Han trådte langsomt ud af den store sorte vogn. Det havde været en rædselsfuld tur. Vejen fra Sevilla til Minas de Rio Tinto havde været elendig. Fuld af huller, stenet og grov.

Havde han været ti år yngre, så havde det sikkert ikke gjort så meget. Den gang havde han været ung og stærk. Kraftfuld i kroppen og stærk i troen. Vidunderligt overbevist om retten, i det han gjorde. Lykkelig uden en skygge af tvivl. Den unge. Håbefulde, næstekærlige munk Manuel. Ynglingen der havde tage korset og kappen og var blevet munk i den mægtige dominikanerorden. Den orden, der tidligere havde været kendt for sin godhed, men nu var blevet den pavelige stormtrop i det gamle spanske kongerige Castilien.

Der havde været nok at storme imod. De jøder, der havde ladet sig omvende, men stadigvæk praktiserede de gamle skikke, maurere der kaldte sig kristne, kættere, blasfemikere og på det sidste også djævlens egen yngel - heksene.

Manuel havde gjort mere end de fleste. Han havde været flittig, pligtopfyldende og hurtigt vundet anseelse i ordenen. Han havde forstået sin første inkvisition, da han var 25 år gammel. Der var blevet afholdt en proces i en lille tidligere jødisk by syd for Sevilla - En Auto de Fe.

Omkring et halvt hundrede personer havde været under anklage, og da eksperterne var færdige med dem, havde de alle tilstået. Der var gået megen røg af den brand i Marcbans i de dage.

Nu var det længe siden, og han havde ikke længere tal på, hvor mange jøder, sodomitter, blasfemikere, conversos og hekse han havde sendt i helvede.

Hans energi og pligtopfyldenhed havde skabt hans karriere. Nu ti år senere var han Don Manuel. Den respekterede og frygtede inkvisitor fra Sevilla. Den by, hvor Tomas de Torquemada i det herrens år 1483 havde skabt den spanske inkvisition.

Han strakte sig, da han mærkede jorden under sine fødder. Han missede med øjnene. Det var blevet skidt med synet i de senere år, og skiftet fra mørket i vognen til solen på pladsen foran priorboligen ved dominikaner klosteret tvang øjenlågene til at blive små sprækker.

"Deres nåde," sagde en stemme.

Han åbnede øjnene og så en ung dominikanermunk foran sig.

Munken knælede foran ham, tog hans hånd og kyssede ringen på den venstre ringfinger.

"Pax vobiscum broder," sagde Don Manuel træt.

"Og med Dem," svarede Munken.

Den unge mand rejste sig og bukkede endnu engang.

"De er kommet," sagde munken konstaterende.

"Ja," svarede Don Manuel. "Vi er fremme."

Han holdt en pause, mens han lagde toppen af kutten over sit hoved.

"Deres navn?" spurgte Don Manuel.

"Santos," svarede munken."Broder Santos."

"Santos," gentog Don Manuel."Den hellige?"

"Ja," svarede munken.

Don Manuel nikkede tænksomt.
   "Den hellige," mumlede han.

"Hvor er hun?" spurgte Don Manuel tørt.

"I kælderen," svarede munken. "I kælderen under prioriet."

"Udmærket," svarede Don Manuel. "Lad os komme i gang. Sørg for, at mine eksperter slutter sig til mig. Jeg arbejder kun med de bedste."

"Som De ønsker," svarede munken.

Don Manuel gik mod døren til prioriet.
   "Det bliver en lang nat," tænkte han. "Men i morgen på Sankt Hans dag vil bålet flamme i Rio Tinto."

Han trådte ind i forhørslokalet. Ilden fra faklerne på væggene sendte deres uhyggelige, spøgelsesagtige blanding af lys og skygger ud i rummet. I den første del af lokalet stod en række maskiner, som kunne blive nyttige, hvis heksen nægtede sin skyld. Bag disse fandtes en enkel bænk, der var spændt fast til gulvet, en skrivepult og et par stole. På gulvet var der spredt et dækken af sand, spåner og halm. Det skulle nok blive nyttigt, hvis det kom til hårde metoder.

