Et gammelt ord siger, at der bag enhver succesfuld mand står en kvinde.

Sandheden er da også, at der gennem historien har været langt flere fremstående og kendte mandlige ledere, videnskabsfolk, generaler, kunstnere og politikere end der har været kvinder, men det er ikke ensbetydende med, at kvinderne altid pr. definition har været henvist til anden pladsen.

Kvinder har gennem årene måtte slås for finde deres retmæssige plads i et samfund, der var domineret af mænd og normer, der langt hen ad vejen var sat af den maskuline side af menneskeheden.

Gennem min mangeårige interesse for historie er jeg gang på gang faldet over kvinder med evnen til at bryde med normerne og skabe sig et navn i historien. Kvinder der med stædighed, list, intelligens, evne og lad os bare være ærlige, evnen til at bruge sit køns mere attraktive dispositioner, til selv at definere deres rolle i verden.

Da jeg for et års tid siden besluttede mig for at skrive en række korte portrætter af nogle disse kvinder slog det mig, at der faktisk var langt flere, end jeg umiddelbart havde tænkt på. Jeg havde et godt kendskab til nogle af de kvindelige fyrtårne såsom Katharina den store, Dronning Victoria, Margrethe den første og Jeanne dÁrc, og det havde været naturligt for mig at genfortælle disse kvinders historie.

Imidlertid viste det sig, at der lige bag disse lysende eksempler på handlekraftige kvinder stod en næsten endeløs række af andre, der på hver sin måde var brudt igennem indenfor kunsten, politikken, religionen og videnskaben. Jeg bestemte mig derfor, at ville fortælle nogle af disse mindre kendte kvinders historie i en kort og forhåbentlig humoristisk form.

Mine miniportrætter kan ikke være mere end en overfladisk introduktion til disse meget spædende mennesker, men jeg håber, at jeg kan være med til at give læserne lyst til at gå mere i dybden med nogle af de dybt fascinerende personer, som jeg har valgt at beskrive. De har i hvert fald alle fortjent det, for de er i sandhed værd at bruge tid på.

Nefertiti 1388-1338 fk. Gudernes skræk
Låget er knap nok blevet smækket i på kong Akhenaten's sarkofag, før håndværkerne minutiøst går i gang med at slette alle spor efter den konge, der har vendt op og ned på magtbalancen i det dybt religiøse ægyptiske samfund. Kongens portræt mejsles væk, kunstværker hugges til skærver og den nye ægyptiske hovedstad - Amarna overlades til ørkensandets eroderende kræfter.

En amunpræst sender et brændoffer til sin gud og takker for, at kongen er gået bort, og at Nilens hellige land nu igen kan vende tilbage til den rette tilstand.

I de sidste 14 har kongen forsøgt at revolutionere den ægyptiske verden og samtidige rystet det dybt religiøse land i sin grundvold. Han har udfordret det mægtige amunpræste-skab, smidt en lang række af de tidligere så mangfoldige guder på porten og udskiftet dem med en enkelt guddommelighed. Aten - solskive eller solguden, om man vil.

Akhenaten har imidlertid ikke handlet på egen hånd, for som vi alle ved, så står der en kvinde bag enhver mand. I det gamle Ægypten var flerkoneri imidlertid ikke ualmindeligt, så der var det såmen 6 koner, der stod bag kongen, men tættest stod Nefertiti, der i store dele af Akhenaten's regeringstid blev regnet som hans lige.

Vi kender reelt ikke meget til Nefertitis baggrund. Historikerne og arkæologerne har fremsat flere teorier, men det man synes at kunne enes om er, at kun kom fra nære relationer til den kongelige familie, og måske var en uægte datter af Aye, der var bror til Akhenaten's fars dronning.

Som sådan var Nefertiti og hendes mand i et fjernt slægtskab, men i en verden, hvor kongen havde for vane at gifte sig med sine søstre, så var det næppe et problem.
Vi kender heller ikke meget til hendes ungdom og opvækst, men vi ved fra byster og relieffer, der overlevede amunpræsternes hævn, at hun var en yderst smuk kvinde, og at hun havde en stærk personlighed.

Da Akhenaten begyndte sin reform af det ægyptiske samfund fulgte hun ham, og indtog en ledende rolle i at fremme det nye trossystem, hvor hun bla. blev præstinde.

Der er blevet spekuleret i, hvorfor Akhenaten og Nefertiti kastede sig ud i en så gennemgribende ændring af samfundet, og der er givet flere forklaringer af både åndelige og mere jordnær karakter.

På det åndelige niveau havde ægypterne længe accepteret, at flere forskellige guder kunne manifisterer sig i den samme guddom, og kongen og dronningen tog blot argumentet til sit yderste og mente, at når dette kunne ske, så kunne alle guderne også samle sig i en guddommelighed.

En mere jordnær forklaring består i, at amun-præsteskabet slet og ret var blevet for økonomisk og politisk stærkt, og at kongen derfor så sig nødsaget til kaste sig ud i en kamp om de ægyptiske sjæle.

Akhenaten og Nefertiti holdt sig imidlertid ikke til kampene om sjælene. Man udfordrede også præsteskabet, ved at forlange alle billeder af Amun udraderet og gudens templer jævnet med jorden. Samtidig flyttede man den ægyptiske hovedstad til Amarna, og vendte præsteskabet ryggen. Amun præsterne blev rasende, og Amun var ikke til sinds at lader kongen slippe så let.

I de efterfølgende år trak Nefertiti og Akhenaten's sig tilbage til den nye hovedstad og helligede sig dyrkelsen af Aten i den nye hovedstad, og mens man filosoferede over Atens væsen mistede man stille og roligt interessen for resten af landet. Parret var flyttet i en slag mentalt og åndeligt refugium, hvor man dyrkede sin nye tro.

Isoleret fra resten af landet mistede kongen grebet om magten, og da Ægypten blev ramt af pest og tørke flere år i træk, fortolkede befolkningen det som gudernes hævn, og vendte kongen ryggen.

Fjorten år efter at Nefertiti blev dronning forsvinder hun pludseligt ud af historien. Der er blevet spekuleret meget til årsagen, men vi kender den reelt ikke. Nogle siger, at hun døde i en af pestepidemierne og andre at kongen forstødte hende fra hoffet, da han giftede sig med en af parrets døtre (kom ikke og sig, at man ikke var liberale i det gode gamle Ægypten). Nogle har sågar forslået, at hun skiftede navn til Smenkhkare, og blev Akhenatens medkonge i de sidste år af kongens liv.

Nefertiti er blevet vurderet som Ægyptens mest magtfulde dronning, og man må sige, at det er lidt af en bedrift, når hun måles i forhold til personligheder som Cleopatra, krigerdronningen Hatshepsut og Nefertari, der blev tilbedt som en gudinde.

