Dagene bliver kortere for hver dag der går, men alligevel synes de længere. Alt omkring mig ændres, den trygge dog asociale hverdag er forandret. Det livlige og festlige samvær der før fyldte enhver dansk bys gader, er nu blevet erstattet med hårde ord og fjendtlige udtryk. Romantikken der før gjorde luften tyk og gav pessimisterne kvalme er blevet begravet, og folk undgår hinandens blikke.

Den kolde luft prikker i mit ansigt, og blæsten fanger mit hår, da jeg går gennem den nu kølige skov. Alt føles anderledes, selvom mine fødder kender stiernes veje. Den friske luft finder mine lunger, freden breder sig gennem min krop og træernes blade er smukkere end nogensinde. Nuancerne er uendelige, og de røde, gule og orange farver er et syn, jeg prøver at gemme i mit indre.

Når verden vågner, gemmer jeg mig under min dyne. Mit humør daler for hvert sekund der går, og pludselig føles verden som et koldt sted. Det er så nemt at føle sig alene, når mørket overtager, og ingen bliver lukket ind i min verden, selvom ensomheden presser sig på. Dagene går, og før jeg ved af det har mørket overtaget, både i mit indre og udenfor. Det er svært at se, hvor jeg ender henne, og vejen fremad føles mere usikker end nogensinde.