For 10 år siden var jeg stor fan af den engelske komiker Eddie Izzard. Så meget, at jeg kunne citere lange passager fra hans shows, skrev tossegode fanartikler, som aviserne ikke gad trykke og sad og nørklede med mit eget stand up-materiale. Det sidste kom jeg aldrig ud over rampen med. Faktisk nærmede jeg mig end ikke rampen, for jeg havde ikke noget ønske om at performe. Jeg prøvede blot at lære ham nærmere at kende, ved at imitere hans handlinger.

Eddie Izzard lavede og laver stand-up og optræder helt åbenlyst i make-up, neglelak, stilletter og kjolelignende dragter. Action-transvestit, kalder han sig.

Han havde ægte funny bones, mente jeg, og det der med at være transvestit var da rimeligt 'afslappet og groovy', som han selv udtrykte det. Ved siden af mit kommunikationsjob, fulgte jeg et kursus på journalisthøjskolen. Da eksamen nærmede sig og jeg søgte efter et passende emne, slog det mig. Hvorfor ikke noget om transvestitter? Hvis de blot var halvt så 'afslappede og groovy' som Eddie Izzard, blev det ikke alene spændende for mig. Måske kunne mit projekt ligefrem frigøre en hel lille minoritet fra de pinlige fordomme, som ellers omgav den.

Jeg tog kontakt til en mand, som kaldte sig Katja, når han var iklædt dametøj. Han var kommet overens med sin tilbøjelighed (sådan kaldte han det selv) og så derfor ikke nogen grund til at hemmeligholde det. "Jeg er heteroseksuel. Har tre voksne børn og to eks-koner som kender til min transvestitisme. I øvrigt er langt de fleste transvestitter hetero, men folk blander dem sammen med transseksuelle," forklarede han. Han var et roligt menneske, sidst i halvtredserne, som ærligt fortalte mig om en opvækst, hvor han tidligt følte sig draget mod dametøjet, der hang og flagrede på tørresnoren nede i gården. Han elskede perioder med regn- og snevejr. For så gik husmødrene i opgangen op på loftet med deres vasketøj og hang det til tørre dér. Så listede han op af de slidte trapper og stillede sig i døren til tørreloftet. For at se, hvad der hang på snorene. Og for at lytte efter, om der var andre deroppe. Efter et stykke tid, hvor han ikke hørte andet, end regnen der trommede mod tagpladerne, nærmede han sig. Gik andægtigt fra tøjstykke til tøjstykke og rørte ved det. Allerhelst tørt tøj. Mærkede de forskellige teksturer. Eller lænede sig mod en hudfarvet undertrøje og rørte ved sin dunede kind, gennem stoffet. Og snusede. Sugede den aldrig helt udvaskede duft af kvinde, parfume, sved og safter langt op i næsen og lod sig beruse af indtryk og de forvirrende følelser, som han først mange år senere fik skilt ad og identificeret. Forventning. Pirrende seksualitet. Fare. Og skam. En sjælden gang formastede han sig til at prøve et stykke tøj. Det udvalgte stykke skulle helst hænge skjult bag andet vasketøj, så han senere kunne lægge det på gulvet, hvis husmoderen kom og tog tøjet ned, mens det var borte. Han foretrak at tage det på i et af pulterkamrene på loftet, fordi han hurtigt kunne gemme sig bag rodet og fordi der stod et stort, indrammet spejl, med en lang revne i glasset. Helst strømper - eller en underkjole. Noget som havde været i berøring med kvindens hud. Så stod han og så på sig selv. En spinkel dreng med sideskilning og en alt for stor hofteholder omkring livet. Og ventede på, at der skete noget mere. En kulmination. Noget endegyldigt.

At stjæle tøjet vovede han ikke. Ikke fra sit eget hus. Men en eneste gang gik han på rov i nabogården og stjal en prikket pigekjole og et par velvoksne underbukser. De var hans skatte. Han lagde dem i en skotøjsæske, som han hele tiden flyttede rundt på. Først lå den under sengen. Så kom den ned i kassen med træklodser. Bagefter stillede han den på sin hylde, med et lommetørklæde over og en stak bøger ovenpå. Eller lagde den i et mørkt hjørne af familiens loftsværelse. En dag var den væk. Ingen sagde noget til ham og han spurgte ingen om æskens skæbne.

