Nu skulle det være! Plænen skulle slås. Solen skinnede og græsset var tørret så meget, at man med succes kunne føre en plæneklipper hen over det med et brillant resultat.

Min mand var kørt "et lille ærinde", som kom til at vare 1½ time, uden at medtage sin mobiltelefon.

I mellemtiden gik jeg glad og fro i gang med at forberede plæneklipningen. Græsslåmaskinen blev rullet ud. Det sammenklappede greb blev fæstnet. Opsamlerkurven fundet frem. Benzin hældt på. 5 tryk på kickstarteren. Ryk i snoren - og vi var i gang! Det gik forrygende, lige indtil kurven var fyldt og skulle tømmes bag æbletræet.

Her frøs mit blik fast ved et loddent fremmedlegeme, der ikke plejede at ligge dér under det lille idylliske træ. Træet som er min mands hjertebarn. Træet med ananasæbler - resultatet af blomster, bier, sommer, sol, vand og kærlige ord. Træet som han nærer en ømhed over, der til tider virker provokerende.
Neden under yndighederne med moden frugt, havde en rotte besluttet sig for at drage sit sidste suk, og lå nu med kors i øjnene. Stiv som et bræt med sin skællede hale. Ganske alene var den dog ikke, idet en flok spyfluer havde sat sig på det afsjælede legeme for at suge næring til næste generation og med summende vinger sang de den ud af denne verden.

Jeg trådte i hast et par skridt baglæns, og stirrede med væmmelse på det dekadente scenario.

Da græsopsamleren var fuld og skulle tømmes, måtte jeg belære mig selv om, at en død rotte er ganske uskadelig, og at en levende er langt værre. Med lynets hast fik jeg væltet indholdet ud og påmonteret kurven et stykke længere ude på plænen, idet jeg ikke følte trang til at stå med næsen ind over afdøde.

Da min mand kom hjem, blev han præsenteret for den lit de parade placerede gnaver. Han spærrede øjnene op spurgte klagende: "Hvorfor har den lagt sig der? Lige under mit æbletræ?"
Vi afventede, men rotten svarede ikke!

Han tog en skovl, som han pirkede den op på. Ved nærmere eftersyn blev den kønsbestemt som værende en rotte femininum. Inden den røg ud på sin sidste rejse blev den navngivet Rie. Han slyngede skovlens indhold med fuld kraft over hegnet og videre ind i skoven.

I det samme lød der muntre stemmer ovre fra skovstien, hvor en flok ældre damer marcherede kækt af sted i stavgang.

Nej, han ramte dem ikke! Men disse sorgløse naturvandrere aner ikke, hvor tæt de i virkeligheden var på at få Rie ned ad nakken.