Markus Bernsen beretter i sin artikel Surferhjerne om et fordummende medie, der underminerer individets egen funktion ved at tilbyde nemme løsninger. Hukommelse og intellekt kan downloades direkte via dine nethinder til hjernens software over et altomspændende medie, som du kan være forbundet med 24/7.
Der er over 7 milliarder mennesker på jorden. Over 2 milliarder med adgang til internettet, hvorover en intellektuel elite deler deres ekspertise og livserfaring. Hvorfor så spilde tiden med lange romaner, lommefilosofi og repetition, når alle spørgsmål allerede er besvaret? - højst sandsynligt også med bedre svar, end du nogensinde selv ville kunne komme op med.
Netop denne mentalitet, er hvad Markus Bernsen sætter under debat i sin artikel.
Bernsen fortæller om den amerikanske forfatter Nicholas Carr, at "Ti års hyppig omgang med internettet har gjort ham til en mindre kritisk og mere overfladisk læser, mener han - en ringere tænker (...) min hjerne forventer nu at indtage information på samme måde som internettet distribuerer den: i en hurtigt bevægende strøm af partikler", men der er flere problemer, der retter sig imod denne digitalisering af individet. Tidligere Apple-chef Linda Stone, bekymrer sig om "overangen til flydende intelligens (...) en slags postdigital opmærksomhedsforstyrrelse, hvor symptomerne er ringe koncentrationsevner, manglende evne til at tænke analytisk i længere tid af gangen, samt en tendens til at koble sig ukritisk på den

fælles hukommelse i stedet for selv at søge svarene i den virkelige verden."
Ja, det lyder nærmest som en diagnostik af en ADHD patient. En lidelse, som flere og flere slutter sig til. En lidelse, som det moderne samfunds tilgang til er af lige så overfladisk karakter som informationsovergangen fra internet til individ. De lidende bliver fodret med koncentrationsstyrkende medicin, ritelin, og forventes derefter igen at lade sig sænke ned i den stærke strøm i samfundets å.
Men er det syge individer eller en syg samfundsmentalitet?
Mennesker bliver digitaliseret, de forventes at opføre sig som elektroner i et kredsløb. Hurtige, ukritiske og ubesværlige; men systemet er ikke godt nok isoleret. Det er som en bar koppertråd, hvor energitabet er højt, for ligesom elektroner, så vælger mennesket den korteste vej. De nemme løsninger; men i det moderne samfund opnås der ikke succes ved nemme løsninger. Derfor opfører vi os på en uhensigtsmæssig og uansvarlig måde - og vi ved det, vi skammer os. Vi dropper ud af skolen, får sindslidelser som depressioner og ADHD, da selvmedlidenhed og offermentalitet er nemmere at kapere. Vi ved nemlig at frie elektroner ikke bidrager; det er spildt energi, samt at strømstyrken er stærkest, når vi samlet bevæger os med strømmen.
Men uden disse frie elektroner, hvordan skal nye grundstoffer så opstå? - hvordan skal ioner ændre form? - Hvordan undgår vi et statisk samfund?
Hvis hele menneskeheden er koblet til en fælleshukommelse, hvordan skabes der så nytænkende? - Alle fortidens kunstnere, forfattere, revolutionære, visionære, ledere, skabere, opdagende, osv., har alle en fortid som frie elektroner; individer. Individer som trådte ud af strømmen, som observerede og reflekterede - og det er individer som dem, det moderne samfund forsøger at udrydde med slagord som effektivitet og produktivitet.
For samfundet priser maskinen og afskyer individet - individets utilregnelighed, ukontrollerbarhed og skrøbelighed.
Hvis blot mennesket var sammensat af blankt stål, slisker og tandhjul, mikrochips og kølere, programmer og stålkabler. Alle upkoblet et globalt internet, hvor en elite kunne styre og kontrollere dem. Internettets anarki.
Menneskelige værdier og egenskaber er blevet taberværdier, og internettet er blot et af mange postmoderne præparater til at eliminere den spildtid, som er menneskelighed.
Spildtid såsom informationssøgning begrænses med internettet. Spildtid såsom søvn begrænses med koffein. Spildtid såsom fritid begrænses med hjemmearbejde. Spildtid såsom madlavning begrænset med færdigretter og fastfood. Spildtid såsom børneopdragelse og familiesamvær ved institutionalisering. Osv.
I denne skrivende stund befinder jeg mig i et lokale med 100 spæde maskiner som jeg; Studerende. Vi er ved at blive programmeret. Det gøres ved positive og negative sanktioner. Vi høster anerkendelse ved høje karaktere, komplimenter af lærer og familie samt løfter om fremtidig succes. Hvis vi modsat modtager lave karaktere, oplever vi skam og forsikres en ulyksalig fremtid, en fremtid som nassere. Hvis tilstedeværelse blot er til besvær for samfundet.
Hvordan opnås så disse høje karaktere? - De opnås ved at give de rigtige svar; de svar som står på facitlisten. De svar; som andre er kommet frem til; eliten. Intellektualiseringen er således skemalagt, og internettet bliver ligeledes fundamentet for både undervisning og hjemmearbejde. Internet er endda blevet tilladt under eksamen, som ellers skulle være refleksionens hellige hvileplads.
En generation stopfodret med overfladisk information; ufuldendte svar og løsninger.
En generation opdraget i et videnssamfund tilplastret med raketter, så maskinerne hurtigt får den information der skal bruges for at løse en given opgave, for der efter at gemme den væk igen. Der er ingen tid til fordybelse eller refleksion, ingen tid til formålsløs adfærd; menneskelig adfærd - ingen tid til at leve.

