Aftensolen blændede kongens gamle øjne, da han trådte ud i haven. Han missede med øjnene, og skærmede synet med sin højre hånd. Han var træt. Ualmindeligt træt. Hans purpur kåbe med hermelinpelsen føltes så umådelig tung i dag. Som et åg. Den byrde hans far for så mange år siden havde lagt på hans skuldre, da faderen havde gjort ham til sin arvingen.

Han gik ned gennem den lille allè, der brød havens symmetri. Det var forår, og alle forårsblomsterne stod i fuldt flor. Hvide, gule, orange og violette nuancer blandede sig med de grønne blade fra tusind forårskåde planter.

Kongen gik mod sin yndlingsbænk. En lille stensætning ved enden af haven ved borgmuren. Han havde fået lavet et ekstra skydeskår, hvor han kunne skue over riget. Hans kongedømme der foldede sig ud neden for befæstningen.

Han satte sig tungt på stensætningen. En af tjenerne havde vanen tro sat en lille bakke på enden af bænken.
   "Mennesket lever ikke af bød alene," tænkte kongen. "In Vino Veritas".

Han løftede den gyldne kande, og lod de mørkerøde dråber løbe ned i det juvelbesatte bæger, der ligeledes stod på bakken. Han tog bægeret og løftede det til sine læber.

"Jeg skåler med dig Andoria," begyndte kongen med en svag stemme. "Du mit land. Dig, som jeg har sværget at beskytte."

Han holdt en kort pause og sippede af vinen, før han igen fortsatte."Jeg skåler med de fire verdenshjørner. Jeg skåler med dig Gud."

Kongen mærkede vinen løbe gennem ganen. Denne gang lod han vinen løbe frit.
   "Ah," tænkte han. "Du. Min trøst."

Det havde været en hård dag. Rigsrådet havde været efter ham. Det sammen spørgsmål trængte sig på igen og igen. Hvem skulle føre riget videre, når kongen engang døde.

Kongen skuttede sig. På trods af forårssolen frøs han alligevel.
   "En arving havde gjort det lettere," tænkte han. "Men sådan er det ikke gået."

Han stoppede sig selv i sin tankestrøm. Han vidste alt for godt, hvor tankerne ville bringe ham hen.

Rigsrådet havde insisteret. Det var tid at træffe et valg. Budislaw hans nevø. Budislaw den tanketomme Jarl af Marsklandet eller Roland. Han turde næsten ikke tænke tanken. Roland af Rindsberg. Den unge, flamboyante, opblæste og selvhøjtidelig yngling, hvis eneste reference var, at han langt ude var i familie med kongen.

"Pest eller kolera," tænkte kongen. "Pest eller Kolera. Men jeg forstår dem. Jeg er jo ikke ung længere."

Han lukkede øjnene og lod en lille smule rødvin ligge på sin tunge. Lige i spidsen af munden. Han trak vejret dybt igennem vinen. En følelse af varme bredte sig igennem hans trætte krop.

"Hvad laver du?" hørte han en barnestemme sige.

Kongen slog øjnene op, og så en lille pige foran sig. En lille tøs på omkring fem år med krøllet år og de klareste brune øjne.

Hun smilede til ham.
   "Hvad laver du?" gentog hun.

Han så på den lille pige.
   "Jeg blunder vist lidt," svarede Kongen

Hun fniste.
   "Hvad er blunder?" spurgte hun.

"At små sove," svarede kongen.

"Små sove," sagde hun grinende. "Min mor siger, at jeg rævesover. Men jeg har ingen ræv."

Hun gik over mod kongen, og tog fat i pelsen på kongens kåbe.
   "Er det her en ræv?" spurgte hun.

"Nej," svarede kongen. "Det er hermelin."

"Hermo hvad?" sagde hun.

"Hermelin," svarede kongen.

Hun rystede på hovedet.
   "Den kender jeg ikke," sagde hun tænksomt. "Men det lyder sjovt. Hermolin."

"Hermelin," rettede kongen.

"Hermelin," svarede pigen friskt.

"Flot," sagde kongen.

Pigen hoppede af glæde.

Kongen smilede. Hvor var hun en vidunderlig unge.

"Hvorfor sover du?" spurgte hun."Mor siger, at man skal sove om natten. Ikke om dagen," fortsatte hun belærende.

"Jeg er gammel," svarede kongen. "Når man er gammel, har man ret til det."

"Gammel," gentog hun."Hvad er det?".
   "Når man kommer op i alderen. Du ved får rynker," svarede kongen.

Hun så vantro på ham."Det forstår jeg ikke. Min mor har rynker, er hun så også gammel?"

"Nej, hun er garanteret ikke gammel," svarede kongen.

Pigen løb rundt om sig selv.

"Stop, stop," sagde kongen. "Du gør mig rundtosset."

