Min kære Vitus,
Det kan dårligt komme som nyheder for dig, at kærligheden fordrer udtryk, og således i sig indeholder en æstetisk dimension. Dette har du selv til fulde påvist i dit brev om den ulykkelige kærlighed. Således beskriver du selv, ganske korrekt, hvorledes enhver relation fordrer udtryk, da der uden udtryk ingen relation kan være, og omvendt ingen relation uden udtryk. At denne fordring hurtigt kan lede til et særdeles lidelsesfuldt paradoks lader sig også, som du selv beskriver, nemt påvise. Som jeg ved lejlighed har ladet dig vide, har det været mig umuligt at give dig et tilfredsstillende svar på dit spørgsmål om, hvorledes den ulykkelige kærligheds paradoks kan opløses - for dette fortjener du en dybtfølt undskyldning, idet jeg ved, at du stoler på og regner med mig, i nødens svære stund. Imidlertid har dit brev inviteret til bestandig tænkning, idet dit paradoks efterlader flere spørgsmål, der i sig selv er afhandlinger værdige. Således skriver jeg nu til dig, idet jeg mener, at der i din forståelse af kærligheden forekommer at mangle et styrende element, der kan tøjle og kontrollere den æstetiske fordring - et element jeg vil mene er afgørende, såfremt man ønsker at få noget værdifuldt ud af en kærlighedens relation.
Lad det være sagt med det samme - dette er ikke et svar på, hvorledes man løser paradokset, når man først sidder i det. Om der skulle være et godt svar på dette dilemma, er det ikke et, der er mig bekendt, og for al min tænkning, må jeg, meget min vilje imod, bestandig være dig svar skyldig desangående. Nej, det, der her er min mening, er, at vise en vinkel fra hvilken man med fordel kan tilgå kærligheden som fænomen.

Dersom én skulle sige: "Kærligheden må dog til alle tider være bunden til og følge etikken," da ville ingen vel undre sig. Thi det gives, at for så vidt som eksistensen fordrer en etisk dimension, må kærligheden som fænomen være denne undergiven. Skulle én derimod sige: "Kærligheden er og bliver æstetikkens slave," da ville man vel løfte et øjenbryn eller mere. Thi hvad siges der nu? Ét er det vel at sige, at der i kærligheden er indeholdt en æstetisk dimension; noget andet må det være at sige, at denne dimension, udtrykket, skulle være styrende for kærligheden, således, at kærlighed og udtryk næsten falder i ét - at kærligheden alene skulle være et æstetisk anliggende. At dette stundom skulle være tilfældet betvivler jeg ikke - dette påvises til fulde, såfremt man er vidende om den nyere cogitatio amoris. Indenfor denne lader dette udelukkende til at være tilfældet. Således er man i vore dage på det nærmeste indlagt til bestandig at høre om disse populi paradisi, for hvem intet andet lader til at være vægtigt, end denne infame ide, at kærligheden skal være alene et æstetisk anliggende - at der intet skal være, uden udtrykket. Således går der gerne sjældent længe, inden jeg, når jeg er ude, hører om disse mest absolutte hedonister, for hvem intet uden festen, rusen og passionen lader til at have nogen dragning. Her fristes du, min kære Vitus, måske til at huske på salig Youngs ord: "Er fornuften da alene døbt? Er lidenskaberne hedninger?" og spørge mig, hvorvidt lidenskaberne da ganske bør knægtes til fordel for fornuften og i sig selv ikke har krav på respekt. Men da ville du gøre mig uret, som du også hurtigt selv ville komme frem til; du husker jo nok, at det, jeg her diskuterer, ipso facto er et æstetisk