Bagest i lokalet var der en lille lav dør, der ført ud til cellerne.

Don Manuel hilste kort på de to eksperter, der skulle betjene maskinerne. Det var kendte og rutinerede folk, som nok skulle vide at kunne deres håndværk, når det først gjaldt.

Han placerede sig bag pulten og kaldte den unge munk til sig.

"De skal være min sekretær under denne forhøring," sagde han.

"Det er mig en ære," svarede munken.

"De kan vel skrive?" spurgte Don Manuel overlegent.

"Naturligvis," svarede munken. "Jeg er udlært i både Castiliens tungemål og kirkesproget."

"Meget vel," svarede Don Manuel. "Så kan De starte med at læse anklageskriftet, når heksen bliver ført ind."

Han trak den sorte hætte af, og placerede sine hænder på skrivepulten.

"Se til at djævlen kommer hid," sagde han.

Munken råbte en kort kommando til vagterne bag døren. Den blev åbnet, og en kvinde blev skubbet ind.

Hun så skræmt ud. Skræmt og ynkelig, som hun stod der i sin møgbeskidte hvide lærredssærk.

Hun blødte fra den ene mundvig. Hun var tydeligvis blevet slået. De blå mærker på hendes hals og hendes kinder talte deres klare sprog.

Hendes sorte, lange, tjavsede hår hang løst over hendes skuldre og omkransede hendes blege ansigt.

I et kort sekund fangede Don Manuel hendes blik. To opalsorte øjne brændte sig ind i hans bevidsthed, indtil hun så væk.

Han vinkede hende frem mod forhørsbænken, men hun flyttede sig ikke. Han gjorde tegn til vagterne, der brutalt førte hende hen på bænken og pressede hende i knæ.

"Broder Santos," sagde Don Manuel. "Vær venlig at læse anklageskriftet."

Santos tog et stykke pergament frem fra skrivepulten. Han foldede det langsomt ud og begyndte at læse.

"Donna Alicia," begyndte han. "De er anklaget for at afsværge den ene sande tro. De er anklaget for hekseri, for at have brugt ugudelige besværgelser, for at blande djævlens urter og for at have gjort Don Alonso vanvittig."

"Donna Alicia," sagde Don Manuel. "Forstår De disse anklager? Forstår De, at det er nu retten kan vise medfølelse, hvis De tilstår?"

Hun rettede sine øjne mod ham. Han så ind i hendes mørke forgrædte øjne. Der var på en og samme tid noget ynkeligt, dragende og skræmmende over hendes blik. Et sekund var det som om, hun så direkte ind i hans sjæl.

"Min herre," sagde hun stille. "Jeg er helt og aldeles uskyldig. Jeg har intet gjort."

"Nuvel," svarede Don Manuel. "Lad forhøret begynde."

En af vagterne trak kvinden tilbage, så hun sad lige over for inkvisitoren.

"Donna Alicia," sagde Don Manuel myndigt. "Disse anklager er meget alvorlige. Vi har ikke megen tid. I morgen ved denne tid, vil De brænde på bålet, hvis Deres uskyld ikke bevises. Derfor spørger jeg endnu en gang. Er De skyldig i disse anklager?"

Hun rystede på hovedet.
   "Nej," sagde hun fast. "Jeg har intet gjort."

Han rejste sig og gik frem mod hende.

"Donne Alicia. Tror De på Gud?" spurgte han. "Tror De på den hellige jomfru? På treenigheden ? På den hellige katolske moderkirke?"

"Ja," svarede hun. "Jeg tror."

"Nævn de syv sakramenter," sagde Don Manuel.

"Dåben, konfirmationen, nadveren, boden, sygesalvningen, præstevielsen og ægteskabet," svarede hun.

Svarene kom prompte og nærmest mekanisk. Der var noget næsten overjordisk i hendes svar. Noget klart og noget tydeligt.

"Og De føler ikke et behov for at gøre bod lige nu?" spurgte Don Manuel.

"Nej," svarede hun. "For jeg har intet gjort."

Han så alvorligt på hende.
   "Hvornår har De sidst skriftet?" spurgte han.

