget alligevel!"
   "Det er fordi du ikke har tænkt det igennem," Davids stemme blev mere mørk og faretruende, som en stille knurren. "I den her aftale så er det jo dig selv der bestemmer hvem der skal dø. Hvis du ikke følger den så er det mig der bestemmer, og så har du ikke tænkt på hvad der kan ske med dine forældre der lige nu er på ferie i Barcelona, hvor der så tit kan ske ulykker. Og selv om du siger du ikke bekymrer dig om Helle, så tror jeg tingene ændrer sig når hun bliver fundet i et af kølerummene i køkkenet hun arbejder i. Og så din usoignerede musikerven..."
   Jeg skævede til Bajer, der var i gang med et ordentligt hiv af cigaretten da David nævnte hans navn, og som nu undertrykte en svada af voldsomme host så det så ud som om han fik en krampeanfald.
   "Fordusat at han ikke når at slå sig selv ihjel først så skal jeg nok finde en kreativ måde. Hvis du ikke gør som vi har aftalt, så vil jeg råde dig til at komme ned på dine bedende knæ, hører du mig Kris? SÅ SKAL DU NED PÅ DINE KNÆ OG BEDE!"
   Davids stemme blev afløst af den vedvarende, skingre hyletone, der forsvandt da jeg lod min hånd med mobilen falde ned langs siden. Jeg kiggede på Bajer, der sendte mig et foruroliget træk på skuldrende.

En halv time senere sad vi i Bajers rustrøde kadaver af en gammel, forkrøblet bil. Sæderne stank af lunken cigaretrøg, og på det støvede instrumentbræt var der der installeret en kassettebåndsafspiller, der hjalp med at tidsbestemme om fossilet vi kørte rundt i.
   Ligesom man kunne sidde og kæmpe indædt for at komme på navnet på den bog man ønsker sig til jul, for så at glemme det i næste sekund, så var det påfaldende svært at komme på et potentielt mordoffer. I hvert fald sværere end jeg havde troet. Det var ikke fordi jeg var karrig med mine utalte mordtrusler når et eller andet dumt svin skar ind foran mig på motorvejen eller når en småborgerlig gammel mand snød foran i køen, men når jeg stod i en situation hvor jeg skulle gøre alvor af det, var det en anden sag.
   Bajer kradsede i sædets flossede syning mens han sad og stirrede ud af bilens forrude, hvor folk gik rundt ude på parkeringspladsen. To grønlændere deltes om at slæbe en ølkasse fyldt med tomme flasker ind i butikker for at inkassere panten. Et ungt par i matchende Canadian Goose jakker kom trippende med to små chihauhaer, som de blev nødt til at løfte op i favnen, da de skulle passere den store Pitbullterrier der stod bundet ved indgangen. Den store hund fulgte dem roligt med øjnene, mens de to tæppetissere gøede skingert fra sikker afstand.
   Den første person der var sprunget ind i mit hoved var Villads Dufayel-Jensen, men jeg havde hurtigt skubbet tanken fra mig. For det første ville jeg også gerne slippe af sted med det uden at komme i fængsel, og hvis der var noget de sene aftentimer foran flimmerkassens kriminalserier havde lært mig, så var det en dårlig ide at have kontakt med offeret på denne måde. For det andet ville drabet sikkert blive tolket som noget homofobisk, og det var ikke meningen. Bajer var gået med til at hjælpe mig, måske af frygt for hans eget liv, måske fordi han var en god ven, og det havde været hans ide at vi skulle finde en tilfældig på parkeringspladsen. Det ville være det letteste.
   "Tror du at du kan gøre det, når det kommer til stykket?" Bajers tonløse mumlen blev hængende i luften mens jeg tænkte.
   "Ja," hviskede jeg næsten som og trak udtalen en smule ud på det lille ord, inden jeg hævede stemmen en smule, og kløede mig i baghovedet. "Alle de her mennesker herude... De kan jo dø af alt muligt. Af kræft. Af lynnedslag... Måske kan det være at en af dem kommer gående i sine egne tanker en dag og falder ned på togskinnerne og bliver ramt. At dø for kunsten er måske ikke den værste måde at... tage af sted på."
   Ud af min øjentkrog kunne jeg se Bajer skæve tavst til mig, og tage en dyb indånding.
