Den dårlige smag var vendt tilbage til Niels Lindorffs mundhule.
   Det havde ellers været flere uger siden han sidst havde fornemmet den klæbrige, bitterkvalme smag af gammelt metal, men nu føltes det som om han havde et rustent jernsøm liggende under tungen. Lindorff trommede umelodisk med pege-, lang- og ringfinger mod den parkerede Toyotas kolde tag, da den anden febrilske hånd ikke kunne finde et stykke tyggegummi i jakkelommen. Intet stykke med mintsmag der ville kunne afløse smagen, og ingen detaljer i landskabet som han kunne lade sine tanker kredse om.
   Det vestjyske skovområde foran ham havde sikkert fået et helt særligt, idyllisk skær. da det om eftermiddagen var begyndt at sne. Og så på den første december. Sceneriet med de utallige pjuskede grantræer, der stod side om side med ranglede, nøgne buske og buttede træstubbe, måtte have lignet et nostalgisk ekko fra de gode gamle dage. Som en rigtig dansk juleskov skulle se ud.
   Det sneede stadig, men vintersolen var for længst gået ned, og den hvide, halvrunde måne, der engang imellem kunne skimtes mellem de tunge skyer, kunne ikke oplyse skoven, der nu var efterladt indsvøbt i et kulsort mørke. Toyotaens tændte forlygter formåede heller ikke andet end at oplyse de snefnug der dalede forbi og forvandle de nærmeste træer til truende konturer i tusinde mørkegrå nuancer. Lige meget hvor mange gange han lod sine 37 årige øjne panorere desperat henover skoven, kunne han ikke finde nogen særpræg han kunne fokusere på. De blev alle straks udhvisket af den rungende dybe nat, og det forstærkede den hæslige smag.
   "For fanden i hlevede," mumlede Lindorff for sig selv, og fortsatte med at opremse sit ordforråds værste gloser inde i hovedet, mens han kløede sig i sit tykke hår og drejede kroppen. Omkring tyve meter længere nede af den brede, hullede skovsti, gik hans kolleger ud og ind mellem hinanden i kulden. Bevæbnede med dampende slavekaffe i plastickrus og lidende ansigtsudtryk. Nogle af dem stod og koordinerede med udslåeede kort over området på kølerhjelmen af en patruljevogn, mens andre fandt forskelligt udstyr frem under de opstillede lamper, der forvandlede pladsen til en sterilt lysende oase i natten. Lindorff stod tavst og observerede dem. Så deres løber bevæge sig, men det var som om alle lyde blev opsuget af skovens naturlige, ildevarslende stilhed. Et par meter længere henne stod ambulancen med to forfrosne Falckreddere inden i. De havde stået og trippet uden for deres vogn før, men da de indså at de ikke skulle i aktion lige med det samme, krøb de tilbage til deres førerhus og sad nug og prøvede at tilkæmpe sig varmen igen. Hundevognen var ikke til at få øje på. Den stod længere inde i mørket, så dyrene ikke blev distraherede af alle de forskellige duft e og indtryk.

Lindorff udstrødte et dybfølt suk, og fulgte sin ånde mens den blev opløst i luften. Mærkede de små fnug der blidt ramte hans hud, inden han fyldte sine lunger med den kolde, tørre luft, klikkede døren til Toyotaens bagsæde op og satte sig ind i bilen. Døren udstødte et stumpt smæld da han smækkede den efter sig, og sædet knirkede under hans vægt da han skuttede sig til rette og pustede den kolde luft ud i bilens lunkne stilhed. Den klamme smag i munden blussede op igen, og et svagt strejf af ubehag gled over Lindorffs ansigt, da han lænede sig mod det bløde ryglæn. I det mindste havde han nu en plet på forruden han kunne kigge på. Snefnuggene landede talstærkt på ruden, inden de smeltede og trillede roligt ned ad glasse, som et perfekt, fredfylt akkompagnement til den kustige ro der herskede inde i bilen.
   "Har du egentlig altid gerne villet være musiklærer?" spurgte Lindorff inden han drejede hovedet mod sin sidemand, der ikke reagerede. Thomas Højlunds spinkle, midaldrende krop var fikseret i en sammenkrøbet positur. Som en urørlig saltstøtte, der havde siddet der i mange år. Selv om Lindorff kunne ane brystkassen bevæge sig svagt op og ned, blev de tilhørende åndedrag åbenbart overdøvet af hans egne. Da han ikke fik nogen respons, rettede han igen blikket mod pletten på forruden.