Årsagen skal søges i, at kongen efter alt sandsyn-lighed led af en binde-vævssygdom, der påvirkede ham i en sådan grad, at han havde svært ved at regere alene, hvilket betød at Nefertiti fik en central og fremtrædende plads som rigets egentlige hersker.

I modsætning til andre store kvindelige personligheder, går hun ikke over i historien som en krigerdronning og enerådig furie med et iltert temperament, men i stedet som en smuk kvinde, der sammen med sin mand turde udfordre den religiøse magtelite i og stille spørgsmålstegn ved de religiøse sandheder.

Boudica 30(?) - 60. Neros engelske mareridt
Dronning Boudica rækker ud efter bægeret, der står på det lille træbord i teltet og sætter det for munden. Hun har blandet sig en dødelig drik, der lige straks sender hende over i åndeverdenen. Hun lukker øjnene, før hun lader væsken løbe over læberne. "Fuck" - tænker hun,"det var sgu lige ved."

Vi skriver år 60, og Boudica har netop taget biletten. Hun har udforderet selve det romerske imperium, og hun har været en håndsbrede fra at smide romerne ud over kanten på den regnbefængte ø, som vi i dag kalder England

Boudicas fødselstidspunkt kendes ikke med bestemthed. Hun blev født og voksede op i et land uden sit eget skriftsprog, så det vi ved, kendes kun fra de romerske kilder, der beskriver det berømte oprør i år 60. Vi ved imidlertid, at hun havde to voksne døtre, og da hun givetvis ikke har fået dem, før hun blev 15 år gammel, så må det anslås, at hun mindst var 30 i år 60. Efter alt sandsynlighed var hun sikket ældre, så det var altså ikke en purung dronning, der tog handsken op mod Rom.

Hun kom fra en kongelig slægt fra det sydøstlige England, og hun blev giftet bort til Prasutagus kongen af Iceni (Det nuværende Norfolk) . Prasutagus var alt andet end en svækling, og Boudica med det lange røde hår, den hæse stemme og det stirrende blik fandt sig godt tilrette i kongshallen.

Hun fødte ham to døtre, og her kunne historien så være endt, men det skulle den ikke.

Som så mange andre af de britonske små kongeriger, så var man i lommen på den romerske kolonimagt, der med sine legioner af stål udstrakte den romerske civilisation til det meste af Europa og middelhavsområdet.

Prasutagus var da også kun konge med romernes nåde og absolut kun så længe, han sørgede for at den årlige skat til den romerske statskasse blev betalt.

Da Prasutagus døde i år 59 besluttede romerne sig for at indlemme Iceni i det romerske rige, og man benyttede så lejligheden til at vise sig fra sin værste side. Boudicas døtre blev offentligt massevoldtaget af romerske legionærer, mens Boudica blev pisket. De uciviliserede horder i Iceni skulle en gang for alle forstå, hvem der var herre og hvem der var tjenere.

Havde romerne myrdet Boudica og hendes døtre, kunne historien såmen være end her, men man mente øjensynligt, at det var bedre at lade dem leve og tjene som et eksempel, og det blev de så. Ikke et eksempel på underkastelse, men et eksempel på oprør.

Vi kender ikke Boudicas psykologi, men hun må have været en hård negl, for i stedet for at tage sit eget og døtrenes liv eksploderede hun i vrede og vreden bredte sig som en løbeild over hele øen. Stammerne greb til våben, og på rekordtid samlede hun en række af de små kongeriger til en slagkraftig enhed, der skabte panik i Rom.

På ganske kort tid indtog hun og nedbrændte Camu-lodunum (Colchester), Londonium (London) og Verulaminum (St. Albans), og Boudica viste ingen nåde. Man regner med, at omkring 80.000 loyale romerske borgere blev nedslagtet, samtidige med, at enorme værdier blev ødelagt.

Den romerske kejser Nero, der i øvrigt er et tekstbogs-eksempel på stjernepsykopat, fik et af sine anfald af "nu skal verden sgu godt nok ha nogen på hatten, og noget skal edermame brændes ned", og sendte de romerske reserver til Britanien, for endeligt at gøre om med den rødhårede furie.

Vi kender ikke den eksakte dato for det endelige opgør mellem de romerske legioner og Boudica's styrker, og der er også nogen diskussion om stedet. Man synes dog at kunne enes om, at det var i nuværende London, og mødet er da også blevet kendt som slaget ved Watling Street.

Resultatet blev en af de største romerske militære sejre nogensinde. Til trods for, at der fire fem britonere for hver romer, så faldt omkring 80.000 oprører den dag mod romerske tab på omkring 400 mand. Tallene skal nok tages med et gran salt, men i alt var der tale om et stort nederlag for Boudica.

Boudica vidste, at slaget havde afgjort kampen om Britannien, og at det blot var et spørgsmål om kort tid, før romerne ville genbesætte det meste af landet og tage en romersk hævn, der ville blive uden nåde. Hun valgte derfor at tage sit eget liv fremfor at fortsætte en kamp, som hun vidste, at hun allerede havde tabt.

På mindre end to år skabte Boudica et navn på listen over kvinder, der er gået over i historien. Et billede af en dronning på sin stridsvogn, med sine døtre ved sin side og en retfærdig sag. Hun fejlede i det afgørende slag, men hun viste også, at en rødhåret kvinde på rette tid og sted kan udfordre verdens stærkeste supermagt, og næsten komme godt af sted med det.

Trieu Thi Trinh 225 -248 Vietnams Jeanne dÀrc
"Det er mit ønske at ride på stormen, tæmme bølgerne og dræbe hajerne. Jeg vil aldrig overgive mig", råber en ung vietnamesisk kvinde, da hun elegant svinger sig af sin krigselefant, og hamre to blodige sværd i jorden. "Jeg vil aldrig overgive mig," gentager hun, mens hun vandre hen over dyngerne af kinesiske lig.

Hun sparker hjælmen af en dødende officer fra det kinesisk regiment, og ser dybt ind i mandens øjne. "Hvor mange gange skal der til, før I lære det. Er niogtyve nederlag ikke nok?"

Hun går mod hendes krigstelt, hvor et par adjudanter hjælper hende af med det blodstængte gyldne panser. "Jeg rider storme, jeg tæmmer bølgerne og jeg dræber hajerne." Hun smiler. "Jeg dræber sgu hajerne."

Vi skriver år 247, og i 3 år har en ung vietnamesisk kvinde på kun 23 år med det malende navn Trieu Thi Trinh trodset verdens stærkeste imperium. Den store gyldne drage i nord - Kina.