   "Det kan godt være ham David er en uhyggelig fyr, men du har sgu også en kold side, Kris," mumlede han og pegede ud af vinduet mod en lettere overvægtig ingeniørtype, der kom ud fra Fakta med to liter skummetmælk i favnen. Han smilede venligt til nogle forbipasserende, som om det høflige smil var en del af hans neutrale, aseksuelle uniform der bestod af en ternet skjorte, nogle firkantede briller og en sort cykelhjelm.
   Jeg fangede Bajers oprørte, provokerende facon og rømmede mig næsten lydløst, mens jeg skuttede mig i sædet, der knirkede sprødt.
   "Det bliver ikke ham der."
   "Nå da, hvorfor så ikke det?" spurgte Bajer nævenyttigt og lænede sig tilbage mens han skar et karikeret overrasket ansigt.
   "Fordi han har et barnesæde på sin cykel!"

"Nå, men det er virkelig dejligt at høre at du har etikken i orden, Kris," vrængede Bajer. "Hvad så med ham der?" han nikkede mod en kort, frontfed mand der vraltede ind i butikken mens han kiggede koncentreret men uforstående på sin lille mobiletelefon.
   "Det er ham tømreren der bor nede for enden af vejen. Jeg..." tøvende tog jeg en kunstpause og forberedte mig på Bajers spottende reaktion. "For et par uger siden så så jeg ham hjælpe nabodrengen med at skifte hjul på cyklen. Og så ved jeg sgu ikke hvorfor jeg skulle slå ham ihjel, altså hvordan man kunne få et kunstnerisk tvist på det..."
   Den latterliggørende reaktion fra Bajer kom lige så hurtigt som jeg havde forudsagt. En hånlig himlen med øjnene inden han igen rettede sin opmærksomhed ud af vinduet.. Bajers finger pegede mod en gammel dame med store briller og en grå uldfrakke der balancerede hen af vejen med sin marineblå rolator. "Skal det så være hende der? Man kan jo sige at hun jo nok alligevel ikke har så langt igen!"
   "Det skal heller ikke være hende," slog jeg fast og begyndte at trykke på nogle knapper på bilens oldnordiske musikanlæg, men selvfølgelig skulle Bajer blive ved med at prikke til mig.
   "Nå for søren, hvorfor så ikke det?"
   "Fordi hun ligner min bedstemor," svarede jeg ham surt, og spejdede videre efter et potentielt emne, men Bajer fortsatte.
   Bajer grinte opgivende og glædesløst en enkelt gang, og rystede på hovedet.
   "Jeg har sgu ikke bedt dig om at være en del af det her..."
   Jeg stoppede op midt i min sætning, da skydedørene gled til side og åbenbarede en spinkel skikkelse, der kom gående ud af Fakta. Det var en ung kvinde. Med langt, mørkt hår der vuggede fra side til side mens hun kæmpede af sted med den tunge indkøbspose, og krængede kroppen en smule til den modsatte side for at skabe modvægt. Jeg kunne mærke at Bajer også fik øje på hende, for han drejede hovedet og den tunge vejrtrækning stoppede. Hendes hjerteformede læber og de store, runde øjne var med til at gøre hende smuk på en måde som var universel for alle kulturer og alle tidsaldres skønhedsidealer. Hun ville have været smuk hvis hun blev født for 500 år siden og hun var smuk nu. Det hed vist klassisk skønhed. Damebladenes modespalter ville sikkert beskrive hendes hvide top som casual og yndefuld, de afvaskede jeans som streetagtige og praktiske og hendes træfarvede sandaler som feminine. På en morbid, moderigtig måde var hun perfekt.
   "Det skal være hende," slog jeg fast med så lav en stemme, at jeg var i tvivl om Bajer overhovedet hørte det. Hans dybe vejrtrækning var vendt tilbage, efter han havde holdt vejret i nogle lange øjeblikke.
   Det kunne ikke være mere perfekt. Lige siden mennesket var begyndt at ridse i grottevæggene havde vi portrætteret kvinder. Det smukke køn, den skrøbelige skønhed som kunstnere havde malet og fotograferet altid. Det klichefyldte, men perfekte billede på kunst.
   "Det skal være hende!"