   "Det var måske et midlertidigt job, til du kunne leve af din egen musik måske? VAr det ikke bas og guitar du underviste i? Et midlertidigt job der blev permanent, Eric Clapton?"
   Lindorff holdte en kunstpause for et svar han godt vidste han ikke ville få ud af den tavse Højlund, der sad og kiggede ned på sine brune lædersko, gennem de runde briller. Det pæne tøj, den mørkegrønne sweater og den lyseblå skjorte, der fik manden til at ligne en meteorolog fra Tv, var krøllede og lugtede af sved. Det ellers så velplejede, smalle fulskæg var blevet supplere med daggamle skægstubbe. Der var ikke en trækning i det udtryksløse ansigt, men det var nok lang tid siden den mand havde været usoigneret, og det kunne ses i den lille sammentrækning i nakken. Der var også gået 19 timer med intensive forhør siden de hentede ham. Han var ved at blive mør.
   "Jeg kan huske at jeg gerne ville være læge da jeg var ung. Ikke på grund af det sædvanlige, sukkersøde pis, med at jeg ville hjælpe mennesker. Jeg ville have den fede årsløn så jeg kunne køre rundt i en dyr bil og have en villa i Hjerting, og så kneppe sygeplejersker..."
   Lindorff stoppede op for at sende et flabet smil til Højlund, der kæmpede med sig selv for ikke at vise nogen reaktion. Han kunne dog ikke lade være med at blinke hurtigere et par gange, hvilket gjorde Lindorffs smil endnu bredere, mens han begyndte at kradse sin fingernegl mod buksebenet.
   "Og så den måde folk kigger når nogen fortæller de er læge. Det er næsten som om du får et mærkat hvor der står du er et godt menneske, fordi folk tror at dit job og din opførsel udadtil fortæller noget som helst om hvordan du er. Det var også det du fandt ud af Thomas?"
   Lindorffs negl mod buksebenet fortsatte med at kradse stilheden i stykker med taktfaste bevægelser. Igennem bilens tusmørke kunne han ane at det var begyndt at irritere Højlund.
   "Den pæne, ufarlige, velklædte musiklærer der altid er så venlig og høflig. Du var kristen, hvis folk var det, du bandede hvis de gjorde det. Det var det du lærte ikke? Nå, men mine karakterer var altså ikke til lægegerningen, så min drøm blev sgu ikke til noget. Det sker sikkert for mange mennesker, men det gør det ikke mindre bittert. Men så fandt jeg ud af at jeg var skabt til at blive betjent, og så endte jeg sgu alligevel med at hjælpe mennesker. Og jeg skal også nok hjælpe Anna..."
   Den sidste sætning blev hængende i luften i nogle uendelige øjeblikke, imens neglen kradsede videre. Voldsommere. Lindorff kunne se sidemandens øjne nu var blevet blanke. Han sank febrilsk et par gange, og prøvede at holde sin facade oppe selv om den var ved at krakelere. Skævede til neglen med de våde øjne.
   "Jeg har ikke gjort noget forkert," hviskede han stille, og skar et ærgrende ansigtsudtryk da han blev nødt til at snøfte.
   "Ja, det bliver du jo ved med at sige min ven," sukkede Lindorff, og kradsede endnu hårdere og højere, mens Højlund lettere frustreret gned sine svedige håndflader et par gange mod hinanden, og holde blikket rettet mod neglen. "Udenfor bilen går der lige nu 18 betjente der er i gang med at koordinere eftersøgningen af Anna. Hundene er også klar. Hvis vi ikke har fundet hende når det bliver lyst så kommer der helikopter på og sikkert også en masse frivillige der gerne vil hjælpe, men det har vi ikke tid til min ven! Ikke når der er minusgrader udenfor!"
   "Er du ikke sød at holde op med det der," bønfaldt Højlund, med en stemme der var milimeter fra at knække over. "Jeg har ikke gjort noget ved hende. Jeg har hjulpet jer alt det jeg kan, men jeg har ikke gjort noget forkert!"
   Lindorff fnyste hånligt og lænede sig tilbage i sædet, men blev ved med at kradse. Han fandt pletten på ruden igen. Den dårlige smag havde bredt sig til hele munden, og han sank irriteret sit spyt.