Trieu Thi Trinh bliver født i år 225 i Trieu Son dirstriket i Thanh Hoa provinsen (I den nordlige del af Vietnam). Vi kender ikke navnene på forældrene eller deres status i samfundet, men jeg har grund til at antage, at hun kom fra den mere velstillede del af befolkning. Hendes forældre dør øjensynligt ret kort tid efter hendes fødsel, og hun overlades i broderens og denne kones varetægt.

Det siges, at broderen nærmest holdt hende som en slave, men jeg har svært ved at forestille mig, at det kan være hele sandheden, for gennem ungdommen udviklede hun stor selvstændighed, evner for krigskunst, en betydelig erfaring i administration og en jernvilje.

Siden tidernes morgen havde Vietnam været i konflikt med sin store kinesiske bror - Dragen, og Kina har flere gange forsøgt at underlægge sig de vietnamesiske områder. Omkring år 230 havde kineserne så megen kontrol over den nordlige del af landet, at man påbegyndte en egentlig sprogassimilering. Man ønskede at fjerne det vietnamesiske sprog, og en gang for alle gør Vietnam til en del af Imperiet.

Kravet om sprogassimilering gav gnisten til et oprør, og Trieu Thi Trinh var blandt de første der på vanlige vietnamesisk vis smuttede ud i junglen og hejste oprørsfanen.

Hun viste sig hurtigt som en kapabel og inspirerende leder, der både kunne sit krigsmæssige håndværk, med en stærk karisma der betød, at hun blev det helt store trækplaster. Rekrutterne strømmede til, og på rekordtid fik hun skabt den største og stærkeste oprørsfraktion med både soldater af begge køn.

Som 23 årig havde hun skabt en egentlig vietnamesisk stat med egen administration og lovgivning i den nordlige del af landet, og i 29 på hinanden følgende slag, lammetæskede hun de kinesiske hære, og fortjente det kinesiske udsagn,"at det var lettere at kæmpe med en tiger, end med en krigerdronning."

I år 248 vendte krigslykken, og de kinesiske styrker kunne begynde generobringen af det nordlige Vietnam. Trieu Thi Trinh vidste, som Boudica havde erkendt det 200 år før, at slaget var tabt, og valgte at kaste sig i en flod fremfor at finde sig i et kinesisk fangehul.

Trieu Thi Trinh er ikke særligt kendt i den vestlige del af verden, men for vietnameserne fremstår hun som en orientalsk Jeanne dárc, og som sine europæiske søstre går hun over i historien som en modig, selvopofrende kvinde, der have mod nok til at kaste sig i clinch med fanden selv, hvis det var nødvendigt.

>Hypatia af Alexandria 370-415. Mordet på "Sophia"
I år 415 finder en 45 årig kvinde sig på gulvet i en kirke i Alexandria. Hun skriger og vrider sig i smerte fra de mængder af sår, som en flok gale munke er i færd med at påføre hende med alt fra potteskår til muslingeskaller.

Det sidste hun ser, før hun forlader denne verden, er et kors og et alter. Symboler på en tro, som hun ikke er en del af, men som ender med at blive hendes død.

Hypatia af Alexandria er ikke en oprører eller en krigerkvinder, der har udfordret en tyrannisk kolonimagt. Hun omgiver sig ikke med en specialtrænet livgarde, der har til opgave at beskytte hende til sidste sværdspids.

Måske havde det været bedre, hvis hun havde været det, men i stedet er hun noget så usædvanligt for sin tid, som en vidt berømt intellektuel figur i en af datidens mest oplyste byer - Alexandria.

Hypatia bliver født i år 37 som datter af Theon, der er leder af det berømte bibliotek i Alexandria. Han tager hende under sine studentikose vinger, og det viser sig hurtigt, at hun har flair for både matematik og filosofi.

Hun bliver lærer og noget så præstigefyldt som mester for den neo-platoniske, Plotinus Skole, og tiltrækker elever fra det meste af middelhavsområdet. Hun bliver kendt for sine evner som pædagog og hendes indsigt i de græske filosoffer, men derudover begår hun også praktiske opfindelser som hydrometeret.

Her kunne historien så været endt på den bedste Morten Korgske måde, hvis der ikke bare lige havde været den hage, at Hypatia levede i et samfund, der var dybt splittet af religionsstridigheder. Kristendommen var i hastig fremmarch, og Hypatia var ikke kristen.

Hun tilhørte en stor "hedensk" minoritet i Alexandria, og var tilhænger af de gamle romerske og græske gudesystemer.

Igennem mange år lykkes det for hende at gå balancegang mellem de kristne og polyteisterne (Dem med de flere guder), men i 415 går det galt for hende.

Der findes flere teorier om, hvorfor Hypatia ender sine dage som et skændet lig på et bål i Alexandria. Forklaringerne afhænger af brillerne, der efterfølgende har set på hende. I syvhundrede tallet skriver den kristen biskob John af Nikiu, at det skyldes, at hun slet og ret var en heks og begav sig af med trolddomskunst, hvorimod Sorkrates Scolasticus beskriver, at hun var endt som en brik i en konflikt mellem den lokale præfekt og patriarken i Alexandria.

Vi kender ikke sandheden præcist, men kan med sikkerhed sige, at der også var et religiøst motiv bag mordet. Munkene der myrder hende, gør det med så megen vildskab, at der ikke kan være tvivl om, at der har været tale om religiøse fanatikere.

Hypatia bliver langt fra den første kvinde i historien, der bliver et offer for en religiøs konflikt, men det er sandsynligt, at hun bliver den første, der får prædikatet heks sat på sig. Bag billedet gemmer der sig imidlertid en ung kvinde, der var datidens kvindelige superstar på det filosofiske område, og som i 45 år red i stormen mellem to livssyn.

Hroswitha af Gandersheim 935-1001. Guds manuskriptforfatter
Hun lægger sin gåsefjer fra sig, og løfter øjnene fra pergamentet på den lille skrivepult i biblioteket på klostret i Gandersheim. Hun må skrive i den sparsomme belysning, som tællelysene sender ud i rummet, men det er mere end nok til, at hun med sin fantasi, kan skabe de første egentlige dramatiske beretninger i den tidlige middelalder.

Med et pennestrøg trans-formerer hun sig fra Horswitha novicen fra Gandersheim til at blive forfatteren Horswitha. Den første kvindelige forfatter på grænsen til et nyt årtusinde. Den første ordsnedker i en ny tid.

Vi ved ikke med bestemthed, hvornår Horswitha bliver født, men et godt bud er mellem år 935 og år 940. Vi ved til gengæld, at hun kommer fra en nobel baggrund, fordi klostret i Gandersheim udelukkende optager unge piger af adelig herkomst.

Horswitha bliver i år 955 optaget som novice i nonneklostret Gandersheim, og det skal vise sig at blive en gud lykke for hende. Gandersheim er ikke et hvilket som helst kloster, men datidens stærkeste og mest oplyste kirkelige institution for unge kvinder i hele den kristne verden.

