Jeg traf hende og var beæret,
for det var Maren i kæret.
Hun bød på kaffe og jeg sagde tak
og vi fik en sludder, ja, vi fik en snak.
Om verden den vide
om sorg og om kvide,
imens at kaffen vi drak.

Nu Maren skænkede kaffen op.
Hun selv den drak af en underkop
med en sukkerknald ved sin side,
hvorfra en stump hun ku' bide.

Hun slubrede blidt, og jeg sagde stop,
hvorfor kan du ikke bruge en kop
og drikke som alle os andre.
Ja, jeg vil ikke dig klandre.

- Det har jeg prøvet, hun sagde polisk,
men det gik helt og aldeles i fisk.
Jeg fik teskeen i mit øje,
og måtte i ugevis døje.