Den lysegrå statue af Kong Christian den 9. på Esbjerg torv var badet i det sterile solskin, der satte danskernes tolerance på prøve. Som et kærkomment indslag til samtaler som var gået i stå, havde man i flere måneder kunnet brokke sig over den langstrakte vinter, men nu, hvor det korte forår var overstået og den bagende sol havde gjort sit indtog, var det næsten blevet for varmt. Den ene virkelige forskel, udover de åbenlyse skiftende tendenser i tøjstilen og den øgede svedmængde, var at man i stedet for at skulle beklage sig over kulden, skulle til at sige: "Det er fandeme også blevet for varmt," når man var blevet fanget i en samtale med genboen. Nu ville de snart få noget saftigt at snakke om.
   Jeg stod oppe på taget af en af de høje bygninger der omringede torvet, og mærkede de kærkomne, kølige briser der herskede oppe i luftlagene, mens jeg kiggede ned. De forskellige restauranter havde sat alle deres identiske stole og borde ud på brostenene, hvor mange tyske turister sad og nød deres iskolde øl. Fuglene sang også i det fjerne. Hvis jeg i et sekund glemte hvorfor jeg stod på tagtoppen, så ville det næsten være et idyllisk sceneri jeg stod og betragtede. Men jeg glemte det ikke. Det føltes som om det var det eneste tidspunkt i mit liv hvor jeg havde været hundrede procent til stede i nuet. Virkeligheden havde ramt mig. Vi var virkelig i gang med det her.
   Jeg vendte mig mod Bajer og pigen. Jeg havde på en eller anden måde hørt, at hun sagde hun hed Lotte da vi fangede hende, efter at have fulgt efter hende i en mennesketom sidegade. Jeg ville ønske hun ikke havde sagt sit navn.
   Hun stod et par meter fra mig. Bagbundet. To lige, næsten udviskede baner som hendes tårer havde kreeret, førte op over hendes røde kinder, op til de våde øjne som lysede af uforståenhed. Det var ganske forståeligt. Hun havde siddet helt stille og grædt mens jeg gav hende make-up på for lidt siden. Lotte havde snøftet mens jeg forsigtigt tværede den røde læbestift ud på de bævende læber, og tegnede hendes øjne op. Da jeg havde kommet den store mængde kridthvid pudder på hendes ansigt havde hun krænget øjnene sammen og presset de buttede tårer ud som blandede sig med den sorte eyeliner. Jeg gjorde det for at fremstille kvindernes overvældende trang til at overtegne deres naturlige ansigter fordi de skulle leve op til de medieskabte skønhedsidealer. Lave om på sig selv og opgive deres identitet for silikonebryster, moisteriser og ansigtsløftninger. Jeg synes selv det var en genial pointe. Hvorfor ved jeg ikke, men hun skreg ikke.
   Bajer havde ikke sagt noget under hele forløbet, og nu stod han og betragtede mig som om jeg var et nederdrægtigt væsen. En kakerlak. En kujon. Han var ikke et gram mindre kujon end jeg var! Han var ligeså meget med på det, og stod nu her, på samme tagtop som mig, fordi han var skide bange for at dø selv. Den eneste forskel på ham og mig var, at jeg gjorde det for en større sag, som han aldrig i sin vildeste, alkoholbedøvede fantasi kunne forstå.
   "Hvorfor gør I det her?" spurgte Lotte rådvildt med en stemme hun ikke kunne holde i ro. En lille sammentrækning omkring hans ene øje afslørede Bajers ubehag da hun sagde: "I".
   Jeg holdte Bajers fordømmende øjne fast mens jeg bøjede mig ned efter ledningen. Den ene ende var bundet solidt fast til en metalstang der løb synkront med en ventilationsskakt. Mine hænder begyndte at binde en løkke af ledningens anden ende. Nogle etager under os lå en butik som solgte skønhedsprodukter til kvinder. Sammenlagt med de mange gæster på torvet ville det være det perfekte sted.
   "Du vil ikke kunne forstå det," mumlede jeg og kiggede ned på hendes sko. "Men det er ikke noget personligt."
   "Nå, men så er det jo helt i orden," sagde hun med en snert af sarkasme der druknede i hendes små hulk.
   "Jeg mener bare det ikke er noget du har gjort, som... Altså det er ikke fordi du har trådt nogen over tæerne, eller noget."
   Hendes ansigtsudtryk skiftede fra at være og Bajers fulgte trop, nærmest synkront.
   "Hvordan fanden skulle det hjælpe noget som helst?" hendes pandehår klistrede mod hendes pande mens hun kiggede på mig som om jeg var forrykt.