Hvor det meste af Europa er er sunket ned i mørket oven på Romerrigets sammenbrud omkring 450, har det tyske område formået at fastholde et højt intellektuelt niveau under de ottaniske kejsere, og de tyske stater og hertugdømmer bliver en base for lærdom og oplysning.

Horswitha får tidens bedste uddannelse og i løbet af ti år udvikler hun sine evner for kirkesproget latin og hun får en solid viden om klassisk og religiøs litteratur. Derudover bliver hun også velbevandret i filosofi, astronomi, matematik og musik, og hun bliver en af datidens bedst uddannede unge kvinder.

Hun er oven i købet i den behagelige situation, at hun ikke behøver tage et fuldt klosterløfte. Hun tilslutter sig løfterne om lydighed og kyskhed, men hun får lov til at fortsætte den livsstil, som tilkommer en rig adelige kvinde. Hun må modtage gæster, eje bøger, besidde ejendom og oven i købet have tjenere.

I sin karrierer som forfatter skriver hun ikke mindre end ti legender om helgenerne, seks skuespil, en historisk fortælling om Otto den første og historien om Ganders-heim. Derudover skriver hun 3 forord, en række dedikeringer og 25 digte om Johannes Døberen.

Temaet for Horswithas forfatterskab bliver det religiøse område, og i teksterne udviser hun en hengiven holdning til kristendommen og katolicismen. En gennemgående figur bliver omvendelsen til kristendommen og historien om den unge nonne, sikket under selvbiografisk inspiration, går igen i flere af teksterne.

Som så mange forfattere efter hende oplever hun ikke den store popularitet i sin egen tid. Det er faktisk usikkert hvorvidt hendes skuespil i det hele taget bliver opført, mens hun lever. I fire hundrede år gemmes og glemme hendes værker, men i 1493 genopdages de af den tyske humanist Konrad Celestes.

Først i 1845 får teksterne deres endelige gennembrud i Frankrig, da franskmanden Charles Mangin udgiver hendes stykker, og det går op for verden, at Horswitha har været med til at skabe fundamentet for det store kristne drama.

Horswitha dør i 1001. Vi kender ikke omstændig-hederne, men jeg tør godt gætte på, at hun sover lige så stille ind på klostret i Gandesheim, og får den begravelse der tilkommer en nonne i klostret.

Hun forsvinder ud af historien for en tid, men vender tilbage som den kvinde, der var med til at lægge fundamentet for en helt ny type kirkeligt historisk drama.

Eleanore af Aquitanien. 1122-1. april 1204. Middelalderens femme fatale
En lille pige går forbi en smukt ornamenteret sten-sarkofag i det hvide Fontevraud klostret. Hun ser på kisten, og den flotte stenfigur, der ligger på toppen. Den er stor som et menneske, og viser en smuk ældre kvinde, der fromt holder en dekoreret bibel i sine hænder.

"Mor," råber pigen. "Se. En dame. Hun læser en bog."

"Ja, ja," tysser moderen. "Kom nu, Alice. Vi skal snart spise. Far er sulten."

Pigen vender sig en sidste gang mod kisten. "Du må godt nok være en meget klog dame, når du kan læse så stor en bog."

Ser man godt efter kan man ane et smil på læben hos den gamle kvinde med bogen, for hun ved, at hun var klog. Klogere end de fleste, men også fuld af trods og fuld af livslyst. Hun havde øjne af ild, der kun blev overgået af hendes røde hår og hendes lyst til at sætte sit aftryk på historien. I hendes indre bankede et hjerte af eventyrlyst, passion og engagement og på hendes hænder sad et par hvide handsker, der kunne være hårdere end de hårdeste stridshandsker.
Hun var og vil altid være Eleanore af Aquitanien. Middelalderens femme fatale nummer et.

Eleanore var skabt til noget stort. Så let var det bare. Hun var den ældste af Hertug William den 10. af Aquitanien og Aenor de Châellerault tre søskende, og da hendes bror William Aigret døde som tre årrig, blev hun arvehertuginde in spe til Frankrigs rigeste og mest formidable provins Aquitanien.

Faderen William overøste Eleanore med alle de goder, som den hertugelige pengekasse kunne præstere, og oveni var han så letsindig at give sin datter en klassisk uddannelse. Samtidig blev den suppleret med godt med udendørs aktiviteter, og Eleanor blev en kyndig rytter, falkoner og jæger.

Oven i den hertugindelige hat havde gud oven i købet udstyret hende med et udseende, der simpelthen var til at dø for, og da Eleanore blev 15 år gammel i 1137 stod bejlerne i kø.

Da far William døde i starten af 1137, stod det klart, at der hurtigt måtte findes en passende bejler til den unge kvinde. I middelalderen var det skik og brug, at man røvede den brud, som man måtte ønske, hvis man ikke kunne forhandle sig til hende.

Valget faldt på den unge Prins Louis af Frankrig, og Louis var ikke sen til at følge sin fars velmenende anvisning af den passende brud og kommende dronning, og 12. juli 1137 stod bryllup i katedralen i Bordeaux. Allerede 19 dage efter døde Louis far, der passende nok også hed Louis og i øvrigt havde tilnavnet den fede, og i august blev Eleanore dronning af Frankrig.

Heldigvis for hende, havde hun været så fremsynet, at hun havde indgået en ægteskabskontrakt der betød, at hun selv skulle regerer Aquitanien indtil en eventuel mandlig arving blev undfanget og overgive magten til denne, når han var kommet til skelsår.

Lad det allerede nu være afsløret. Ægteskabet med Louis blev ikke et lykkeligt ægteskab. Louis havde reelt ikke maven til at være en brutal middelalder konge, men det havde Eleanore til gengæld, og hun havde bestemt ikke tænkt sig at sætte sig tilbage i tronstolen og se livet glide forbi hende.

Fra dag et røg hun stort set i alle de konflikter, som hun kunne rode sig ud i. Det nordfranske adelsskab afsky-ede hende, de franske kvinder ved hoffet fandt hende udfordrende og den franske kirke afskyede hende som pesten.

Der skulle imidlertid mere til at ødelægge den unge dronnings gode humør, og da kongen var fuldt og helt forblændet af sin rødhårede furie, fik hun frie tøjer.
I det herrens år 1141 fik hun imidlertid viklet sig selv og hendes mand ind i en disput med paven over udnævnelse af en biskop, og i to år fulgte en borgerkrig mellem Louis og greven af Champagne.

Louis blev så påvirket af striden med greven, at han ved fredsslutningen i 1144 gavn paven tilsagn om, at han ville drage på korstog for at få tilgivelse for sine handlinger. Eleanore var imidlertid ikke til sinds at lade Louis smutte på en hyggelig charterferie til det hellige land, og på trods af at hun i 1145 fødte parrets første datter - Marie - så pakkede hun sine riddere og 300 hoffolk til en lille hyggelig tur til sydens sol og varme.

