Storbyens larm, bilernes hastige passeren og en ambulances sirene. Lydene passerer mig med 340 meter pr sekund. De forstyrrer mig. Forstyrrer min gang. De gør mig stresset og bange for, om jeg mon når mit møde. Men lydene er en del af min virkelighed, som menneskerne omkring mig er. Vi er alle gensidigt afhængige af hinanden, ikke?
Hvor er jeg på vej hen? Mødet, nå ja. Jeg er på vej mod min opgave, mit mål for i dag og rundt omkring mig, er mennesker. Mange mennesker, som jeg passerer uden at tænke videre over det. Så mange individer, så mange forskelligheder og så mange unikke skæbner. Men jeg kender ingen. Ingen. Kvinden er blot et ansigt i mængden. Drengen er en forbi flyvende prik, jeg næsten ikke når at lægge mærke til. De forsvinder i den store helhed af storbyen og bliver til en naturlig del af hasten og travlheden. Ansigter bliver grå, flyder ud, som var de lavet af is, der smeltede under opvarmning. Opvarmning forårsaget af hastværket og CO2. De er som gele, der flyder ud og ikke kan holde sig omkring sin eksistens' kerne. Vi passerer hinanden. Ligegyldige og ligeglade, for vi har et mål, en endestation.
Jeg er der næsten. Henne ved lyskrydset drejer jeg til venstre og venter igen på det røde lys' skift. Der står en mand på den modsatte side. Høj og lys med en dyr, mørk frakke på. Måske er det en Hugo Boss? Eller en Kenzo? Blot endnu et mærke han har valgt at iklæde sig for at præsentere sig selv for omverdenen, for mig. Endnu et mærke, der har i sinde at vise personligheden skjult bagved. Et slør, som venter på at blive løftet.
Men var jeg ikke ligeglad? Jeg havde jo et mål.
Nu skifter han vægt fra ben til ben, utålmodigt ventende. Skarpe kæber og høje kindben; skarp næse og høj pande. En rigmandssøn måske? En autoritet? Lyset skifter, og vi går mod hinanden. Hvert skridt bringer os tættere på hinanden. Han løfter sine øjne, og jeg ser blåt. Azurblåt, som det dybeste hav en hed sommermiddag, men med en kulde i kontrast til forventningen om varme. Blå øjne, der står i god lighed med jakkens ydre kulde og afværgelse mod verdenen. En kulde, der som en gysning går igennem mig: jeg er luft, blot en anden fodgænger.
Og vi passerer hinanden...
Jeg går længere ned ad gaden. En anden kommer gående imod mig. Brune øjne, der lyser af jordbundethed og varme. En almindelig påklædningsstil, der bistår øjnene og medgiver auraens udstråling. Han har en buket blomster i hænderne. Roser i alverdens farver, der folder sig ud i efterårets sparsomme solstråler. Simple roser, men dog så smukke og alsidige. Multikulturelle. Er de mon til mig? Ser han på mig?
Men vi passerer hinanden. Nej, jeg kender ham ikke. Heller ikke ham. De blomster er tiltænkt en anden, der kommer længere nede ad gaden og tager imod dem med glæde. Måske er vi ikke så ligegyldige for hinanden alligevel?
Og jeg går og går... Jeg har glemt mit mål i søgen på øjeblikket. Jeg går til solen går ned og stjernerne kommer frem på den sorte himmel og lyser over mig. Jeg går i en verden, der befinder sig i et uendeligt univers. Og hvad er univers for noget? Hvordan skal et enkelt menneske kunne rumme en forståelse for et helt univers, når ens indre er et ukendt land?
Jeg går på en gade, der består af tusind små, individualiserede sandheder, som egentlig er puslebrikker. Brikker i et stort puslespil, der er verdenen selv, ja, selve universet. Puslebrikker, der er så individuelle, så forskellige, men alligevel så gensidigt afhængige af hinandens tilstedeværelse for at kunne danne en helhed, en mening.
Og jeg går videre i livets evige cirkel...