"For en uge siden," svarede hun. "Hos pater Carlos. Efter messen."

"Og han vil kunne bekræfte dette?" spurgte Don Manuel.

"Ja," svarede hun. "Men han skal jo holde sin tavshed, så jeg ved ikke..."

Han afbrød hende.
   "Jeg tror, at han vil gøre en undtagelse i Deres tilfælde," svarede Don Manuel.

Han vendte sig mod broder Santos, og bad ham undersøge udsagnet hos pateren.

Herefter fortsatte han forhøret. Han spurgte til skriftstederne, til evangelierne, til de forskellige helgener. Til symbolerne i nadveren, men uanset hvad han spurgte om, så havde hun et rimeligt svar på hånden.

Efter et par timers forhør, kunne han mærke, at trætheden var ved at indfinde sig hos hende. Det var nu han skulle slå til. Det var nu, at forhøret først rigtigt begyndte.

"Fortæl mig om Dem selv ?" sagde han. "Fortæl mig alt."

Han rejste sig og gik frem. Han lænede sig over hende og hviskede.
   "Fortæl mig alt."

Hun begyndte at ryste. Ryste som en lille våd kat på en iskold vinterdag.

Hun strakte sin hånd frem og lod den hvile på hans arm. Langsomt og næsten usynligt trak hun en tråd fra han kutte og skjulte den i sin hånd.
   "Jeg vil fortælle," sagde hun.

Hun begyndte at tale. Fortalte at hun var den yngste af fire søstre. De tre var blevet gift og at hun havde været trolovet med en ung møllersøn, men at denne var død ved et fald fra en møllevinge.

Mens hun talte, mærkede han pludseligt en mærkelig varme i sin krop. En varme der brændte sig fra hans hjerte og ud i resten af kroppen. En ild som han ikke havde følt længe.

Han begyndte at svede og tørrede sig flere gange over panden. Med et var det, som om han skulle kaste op. Han blev svimmel og vaklede tilbage.

"Don Manuel," sagde border Santos. "Er De syg?"

Han genvandt kontrollen over sig selv.
   "Nej," svarede han. "Jeg var blot svimmel."

Han gik tilbage til kvinden.

"Deres forældre," begyndte han. "Var de jøder?"

"Ja," svarede hun. "De var jøder."

"Og hvad med Dem. Var De også jøde engang," fortsatte han.

Hun tog en dyb indånding.
   "Ja," svarede hun. "Jeg var oprindeligt jøde, men..."

Han afbrød hende:
   "Men hvad?"

"Men jeg blev døbt sammen med mine forældre," svarede hun. "Og jeg har været en sand kristen lige siden."

Hun klemte tråden i sin hånd, og han mærkede igen varmen i sit indre. Denne gang brændte den varmere end før. Brændte som den stærkeste ild.

Han tog sig til brystet . Det gjorde vanvittigt ondt, men han ville ikke stoppe nu. Han så på hende, og med et bemærkede han, at hendes ene hånd skiftevis strammedes og slappedes.

"Deres hånd?" spurgte han vredt. "Hvad gør De?"

Hun stoppede bevægelsen og varmen forsvandt.

"Hvad gør De?" fortsatte han. "Er De ved at forhekse mig? Vagt se til at hun åbner sin hånd."

En af vagterne trådte frem og slog hende hårdt over hånden med en trækølle. Det lød et smæld, da han ramte, og hun skreg af smerte. Tråden faldt usynligt ud af hånden og lagde sig på gulvet.

Hun hulkede. Slaget havde brækket hendes hånd, og den hang nu langs hendes side.

"De anklages for trolddomskunster og her sidder De og forsøger at forhekse mig," råbte han.
   Han trådte et par hurtige skridt frem og ville slå hende i ansigtet, men hendes blik stoppede ham.

"Nej," sagde hun. "Jeg har aldrig forhekset nogen."

Han trak sig tilbage bag skrivepulten.
   "Lad os se," svarede han. "Lad os se."

"Det er tid til en pause," sagde han. "Hold hende vågen. Når trætheden falder over hende, så skal sandheden nok komme frem."

Han forlod forhørslokalet sammen med broder Santos.
   "Hun er svær at knække," sagde den unge munk.

