1.

Jeg ser dem komme.
Nogle sammen, andre alene.
Ved middagstide mødes de,
på pladsen ved iskiosken.
Der hvor stranden favner havet,
og jorden kysser himlen.
Der hvor jeg venter,
som en krigskorrespondent
på kærlighedens slagmark.

2.

Fra alle vindens hjørner.
Med hjertet oppe i halsen eller i maven.
Dybt forankret i troen og sikkerheden på lykken.
Jeg ser dem gå, tale, holdende hinandens hænder.
Ser dem sende små forsagte hemmelige kys, blikke øjne der siger
alt. Alt for meget.
Alt for meget, som kun de og en Krigskorrespondent,
på kærlighedens slagmark kan se.
Der hvor stranden favner havet,
og jorden kysser himlen.

3.

Jeg går, som et spøgelse. Næsten usynlig.
Langs glemte stier.
I deres nærhed, men langt derfra.
Så tæt som et åndedrag og dog så fjernt som en månestråle,
på vej mod universet.
Søger dem som et møl mod ilden.
Jeg hører deres ord, som kun en krigskorrespondent kan.
Der hvor stranden favner havet,
og jorden kysser himlen
på kærlighedens slagmark.

4.

Gamle som unge. Kendte og ukendte.
Dem der elsker i smug, dem der gør det første gang,
i solen med vinden i ansigtet.
Dem der holder, og dem der forgår.
Som parret med hunden og kaffen fra kanden,
der takker for et godt liv i solen,
mens krigskorrespondenten ser på.
Der hvor stranden favner havet,
på kærlighedens slagmark
hvor jorden kysser himlen.

5.

Ser dem gå igen.
Nogen sammen, andre alene.
De fleste med et underfundigt smil på læben,
Nogen grædende,
nogle stirrende tomt ud i middagssolen.
Nogen med håb, nogle med tabte illusioner,
alene, og med lysten til at forlade verden.
Jeg pakker mit kamera,
og lukker min blok.
Jeg vil vende tilbage
som den sidste krigskorrespondent,
på kærlighedens slagmark.
Der hvor landet favner vandet,
og jorden kysser himlen.