Det står lige der, hvidt og blankt og fanger solens stråler, der titter gennem vinduet på denne tid af døgnet. Det står fast på sine solide ben, med store kugler og fine udskæringer. Det lyser op i hele stuen. Alle andre møbler er placeret rundt om det, så det kan sole sig i erkendelsen af, at det er det midtpunkt, hvorom alt drejer sig. Den ovale plade, med en rille hele vejen rundt i kanten, forsøger at give et indtryk af en vis overdreven pragt og storladenhed. De nyplukkede lyserøde roser, og det store fad med med friske frugter, i farver som kun naturen kan frembringe, gør sit til, at billedet af mit spisebord bevarer min forestilling om passionen ved måltidet, fremstillet af gode råvarer. Den svagt aftegnede rille, leder uvilkårligt tanken hen på myten om Christian ll, der med sin tommelfinger lavede en dyb fure i det tunge marmorbord. Så kan man sidde her ved mit hvide bord og tænke over, om det mon er sandt eller falsk, og samtidig nyde et måltid og glæde sig over, at man som ham, ikke sidder indespærret, men bare kan hengive sig til bordets glæder, og gå derfra igen, fri som fuglen.
Mit spisebord er jo kun et af uendelig mange. Et spisebord kan have alle mulige former og faconer, nogle har ben af forkromet stål, nogle har hjulede rokokoben, andre bruger bare to bukke med en laminatplade lagt løst henover, andre igen bruger en plade af massivt træ. Nogle borde er runde eller ellipseformede, men uanset hvad og hvordan, så er et spisebord et sted, hvor man kan opleve de lykkeligste øjeblikke i livet, det at spise kan være forbundet med den største lyst, hvis man ellers har evnen til at nyde øjeblikket og den gode mad.
Det hvide prangende spisebord, er selvfølgelig ikke det eneste jeg har haft, billedet af mit, eller rettere vores første spisebord, mørk palisander, dukker op. Kommer pludselig i tanker om min mands ansigtsudtryk, da han en dag kommer hjem og finder, det i hans øjne, smukke bord malet skrigende grøn. Det var vel bare, en god idè der ramte mig lige som den idè, der igen pludselig slår ned i mig. Mit hvide bord, skal da være sort eller måske hellere denne støvede violette farve, som siges at være farven for den reneste åndelige energi, og som skulle have kongeværdighed. Sort, derimod signalerer alvor og saglighed, ja, måske ligefrem det dystre og okkulte. Jeg håber, jeg denne gang vil tænke mig om, og ikke bare en sen nattetime, vælge den farve, der nu engang står på min hylde.
Når jeg nu ser årene løbe væk, er det da en glæde, at jeg stadigvæk har mit spisebord, og endnu engang tænker på at ændre på det. Jeg kan da stadig overgive og hengive mig til duften af et lækkert måltid. Jeg lever ikke i erindringen af det, der var engang, men selvfølgelig dukker der ting op, som man kan fryde sig over man har oplevet, og tit er det spisebordet, der dukker op. Madvanerne ændrer sig, og gudskelov for det. Hvem ville i dag spise kogt blomkål med rejer og mayonnaise løbende ud over det hele. Der var engang, hvor dette var et festmåltid. I dag er det andre ting vi fylder på tallerkenen.
Et spisebord kan selvfølgelig også bruges til andre ting, end lige det at indtage et måltid ved. Mange kreative ideer er opstået ved mit spisebord, ikke at forglemme al den julepynt, der er blevet fremstillet her, hjerter og flitterstads i alle farver. Det største der nok, for mig er sket på et spisebord, dog ikke mit eget, men min svigermors, var en af mine døtres fødsel. Den gang var det ikke så ualmindeligt, det sker nok ikke så tit mere. Det var også et af de lykkeligste øjeblikke, og altså også forbundet med spisebordet. Det lille menneske der dengang kom til verden på sin farmors spisebord, har i fødselsgave fået en ægte passion for bordets glæder. Hun kan bruge meget tid på at fortælle om det gode måltid, skrive om og tage billeder af det. Man kan vel sige, at spisebordet gav hende denne specifikke vuggegave.
Mit spisebord har også måttet lægge øre til mange samtaler og højlydte diskussioner. Den evigt flydende strøm af ord lever videre i erindringen hos både mig og mit spisebord. En skønne dag er det helt andre mennesker, der vil sidde om bordet, og helt andre samtaler vil lyde - hvis ellers ikke nogen finder på at hugge mit smukke bord til pindebrænde, sætte en tændstik til, og lade de orange flammer fortære alt det, mit spisebord har oplevet.