og dermed et lidenskabenligt anliggende. Denne cogitatio amoris, af masserne øjensynligt i vid udstrækning adopteret, må dog betragtes som en fejlslutning, idet denne betragtning, som det ses, som oftest fører til ganske pinefulde situationer, fra hvilke der ofte ikke umiddelbart forefindes nogen god exitus. Man fristes således til at spørge: Er det da forkert at betragte kærligheden som et æstetisk anliggende? Hertil må svaret dog være et entydigt "Nej", men dette svar efterlader os dermed heller ikke med nogen løsning - det skal være forkert at betragte kærligheden som et æstetisk anliggende alene, men ej forkert at betragte kærligheden som et eo ipso æstetisk anliggende. Dette prima facie problem gendrives af det faktum, at kærligheden, som bekendt, fordrer udtryk - id est, at denne i sig indeholder en æstetisk dimension, og dermed i sit væsen er et æstetisk anliggende. Dette faktum efterlader os dog med et andet spørgsmål, ved hvilket vi måske kan komme et svar nærmere: for så vidt som det ikke i sig selv er forkert at betragte kærligheden som et væsenskonceptuelt æstetisk anliggende, kan det dog stadig være en mangelfuld betragtning af fænomenet. Man må spørge: såfremt dette skulle være tilfældet, hvad mangler da? Men her svigter mine manerer mig; den skarpsindige læser, og dig især, Vitus, vil nok se, at jeg har ladet et spørgsmål stå ubesvaret, ja sågar ubehandlet, hen, og før jeg yderligere kan udvikle, hvad der skulle mangle i kærlighedens betragtning, såfremt det gives, at det, at betragte kærligheden som æstetisk anliggende alene, er forkert, må jeg svare på noget andet og ganske fundamentalt. Thi det, jeg har forglemt at undersøge, som den skarpsindige læser nu vil have påpeget, er, hvorfor det skal være forkert at betragte kærligheden som et æstetisk anliggende alene.
Lad mig starte med at præcisere mit udgangspunkt. Det kunne synes, at argumentet skal være det, at spørgsmålet om kærlighedens æstetiske dimension skal være et spørgsmål om ret eller vrang - dette er dog at misforstå mit ærinde. Snarere end at forstå spørgsmålet som en sondring mellem den rette eller vrange forståelse af kærlighedens æstetiske dimension, må man forstå spørgsmålet som et spørgsmål om det rette mål. Min kære Vitus, idet jeg jo ved, at du ej er nogen halvstuderet idiota, skønt dette for den uvidende observatør kunne synes at være tilfældet, ved jeg, at du vil studse over min brug af dette ord - mål. Du vil spørge: "Tales der nu om et egentligt telos, og er dette en afhandling om kærlighedens teleologi?" Svaret er naturligvis nej, selvom det begreb, kærlighedens teleologi, i sig selv er interessant - dette har jeg også startet med at sige; denne afhandlings formål er noget ganske andet. Nej, når jeg skriver mål, bruger jeg ordet i den gamle forstand, med hvilken du også er bekendt. Man kan sige, at det er et spørgsmål om det rette forhold mellem to dimensioner. Jeg har udviklet, at kærligheden indeholder en æstetisk dimension. Det er dog næppe gået dig forbi, Vitus, at jeg her har talt om mere end én side af kærligheden; thi så meget som jeg har skrevet om kærlighedens æstetiske dimension, startede jeg jo netop med at stille en dikotomi op, idet jeg skriver: "Dersom én skulle sige: "Kærligheden må dog være bunden til og følge etikken," ville ingen vel undre sig." Her har vi altså stillet den anden del af den dikotomi op, jeg endnu ikke har behandlet udførligt.