Det andet korstog endte i en total fiasko for de kristne styrker, og det betød også enden på Eleanores og Louis ægteskab. De var vokset fra hinanden, og det hjalp nok ikke på tingene, at hun under vejs havde en affære med sin onkel - Hertugen af Antiocia.

Paven forsøgte at mægle i striden mellem ægtefolkene, og på trods af, at han tvang parret til at genoptage det ægteskabelige samliv, hvilket i øvrigt bragte endnu en datter - Alix- med sig, så var forholdet stendødt.

Den 21. marts 1152 blev ægteskabet annulleret under hensyn til, at Eleanore og Louis langt ude var beslægtede. Louis fik ved datidens lokale statsamt forældremyndigheden over ungerne, og Eleanore fik sine besiddelser tilbage.

Eleanore fik ikke lang tid til at nyde sin nye single tilværelse, og allerede under hjemrejsen til blev hun forsøgt røvet flere gange, og så måtte hun tage sagen i egen hånd. Hun skrev til den engelske Kong Henry den 2. og tilbød sig selv, og Henry kunne ikke få armene ned af begejstring.

Med et hug fik han adgang til de rigeste områder i Frankrig, et trumfkort i den evige strid med Frankrig og tilmed en godte af en kone, der godt nok var nogle år ældre end ham selv, men hvad gjorde det, når han alligevel ikke havde tænkt sig at aflægge sin gamle vane med friller en masse.

Hvis Eleanore og Henry havde vidst, hvad de gik ind til, så havde de nok gjort det alligevel. De var simpelthen: A match made in hell. Lige stædige, lige intrigante og lige kompromisløse.

Henry var en libertiner, men Eleanore kunne godt følge med, og når det gjaldt kødets lyster, så holdt hun sig ikke tilbage. Meget tyder på, at flere af hendes børn i virkeligheden ikke var Henrys, og man ved med rimelig sikkerhed, at hun lå i med Henrys far, før hun blev gift med kongen.

I 1167 havde Eleanore fået nok af de evindelige konflikter, som hun havde med gemalen, og som en hver anden kvinde, der bliver led og ked af sin mand, så pakkede hun sine kufferter og flyttede hjem. Ikke til sin mor, men til en af sine fædrene byer, nemlig Portiers, hvor hun oprettede sit eget hof.

Dette hof skulle hurtigt vises sig at blive en udfordring til en mandsdomineret verden, og frem til 1173 skabte hun en neutral plads, hvor kvinder fra hele det vestlige Europa fik en uddannelse på kvindens præmisser og med en tro på kvindens rettigheder.

På trods af balladen på hjemmefronten præsterede Eleanore indenfor 13 år alligevel at føde ikke mindre end fem sønner og tre døtre. Det står fast, at Henry ikke kan havde været far til alle børnene, men på trods af dette har der mellem skænderierne, flytningerne, affærene og rænkespillene mellem ægtefolkene, også været plads til - lad os bare sige det ærligt - en god gang forsoningssex.

Den første søn William levede desværre ikke mere end tre år, men det han ikke nåede, det nåede brødrene i stedet. Sønnen Henry (kendt som den unge Kong Henry), døde i en alder af 28 år af dysenteri efter to fejlslagne oprør, som han havde lavet med mor Eleanores hjælp, hvilket i øvrigt førte til, at hun i 1173 blev sendt i husarret i England.

Sønnen Richard, blev senere kendt som Richardt Løvehjerte, og brugte det meste af sit liv i revolte mod sin far, på korstog eller i en evig konflikt med den franske konge. Goeffrey stillede træskoene i en turnering som 28 årig efter at have tjent som marskal for den franske konge mod broderen Richard, og John gik over i historien som den onde prins John, der efter Richards død blev den talentløse Kong John, der tabte stort set alt, hvad han kunne.

Historien har sikkert dømt John for hårdt, men han formåede ikke at udvises fadderes viljestyre, moderens list eller brødrenes evne på slagmarken.

Døtrene endte alle i gode og solide ægteskaber i nogle af de fineste huse i Europa. Matilda blev Hertuginde af Bayern og Saxen, Elenor dronning af Castillien og Joan dronning af Sicilien.

Eleanores deltagelse i oprøret i 1173 blev af Henry takseret til 15 års kontrolleret ophold i England, og så var det slut med eskapaderne ved hoffet i Portiers . Hun måtte også opleve at hendes mand forsøgte at provokere hende til en skilsmisse, ved at leve åbenlyst med sin elskerinde Rosamunde.

Dronningen lod sig imidlertid ikke provokere, og holdt fast ved sin position, og omkring 1184 begyndte Henry at slække grebet om sin viljefaste frue.

6. juli 1189 døde Henry, og Eleanore overtog på vegne af sønnen Richard regeringsmagten i den periode, hvor kongen var på kortog og senere i tysk fangenskab.

I de populære fortællinger om Ivanhoe og Robin Hood fremstår frikøbelsen af kongen som et nationalt anliggende i England, men sandheden er, at den engelske almue og adel absolut ikke fandt Richard særlig sympatisk, og løsesummen blev i øvrigt ikke fremskaffet af en jøde med navnet Isac af York, men i stedet af ingen ringere end moderen Eleanore.

Eleanore levede frem til 1204, hvor alderdommen endeligt fik bugt med den seje og livskraftige kvinde.

De sidste to år tilbragte hun tilbagetrukket i klostret Fontevraud, hvor hun helligede sig livets mere rolige sider.

Hun døde blandt nonnerne på klostret med bevidstheden om, at hun havde sat mere end et fingeraftryk på Europas middelalder, og at ingen mand nogensinde havde fået bugt med hende.

Caterina Sforza. 1466 til 1509. Borgias Blodtud.
I 1488 kravler en højgravid på 22 år op på fæstningsmuren til den lille fæstning Rocca i centrum af byen Forli i Italien. Hende røde år smyger sig om de hvide skuldre og topper barmen, der allerede er godt og grundigt spændt til bristepunktet af forventning om den forestående fødsel. Få timer forinden er hendes mand blevet myrdet for øjnene af hende, og hendes børn er taget som gidsler af borgerne i byen.

Hun har lovet at overtale borgherren i fæstningen til at overgive sig, men fra det øjeblik hun bliver lukket ind i familiens borg, så slipper hun et sandt uvejr løs. På pladsen foran borgen truer pøblen med at slå børnene ihjel, men kvinden blotter sit gravide skød til svar og råber, at folkemængden blot kan dræbe ungerne, for sålænge hun kan føde nye, så vil hævnen komme.