   "Vi skal jo nok finde hende på et eller andet tidspunkt. Hvis det er i live vil det se bedst ud for mig, men hvis hun er død er det ligemeget for mig. Det er dig der kommer til at blive stemplet som "Sexmonstret" eller "Annas mareridt". Journalister er mere kreative end mig, de skal nok finde på noget bedre min ven," mumlede Lindorff opgivende. Den spinkle mand kiggede vredt på ham, hvilket pressede et par tårer ud af øjnene mens han prøvede at hæve stemmen, der dog ikke mistede sin klynkende efterklang.
   "Jeg er ikke din ven! Hvorfor gør du det her? Jeg har ikke gjort noget forkert, og jeg ved ikke hvor hun er for jeg har ikke taget hende! Jeg har selv to døtre!" frustrationen spillede i hans stemme som han ikke kunne holde i ro. Hans vejrtrækning var blevet tungere.
   "Nå ja, din familie. Hvordan gik det forresten med at få fat i din kone fra stationen? Hun tog ikke mobilen vel? Sladderen går jo hurtigt her på vestkysten min ven," smilede Lindorff glædesløst, og det var i det sekund at manden brød sammen. Det var som om hver eneste muskel i hans krop gav slip, og den lille krop faldt grædende forover. Lindorff betragtede den spinkle krop der krampagtig udstødte en gråd der nærmest var umenenneskelig. Et dybfølt, barnligt hulkeri, som han roligt betragtede og blev ved med at kradse mod sit knæ. Det gav ham et sæt da mandens udbrud kom som en eksplosion i alt hulkeriet.
   "STOP SÅ MED DET DER FOR FANDEN! DET ER IKKE MIG!" Højlund stod Lindorffs finger væk fra buksebenet med en febrilsk bevægelse, og faldt så lige så hurtigt tilbage i den grædende, sammenkrøbne positur. Lindorff kiggede forundret på manden. Det var som om ederne slet ikke havde paset til den lille, forsagte skikkelse, der nu sad og snøftede energisk. Lindorff skævede ud mod sine kolleger, der åbenbart ikke havde hørt udbruddet.
   "Jeg dømmer dig ikke Thomas. Jeg gør det her fordi det er mit job, ikke fordi jeg synes du er et monster. Det er du ikke," Lindorff lagde forsigtigt en hånd på skulderen af manden, der tog sine briller af for at tørre øjnene. "Da jeg kom på sagen der var jeg ude og besøge Annas værelse. Jeg så alle de billeder de havde af hende inde i stuen, hun var jo... eller er, deres eneste barn. Hun er en rigtig køn pige. Der var billeder fra fastelavn eller halloween hvor hun er Snehvide, og så er der også billedet hvor hun fejrer fødselsdag med klassen. Er det ikke fjerde hun går i? Rigtig smilende, fuld af liv, er det ikke også sådan du så hende? Jeg ved at du ikke tog hende for at gørre hende fortræd. Du elsker hende jo!"
   "Jeg har ikke gjort noget," hviskede Højlund næsten uhørligt, mens han klodset satte sine briller på igen.
   "Det er slut, Thomas. Din familie vil ikke kendes ved dig. Du mister dit job og du kommer i fængsel under alle omstændigheder... Du har kun Anna tilbage..."
   "Jeg har ingenting," konstaterede han grædefærdig, og prøvede forgæves at holde tårerne tilbage.
   "Der er en uendelig stor forskel på om hun dør for dig, Thomas, og... hvis du viser mig hvor hun er. Hvis vi går derud sammen nu, os to, og du så viser mig hvor hun er... så venter jeg femten minutter før jeg tilkalder de andre..."
   Det var som om bilens indre sitrede. Højlund kiggede på Lindorff med lige dele mistro og uforståenhed i blikket, mens han rettede sig op og slog blikket ned på sine sko, uden at sige noget.
   "Det her det var et engangstilbud, Thomas Højlund. Men nu vil jeg gå ud til mine kolleger og så kan du rådne op," snerrede Lindorff og åbnede sin dør med en resolut bevægelse, og fortsatte ud af bilen, inden den lille musiklærer stoppede ham med et enkelt ord.
   "Vent," mumlede han. Tøvende.