Pigen stoppede, og holdt drillende sin positur.
   "Sig til, når jeg må løbe igen," sagde hun sødt. "Det er sjovt, at du gider lege."

Kongen så overrasket på hende.
   "At lege," tænke han. "Det er så længe siden."

"Nu," sagde han.

Pigen spindede rundt igen.

"Stop," råbte han, og hun stoppede. Holdt positionen.

De gentog spøgen et par gange, til pigen ikke gad mere.

Hun vendte sig mod ham.
   "Hvad hedder du?" spurgte hun.

Han så undrende på hende. Det var så længe siden, at han havde fået det spørgsmål.

"Jeg er kongen af Andoria," svarede kongen.

Hun så vurderende på ham.
   "Det var dog et underligt navn," svarede hun. "Jeg hedder Arianne."

"Arianne," gentog kongen, mens han tænkte sig om. "Så kender du måske Adele?"

Pigen smilede igen.
   "Det er min mor," svarede hun glad.

"Det forklarer, at du er sådan en frisk tøs," sagde kongen.

Hun lo igen.
   "Kom," sagde hun, mens hun greb fat i kongens hånd.

"Kom?" gentog kongen.

"Ja," sagde hun. "Kom."

Han rejste sin trætte krop, og fulgte med pigen. De gik længere op i haven, til de kom til en lille busk.

"Se hvad jeg har fundet," sagde nu. Hun trak ham ned på knæ, så han bedre kunne se.

Under det ene blad sad en lille puppe.

"Er den ikke sjov?" sagde hun.

Kongen stirrede på pubben.
   "Jo," svarede han."Den bliver til en sommerfugl."

"En sommerfugl," sagde hun mistænksomt.

"Ja," sagde kongen. "Med smukke vinger. Ligesom dig, når du bliver stor."

"Bliver jeg til en sommerfugl?" spurgte hun inkvisitorisk.

"Ja," svarede kongen, med et skævt smil på læben.

Hun så undrende på ham, mens hun vurderede hans svar.
   "Hi, hi," sagde hun pludseligt."Du driller."

De hørte pludseligt en stemme fra trappen ned til haven.

"Arianne, Arianne," råbte en kvinde.

Pigen rejste sig. Hun havde genkendt sin mors stemme.
   "Ja, ja mor," svarede hun. Jeg er lige her."

En kvinde, som kongen genkendte som Adele, kom løbende igennem haven.

"Arianne," råbte hun, "hvor tit har jeg ikke sagt, at du ikke må lege i slotshaven. Kongen..."

Hun stoppede brat.
   "Deres Majestæt. Jeg beklager, men..." stammede hun.

Kongen rejste sig."Det gør ikke noget Adele," svarede han."Din datter har gjort mig selskab".

Adele nejede ærbødigt. Aftensolens sidste stråler ramte hendes ansigt.

"Du er smuk Adele," sagde kongen. "Men hvordan kan det være anderledes. Din datter er smuk som dig, og du som din mor."

Hun rødmede og så ned i jorden.
   "Sire. De smigrer mig," sagde hun svagt.

Kongen tøvede et sekund, mens han tænkte på hendes mor Agnetha."Nej," sagde han venligt."Jeg underdriver vel blot en smule."

Han kunne se hendes smil, da hun løftede hovedet.

"Hun kunne havde været min," tænkte han. "Min datter. Prinsesse Adele. Men..."

Han forsøgte at slå tanken væk, men det lykkedes ikke. Han havde forsøgt så mange gange før.

"Det er så længe siden," tænkte han træt. "Og dog så tæt på."

Han lukkede øjnene og tænkte tilbage på sin ungdom. Dengang han var 25 somre. Da han så hende for første gang. I klosterhaven neden for borgtårnet. Hun gik i sin lyse kjole og plukkede blomster. Hans hjerte var først sprunget et slag over, og så var det næsten gået i stå.

Han havde forhørt sig om hende. Det var Hertugen af Næsvigs datter Agnetha. Hun var 20 år gammel og sendt i klosterskolen af sine forældre.

Det havde været let. Et brev fra hans fader, Kongen og hun var hans. I hvert fald på papiret.

De havde mødt hinanden. Under træerne i klosterhaven. Han elskede hende. Hun elskede ikke ham.

Det gik op for ham senere. En nat. Med månen som vagt. Han forsøgte at holde hendes hånd. Mærke varmen, men den var der ikke.

Hun havde set forskræmt på ham.

"Jeg ved," havde hun sagt, "at De elsker mig. Mennn."

"Men," havde han svaret.

"Men jeg elsker Dem ikke," havde hun fortsat.

"Elsker Dem ikke." Ordene havde givet ekko i hans hjerte.

Han havde set på hende... Længe og længselsfuldt...