Borgerne undlader at gøre alvor at truslen, og nogle dage efter når hendes bror hertugen af Milano frem, knuser oprøret og kvinden på fæstningsmuren får sin hævn. Oprørs lederene forfølges, torteres på de mest sadistiske måder og ender på skarpretterens huggeblokke, alt imens herskerinden af Fioli - Cataria Sforsa - indtrængeren endeligt slår sit navn fast i historien.

Det er dog langt fra første gang, at Catarina gør sig bemærket i det det totale kaos, der præger renæssancens Italien. Hun bliver født i 1463 som et uægte barn af Galeazzo Sforza, der har arvet faderens tyvstjålne hertugdømme i Milano. Familiens fortid er mildest talt en blakket affære. Den gamle Sforza var oprindeligt af bondestand, men blev lejesoldat og endte med at være leder for et kompagni condottiere i det nordlige Italien. Sønnen overtager konditordrengene, og snupper hertugdømmet Milano fra den legitime hersker af byen og tillægger sig et antal både ægte og uægte børn.

I 1476 bliver Galeazzo myrdet, men heldigvis har han inden sin død fået Caterina forlovet med Pave Sixtus den Fjerdes søn Girolamo, og samme år bliver de to unge smedet sammen i Rom.

Se her kunne endnu en historie være endt fuldstændigt ligegyldigt, men heldigvis er Girolamo alt andet end Caterinas kop sambuca. Hun beskriver ham som grim, snusket og et sølle skrog af en urtekræmmer, og den type mand tænder ikke den livskraftige teenager.

Urtekræmmeren formår dog at få lokket Paven til at kaste sig ud i en krig mod flere større adelige familier, men da Paven pludseligt dør stopper kardinalerne krigen, og parret finder sig alene omgivet af fjender i Rom. Girolamo mister fatningen, mens Catarina træder i karakter, og bemægter sig St. Angelo fæstningen i Rom, hvorfra hun behersker byen.

Sagen ender med et kompromis, hvor Kardinalerne bekræfter parrets ejerskab er byerne Forli og Imola, og den lille lykkelige familie rejer straks til Forli, og kaster deres formue efter byens borgere i håb om, at man vil forblive loyale, men dette sker som bekendt ikke.

Det er imidlertid alt andet end en sørgende enke, der rejser sig efter mordet på manden. Hun har mod på livet, og kaster sig ud i en række amourøse forhold, hvoraf forholdet til Giacomo Feo bliver det mest dramatiske. Hendes søn bliver godt og grundigt jaloux på moderens elsker, og får ham myrdet, hvilket kaster Catarina ud i et blodbad som Christian den 2. ikke kunne have gjort bedre. Sønnen undgår dog den samme skæbne med en bemærkning om, at Sforzaer ikke hyrer andre til at slå ihjel, men gør det selv.

Efter Feo bliver Catarina forelsket i Firenzes ambassadør ved hendes hof. De gifter sig i alt hemmelighed, men hendes livs kærlighed Giovanno Popolano, dør desværre allerede to år senere. Midt i sorgen kan hun glæde sig over, at de sammen har fået en lille søn, som er en del af den mægtige Medici-familie.

Problemet er imidlertid, at Medicierne ryger i konflikt med den nye pavefamilie Borgiaerne. Borgiaerne er en fortælling for sig selv, men jeg skal nøjes med at bemærke, at slægten skamridder pavendømmet såvel økonomisk som moralsk. Dette giver i øvrigt grobund for en lille tysk munk ved navn Martin Luther, men der er også en helt anden historie.

Den nye Borgia pave forsøger at få sin søn gift med Catarinas ene datter, men hun nægter pure, og konflikten bryder ud. Borgia trækker på sine franske venner, og Medicierne erklærer sig neutrale. Hun forsvarer Forli til sidste krudtladning, før hun tvinges til at overgive sig til paven, der straks fører hende til Rom i guldlænker.

Først påtænker han at dræbe hende, men franskmændene nægter paven at gennemføre sit forehavende, og det lykkes hende at flygte fra Rom.

Desværre svigtes hun af sine børn, der ønsker, at hun skal overgive rettighederne til byerne til Borgia. Hun nægter, og vælger at gå i kloster, hvor hun og den mindste søn lever i skjul, mens hun ihærdigt kaster sig ud i alle de rænkespil, som hun kan finde på, for at bringe sig tilbage til hendes hjembyer.

Det lykkes dog aldrig, men medicierne redder hende i sidste ende fra at visne i klostret, og tilkender hende en livslang pension., som hun ihærdigt bruger på sin søn.

Som 28 årig dør sønnen Giovanni i kamp, men han når at efterlade sig en søn, der kommer til at bære navnet Cosimo og som senere bliver den første storhertug af Toscana.

I 1509 står hun endeligt af ræset, og dør i sit elskede Cassello i Forli omgivet af sine utallige rutsninger og minder om et liv, der siger noget om hendes ukuelige livskraft, evne til at udfordre konventionerne og udvise både handlekraft, beslutsomhed, men også stor grusomhed, når der var brug for det.

Grace o'Malley 1530 til 1603. There's no fury...
I 1593 stiger en kvinde ud af den båd, der har bragt hende fra Irland til dronning Elizabeths palads i Grenwich. Hun er 63 år gammel og ikke en fru hvem som helst. Hun er allerede en legende i sin egen tid. Hun er Grace o'Malley. Høvding i o'Malley klanen, og hun er kommet for at kræve retfærdighed af den engelske dronning.

Grace O'Malley bliver født i 1530 i en turbulent tid med religionskrige og ikke mindst masser af stærke kvindelige skikkelser. Hun vokser op i den samme periode som Lady Jane, Mary Queen of Scots, Maria af Guise, Queen Mary af England og ikke mindst den kommende dronning Elizabeth den første.

Fra starten er der ingen tvivl om, at hendes far Owen Dubhdarra O'Malley har avlet en helt speciel pige. Han er høvding i O'Malley klanen, og Grace udvikler hurtigt en smag for faderens virksomhed. Klanen sidder tungt på store dele af provisen Mayo i Irland, og familien er godt og grundigt involveret i søfart, hvilket er usædvanligt for en irsk familie på dette tidspunkt.

Det står ret hurtigt klar, at den unge Grace ikke har meget til overs for kvindelige sysler som skønsang, broderi og madlavning. Hun er bidt af livet på søen, og følger sin far på rejserne til Spanien. Hun får saltvand i årene og opdager, at familieforetagent laver andet end at sejle Heinz tomater til ketchup. Familien er godt og grundigt rodet ind i fribytteriet, og Grace får smag for livet som pirat. Hun udvikler sine evner som søfarer, sit talent for at svinge en claymore og ikke mindst sin vilje til ikke at tage noget "shit" fra nogen.