Men er der tale om en samfundsdikteret mentalitet? - det er der vel kun, hvis man anskuer samfundet som en global enhed. Det er nemlig, hvad den teknologiske revolution har formået; Globalisering. Ikke blot gennem internet, men gennem medier som TV, radio, magasiner, reklamer, plakater, aviser og mobiltelefoner. Alt fra intellekt til kønsidealer dikteres igennem disse medier.
Samfundet tildeler individet illusionen om fri vilje og individualitet ved friheden til at kunne forholde sig til den information, vi modtager. Det ses ved differensen i politiske standpunkter, samt vælgerdeltagelsen. Men sandheden er, at medierne og samfundet bestemmer hvilke ting du kan vælge imellem. Venstre eller Socialdemokraterne? - Dansk Folkeparti eller Enhedslisten? - Pest eller kolera?
De lande der således dikterer den globale mentalitet, må uundgåeligt være de mest teknologisk udviklede. Dem med adgang og råderum over medierne. Derfor snakker vi om en vestliggørelse og ikke en østliggørelse.
Vesten bestemmer, hvad der er politisk og menneskeligt korrekt og ukorrekt. Hvad der er civilisation og demokrati, og hvad der er diktatur og uland.
Lande som Kina og Nordkorea har valgt at begrænse den vestlige indflydelse ved et landsomspændende internetpoliti.
Men hvem har svarene? - Hvem skal bestemme, hvad vi mener? - Findes der overhovedet individualitet, eller gør menneskets flokmentalitet, at vi føler trang til at blive kuet og dikteret? - Hvem har bestemt, hvad der definerer intellekt?

Personligt befinder jeg mig et sted som mange andre unge i uddannelsessystemet. Jeg føler en hvis formåløshed. Alt initiativ er forsvundet, og i forsøget på at finde betydning og mening flygter vi. Og da den moderne verden er en kapitalistisk verden, findes der selvfølgelig adskillige virksomheder der praktiserer at profitere fra denne flugt. Facebook og computerspil som de mest kendte blandt unge.
I computerspil er du hovedpersonen, verdenen drejer sig om dig, og du gør en forskel. Du har magt, dit liv er fuld af spænding og kritikløst kan du gøre, som du lyster.
Hvis man alligevel ingen forskel kommer til at kunne gøre på den virkelige verden; når man blot er en betydningsløs plet på en betydningsløs prik i universet, hvad skulle så holde dig fra at leve og regere i en virtuel verden? - Hvem siger at virtuel lykke ikke kan være ligeså godt som virkelig lykke? - et virtuelt liv behøves ikke engang at være ensomt. Det har internettet sørget for. Du kan kommunikere med venner og bekendte og udforske spilverdenen sammen med dem. Du kan endda også anskaffe dig venner, måske endda en kæreste eller kone. På Facebook kan du få dig selv til at ligne den person, du så inderligt ønsker at være; igen et virtuelt falsk jeg.
Livet bliver til en løgn, en løgn man tvinger sig selv til at tro er virkelighed. Man lader virkelighedens uhåndgribelighed glide forbi, og bider skammen i sig.
Internettet giver således individet muligheden for at tilegne sig information hurtigt, og derved at tilegne sig intellekt (efter den vestlige definition). Samtidigt tildeler samme revolution, som skabte internettet, individet muligheden for flugt. Hvilket efterlader individet med valget, og med valget følger skammen og offermentaliteten.
Er den teknologiske revolution, som den moderne verden har oplevet således ønskværdig? Er der tale om en udvikling, eller en degenerering? Er dette menneskehedens endeligt? Er det næste skridt i evolutionen, skridtet fra menneske til maskine; eller vil vi opleve flere folkesindslidelser og til sidst undergrave os selv? Vil der komme en revolution, eller findes der ikke længere individer med dybde og selvstændighed til at kunne starte en? Er dem, vi andre kalder for opgivende og tabere, i virkeligheden de eneste, der kan gøre en forskel; de frie elektroner?