Men hendes øjne havde fortalt sandheden. Hun elskede ikke ham, og ville aldrig komme til det.

Han havde sluppet hendes hånd.

"Agnetha," var han begyndt. "Aldrig?"

"Aldrig," havde hun svaret. "Mit hjerte bor hos en anden."

På et sekund traf han sit livs tungeste beslutning. Han ville ikke tvinge hende, skønt han havde magten til det.

"Jeg løser dig fra din faders løfte," havde han svaret.
   Hun havde set dybt ind i hans øjne.

De havde været tavse en stund. Ord havde været unødvendige....

Hun havde rejst sig fra bænken.

"Tak, min herre," havde hun sagt. "De vil finde kærligheden et andet sted."

Men det havde han ikke. Årene var gået. Han havde søgt. Havde giftet sig med en prinsesse fra et fremmed land, men hun var død i barselsseng. Barnet, der var en vanskabning, havde kun levet i få timer.

Han havde ikke grædt. Det havde været politik. Ikke kærlighed.

Årene var gået. Mangt en hofsnog havde forsøgt, at få ham gift igen, men han havde afslået det. En gang var nok.

Han havde slået sig på krigen. Først havde han sat rebelske grever på plads. Hårdt men retfærdigt. Senere fremmede nationer.

Nu var der fred. Der var ikke løftet et sværd i strid i 10 år. Unge riddere klagede over det. Der var ingen eventyr mere. Intet at dø for. Ingen hæder at vinde. Kongen havde allerede vundet det hele.

Men der var fred. Fred og fremgang. Høsten var rig, og handelsfolkenes kister bugnede af penge.

Han var gammel, og han vidste det. Tiden var ved at rinde ud. Nu var der kun drømmene tilbage. Han viste alt for godt, hvad et rige uden en arving ville betyde.

"Blunder du nu igen," sagde den lille pige, mens hun trak ham i det ene ærme.

"Shyssss," sagde Adele. "Kan du ikke se, at kongen tænker..."

Han åbnede det ene øje. Pigen lo. Hun vidste godt, at kongen kun sov rævesøvn.

Hun slog op i en hyggelig og spontan latter.

"Hi, hi ho," grinede, mens hun klappede i hænderne.

Han rejste sig langsomt. Rakte hænderne ud, og forsøgte at løfte barnet, men kunne ikke. Han var for gammel. Tidligere havde det ikke været et problem, men han kunne ikke mere.

"Arianne," sagde Adele skarpt. "Nu er det nok. Kan du ikke se, at kongen er træt."

Han løftede hånden, og tyssede på Adele.

"Rolig," sagde Kongen svagt. "Lad hende."

Han så på den lille pige. Den lille tøs med de brune øjne. Hun grinte over hele ansigtet.

"Vil du have mit rige?" sagde han kort.

Arianne så på ham.

"Dit hvad?" svarede hun, mens hun fniste.

"Mit rige," svarede han.

Pigen grinte igen.

"Nej da," svarede hun. "Jeg vil hellere have en bold."

Han lo befriende.

"Adele," sagde han. "Vil du hjælpe mig til mit værelse?"

"Ja, Sire," svarede hun, og tog ham under den ene arm.

Hun hjalp den gamle konge til sit gemak. Han var bemærkelsesværdig let.

Arianne fulgte interesseret med.

"Jeg vil hvile lidt før middagen," sagde han.

Adele hjalp kongen i sengen.

"Du kunne havde været min datter Adele," sagde kongen stille.

Adele trådte et skridt tilbage.
   "Jeg ved det," sagde hun, "menn..."

"Men," svarede Konge. "Sådan gik det ikke.."

"Nej," svarede hun. "Min mor."

Han afbrød hende.
   "Sig ikke mere."

Han lagde sig tilbage mod puden, og så op i loftet.

Når middagen var ovre, ville han kalde rigsrådet sammen igen.
   "Mit rige skal have hersker, der er et menneske," tænkte han. "I aften vil jeg meddele rigsrådet, at Adele skal være min arving."

"Hun kunne havde været min," tænkte han videre. "Det blev hun ikke, men hun har sin mor i sig, og når det ikke kan være anderledes, så.... Så er hun min datter i min sjæl."

Arianne gik hen til sengen, og tog igen kongen i hånden.

Han drejede hovedet mod hende.

"I morgen," sagde han. "Vil jeg købe en bold til dig. Verdens bedste bold."

Arianne smilede.
   "Jubii," svarede hun.

Hun vendte sig og ville gå, men kongen holdt fast i hendes hånd.

"Du bliver til en sommerfugl," sagde han. "Den smukkeste på jorden."

Hun kiggede med sine strålende øjne på den gamle konge.
   "Ja, ja," svarede hun med sit lille smil. "Bare jeg får min bold."