Som 16 årig gifter hun sig med Donal an Chogaidh, som er lidt af en slagsbror og helt fint passer på de kvaliteter Grace går og leder efter. Donal kommer fra den magtfulde O'Flaherty klan, og sammen binder de klanerne sammen til en stærk alliance. De får tre børn, hvoraf Grace græmmes over datteren Margarets åbenlyse feminine fremtræden. Lad os bare indrømme det. Det feminine var ikke lige Grace O'Malleys stærke side.

Donal får sig slået ihjel, og Grace finder sig alene, men hun er ikke en kvinde, der gider at sidde og drømme sig væk i tankerne om den afdøde Donal. Samtidig er hun et praktisk menneske, der udmærket ved, at hendes position er sammenhægende med stærke alliancer, og hun gifter sig med Richard-an-Irainn eller Jern Richard. I første omgang sker det efter en speciel brehornsk lov (tidlige irsk lovsamling, der danner grundlaget for retsstilling i Irland frem til det 18 århundrede), der gør det muligt at gifte sig på prøve i et år, men ægteskabet holder testperioden, og parret bliver sammen til jernmandens død 17 år senere. Sammen får de i øvrigt sønnen Tibbot, der ender som vicegreve af Mayo, men det er en helt anden historie.

Ægteskabet med Richard bringer Rockfelt borgen under Graces kontrol, og fra dette sted deltager hun livligt i stort set alle de oprør, som de irske klaner kan kaste i hovedet på englænderne. (Irland har altid været et uregerligt sted).

Til sidst bliver det nok for dronning Elizabeth, der udpeger Sir Richard Bingham som guvernør over Connaugt regionen, og i Sir Bingham finder Grace O'Malley en formidabel og hensynsløs modstander.

Bingham smider silkehandskerne og går brutalt og systematisk tilværks overfor potentielle oprørere. Han holder sig ikke tilbage for snigmord, og dræber bl.a. Graces ældste søn Owen. Han stjæler klanernes kvæg, ødelægger marker og afgrøder og brænder møller og andre produktionsfaciliteter ned til grunden. Grace finder sig under et stigende pres, og da Bingham dels får held til at holde hende selv som fange i en periode og senere hendes sønner Murrough, Tibbot og hendes halvbror Donal, bliver gode råd dyre.

Hun er imidlertid ikke Grace O'Malley for ingen ting, og i 1593 hun spiller et nyt kort ud. Hun begynder at bombardere Elizabeth med breve og krav om retfærdighed for hende og familien, og da det ikke umiddelbart får noget resultat, så kaster hun sig i et af sine skibe, og trodser både blokader og storme for at nå frem til dronningen.

Opstandelsen bliver stor i Grenwich, da rygtet om Garce O'Malleys forestående besøg spreder sig, men Elizabeth har is nok i maven til at modtage den irske piratkvinde, der til dronningens store overraskelse viser sig at være et overordentligt civiliseret menneske.

Vi ved ikke meget om indholdet af selve samtalen, men vi ved at den blev gennemført på latin, da Elizabeth ikke kunne gælisk og Grace ikke engelsk. Resultatet bliver, at hendes sønner sættes på fri fod, og at Bingham hjemkaldes mod at Grace lover at gå i engelsk tjeneste.

I løbet af et års tid bliver Bingham imidlertid sendt tilbage til Irland, og Grace genoptager sin duel med Sir Richard og England, der varer frem til 1599, hvor den hårdtslående guvernør dør.

Grace O'Mally lever endnu fire år frem til 1603, hvor den 73'årige piratinde endeligt giver efter for alderen. Kampen med Bingham og Elizabeth betyder, at hun ikke efterlader sig en stor formue. I stedet bliver hun husket som en viljefast kvinde, der trodsede tidens moral, var en formidabel modstander for selv det mægtige England og som kunne spille alle de spil, der var nødvendige for at overleve i 15. tallet lige så godt og ofte bedre end en hvilken som helst mand.

Mary Somerville. Decem-ber 1780 til 29. november 1872. Det forsigtige matematiske geni.

Mary ringer på klokken og rejser sig fra morgenbordet i den lille morgenstue med det mørke mahognibord med kniplingsdugen. . På bordet står et smukt dekoreret testel fra Odessa, og på væggene hænger billeder af familiens medlemmer.

Tjenstepigen kommer ind, og begynder at rydde bordet. Hun skramler med porcelænet, men Mary ænser det næsten ikke. Hun er på rejse i sit sind. På rejse i en verden, som hun er komme til at kende bedre end de fleste.

"Undskyld frue," siger tjenestepigen. "Jeg var lige ved at glemme det." Hun stiller bakken, og tager en brun konvolut ud af sit forklæde. "Der er post."

Mary smiler og skubber det sorte hår ind under kysen. "Det gør ikke noget," svarer hun og åbner langsomt og ordentligt brevet med den brevkniv, som har sin faste plads på hylden bag spisebordet.

Hun lader øjnene løbe over papiret og smiler.

"Er det gode nyheder?" spørger tjenestepigen.

"Ja," svarer Mary.

Året er 1833, Mary er 53 år gammel, og hun er lige blevet optaget som en af de første to kvinder i The Royal Astronomical Society. Sammen med Caroline Hersel sprænger hun rammerne for hvad en kvinde kan opnå i det engelske samfund.

Mary Somerville bliver født 26 december 1780 i Jedburg i Skotland. Hun er det femte barn i en velstillet familie, hvor faderen er ingen ringere end Vice admiral Sir Willian George Fairfax . Hun vokser op i en velstillet familie, der er præget af, at admiralen sjældent er hjemme og at opdragelsen er overladt til hendes mor Margaret.

Man kan sige meget om mor Margaret, men uddannelse siger hende ikke rigtigt noget, og Mary får som de fleste unge piger i sin tid kun en sparsom uddannelse. Hun er en kort periode indskrevet på en pigeskole i Musselburgh, men det er ikke en god oplevelse for hende, og Margrethe ser ingen grund til at investere mere i pigens intellektuelle udvikling.

En vinter ender familien ved et tilfælde i Edinburgh, og her falder hun over nogle mærkelige tegn i et dameblad, som hun fascineres dybt af, og som ved et trylleslag har Mary fundet sit talent. Hun viser flair for tal og matematik, og mod moderens ønske lykkes det hende at få overtalt broderen privatlærer (Sådan en havde en ung gentleman jo) til at købe en stak grundlæggende regne og matematik bøger.

I stilhed læser og suger Mary til sig af den fantastiske viden, som hun finder på hver en side, og i hendes hjerne udvikles evnen til at se gennem selv komplicerede matematiske sammenhænge. I hendes sind begynder hun at flyve, men tilbage på terra firma smedes hun i ægteskabets lænker.