Jeg ynder personligt at betragte kærlighed som en god vin, og som det er med alle gode vine (selvom det nu gælder for vin overhovedet), skal der to ting til at gøre en god vin: den rette drue og den rette tid. Således kan ikke enhver drue bruges til at producere vin (i det mindste ikke en, der skal være værd at drikke), og for at druen overhovedet kan siges at være egnet, må den have modnet en vis tid, og tillige må vinen, når den er tappet, ligge til lage en tid lang, inden den endelig er værd at indtage. Således går det ikke, blot at plukke og presse et bundt druer på et vilkårligt tidspunkt i sæsonen, og ej heller blot at drikke vinen efter den blot en uge har ligget til lage; dette ville man ikke få megen glæde ud af, såfremt man forventede en egentlig smagsoplevelse. Således har tid en vis styrende effekt på vinens kvalitet, idet det ses, at en god vin ingen skade tager, af at ligge længe til lage; ofte har dette blot den effekt, at vinen vil opnå en vis fyldighed og afrunding i smagen, der kun gør oplevelsen det bedre. På samme måde kan man med fordel betragte kærlighed - som et ret blandingsforhold mellem to elementer. At tid skulle have en bestemt indvirkning på kærligheden kan næppe være et kontroversielt udsagn, men det er ikke just det element der her har interesse, som du nok forstår. Hvis jeg skal trække parallellen tilbage til det, der egentlig er emnet for dette brev, da må spørgsmålet være: hvad sker der da med kærligheden, såfremt man betragter den som et udelukkende æstetisk anliggende? Tænk tilbage på vinen; plukkes og presses druen før tid, uden, eller kun med liden lagringstid, og vinen altså produceres uden det egentligt formgivende og i høj grad styrende element, da vil den næppe være nogen stor smagsoplevelse, selvom druen måske ikke smager dårligt på egen hånd. Således er det også med kærligheden. En kærlighed, der kun betragtes som æstetisk fænomen mister det styrende element, der er nødt til at være til stede, for at kærligheden kan have nogen form. Er dette det styrende, etiske element ikke tilstede i kærligheden, vil man således ende med en formløs, lyststyret og alene udtryksorienteret, og derfor æstetisk, form for kærlighed. At denne form for kærlighed derfor skulle være en umulighed er ikke mit ærinde; dette ses til fulde både i vor virkelige verden og i litteraturen. Denne form for kærlighed kan således knyttes blandt andre til bacchuskulten, der hyldede festen, den frie kærlighed, rusen og passionen. I litteraturen finder vi den også, såvel som i det virkelige liv, som jeg har givet et eksempel på allerede. Vi møder således Don Juan, denne største af alle elskere, der alene i Spanien skal have forført 1003 kvinder. Don Juan er just inkarnationen af denne alene æstetisk orienterede kærlighed, idet han netop er aldeles umiddelbar i sin forførelse; for ham betyder det intet, hvorvidt genstanden for forførelsen er højbåren eller af lav afstamning, thi i hans øjne er alle kvinder lige smukke, og dermed lige værdige til forførelse. Men dette behøver jeg næppe forklare dig, kære Vitus, idet jeg meget godt ved, at du allerede er bekendt med de umiddelbare erotiske stadier, med Don Juan som klimakset af disse. Ej heller skal det være nogen hemmelighed, at der kan være meget at vinde, ved denne forståelse af kærligheden, såfremt det er udtrykket og lysten man jagter. Men det er just her Don Juan viser sin mangel i forhold til kærligheden forstået som helhed; hans fejl er nemlig just den, at han efterlader de kvinder han forfører med knuste hjerter, idet forførelsen immervæk rummer et vist løfte i sig; et løfte om guld og grønne skove. Forførelse er dog blot dét - forførelse; man føres ved en forførende blid, men dog bestemt hånd til en anden historie og et andet sted, således af forførelsen egentligt kan udspille sig, og således har løftet ikke status som mere end et redskab på linie med dansen, ordet og det insisterende blik, i forførerens hånd. Når forførelsen er slut, er Don Juan allerede atter væk - på vej til den næste ungmø, og den forrige vil være tilbage, en oplevelse rigere, men med knust hjerte. Jeg medgiver, at dette nu kan have megen underholdningsværdi som tidsfordriv, men idet kærligheden væsentligen