Jeg så dem stå på marken bag ved vejen.
To svaner tæt på bondemandens spor.
Det gjorde mig vist næsten lidt forlegen,
at se en kærlighed, der var så stor.

Hun fulgte ham med øjne af beundring.
Han spredte vingerne og skabte ly.
Det fyldte mig med ærefrygt og undren,
at se så varme følelser på ny.

Mens morgensolen smed sin strålestige,
og svaneflokken langsomt tog af sted.
Så ku man næsten høre hende sige:
"Hvor du går hen, der vil jeg følge med."

Jeg så dem begge lette op mod himlen.
Så yndefuldt og stolt de fløj mod syd.
Og mens de langsomt svandt i svanevrimlen,
Så ku jeg høre deres vingers lyd.

Jeg ønsked et sekund, jeg havde vinger,
så jeg kun følge med mit svanepar,
at jeg som dem var vindenes betvinger,
at jeg som dem var luftens inventar.

Jeg stod alene og var ladt tilbage,
med alle mine tankers understrøm.
Jeg syntes, at jeg havde grund til klage,
for svanerne de var reelt en drøm.