"Ja," svarede han. "Men tiden vil arbejde for os."

Ved tretiden om natten genoptog de forhøret.

Hun var i en sørgelig forfatning, da Don Manuel og Santos igen trådte ind i forhørslokalet. Hun var drivvåd af det vand, som vagterne havde kastet i hendes ansigt, og mærker på hendes krop vidnede om, at de havde brugt andet end vand for at holde hende vågen.

"Donna Alicia," begyndte Don Manuel. "Der er stadig tid. Bekend Deres synder og forhøret vil ophører. Jeg lover Dem, at De vil få en nådig død."

Hun løftede sine røde trætte øjne mod ham.

"Nej," svarede hun lavt. "Nej. Jeg har intet at bekende. Jeg har intet gjort."

"Godt," svarede Don Manuel. "De har kun Dem selv at takke."

Han åbnede skrivepulten og trak nogle stykker papir frem.

"Donna Alicia," sagde han. "Jeg holder her vidnesbyrd på, at De har blandet djævlens urter. At De har bedrevet sort magi og påtvunget uskyldige Deres heksebryg."

Han foldede det første stykke pergament ud.

"17. august 1516," begyndte han skarpt. "Rio Tinto. De gav Don Morillos datter en heksebryg."

Han åbnede endnu et stykke papir.
   "1. september 1516. Familien De Brasos. De gav urter og en blanding til den yngste søn Emanuel. Han lagede endnu en vidneforklaring frem. Og 30. september anno domini 1516. De gav Barcenas frue Donna Barcena et pulver. Et pulver," sagde han vredt.

Han holdt en kort pause, mens han trak vejret dybt.

"Og jeg kunne blive ved," fortsatte han.

Han lod sin højre hånd glide frem mod hendes ansigt, mens han viftede med vidneudsagnene.
   "Jeg kunne blive ved," gentog han.

Hun forsøgte at strække sine arme ud. Det var som om hun ville gribe vidneudsagnene, men Don Manuel tillod det ikke. Han trak sig resolut tilbage.

"De prøver. De prøver," snerrede han. "Vagter. Lær hende at holde hænderne for sig selv."

Den ene vagt trådte frem og slog hende hårdt over først venstre og så højre arm.

Hun skreg højt og hjerteskærende.

"Donna Alica. Det er tid til at bekende. Bekende før smerten bliver uudholdelig," sagde han myndigt.

"Jamen," hulkede hun. "Jamen. Jeg ville jo bare hjælpe."

"Hjælpe," råbte Don Manuel. "Hjælpe. Hvem?"

"Alle," svarede hun. "Alle."

"De erkender altså Deres heksekunster," sagde Don Manuel skarpt.

"Nej," svarede hun. "Ikke heksekunster. Livets gave. Helende urter blandet til at gøre godt."

"Men De tilstår, at De har blandet djævlens urter," sagde han.

"Nej, nej, nej," sukkende hun. "Ikke djævlens urter. Guds flor."

"Og nu påstår De at kende forskellen på guds og djævlens urter?" spurgte han retorisk.

"Ja," svarede hun. "Timian mod hoste, stormhat mod gigt, salvie mod bylder og baldrian mod melankoli."

"Og de onde?" spurgte han.

"Der findes ikke onde urter. Gud har givet os dem alle, så vi kan gøre godt," svarede hun.

"Er skarntyden ikke ond? Er galdebær ikke ond? Er malurten ikke ond?" spurgte han inkvisitorisk.

"Nej min herre," svarede hun. "Kun i de forkerte hænder."

"Og De påstår at have de rigtige hænder?" spurgte han.

"Gud har været mig nådig," svarede hun.

Han gik igen frem mod hende.

"Det er lystigt, som De synes at kende guds mening," sagde han ondt. "Hvor har De lært disse kunster?"

Hun så mildt på ham. Hun hulkede ikke mere. Der var noget i hendes øjne, som han ikke forstod. Et lys, en stjerne, som han ikke havde set før.

"Jeg lærte min lægegerning hos søstrene i deres kloster i byen," svarede hun. "Jeg fulgte dem, fra jeg var helt lille. Fra den gang mine forældre og jeg konverterede."