er relation, snarere end egenskab, og denne form for kærlighed dårligt kan siges at involvere mere end den ene part, idet kun den ene, Don Juan, er vidende om den egentlige relation, må denne form for kærlighed siges at være om ikke andet ustabil, idet den netop ikke kan være vedvarende, da den kun har et æstetisk indhold og interesse - så snart dette indhold er brugt op, er den tom, uinteressant og ikke værd at beskæftige sig med. Det, der overhovedet mangler i denne forståelse af kærligheden, er en tidshorisont. Thi uden en sådan, vil kærligheden være aldeles ude af stand til at have nogen blivende status i verden, idet der ikke vil eksistere et sådant koncept som kærlighed, da alt der vil være at finde, vil være lyst og udtryk, uden skelnen til konsekvenser, og det turde være åbenlyst, at denne alene æstetisk orienterede kærlighed, vi har Don Juan som inkarnation af, er absolut uforenelig med det borgerlige samfund, da dette netop hviler meget på konsekvens og påregnelighed. Således er ægteskabet både som koncept og institution aldeles uforeneligt med denne form for kærlighed, da det sidste udelukker det første ved sit væsen. At denne cogitatio amoris skulle føre til ulykke for den enkelte, der lader sig forføre af denne, uden tvivl for det unge menneske dragende, forståelse af kærlighed forekommer åbenlyst. Såfremt hiin enkelte følger denne forståelse af kærligheden vil det, som udlagt, bestandig være lysten og udtrykket der er styrende for ens handlinger i kærlighedens domæne. Dette medfører da, idet lyst avler mere lyst, at lysten og udtrykket bestandig sættes før alt andet, idet der altid vil være en lyst og egentlig sult at slukke. Da denne imidlertid til stadighed sættes først, vil den dog aldrig blive slukket eller overhovedet kontrolleret, idet den altid får lov at vokse, andre konsekvenser upåagtet. Mennesket har dog også i sig en anden sult, af en åndelig karakter; mennesket tørster efter orden i sin tilværelse, efter sammenhæng, efter et styrende element - efter mening, og selvom lidenskaberne så absolut må siges at have en egen rettigelse, må du dog alligevel give mig ret i, at den gamle talemåde holder stik: "Det, der ingen grænser har, har ej heller nogen form". Men idet dette styrende element indenfor omtalte form for kærlighed konstant tilsidesættes til fordel for den æstetiske fordring, sideløbende med, at den lystbetonede sult bestandig sættes først, vil den åndelige sult få lov at vokse uden grænser, idet den aldrig tilgodeses. Dette menneske vil da blive væsentligt dekadent - udsvævende, moralsk anstødeligt og absolut lyststyret. Lysten vil aldrig blive stillet, og det åndelige forfald vil hurtigt føre en omsiggribende fortvivlelse med sig. Denne vil dog aldrig forstås af hiint ulykkelige individ, idet alene indholdet, men ikke formen tilgodeses, hvorved denne fortvivlede åndelige sult ikke kan stilles eller overhovedet opløses. Det er blandt andet dette, der er problemet med at sætte æstetikken først i forhold til kurens kunst, og grunden til, at det ender i ulykkelighed for så mange unge mennesker.
Jeg har nu udviklet hvorfor det skal være forkert at betragte kærligheden som et udelukkende æstetisk anliggende; dette vil føre til en formløs, udsvævende form for kærlighed der, selvom den sagtens kan eksistere, ingen blivende egenskab besidder, da den er den yderste form for umiddelbar lyst; idet genstanden for denne lyst er udtømt for dens interessante indhold, vil den atter blive forladt. Tilbage er det nu at forklare og godtgøre etikkens plads i kærlighedens rette forhold. Efter udviklingen af spørgsmålet om, hvad der da sker med kærligheden, såfremt man alene betragter den som æstetisk anliggende, står man tilbage med et, i en vis forstand, kuriosum: hvad da, hvis kærligheden alene betragtes som etisk anliggende, og den æstetiske dimension fjernes helt fra regnestykket? Hvorledes vil kærligheden da tage sig ud? For ret at kunne besvare dette spørgsmål, må jeg inddrage nogle flere elementer, fra hvad man med lidt god vilje måske kunne kalde kærlighedens fænomenologi, eller læren om kærlighedens fænomener. At dette i sig selv kunne være interessant videre at udvikle medgiver jeg gerne, og det vil du sikkert være