   "Det var sådan set bare for at trøste lidt, men det skal jeg da nok lade være med nu!"
   Jeg lagde løkken om halsen på hende med en resolut beherskelse, mens Bajer fortsatte hvor Lotte slap.
   "Hvad fanden laver vi her? Jeg er sgu ligeglad om David kommer for at slå os ihjel! Lad os nu droppe det her!"
   Jeg valgte at jeg ikke ville svare ham, og begyndte at trække hende med mig. Hun gjorde ikke stor modstand men begyndte at hulke forsigtigt og næsten lydløst.
   "Jeg kan ikke være med til det her," hviskede han først for at fortsætte mere bestemt.
   "Hvorfor er det hende du har valgt? Det var fandme dig der skulle hænge der og dingle!" fortsatte han og fik mig til at stoppe op og kigge vredt på ham.
   "Hvad fanden mener du med det?"
   "Hvorfor er det Lotte der skal dø?" spurgte han roligt, med en af den slags overlegne blikke der virkede som en torn i mine øjne. "Hun er jo et bedre menneske end dig! Hvad laver du Lotte?"
   Hun snøftede og hakkede et par øhér i stykker da hun stammede skulle samle tankerne og svare Bajer.
   "J-jeg er lige blevet uddannet som pædagog, og jeg har en lille dreng derhjemme. H-han hedder Gustav... Og jeg er frivillig i Kræftens Bekæmpelse."
   "Hør selv. Hun er mor og har et arbejde!" argumenterede Bajer, og pegede på hende som om han var en af de velklædte advokater i en af de overfladiske serier man kunne se i TV om morgenen, og ikke en afdanket musiker der stod og pegede på en oversminket pige på en tagtop. "Det er allerede mere end dig, Kris! Hun er endda medlem af Red Barnet"
   "Kræftens Bekæmpelse," indskød hun stille.
   "Ja whatever,det er ligemeget, Lotte. Du har ikke noget arbejde, Kris! Du har ikke andre venner end mig- DU ER EN FUCKING TABER!"
   "Hold så din kæft, Kenneth! Det er derfor jeg står heroppe for helvede!" jeg knyttede hånden om ledningen så mine knoer blev helt hvide.
   "Du er en fiasko Kris! En fucking fiasko- det er en barbarisk, sindssyg ide og det er ikke engang din egen!"
   "Hvad med dig selv Kenneth Beierholm?" Jeg smurte mit lunkne, sejrsikre smil over mine læber, mens jeg nærmede mig kanten. Der var ingen af folkene nede på torvet der havde lagt mærke til os. De gik ud og ind mellem hinanden. Velfriserede mappedyr med universelle, anonyme skjorter og farverige slips der skal give et personligt præg, kantede sig forbi kiddiepunkede teenagepiger med sikkerhedsnåle i skoletaskerne, oversminkede ansigter og sort-hvid stribede leggins der luntede mutte over de grå brosten. Fine venindepar i 30'erne, der prøver at beslutte sig for om de skal tage den dyre frokost først og shoppe forårsmode bagefter, og hipstere i deres bevidst kiksede uniformer hvis gøremål jeg kun kunne gætte mig til.
   "Du er den yngste jeg kender med et alkoholproblem. Du er en usoigneret, stinkende idiot der aldrig kommer til at blive til noget. Du er uden noget mål i livet overhovedet. Du er ikke en skid bedre end mig."
   "Ja... vi er nogle tabere," han så salig ud som han stod der, inden han trak på skuldrene. "Nogle forbandede tabere, og det vil vi altid være."
   Ligesom en løve på savannen så jeg Bajer bøje sig let ned i knæ og bøje hovedet. Han kiggede på et punkt på min brystkasse og jeg kunne ikke vriste hans blik fri. Det var ligesom hele situationen udspillede sig i slow motion foran mig. Hans ene fod der satte af mod det støvede grus på taget mens han skar en anstrengt grimasse, og jeg vendte mit ansigt mod Lotte. Hun rørte sig ikke ud af flækken, men stod som en træt, papfigur og kiggede mig direkte ind i øjnene. Jeg slap ledningen så den faldt mod jorden.
   Det gjorde ikke ondt da Bajer ramlede ind i mig, og jeg gjorde ikke modstand da jeg mærkede hvordan min krop svævede bagover
   At dø for kunsten. På en poetisk, tragikomisk måde var det egentlig okay.