Han trak sig tilbage til skrivepulten. Hun var svær at knække. Langt sværere, end de hekse han havde brækket så mange af igennem årene.

"Jeg vil lade et bud gå til søstrene i deres kloster," sagde han. "Jeg vil vide, om de kan bekræfte Deres vidnesbyrd."

Han trak broder Santos til sig.
   "Fortsæt forhøret," sagde han. "Eksaminer hende i lægeurterne. Gør det igen og igen. Hun er hård at knække, men hun vil falde. Om ikke andet så har vi masser af forklaringer fra vidner, der tale imod hende. Så uanset hvad, så vil hun blive dømt, for vi kan jo ikke straffe alle de andre for at vidne falsk vel?"

Broder Santos så indtrængende på Don Manuel.
   "Øh, jeg troede, at vi skulle finde sandheden?"

Don Manuel smilede til ham, mens han klappede den unge broder på armen.
   "Sandheden," svarede han. "Sandheden. Den har vi ikke ledt efter længe. Hele byen vil se blod og flammer. Hun er allerede dømt."

Han lod hånden glide fra broderens arm.
   "Jeg vil tage en pause," sagde han. "Den næste akt bliver grusom. Forhør hende i de næste seks timer. Spørg igen og igen. Men hold Dem fra forholdet til Don Alonso. Det bliver vores trumfkort."

Han gik langsomt ud af lokalet og op ad trappen til abbediet. Munkene var så småt ved at stå op, og livet var begyndt at indfinde sig igen.

Han satte sig på en bænk i refektoriet og lænede sig tilbage mod en af stolperne. De første svage solstråler ramte hans kind og varmede den op. Han var ved at blive gammel. Gammel og brugt. Hans arme værkede og synet var ved at svinde bort.

"Der var en gang, hvor det var simpelt," tænkte han. "En gang hvor han havde drevet af ønsket af at finde sandheden. At drive den onde ud og uddele guds retfærdighed. Nu var det hele blevet et politisk spil. Et spil om indflydelse, et spil om magt, et spil, hvor den enkelte ikke længere betød noget, et spil, et skuespil."

Han lukkede øjnene og døsede hen. Til sidst faldt han i søvn.

Han drømte. Drømte om ungdommen. De første år i ordenen. Om troen, om glæden, om håbet om hende. Hun var i hans drømme. Hende han for mange år siden, havde tabt sit hjerte til. Hende han ikke kunne få, hende der var skyld i, at han havde søgt ind i dominikanernes rækker. Noget måtte han tro på, og når det ikke kunne være hende så...

Han vågnede ved at den unge munk Santos rørte ved hans arm.

"Don Manuel," sagde munken. "Er De vågen?"

"Ja," svarede Don Manuel. "Jeg er vågen. Har hun tilstået?"

"Nej," svarede munken. "Men hun er træt. Usigeligt træt. Jeg tror, at hun er villig til at sige alt."

"Glimrende," svarede Don Manuel. "Lad os få sluttet forhøret."

"Donna Alicia," sagde Don Manuel. "De er træt. De han kæmpet godt og længe. Det er tid at tilstå og modtage syndsforladelse. Syndsforladelse så De kan gå ren og renset ind i skærsilden."

Hun magtede ikke at svare. De mange timeres forhør havde sat sine spor.

Han gik frem mod hende, bukkede sig over hende og hviskede i hendes øre.

"Giv op," hviskede han. "Giv op. Giv Dem selv i min magt. Overgiv Dem til mig."

Hun rørte sig næppe, da hun svarede.

"Overgive mig," hviskede hun. "Overgive mig til Dem. Overgive mig som ingen anden kvinde nogensinde har villet overgives sig til Dem."

"Hvad mener De?" spurgte han forundret.

"Jeg kan se det på Dem," sagde hun. "De bærer på en stor sorg, der gør at De hader os. Tror De, at hun også var en heks?"

Han langende hende en bragende lussing.

"Hvor vover De?" råbte han. "Hvor vover De at spørge mig om dette?"

"Jeg ville ikke," forsøgte hun.