enig i. Dog skal det ikke ske her. Nej, de elementer jeg her bliver nødt til at inddrage, er fænomenerne lyst og tiltrækning. Thi det må medgives, at kærligheden forstået som et organisk fænomen, idet den kan siges at spire og vokse, om noget baserer sig på disse to elementer, dog det første mere end det sidste, idet det sidste forudsætter det første, da der i alle tilfælde må være en lyst til noget tilstede, om man skal kunne sige, at det tiltrækker en - ellers har udsagnet ingen mening. Som bekendt er det til fulde udviklet, at lysten og tiltrækningen fordrer udtryk; at de indeholder en æstetisk fordring. Spørgsmålet er nu, på samme måde som med spørgsmålet om, hvorledes kærligheden tager sig ud, alene som æstetisk fænomen forstået, hvorledes kærligheden alene som etisk fænomen tager sig ud - hvad sker der, hvis man alene betragter kærligheden som et etisk anliggende, der intet blik har for den æstetiske dimension? Idet det, at fjerne den æstetiske dimension indebærer, at fjerne elementerne lyst og tiltrækning fra kærligheden som koncept, må det også være tilfældet, at man derved helt fjerner kærlighedens grundlag, hvorved den simpelthen vil ophører med at eksistere, idet den slet ikke vil kunne være til. Skulle nogen nu kritisere dette standpunkt, kunne det tænkes, at en sådan kritiker måske vil spørge til, hvorledes det da forholder sig med det platoniske forhold - kan dette dog ikke siges at være baseret alene på den etiske dimension, idet der dog dårligt her kan siges at være nogen æstetisk dimension? Denne kritik må dog anses for en fejlslutning. Den synes nemlig at basere sig på den ide, at den æstetiske dimension alene skulle manifestere sig i det fysiske udtryk. Dette er dog ikke tilfældet. Den æstetiske dimension finder ikke blot sit udtryk i blikket, dansen og kysset, men ligeledes i ordet, ved hvilket man, langt mere end ved det fysiske udtryk, kan give luft for sin lyst til den anden. Og det må vel medgives, at på trods af, at det platoniske forhold i alt væsentligt baserer sig mere på beundringen af den andens personlige eller intellektuelle kvaliteter, snarere end nogen fysiske kvaliteter, som det er tilfældet ved kærligheden mellem mænd og kvinder, er denne beundring dog stadig udtryk for en form for tiltrækning og lyst til den anden - at denne tiltrækning og lyst til den anden ikke indebærer den kødelige lyst er dårligt et argument for, at den skulle være væsensforskellig. Jeg medgiver gerne, at man måske kan sige om det platoniske forhold, at det i højere grad baserer sig på etikken, end på æstetiskken, men til syvende og sidst må det vel medgives, at begge dimensioner trods alt er til stede også i denne form for kærlighed.
Således må det altså siges, at selvom kærligheden må siges at basere sig på lysten og udtrykket, og dermed i sig indeholder en fundamental æstetisk dimension, det ikke går an at knægte, er den etiske dimension ligeledes essentiel for kærligheden, hvis den skal have nogen blivende status i verden, da denne udgør et styrende element der virker ved at forfine og give den en bestemt form, der ikke er indeholdt i den æstetiske dimension, der dermed uden denne forfalder til en formløs, udsvævende og umættelig sult, der aldrig kan forstås og dermed ikke stilles.
Min kære Vitus, jeg har nu skrevet meget om kærligheden i dette brev. Noget vil du sikkert være uenig i, da du, trods alt, anskuer kærligheden fra et andet perspektiv end jeg, din unge alder taget i betragtning. Måske er denne forståelse af kærligheden uforståelig for unge mennesker, og måske kommer denne forståelse med erfaringens fylde - det skal jeg ikke kunne sige, men det er ikke usandsynligt. Dog håber jeg, at du ikke tager min, til dels, formanende pegefinger for ilde op, og dog ser fornuften, i noget af det, jeg her har udlagt for dig. Jeg håber og tror, at du, i kommende eventyr med andre unge mennesker, og med kvinder især, vil komme til at se fornuften i mine ord, men denne kommer formentlig mest med tiden og erfaringen. Men om denne kommer med erfaringen, eller du forstår den nu, er for så vidt irrelevant - thi for dig handler det blot om at vælge. Vælg livet - vælg kærligheden. Derefter kommer forståelsen.

Din ærbødige ven, Sophion.