Som 24 årig bliver hun i 1804 gift med fætter Samuel, og han er nok ikke lige det, som en ung intellektuel kvinde drømmer mest om. Han er kaptajn i den russiske flåde og alt andet end stolt af, at konen leger med tal hjemme i privaten i stedet for at kaste sig over normale kvindelige gøremål.

Heldigvis accepterer han det, og på trods af Marys interesse for videnskaberne, så når parret at få to sønner Woronzow og William George, før Samuel dør i 1807, og efterlader sig en formue, der gør det muligt for Mary at forfølge sin lidenskab for tal og det positivt tilstedeværende. (videnskaben) .

I 1812 gifter hun sig med en ny fætter. Fætter/kusine giftermål var et udbredt fænomen i England, og det var for sin tid en praktisk måde at holde familieformuen indenfor - ja familien. Heldigvis vælger hun den rigtige fætter, nemlig Dr. William Somerville, der er læge i den engelske hær, og i ham finder hun en ægtefælle, der fuldt og helt støtter hende i de videnskabelige interesser.

Hun kommer i kontakt med intellektuelle kredse i både England og Skotland, og i 1825 debuterer hun med en afhandling om magnetisme, og på trods af at teorierne senere afvises, så er vejen til himlen belagt med formler, og Mary er på vej mod stjernerne.

I 1827 kommer hun i kontakt med Lord Brougham, der overtaler hende til at oversætte og fortolke Lapalces "Mecanique Celeste" og Newtons "Principa". Med bæven i stemmen påtager hun sig opgaven, og skaber en videnskabelig bestseller af gigantiske proportioner. Senere skriver hun De fysiske videnskabers sammenhænge, og det er denne der vinder hende pladsen i The Royal Astronomical Society.
Mary fortsætter den videnskabelige karrierer helt frem til 1872, hvor hun dør i det varme og solrige Italien, og efterlader sig et rygte som en kompetent og dygtig videnskabskvinde, der viste verden, at kvinder kan mere end at sy stramaj.

Nina Bang 1866-1928. Krigsrådens datter
Kongefamilien træder ind i kongelogen og modtager folkets hyldest ved det kongelige teaters 50 års jubilæum. En flok studenter rejser sig i og synger kongesangen som en protest imod at den socialdemokratiske Statsminister Stauning har bestemt, at orkestret skal indlede med Hartmanns Thrymskviden.

Modvilligt rejser ministrene sig, men en viljefast kvinde bliver siddende. Hun er ikke til sinds at rejse sig for nogen konge.

Hun er marxist, hun er glødende socialdemokrat og hun er Danmarks første kvindelige minister.

Hun er Nina Bang. Krigsrådens datter.

Da Nina Bang kommer til verden som Nina Ellinger, er der ingen der kan forestille sig, at hun ender med at blive Danmarks første kvindelige minister.

Hun vokser op i et spidsborgerligt miljø som det syvende barn ud af ni søskende. Faderen er musikdirektør og krigsråd og moderen er vanen tro for tiden hjemmegående husmor.

Familien er strengt religiøs, og Nina er kraftigt påvirket af religiøsiteten i sine tidlige år.

Alligevel ender hun i 1889 mod forventning med at gennemføre en studentereksamen som privatist på Københavns Universitet.

Efterfølgende påbegynder hun sit historiestude, og her møder hun Gustav Bang, der bliver hendes fysiske og sjælelige livsledsager.

Nina og Gustav bliver de begge inspireret af marxismen, og efter deres bryllup i 1895 melder de sig begge ind socialdemokratiet.

Gustav Bang udvikler sig i årene efter brylluppet til at blive en af Socialdemokratiets helt store teoretiske tænkere, og over 15 år skaber han et sammenhængende socialistisk grundlag for partiet.

Nina står imidlertid ikke tilbage for Gustav, og hun bliver den første kvinde, der skriver en Danmarkshistorie på et materialistisk grundlag.

Samtidig udvikler hun en brændende interesse for statistik, og skaber grundlaget for de første danske statistiske indberetninger.
Det akademiske arbejde er imidlertid ikke nok for den arbejdsomme og driftige krigsrådsdatter.

Hun får arbejde på avisen Socialdemokraten, hvilket fører hende ind i ledelsen for partiet.

I 1913 vælges hun til Københavns borgerrepræsentation, og formår samtidig med at løse sine folkevalgte pligter at skrive en række politiske bøger.

Ninas engagement i arbejderkvindernes forhold vokser, men på trods af det glødende arbejde for kvinderenes sag, så bliver hun aldrig rigtigt feminist.

I stedet ser hun kvindekampen som en naturlige del af den klassekamp, som dannede det egentlige grundlag for socialdemokratiet.

I 1924 krones hendes anstrengelser med udnævnelsen til undervisningsminister i den første Socialdemokratiske regering.

Regeringen holder imidlertid kun i to år, og i denne periode får Nina Bang den offentlige "kærlighed" at føle.

Hun bliver udsats for en egentlige pressehetz fra den borgerlige presse, og bliver tidens mest karikerede politikker.

Hendes ministerperiode præges af skiftende flertal, og flere tilløb til ny lovgivning, men kun forslaget om om pligtaflevering af aviser til statens samlinger samt et cirkulære om at seminarerne skulle undervise i sexualhygiejne. (sexualundervisning).

I 1926 falder regeringen og allerede to år senere død Nina alt for tidligt af en hjertesygdom.

Nina Bang efterlod sig et minde om en kvinde, der sprængte grænserne for, hvad en kvinde kunne i sin tid, og selvom de politiske resultater var sparsomme, så blev hendes påvirkning varig.

Det tyske arbejderblad "Vorwärts" bemærkede i nekrologen i forbindelse med hendes begravelse:

Nina Bang. "Endeligt et mandfolk"

* * *
Kilder

Dansk Kvindebiografisk Leksikon
www.pladstilosalle.dk
www.en.wikipedia.org/wiki/Eleanor_of_aquitaine
Robert Friip: Eleanor of Aquitaine: Power of a woman
Alison Weit: Eleanor of Aquitaine
Wikipedia.org/wiki/Boudicca
BBC History Boudicca
Athenapub.com/boudicca.htm
Parsonal/boudicca.htm
Wikipedia - Grace O'Mally
Rootsweb.com/grace.html
Wikipedia - Caterina Sforza
Wikepedia - Trieu Thi Trinh
Shane Wood. - Sommerville
Wikipedia - Mary Somerville
Womenshistory - Mary Somerville
Wikipedia - Hypatia of Alexandria
Ancient Women
Womenintheacientworld / nefertitilexicorient/nefertiti
Kingtuton.com/queens/nefertiti
Kinnes/medieval/hroswitha
Palle Lauring - Historiske Portrætter