Katja lignede en forblæst blanding af Ulla Terkelsen og nu afdøde Margit Brandt, med kraftig make-up. Men mest af alt lignede han en transvestit. Det gjorde de i øvrigt alle sammen, fandt jeg ud af den aften, hvor jeg fik lov til at være iblandt dem. Jeg var Katjas gæst. Hun sad for bordenden og jeg satte mig ved hendes venstre side. Så begyndte de at ankomme. En lille, senet mand med en pibe i munden spurgte venligt, om der var plads ved siden af mig. Jeg nikkede og han trak stolen ud og satte sig. Over en stribet skjorte bar han rød pullover og havde hverken paryk eller makeup på. Faktisk var han helt igennem mand. Fra navlen og op. Benene var iklædt mønstrede, sorte nylonstrømper, der afslørede hans markerede lægmuskler. Fødderne var stukket i et par spidse, sorte stilletter. Og så bar han en lårkort, sort nederdel i læder.
"Du er ikke en af os," konstaterede han med et smil, mens han bappede på sin pibe. Jeg fortalte om mit projekt og spurgte, om jeg måtte interviewe ham.
"Kun hvis du udelukkende kalder mig ved mit kvindenavn," sagde han.
"Og hvad er det?"
"Olivia. For egentlig hedder jeg Ole," forklarede han.
"Det gør jeg også! Altså hedder Olivia," sagde jeg.
Han fniste overrasket.

Flere mænd kom til. De fleste i kvindetøj. Der var ingen dunk i ryggen, faste håndtryk eller 'hvor'n går det, gamle jas'. De hilste dæmpet på hinanden, nogle med kejtede kram eller kindkys. Flokken voksede til 18 mænd i forskellige stadier af kvindelig påklædning. Nogle havde make-up og paryk på, men var stadig iført jakkesæt. Andre, som Katja, var fuldt klædt om. Mange brugte kradse øjenskygger, kunstige vipper og pangfarvede læbestifter. Make-uppen afgav en svag lugt af voks. Langs væggene stod flere tøjstativer med spraglede rækker af tøj, der emmede af kælder, loft og slørede parfumer. En del var i færd med at tage make-up på ved bordet. Jeg genkendte grimasserne. En gabende mund, når man trækker ned i det underste øjenlåg, for at påføre kohl langs med øjet. Det flade, brede smil som udglatter læberne, så læbestiften påføres i et jævnt lag. Over for mig sad en yngre mand, omtrent på min alder, i et tækkeligt dress. Blå pencil-skirt, som gik ned over knæerne, en beige rullekravesweater, laksefarvet cardigan og en naturligt udseende, blond page-paryk. Foruden et voldsomt lag hvid pudder i ansigtet, som fik ham til at ligne en stor og firkantet geisha, bar han ingen make-up.

De skævede genert i min retning. Turde ikke helt møde mit blik. Det føltes ikke som at sidde ene, yngre kvinde blandt 18 mænd. Katja knaldede en mascara mod sin flaske danskvand med citrus et par gange. De dæmpede samtaler stoppede.
"Hej. Og velkommen. I dag er Olivia med os. Hun skriver en opgave om mig - og om jer (Katja gjorde en gestus ud mod forsamlingen) og vil gerne stille jer nogle spørgsmål. Hun er ikke journalist og intet af det hun skriver bliver offentliggjort uden aftale med mig." Katja vendte sig mod mig og jeg nikkede bekræftende.
"I aften holder vi vores traditionsrige tøj-auktion. Og jeg ved, at der er nogle fede, højhælede sko i størrelse 43, 44 OG 45 blandt effekterne." Et sus af forventning gik gennem lokalet. Nu dukkede et par kvinder op i døren; kærester eller koner, og samtalerne tog til igen.

Jeg fulgte opmærksomt med i auktionen. Det var ikke tøj, som jeg ønskede at eje. Meget af det var i store størrelser og intenst mønstret, nedringet, glitrende - eller alle dele på en gang. Særligt skoene blev budt op. Da jeg senere spurgte Katja hvorfor, svarede hun, at det var svært at finde lækre damesko i store størrelser (måske er det lettere i dag, hvor nethandel er langt mere udbredt).

En midaldrende mand i sort spadseredragt havde sin hustru med. Hvis han var interesseret i et stykke tøj, rådførte han sig først hviskende med hende. Accepterede hun, begyndte han at byde op. Hun foretrak dæmpede rober, bemærkede jeg. Han virkede indimellem skuffet, når hun rystede på hovedet af vampede eller nedringede klæder, som havde vakt hans interesse.
Da jeg bagefter prøvede at falde i snak med manden i spadseredragten, dummede jeg mig.
"Hvorfor har du de der farvede linser på?" spurgte jeg uskyldigt.
"Hvilke linser?!" svarede han forundret. Hans brune iris fyldte det meste af øjet. Derfor antog jeg fejlagtigt, at det var en del af hans look - og lige så falsk, som de lange, påsatte øjenvipper og parykken. Jeg rejste mig og bakkede bort med et undskyldende smil, lige til jeg stødte ind i Katja, som så på mig med lidt for varme, malede øjne.
"Jeg tror jeg går nu. Tak for besøget," sagde jeg. Det lød mindre befippet end jeg følte mig og det var kun Katja jeg fik sagt farvel til.
"Jeg ringer," var det sidste jeg hørte Katja sige.