Han knaldede hende endnu en lussing.
   "Jeg behøver ikke mere bevis. De er en heks. Satans yngel. Lucifers tjener. De er... De er." Han snappede efter vejret. "De er som alle de andre. En satans heks."

"Jamen," forsøgte hun.

"Hvad, hvad, hvad," råbte han.

"Jeg vil jo bare hjælpe Dem med at blive hel igen," sagde hun svagt

Han så forundret og rasende på hende.
   "Satans kvinde," skreg han. "De spiller Deres spil. Akkurat som De gjorde det med Don Alonso." Han holdt en pause, mens han besindede sig.

"De drev ham ud i mørket. De forheksede ham. De drev han til vanvid."

Han afsluttede sin sætning med at give hende endnu en lussing med bagsiden af hånden.

Hendes hoved strøg mod højre og blodet styrtede fra hendes mund.

"Jeg er," stønnede hun. "Jeg er... lige så uskyldig i Don Alonsos vanvid, som gud er i Deres."

Han så lamslået på hende. Et øjeblik var han i vildrede. Så eksploderede han igen i raseri og vrede.

"Hvor vover De?" skreg han. "Hvor vover en heks, at sidestille sig med Vor Herre?"

Han trådet et skridt tilbage og væltede skrivepulten.

"Kluden," råbte Don Manuel oprørt. "Kluden. Nu."

Den ene vagt greb Donna Alicias hår og trak hendes hoved tilbage, mens dennes hjælper vred hendes mund op og pressede en stor fedtet klud ned i halsen på hende.

"Vandet," kommanderende Don Manuel.

Langsomt hældte bødlen vandet fra den store kande ned over kluden. Om få øjeblikke ville den svulme op, og kvinden ville føle, at hun var ved at blive kvalt.

Hun spjættede, mens hendes hænder kørte rundt i luften.

"Bekend din synd," råbte Don Manuel. Han trådte et skridt frem og stirrede dybt ned i hendes fortvivlede øjne. "Bekend."

Han mærkede pludseligt hendes hånd gribe om hans håndled. Hun borede sine negle ind i kødet, mens hun klemte som en vanvittig.

Han ville skrige, men der kom ikke en lyd over hans slæber. Det sortnede for hans øjene, og han blev svimmel.

Så forsvandt lyset. Ikke længe. Blot et kort øjeblik, men længe nok, til at det føltes som en evighed.

Han slog øjnene op. Han stod ikke længere i det mørke forhørslokale. Mørket var fordrevet og i stedet fandt han sig på en stor åben mark. I baggrunden kunne han ane en tæt mørk skov. Ovenover skinnede solen fra en skyfri himmel.

Han ville løbe, men kunne ikke. Han stod som naglet til jorden, og benene ville ikke adlyde.

Himlen begyndte at forandre sig. Fra alle fire verdenshjørner trak skyerne sammen og dækkede den blå himmel. Det stred mod alle guds love, men alligevel var det som om, de endte deres rejse over himlen lige over hans hoved.

Skyerne begyndte at dreje og dannede en malstrøm. Det lignede mest af alt vandet i bunden af et kar, når proppen trækkes ud. Farverne ændrede sig. Først var skyerne hvide, så mørke for til sidst at ende i et virvar af røde og gyldne nuancer. Som gløderne i et gammelt bål, lige før det gik ud.

Han mærkede en hånd i sin. Han så ned. En lille mørkåret pige med mørke øjne havde taget hans hånd. Hun så indtrængende på ham.

"Hvorfor gør du det mod mig," sagde hun trist. "Hvorfor? Jeg vil jo bare hjælpe dig."

Han forsøgte at slippe hendes hånd, men kunne ikke.

"Hvorfor? Jeg vil jo bare hjælpe dig," gentog hun.

"Hvem er du?" spurgte Don Manuel.

Hun missede med øjnene. I kanten af hendes ene øjenlåg kunne kan se en tåre trænge sig frem.

"Du piner mig," svarede hun."Men du kender mig ikke."

"Alicia," sagde han svagt.

Hun smilede sørgmodigt.

"Du genkender mig nu," sagde hun. Hun trak hans hånd op til sine læber og kyssede den igen og igen.

Hun holdt hånden foran hendes ansigt. Han kunne mærke hendes svage åndedræt.

"Hvorfor piner du mig?" spurgte hun igen sørgmodigt.

"Fordi jeg skal," svarede han tungt. "Det er min pligt, og fordi du er en heks."

Hun pustede let på hans hænder, og han mærkede en behagelig følelse brede sig i hele kroppen.

"Har det nogen sinde været guds mening, at vi skal pine hinanden?" spurgte hun.

Han ville svare, men hun afbrød ham.

"Jeg ved allerede, hvad du vil sige," fortsatte hun. "Se på mig. Se mig. Jeg er kun en lille pige. Sig mig. Kan du se djævlen i mig?"

"Djævlen kommer i mange former," svarede han. "Jesus blev..."

Hun afbrød ham igen.

"Ja," svarede hun. "Men Jesus lod sig ikke forføre."

"Jesus, er guds søn," svarede Don Manuel. "Jeg er blot et menneske."

"Et menneske," gentog hun. "Et menneske. Lige som mig." Hun lod sin ene hånd løbe over hans kind.

"Et menneske," sagde hun igen.

Hun sænkede blikket mod jorden. Tårerne der løb fra hendes kinder blev røde. Røde som blod."Frels mig," hviskede hun. "Frels mig, før det er for sent."

Hun slap hans hånd, og han var tilbage i forhørslokalet.

Han tumlede bagover og styrtede til jorden.

Santos kom ilende til og løftede inkvisitorens hoved fra jorden. "Kom De noget til?" spurgte han.

"Nej," svarede Don Manuel fortumlet. Med hjælp fra den unge munk, kom han igen på benene.

"Afbryd torturen," kommanderede han.

Vagten satte kanden tilbage på jorden og trak kluden ud af Donna Alicias mund.

Hun hostede, mens hun hev efter vejret. Tårerne trillede ned ad hendes kinder, og ind imellem kunne man høre hende hulke.

"Jeg erkender," sagde hun svagt. "Jeg angrer. Jeg er en heks."

Han så mistroisk på hende.

Han tog en dyb indånding.
   "Nej", svarede Don Manuel. "Nej. Donna Alicia. De er blot et menneske."

Vagterne så forundret på ham.

Don Manuel gik langsomt mod døren i forhørslokalet. Bag ham kunne han høre hende mumle nogle ord. Han vendte sig imod hende.

"Undskyld," begyndte han."Jeg hørte ikke, hvad det var, De sagde?"

"Jeg takkede blot gud," svarede hun. "Takkede gud for hans nådighed."

"Nuvel," svarede han. "Guds fred."

Han var ikke sig selv, da han forlod lokalet. Som i en tåge gik han op ad trappen og ud på pladsen.

I baggrunden kunne han se bålet rejse sig mod himlen. Nogle få mennesker havde allerede samlet sig omkring henrettelsesstedet. De ville have de bedste pladser.

Han gik langsomt mod den platform, der var rejst foran ildstedet. Broder Santos fulgte ham i behørig afstand. Tilskuerne veg frygtsomt tilbage, og lod ham uhindret trænge igennem.

Foran platformen forsøgte Santos at stoppe Don Manuel.

"Don Manuel. Hvor vil De hen? Der bliver jo ikke noget bål i aften?" råbte munken.

"Jo der gør," svarede Don Manuel. "Tænd bålet."

"Jamen," svarede Santos forvirret. "Der er jo ingen heks?"

"Tænd bålet," sagde Don Manuel krævende.

Santos adlød og lod to af vagterne tænde ilden. Flammerne fik let fat i de tynde ris af kvas, der lå underst i bålet. Ilden blussede op, og greb fat i de store stammer.

Don Manuel trådte op på platformen. Et kort øjeblik vendte han sig mod den forbløffede menneskemængde.

"Der bliver bål," råbte han. Han vendte sig mod bålet. Tog en dyb indånding og trådte ind i flammerne. "Jeg vil brænde i helvede," tænkte han mens flammerne slikkede sig op ad hans kutte.